Dagens indlæg

 

Juletrauma blog 9

Af: Andrea Bak

twitter.com/AndreaBak

www.andreabak.com

Jeg har brugt mange timer af mit liv på at forbande julen og al dens væsen. Min aversion mod julen indtrådte, da jeg mistede min morfar. Jeg var 14 år, og han og jeg var meget tæt knyttet til hinanden. På mange måder har min morfar været en meget større faderfigur for mig, end min far nogensinde har været. Mine forældre blev skilt, da jeg var syv år, og jeg har aldrig haft særlig megen kontakt med min far gennem min opvækst. Men min morfar hentede mig i skolen på sin cykel, læste højt, fortalte mig om verden, tjekkede at jeg lavede mine lektier, lærte mig at tage levertran og alt det, som en hyggelig morfar skal.

Min morfar var sej. Han var gammel sømand og havde en skonnert tatoveret på den ene arm. Han barberede sig med en ragekniv og lavede skummet i en kop med en børste og et stykke barbersæbe. Så stod han der i sin hvide undertrøje med selerne hængende ned langs siden og grinede af mig, bette skid, der sad på wc’et ved siden af med store øjne og hvinede “pas på, du ikke skærer dig, Morfar!” Den dag i dag er synet af en mand, der barberer sig noget af det absolut mest maskuline, jeg overhovedet kan forestille mig.

Min morfar var en stor mand, der engang havde været i Livgarden, men mange års kræftsygdom tærede voldsomt på ham. Til sidst var han mindre end mig, og da han døde, vejede han knap 40 kilo. Han havde kræft i alle sine knogler, og det var utrolig hårdt at se ham svinde ind på den måde. Jeg sad hos ham, da han døde, og det kan måske lyde voldsomt, at et pige på 14 oplever den slags, men for mig var det helt naturligt. Siden da har jeg siddet ved adskillige andre, når de skulle dø. Heriblandt min mormor, der døde sidste år, og min onkel, der døde tidligere på sommeren. Jeg synes, der er noget utrolig smukt og fredfyldt over det, og det har gjort mig meget afklaret omkring min egen, forhåbentlig fjernt forestående død.

Nå, men det var jo julen, det skulle handle om. I min familie har vi en tradition med, at vi beder bordbøn og læser Juleevangeliet højt hver juleaften. Jeg ved ikke, hvorfor vi skal opføre os så gudsfromt den ene dag på året, men sådan er det bare. Det var altid min morfar, der læste Juleevangeliet højt, og den første jul uden ham, var det ligesom naturligt, at det var mig, Morfars pige, der skulle læse det i stedet for. Jeg tror, det var der, jeg begyndte at hade julen. Fordi det var helt, helt forkert at stå der uden min morfar og læse det åndssvage juleevangelium højt. Alverden skulle skrives i mandtal, min bare røv.

Siden da har jeg afprøvet mange forskellige måder at holde jul på, både i udlandet og i Danmark, og jeg er nu kommet frem til, at julen er skideligegyldig for mig. Altså sådan virkelig skideligegyldig. Jeg hader den ikke – jeg synes bare, den er ligegyldig. Lidt ligesom Champions League, IKEA eller Skanderborg Festival. Det er fint, det er der, og det er dejligt, folk hygger sig med det, men det ville ikke gøre mig noget, hvis den ikke var der.

Sidste år var så første jul uden min mormor. Det var der, jeg for alvor holdt op med at hade julen og tillagde mig en mere “nå ja, herregud, lad os æde noget and og nogen brandybønner og så fred være med det”-holdning til det hele. Det er meget, meget befriende, skulle jeg hilse og sige. Og sært nok blev min jul pludselig tusind gange federe, selv om der stadig var masser af phoneybaloney med bordbøn, julegaver, der alligevel skal byttes, groteske mængder sul og alt det andet halløj, som førhen fik mit pis i kog.

Jeg holdt juleaften med min mor og min søster i min mors lejlighed i Aalborg, og det var en af de hyggeligste juleaftener nogensinde. Min mor var på arbejde om dagen, så min søster og jeg fes rundt i nattøj og hørte Ramones for fuld udblæsning, mens vi ordnede julemaden og fik en lille skid på i rødvin. Efter vi havde gået om juletræ (og tudet over, at vi savnede min mormor – hendes yndlingssalme var “Dejlig er jorden”, og vi kunne næsten ikke komme igennem den, fordi vi skulle tude. Åh, det var et værre cirkus…) spillede vi Bezzerwizzer og spiste konfekt, og det hele var skidehyggeligt.

Jeg er begyndt at tænke meget over, om det mon er sidste gang, jeg kommer til at holde jul med min mor. Jeg håber selvfølgelig, hun bliver 87 år ligesom min mormor, og vil have sin lange snude i alt lige som hende, men jeg oplever på den anden side også flere og flere, der mister deres forældre alt for tidligt, så når jeg har valgt at holde af julen i stedet for at hade den, er det sgu også lidt af respekt for alle dem, der sidder rundt omkring og ønsker, at de havde en mor at holde jul med.

Men når dét så er sagt, så drømmer jeg stadig om, hvert år, at stikke af til de varme lande og sende min familie et gavekort på en ged hver. Men altså. Hvis det virkelig havde været så vigtigt for mig ikke at holde jul, så havde jeg nok gjort det. Jeg er jo ikke ligefrem typen, der lader mig stoppe af noget.

Så i bund og grund synes jeg jo, det er meget hyggeligt at holde jul. Jeg gør det i al fald stadig. Det er i øvrigt stadig mig, der læser Juleevangeliet højt hver eneste juleaften. Nu kan jeg endda godt læse det højt uden at græde – men jeg savner stadig min morfar.

Rigtig glædelig jul.

4 comments

  1. Ibs
    09/12/2011

    Åh, hvor er det fint, Andrea. Så sidder jeg her med våde øjne og klump i halsen! Glædelig jul.

  2. Sophydux
    09/12/2011

    Sådan en morfar har jeg altid drømt om!! Havde “kun” en mormor, og kunne godt have brugt noget skipperstil. Meget fin historie og tak for den.

  3. Mofling
    10/12/2011

    smuk historie.

  4. Thomas
    12/12/2011

    Smukt. Husker lidt min farfar på samme møde – han var også sømand. Desværre lærte jeg har først rigtig at kende, et par inden han døde.

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside

WordPress Login Protected by Clef