Dagens indlæg

 

Juletrauma blog 5

Af: Jeppe Engell

Twitter

Jeg har været salgselev i en Dagli Brugs i Århus. Hvis jeg havde nogle følelser for julen, forsvandt de der. I sidste halvdel af oktober ankom vores julevarer, blev opsat i overgangen fra oktober til november. Når man har set de samme børn, få deres nummer 4 chokolade kalender, hørt julemusik i 2½ måned og haft udvidede åbningstider lige så længe, bliver man så træt af julen, at man kaster op ved tanken om lugten af klejner.

Men mit juletraume starter et helt andet sted, og hvis du efter at have læst tænker at jeg er en dårlig person, har du forstået mit juletraume og hvorfor det gør ondt at blive mindet om det, hver eneste jul.

Jeg kommer ikke fra en fattig familie, men med 2 offentlig ansatte forældre og 3 børn, var vores julegaver ikke de største i hele verden, og dengang fyldte den slags meget i mit lille lyshårede hoved. Jeg havde allerede dengang en idé om, at fik jeg bare den rigtige ”ting”, var min lykke gjort og jeg ville blive død god til alt slags sport, hvis bare udstyret var i orden.

Jeg gik til både fodbold, bordtennis, basket og badminton, så jeg forstår godt mine forældre ikke bare købte udstyr til os drenge konstant, men det hjalp ikke på min hunger for at det helt rigtige udstyr.

Jeg ønskede mig brændende en ketsjer, ikke hvilken som helst slags ketsjer, en Yonex Carbonex 8. Dem som var bedre end mig til badminton, havde sådan en, eller en Carbonex 16 som var det vildeste vilde.

Jeg var trods alt ikke Morten Frost, så jeg begrænsede mit ønske til en Carbonex 8.

Jeg havde ingen ide om jeg fik det jeg ønskede mig, men jeg satte alt på et bræt og ønskede mig kun den.

Juleaften kom, det var hos min mormor og morfar. Jeg var spændt som en flitsbue og nervøs, død nervøs.

Langsomt den aften begyndte en tanke at snige sig ind hos mig: ”hvad hvis mine forældre havde købt en junior ketsjer, altså en forkortet udgave af en voksen ketsjer” jeg begyndte at se billederne i mit hoved. Lille Jeppe blev drillet af de andre badminton drenge over at have fået en junior ketsjer. Det var næsten ikke til at bære.

Aftenen skred frem, maden var blevet spist, vi havde danset rundt om juletræet og var begyndt at pakke gaverne op. Inde i mit hoved voksede ideen om junior ketsjeren sig til et mareridt og jeg kan ikke huske hvilke andre gaver jeg åbnede.

Pludselig kunne jeg se en gave der lignede en ketsjer og den lignede en junior ketsjer. Jeg kan huske den dag i dag hvordan tårerne pressede jeg på. Pludselig rejste jeg mig op og løb ud på toilettet og tudbrølede.

Ingen andre kunne gætte hvorfor jeg græd, af den indlysende årsag at jeg ikke havde delt mine tanker med nogen, men mine forældre spurgte mig naturligvis hvorfor jeg var ked af det, og hvis I kan forestille jer mig tale og græde på samme tid, fik jeg fremstammet at jeg ikke ville have en junior ketsjer.

En af mine brødre åbnede gaven og viste mig at ketsjeren ikke var en junior ketsjer. Der stod jeg ude på toilettet, omgivet af forældre og brødre med lige præcis den ketsjer jeg havde ønsket mig. Jeg bliver stadig pinlig berørt og skamfuld når jeg tænker på den.

Hver eneste skide jul jeg har været til siden, hvor en af mine 3 brødre har været til stede, er historien blevet fortalt malende og jokes har strømmet ud i et omfang der er svært at fatte.

Tror nok jeg fik en lærestreg af den tunge slags, det gør stadig ondt og jeg griner kun halvt når jokes og historier bliver fortalt.

Mit juletraume er mig selv, den lille dreng som opførte sig sådan, har jeg kæmpet med lige siden, han findes stadig inde i mig, bliver lige skræmt hver gang han kommer frem.

 

 

14 comments

  1. Andershauch
    05/12/2011

    🙂 Hvor kan jeg dog sympatisere med dig, Jeppe. Og hvor får jeg ondt i maven over at vide, præcis hvordan det har været / er… Angsten for ikke at få det man ønsker sig, angsten for at få det og ikke reagere “passende”… Angsten for selv at sætte andre i den situation.

    Tak for din historie 🙂

  2. Katrine
    05/12/2011

    Nåhr, får lyst til at kramme dig. Har min egen lyshårede 10-årige derhjemme

  3. Peter Solak
    05/12/2011

    Jeppe,- tak for din histore! Du er ligesom alle andre børn, der bare gerne vil have det rigtige til Jul. Det de ønsker sig. Det de brændende ønsker sig. Da jeg var barn, fik jeg flere gange noget, jeg ikke ønskede mig, men måske noget, der lignede. Det var bare ikke godt nok, at det lignede – for jeg havde jo ønsket mig noget andet.

    Engang havde jeg ønsket et walkie talkie-sæt med 2 walkie-talkier, så jeg og en af mine venner kunne lege sammen. Jeg fik en anden slags walkie talkie – en pakke med kun een i, og jeg var usigeligt skuffet. For hvad skulle jeg dog bruge kun een til?? Havde min familie overhovedet ikke forstået noget? Og jeg mener faktisk at jeg tit ser den “ubetænksomhed”. Nu vil mange sikkert mene at “børn også skal lære at blive overrasket”, “være glade for det de får” o.s.v. Jeg mener at voksne bør kunne interessere sig nok for deres børn til at afkode præcis hvad børnenes behov er. Julegaver betyder meget for dem.

    I dag er jeg fuldstændig ligeglad med at ønske mig gaver – jeg vil hellere overraskes. Men når jeg køber gaver til børn, går jeg ekstemt meget op i at det er det fuldstændig rigtige. Det fortjener “Lille Jeppe og Peter” og alle de andre skønne børn.

    /P

  4. Néné La Beet
    05/12/2011

    Åh, Jeppe, jeg knuselsker den lille tiårige dreng. Ikke mindst fordi jeg har en, der ligner, derhjemme. Og Peter, du har ret – især i en tid, hvor vi faktisk bruger en allerh******* masse penge på gaver alligevel – så skylder vi vel både os selv, børnene, hinanden, at det vi så køber også bliver værdsat og brugt. Så hellere en gave mindre.

  5. Marie Bilde
    05/12/2011

    Hvor er det både kært og menneskeligt, Jeppe…
    Hvis en lille dreng ikke må ønske sig Prestissimoen af hele sit bløde hjerte, hvem må så drømme om noget som helst?
    Jeg håber familien fornyr sig og fortæller andre – og bedre – historier i år.
    Glædelig jul fra Marie.

  6. Judi Lund Finderup
    05/12/2011

    Jeg tænker ikke dårligt om dig 🙂 Tak for en fin historie.

  7. Jonas Juhler Hansen
    05/12/2011

    Fremragende historie, der bringer minder frem om både min traumatiserende Techno junior-ketsjer og min Yonex Carbonex (kan ikke huske nummeret). Vandt den til et badmintonstævne i Vojenshallerne, hvor mit navn blev råbt op midt i en duel i en doublekamp, hvorefter jeg stoppede op i begejstring, mens min doublemakker vredt råbte “spil videre for helvede”.

    Spiller du stadig? Mangler en at spille badminton med herovre.

  8. Ibs
    05/12/2011

    Åh, jamen søde, lille Jeppe!

    Jeg får da helt ondt af dig i stedet for at tænke, du er en slet person. Det er da utroligt træls at være en lille dreng, som ikke passer ind med de andre! Og det er da endnu mere træls af din familie at de stadig, her en snes år senere, har behov for at fortælle den historie. Kan de da ikke finde på noget andet!?

  9. Anne Lindholt Ottosen
    06/12/2011

    Da jeg var 12-14 år ønskede jeg mig sådan et nyt tastatur til min computer. Det her er mere end 20 år siden, og dengang var de dyre. Jeg ville så gerne have et af dem med F-tasterne oppe for oven: http://abcresellers.com/store/media/new-media/DIN-AT-KEYBOARD.jpg – i stedet for det, jeg havde. Så fik man nemlig et separat sæt piletaster OG F11 og F12. Og så pakkede jeg så det her ud:
    http://www.uncreativelabs.net/xtreview/keyboard.jpg – himmel og hav, hvor blev jeg skuffet. Jeg var gammel nok til at vide, at man ikke skal blive skuffet over sine julegaver, og jeg kæmpede med tårerne. Jeg anstrengte mig af alle kræfter for ikke at vise, at jeg blev skuffet. Jeg kunne slet ikke sige noget. Min mor så det selvfølgelig straks og et par timer efter spurgte hun, “blev du virkelig så skuffet over din gave?”. Jeg prøvede at forhøre mig hos mine brødre, om de var involveret, for jeg ville bare have en forklaring på, hvordan det kunne være gået SÅ galt, men det var så en af min ene brors venner, der havde solgt min mor det her brugte tastatur. Det var et IBM, så kvaliteten var helt fin, men … Min mor sagde så, at det, jeg havde ønsket mig, var for dyrt. Men så ville jeg nok helst ikke have haft noget, for jeg havde et, der virkede ok – jeg ville bare havde det STORE! Jeg havde ondt i maven resten af den juleaften af skuffelse og anstrengelse for ikke at vise det.

  10. Julekalender 2011 – 6. december « Bekendelser
    06/12/2011

    […] men der er ting at nikke genkendende til i dem alle. Min egen favorit er (indtil videre) Jeppes egen lille fortælling om drengen og […]

  11. Maya
    13/12/2011

    Nej, du var (eller er) da ikke et dårligt menneske, blot en 10-årig med et brændende ønske og erfaringen om at ønsker ikke altid kunne opfyldes.

    Har du nogensinde fortalt din familie, at du ikke synes det er sjovt at de bliver ved at fortælle historien?
    Nu kender jeg selvfølgelig ikke din familie, men det er meget muligt at de bare synes det er en underholdende historie, og ikke tænker på at den kan være ubehagelig for dig, fordi de netop ikke mener noget ondt med det.
    Jeg kan dog sagtens forstå at det gør ondt, og det er da smadder ærgeligt og unødvendigt at du skal blive ved med at blive mindet om det.

  12. Lene Norup
    14/12/2011

    Hej Jeppe.

    ”Got you on tape” – nej selvfølgelig ikke

    Men hørte dig i Radio24Syv her til morgen på vej til arbejde. Den slags radio, som gør at man kommer rigtig godt i gang med dagen og får sat gang i en masse tanker.

    Jeg har et juleaftens-historie, som minder meget om din. Dog blev den aldrig på samme måde traumatisk ved at blive nævnt alle fremtidige juleaftener. Og måske var den mere traumatisk for mine forældre?

    Nå men her kommer den:

    Jeg har været 7 år og var startet i skole.

    Hvert år til jul fra jeg var ganske lille havde jeg ønsket mig en hund i julegave. Mine forældre havde – som sandt var – hvert år sagt, at der hvor vi boede i et blokbyggeri i Nykøbing Mors måtte man ikke ha’ dyr.

    Og jeg havde også selv oplevet, hvor vred viceværten blev når jeg eller mine mindre brødre kom slæbende med en kattekilling, vi ville gi’ et godt hjem.

    Alligevel blev jeg ved at ønske mig en hundehvalp.

    Denne her juleaften bad min mor mig om eftermiddagen om at gå hen til min mormor og hente noget, som hun havde glemt. Jeg gik gerne, for jeg elskede min mormor og blev der i lang tid, fik julegodter, en historie og masser af hygge.

    Da jeg kom hjem, var døren til mit værelse låst og jeg måtte ikke komme derind.
    Oh, fryd – jeg var med det samme klar over, at det var fordi der lå en lille hundehvalp og sov derinde. Jeg sagde ikke noget, men jeg ku’ jo se på de voksne, at der ventede en helt fantastisk julegave bag den låste dør

    Lige præcis den juleaften var det næste ulideligt at vente, vente, vente. Vi havde ikke fjernsyn at fordrive tiden med, og viserne på uret flyttede sig nærmest ikke. Det tog alt for lang tid at spise. Og pyt med, at jeg ikke fik mandlen, for jeg sku’ jo snart ha’ noget meget bedre.

    Selvfølgelig skulle min gave være den sidste, aftenens store clou. Som ligeså blev yderligere forhalet af, at min far lod som om, han havde glemt, hvor han havde lagt nøglen, og så blev vi jo nok nødt til at vente til viceværten ku’ komme med en ekstra, og og og.

    Men endelig blev den fundet. Stukket i nøglehullet. Drejet om – og jeg måtte åbne døren. Jeg var i den grad fokuseret på at se noget på gulvet foran min fødder, mærke små poter, blive slikket på hænderne – men der var ingen lille hundehvalp.

    Jeg kaldte. Kiggede under sengen – og kiggede så op på mine forældre. Lige ind i deres skuffede øjne, som dernæst fokuserede et helt andet sted i værelset.

    Og der på væggen hang et reolarrangement med skrivebordsplade til den “store” skolepige.
    …………
    Jeg husker slet ikke, at der blev talt om episoden efterfølgende. Er sikker på, at jeg vidste, at jeg havde skuffet mine forældre, som heller aldrig italesatte episoden.

    PS.
    Senere fik jeg masser af hunde og især katte i mit liv, og det samme gjorde min nu voksne datter. Mit 4 årige barnebarn, som bor med sin familie på Nørrebro, havde i år som højeste ønske på sin juleseddel en kattekilling, og den HAR hun allerede fået.

  13. Hans
    16/12/2012

    skam dig, nu hvor du er blevet voksen; gaveræset er udelukkende et billede på den kommercielle, kapitalistiske dødsspiral og børn såvelsom voksne bør lære sig at afstå herfra; gaver bør man kun få, når man har gjort sig fortjent dertil, fx. i forbindelse med eksamener, udnævnelser m.v.

  14. Thomas
    17/12/2012

    Hej Hans,
    Jeg tror ikke du har forstået Jeppes indlæg. Prøv at trække vejret og læs indlægget igen.
    Glædelig jul, dit sure løg.
    /Thomas

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside

WordPress Login Protected by Clef