Dagens indlæg

 

Juletrauma blog 8

En utrolig men sand historie fra Christmasses Past…

Af: Jacob Christensen

 

 

 

 

 

 

Blog

Twitter

Hvad kan vel være mere traumatisk ved en jul end – gaverne? Anden kan brænde på, men skulle det gå helt galt vil der som regel være noget rugbrød og leverpostej at falde tilbage på, og så kan man fortælle historien som et festligt minde i mange år fremover. Onkel Hans og tante Kirsten kan være irriterende selskab, men når alt kommer til alt slipper man for dem i årets andre 364 dage.

Gaver, derimod, hjemsøger ens skabe og skuffer hver eneste dag. Åbn garderoben og – pow! – de Magenta farvede underbukser springer ubønhørligt i øjnene.

Men der er nogle gaver som er mere traumatiske end andre. Skulle det være, kan man jo altid med beklagelse meddele at underbukserne havde den forkerte størrelse og uheldigvis havde Magasin ikke lige den farve eller model i andre størrelser, så desværre – desværre og med dyb beklagelse – måtte man bytte dem til et gavebevis.

Det er ikke altid man er så heldig. Af og til vil afsenderen sende en besked med gaven, hvilket kan være en tvivlsom fornøjelse.

Forholdet er det at jeg i mit livs 47. år tilhører det kontingent af mænd, som er ugifte og barnløse. Som jeg ser det er der en meget naturlig forklaring på tingenes tilstand: Frem til 55-60 års-alderen er der et overskud af mænd, så kvinderne vil naturligvis vælge de mest håbløse eller uegnede eksemplarer fra – hvordan vi så forklarer eksistensen af single-kvinder er et andet spørgsmål, som jeg vil lade ligge til en anden lejlighed – og eftersom jeg kan håndtere såvel et komfur, en vaskemaskine som et strygejern er problemet til at overse til hverdag.

Visse kvindelige medlemmer af min familie ser imidlertid anderledes på den sag og har arbejdet mere eller mindre diskret på at påvirke min civilstatus.

En ellers højtelsket tante fik således for en del år siden den idé at forære mig “dr” John Grays parforholdsselvhjælpsbestseller “Mænd er fra Mars, Kvinder fra Venus” til jul.

At tante selv er ugift og barnløs nævnes bare for fuldstændighedens skyld.

Den mest besynderlige – og mindst subtile – gave fik jeg dog for ti år siden. Forhistorien var at min jævnaldrende kusine havde fået sit første barn, som ville fylde ét år ugen efter jul. Han er faktisk født den 1. januar, hvilket er mindre morsomt end man skulle tro. Fødselsdagsfester hvor alle voksne har tømmermænd, er ikke så sjove når man er barn. Min – i twitterkredse velkendte – Gamle Mor havde derfor besluttet at knejten skulle have en bamse til sin fødselsdag.

Som sagt så gjort: Gamle Mor indkøbte i god til før jul og fødselsdag en robust og venligt udseende bamse, der i første omgang fik navnet Hr. Bjørn, og i stedet for at pakke den (ham) ned og sende den (ham) til kusine der bor i den anden ende af landet, fik den (han) en midlertidig hædersplads i én af de gode stole i Gamle Mors dagligstue, hvor den kunne gøre hende selskab. Uforsigtigt nok spurgte jeg Gamle Mor, hvad hun dog ville gøre når Hr. Bjørn forlod hende.

Herefter oprandt juleaften – med Hr. Bjørn som tilskuer – med julemiddag, juletræ og julegaver. Inklusive en gave, hvis indhold det var svært at estemme: Det var en blød pakke, men det føltes ikke som tøj eller sengetøj eller noget lignende.

Det var … en bamse. Ikke så robust som Hr. Bjørn, men med tyk pels, meget fine fløjslabber og et lidt skeptisk udtryk i øjnene. (Der var en Hr. Bjørn (også selv om han var på vej ud af huset), så dette måtte åbenlyst være Frk. Bjørn).

Oooookaaaaaayyyy…..

Nu gjaldt det om at holde gode miner til et lidt tvetydigt spil. Og så måtte jeg i øvrigt bruge juledagene på at udtænke et passende svar.

Inden for spilteorien – det er meget akademisk og meget matematisk – opererer man med strategien tit-for-tat som en måde at håndtere konflikter på. Populært sagt: Hvis Stat A udviser to af Stat B’s diplomater, vil Stat B’s naturlige svar være at udvise to af Stat A’s diplomater. Og så videre. Så kan Stat A lære det.

Så på mystisk vist opdagede min mor Nytårsaftensdag at nogen – jeg ved hvem – pludselig havde udstyret hende med … lige netop … en bamse som tak for sidst. I dette tilfælde en isbjørnebamse med et finurligt udtryk i ansigtet. Den fik navnet Misse. Og angrebet var afværget. For denne gang.

(Frk. Bjørn har forresten fået en interessant skæbne. Hun blev under en del brummen og knurren pakket ned og taget med til Nordsverige, hvor jeg boede, indtog en fast plads på sofaryggen i min stue og kom til at opleve næsten syv år i et land, hvor der rent faktisk lever rigtige brunbjørne. Men da jeg flyttede tilbage til Danmark, hoppede hun af på vejen og bor nu hos Gamle Mor sammen med sin bedste veninde, Isbjørnen Misse)

Men hvis I tror jeg er i sikkerhed, så tror i fejl. Min fætters kone kommenterede min civilstand sidste jul…

 

 

 

 

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside

WordPress Login Protected by Clef