Warning: Declaration of Portfolio_Walker::start_el(&$output, $category, $depth, $args) should be compatible with Walker_Category::start_el(&$output, $category, $depth = 0, $args = Array, $id = 0) in /var/www/juletrauma.dk/public_html/wp-content/themes/minimalisto/functions.php on line 0
Juletraume 1 – 2012

Dagens indlæg

 

Juletraume 1 – 2012

En julehistorie

Af: Jesper Vingborg Andersen – blog – Twitter 

 

 

 

 

Min værste juleaften var ikke en af dem fra min folkeskoletid, hvor jeg så på høsten af gaver, og vidste, bare vidste, at der ikke var noget at prale af. Intet, der ville imponere mine mere velhavende kammerater. Intet, der ville rokke ved min status. Men jeg prøvede at holde masken. Med årene blev jeg bedre og bedre til det.

Det var heller ikke den juleaften, engang i løbet af min gymnasietid, hvor den iskolde luft mellem min far og mig havde jaget al hygge væk fra middagsbordet. Min mor og mine mindre søskende prøvede forgæves at glatte ud, men formåede kun at kaste benzin på bålet. Vi skændtes. Højlydt. Hårde, bitre ord blev kastet henover flæskestegen, men det sluttede brat, da jeg rejste mig op, kiggede min far direkte i øjnene, og fortalte ham, at hans mening om tingene var ligegyldig, for han ville jo alligevel snart være død. Så forlod jeg det lille hjem, og jeg vendte først tilbage længe efter, at de andre var gået i seng. Jeg husker intet fra dagene, der fulgte.

Jeg har altid været god til det med ord. Frygtelig god.

Nej, de aftener var slemme nok, men det havde egentlig ikke noget med julen at gøre. Det var bare den scene, hvorpå dramaet udspillede sig. En vilkårlig kulisse.

Den værste af dem alle kom mange år senere, da jeg for længst var flyttet hjemmefra, min onde profeti var gået i opfyldelse, og jeg var i fuld gang med at udforske grænserne for voksenlivets frihed.

Jeg boede i et kollektiv i de år. Vi var en hård kerne på en håndfuld studerende i et kæmpestort hus, og så var der kærester, logerende, gæster, familie, venner, bekendte, læsegrupper, et evigt rend af mere eller mindre tilfældige mennesker. Der var altid liv, altid glade dage og nætter, altid fest.

Så var det, at julen nærmede sig, og det gik op for mig, at jeg ikke havde nogen steder at holde den. Min søster var i udlandet, min bror, familiemennesket, skulle holde den med sin kæreste og hendes familie, og min mor havde arrangeret noget med nogle veninder. Hun havde inviteret mig med, men jeg havde undslået mig. Jeg var bare ikke i humør til det.

Alle de andre var efterhånden taget afsted, og til sidst var vi kun to tilbage, P og jeg. Vi havde aftalt, at vi ville holde vores helt egen jul med and og risalamande og rødvin og hele piveriet. Vi havde tilmed købt cognacbønner, romtoppe og en klump hash til senere.

Ingen af os var særligt gode til at lave mad, men vi fumlede os gennem opskrifter og halvt huskede husmoderråd, og det lykkedes os at stable en acceptabel efterligning af en julemiddag på benene. Der var lidt for meget, der var stammede fra glas og dåser og nemme løsninger, men det lugtede nogenlunde rigtigt. Okay, sovsen var ikke ligefrem … nej, lad os glemme sovsen. Vi havde enorme mængder af rødvin, det hjalp på sagen, så vi kastede os med stor iver over al den dejlige mad.

Lad mig være ærlig: det smagte af lort. Men vi spiste det stædigt. Og vi snakkede om alle de traditioner, som vi kendte fra vores barndom. Prøvede at huske dem. Vi røg den første pibe hash inden risalamanden. Og drak mere vin. Vi fandt et kassettebånd med julemusik, som vi satte på. Senere, efter maden, sang vi en enkelt julesang. Kun én. Det var rigeligt.

Vi dansede dog ikke om juletræet. I stedet satte vi os ind i stuen og tændte for fjernsynet.

Og der sad vi, mens vi så “My Cousin Vinny” på en eller anden reklamekanal. Vi var smadret af alt for meget mad med en alt for mærkelig eftersmag, alt for meget rødvin og hash, i et stort, tomt hus som var voldpyntet af mennesker, der var taget hjem til den ægte vare …

Og så begyndte vi at grine. Uden varsel. Jeg kan ikke huske, hvad der udløste det. Eller hvor længe det varede. Men midt i latterkramperne kunne jeg mærke, hvor meget jeg savnede det. Ikke maden, ikke gaverne, ikke traditionerne, men de mennesker, der burde have været omkring mig. De levende og de døde. Alle dem, der havde prøvet, i alle de år, hvor jeg ikke kunne.

Julen er hjerternes fest, men hvad gør man, når man har glemt sit eget?

Den nat svor jeg, at jeg aldrig ville holde jul uden min familie igen. Nej, det var ikke en ed, snarere en vished om, at det ikke ville ske. Det tog en del år, før jeg fandt en form, jeg kunne være i, men jeg lærte det, støt og roligt. Min familie forandrede sig også. Der er kom børn til, først mine søskendes, siden mine egne. De gør det nemmere, men også langt vigtigere. Mere kostbart.

De skal ikke arve mine synder.

 

3 comments

  1. Ibber
    01/12/2012

    Årh mand, så sidder jeg her og småtuder. Sikken omgang. Jeg er glad for, du fandt en vej videre og håber, du nu holder dejlige jule!

  2. Filoffen
    04/12/2012

    Godt skrevet Jesper!

  3. Katrine Cregeen
    05/12/2012

    Smukt skrevet- men vidste jo godt du kunne noget med ord. Dejligt alligevel at blive mindet om det igen. Håber alt går godt hos dig. KNUS Kat

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside