Dagens indlæg

 

Luciadag – 13. december

Af: Judi Lund Finderup www.stiltjek.dk & twitter.com/JudiLFinderup

 

 

 

 

 

Er der noget mere magisk end et smukt Luciaoptog?
Med den lysende brud i front, svæver de med englesang gennem mørket og fylder det med skønhed og lys.

”Nu bæres lyset frem
stolt på din krone”

Et kort øjeblik stråler alt. Så forstummer sangen, magien, og tilbage er et smukt minde.

 Rritjjjsh! Det er jo løgn. Det er IKKE et smukt minde. I hvert fald ikke for mig.

På Dalgasskolen i Skive var der en tradition for, at den højeste pige i sjette klasse altid var Luciabrud.
Hun skulle også have det længste hår.

Jeg kommer fra en høj familie, så min søster, som er fem år ældre end mig, blev naturligvis den smukkeste luciabrud.

Jeg husker, hvordan min mor og hende, brugte lang tid på, at finde det rette snit til kjolen.
Den blev syet af gammelt, smukt linned og den var majestætisk og enkel.

Min søster havde et stort, krøllet hår, og selvom de levende lys dryppede på det, så lignede det guld.

Det var pragtfuldt. Min søster LYSTE d. 13. december det år.

Pubertets Lucia

I starten af 80’erne, i Skive, var man stadig barn når man var 12 år. Det der med at få menstruation, bryster og skjulte, frække blikke fra drengene, det var ikke særlig fedt.

Hvis man ydermere var høj og genert, så var det bare ikke de optimale forhold for en pige…mig for eksempel.

Men en ting var heldigvis sikkert. Det var MIG der skulle være Luciabrud! Jeg ville den dag bryde ud af min generte, begyndende pubertetsskal og være centrum i et af årets højdepunkter på skolen.

Jeg prøvede i smug min søsters kjole flere gange og den sad næsten som støbt.

Den 13., uheldets dag

Så var det, at det umulige skete. Det som ALDRIG måtte ske. Nogle forældre havde klaget over, at deres datter havde grædt over uretfærdigheden i, at de små aldrig fik lov til at gå forrest i Luciaoptoget.

Bare fordi man ikke var høj, så behøvede man jo ikke gå bagerst og føle sig ringere. Det var diskriminering. Diskriminering af de små mennesker. Man havde set det mange gange i verdenshistorien, sagde forældrene.

Mine forældre sagde det var ren kommunisme. Typisk for den skole.  De var så skide røde alle sammen.

Hvad var der i vejen med at skille sig ud og være noget særligt?

Traume forever

Da alle pigerne fra 6. klasserne skulle samles for at forberede årets luciaoptog, så havde den ansvarlige lærer en vigtig meddelelse:

For første gang nogensinde i skolen historie, ville de se bort fra reglerne. I år skulle det være anderledes. Derfor havde de besluttet, at det var den mindste pige med det længste og mest lyse hår (wtf med det lyse?), som skulle være Luciabrud. Vi skulle naturligvis holde-trip-trap-træsko-ordenen, så i år ville de højeste piger gå bagerst i optoget.

Jeg græd mig i søvn i 12 dage. Jeg hamrede mine knytnæver hårdt i hovedpuden og i gulvet, men mine forældre insisterede på, at jeg skulle stille op, være stolt af at være høj, og slutte optoget på den smukkeste måde nogensinde.

Så der gik jeg ved siden af Henriette med det korte, røde hår. Begge med runde rygge, pubertetsbryster og skammen over at være alt for høje og udviklede i forhold til de små, seje piger, der gik forrest.

”Bruden” var blevet røven af optoget. Av.

Det vender tilbage til mig hvert år den 13. december. Men i de sidste år har jeg haft blandede følelser, for det har været noget af det smukkeste at se min søn gå midt i et luciaoptog og ligne en engel.

Lidt malurt vil der nok altid være i bægeret, men det er nu sødt, at min mand hvert år tilbyder mig, at jeg kan gå en tur med adventskransen i håret og ”så ligesom få det ud af kroppen”.

Det er bare ikke det samme. Nogen ting må man bare lære at leve med…

7 comments

  1. VulleBalut
    13/12/2011

    Tak for din vidunderlige historie – tror den vil vække genklang og minder hos mange detroniserede luciabrude 😉

    Kan ikke lade være med at tænke på hvor mange små piger – og måske særligt deres voksne mødre – der traumatiseres af dagens optog i i min søns børnehave. Pædagogerne har trukket lod – blandt alle børnene. Det betyder at det er netop er *min* søn OG hans bedste ven der skal gå forrest i dagens optog, med krone og lys og hele molevitten.

    Han er vanvittig stolt og jeg glæder mig meget til at se det! Forventer dog også at mærke en lun, bittersød glæde over at det er *min* søn der optræder i denne misundelsesværdige rolle. Kalveknæet, skævtandet og hårsjasket fik jeg nemlig aldrig selv fik buddet.

  2. Mofling
    13/12/2011

    Åh jeg husker godt kampen blandt tøserne om hvem der skulle være Luciabrud.

  3. Koefoed
    13/12/2011

    Åh, Luciabruden. Jeg var både høj, semilyshåret og hellanghåret men hadede at være i front. Så det var ikke en god kombo til Lucia. År senere kunne jeg jo godt se, at helt forfærdeligt havde det jo ikke set ud, men hold da magle hvor var det ufedt at gå forrest der i 6. klasse, hvor jeg var et fuldt hoved højere end den næsthøjeste (de må have været pygmæer), og mest af alt havde lyst til at gemme mig bag en eller flere andre. I 8. gik jeg til gengæld i stilletter, så noget skete der da på højdepinlighedsfronten 🙂

  4. Appel
    14/12/2011

    Åh ja – jeg var den mindste i min årgang, men havde ikke det lyseste og længste hår. Kun ret langt og temmelig lyst. Så det blev Anja, der kom forrest, en anelse højere end mig, men hun havde det flotteste lange lyse hår med lette krøller. Jeg kom til at gå som nr. 2, godt forbitret over at være blevet forbigået. Det var en hård en at sluge.
    Siden da er jeg af naturens vej blevet brunette – og kan godt smile lidt ad mig selv, fra dengang. Håber dog at alle skoler anvender lodtrækning, når de skal vælge deres Lucia-brude.

  5. Laura
    14/12/2011

    Jeg var luciabrud et år på vores skole… Og jeg skal sige dig at det ikke er så nemt at få fire smeltede stearinlys ud af håret når man er færdig! Fordi vi gik rundt i træk dryppede alt stearinen lige ned i mit lange hår. SUK! Det kostede en hel flaske balsam og meget lang tid med en kam! (Så slap du da heldigvis for dét traume;-) )

  6. @Dynepusheren
    14/12/2011

    Tænk, jeg vidste slet ikke at det var så vigtigt for det kvindelige køn, men det kan jeg da se at det er.

    Næste år, må du gerne komme og være luciabrud i mit hjem, så kan du, min datter og kone gå rundt og være brud alle sammen 🙂

    Jakob

  7. admin
    15/12/2011

    Hej Jakob,

    Har læst dine kommentarer på denne og Néné’s blog om Lucia, og selvom jeg fornemmer humoren, syntes jeg at dine kommentarer rammer ved siden af. Når man står frem og fortæller hvordan en oplevelse i barndommen har påvirket en, er det en alvorlig sag, selvom vi smiler af Lucia, så prøv at forestille dig at du havde ønsket dig noget som barn, altså virkeligt ønsket dig det, og så ikke fik det, og af så åndssvage grunde som Judi og Néné har oplevet det.

    Det gør ondt – og dermed syntes jeg at dine bemærkninger rammer ved siden af, selvom de er skrevet med en smiley.

    Jeppe

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside

WordPress Login Protected by Clef