Dagens indlæg

 

Juletrauma blog 3

Når man bliver voksen juleaften

Af: Camilla Larsen Schmidt

Hjemmeside

Twitter

 

 

 

 

 

 

 

Jeg var lykkeligt uvidende om, hvem min mormor egentlig var, da jeg var barn. Ganske vist så jeg udelukkende hende og min bedstefar (som vi havde  familievedtaget at kalde hendes anden mand) til fødselsdage, jul og en årlig julefest, hvor hele den sammenbragte storfamilie var samlet, men det forekom mig aldrig underligt som barn.

Først da jeg så småt blev teenager gik det op for mig, at min mor og hendes to søstre havde et kompliceret forhold til min mormor og hinanden. Og at december var en større udfordring for min mor end årets andre måneder. For der skulle vi vel nok se familien! Meget! Min far har fødselsdag den 14., min mormor havde den 19., min kusine den 21., min bedstefar den 23. – og så var der den famøse julefest, juleaften samt diverse julefrokoster. Og det kunne åbenbart ikke komme på tale ikke at invitere – endsige ikke deltage – ved disse mange anledninger.

At min mormor af forskellige årsager var dominerende, intrigant, uden overskud og konstant spillede min mor og mine mostre ud mod hinanden, opdagede jeg aldrig rigtigt som barn. Og først den jul, hvor jeg lige var blevet 14 år, fik jeg set hele min mormor.

Jeg var ung, diskussionslysten og havde stærke holdninger til racisme. Og pludselig havde diskussionen over julemiddagen bevæget sig ind på emnet indvandrere. Min mormor lagde ud med “Min lokale grønthandler er jo sød nok, men sådan nogle som ham snyder jo ofte med skatten! Sådan er det jo med indvandrere.” Og da diskussionen eksploderede derfra – med min far på sidelinjen, der desperat forsøgte at gyde olie på vandene mellem en efterhånden råbende teenager og en spruttende mormor – og endte med hendes “Man kan jo overhovedet ikke stole på sådan nogle sortsmuskede nogle!”, var julehyggen grundigt forsvundet. Som hendes ældste – ret sortsmusket udseende – barnebarn sad jeg pludselig, helt tavs, og gloede på et meget lille menneske, som jeg aldrig før havde set.

Mine forældre forsøgte i dagene derefter at forklare mig en hel masse om min mormor. Om hendes opvækst, hendes vilkår i livet, hendes valg, hendes opførsel. Og jeg fik kalibreret mit syn på virkeligheden grundigt.

Jeg talte aldrig med hende om hændelsen derefter. Og jeg talte aldrig med hende om emnet igen. Men de efterfølgende juleaftener var det en helt anden mormor, jeg holdt jul med. Og da holdt jeg jul som en lille voksen.

1 kommentar

  1. Hanne Klintøe
    03/12/2011

    Det er et besynderligt øjeblik, når man ser et menneske, man troede man kendte, smuldre for ens øjne og et lille bitte væsen sidde tilbage – et, man pludselig har svært ved at holde af. Men den ‘katharsis’ indeholder også en af livets vigtigste lektier, og de gør jo som bekendt altid ondt. Tak for en fin fortælling.

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside

WordPress Login Protected by Clef