Dagens indlæg

 

En stædig mand

En historie om en julerøverbande og en gave, der tikker livet stædigt videre sekund for sekund.

Af: Line Holm twitter.com/lineholm1

 

 

 

 

 

Før julefreden kan sænke sig over middagsbordet, gaverne kan blive pakket ud, og fridagsslapheden kan indtage kroppen, har vi en tradition i min udvidede familie. Den er så sikker og vis som TV-julekalendere og buttede hjerter i guirlander over Strøget, og den begynder sådan cirka engang i slutningen af august:

Skænderiet om, hvor vi skal holde juleaften i år. Siden jeg var barn, har mønstret i min familie været således: Mændene vil være hjemme hos sig selv. Og insisterer med hver deres ”jeg er manden i mit hus”-stædighed på at være hjemme i eget hjem, i eget køkken, i egen stue med muligheden for at drikke en flaske rødvin til andestegen. Omgivet af egne traditioner og eget julepynt. Kvinderne glatter ud, forsøger at finde kompromiser, bøjer sig. Og således kommer vi – næsten – hvert år frem til en juleaften, hvor der er glæde og fordragelighed, indtil fædrene kigger på armbåndsuret og begynder at stoppe årets pakkehøst i bilen. Klar til hjemturen. Lettede over at kunne se frem til, at NÆSTE år ”skal vi, åh-hvor-dejligt, være hjemme hos selv”.

Min morfar var ingen undtagelse. Bortset fra, at han ALTID fik sin vilje.

Jeg elskede min morfar. Virkelig. Han er det mest kreative, åbentsindede, nysgerrige og elskelige menneske, man kunne finde i en årgang født lige efter Første Verdenskrig.

Men hold kæft, hvor var han underfundigt stædig. En rigtig patriark, der befandt sig bedst, når han kunne sidde i egetræsstolen med armlæn for enden af et langt, veldækket bord, flankeret af hele sin familie – tre døtre med mænd og børnebørn og oldebørn – og med det ”Bedstefar”-inskriberede ølglas hævet i hånden. Alt var bedst, når VI kom til HAM.

Min morfar var urmager, som hans far var det før ham. Og når jeg siger urmager, mener jeg ikke af den fesne nymodens slags, der kan skifte en rem og et batteri på et digitalur. Min morfar arbejdede med store urværk. Den slags, der sidder i kukure og bornholmerure, og som bag de kunstfærdigt udførte skiver og krummelurede visere gemmer på fjedre, tandhjul og lodder i et Harry Pottersk virvar.

Det var som barn et eventyr uden lige at få lov – uden at mæle et koncentrationsforstyrrende ord, forstås – at sidde i hans værksted, se ham skille urværkerne ad, lægge de hundredvis af små messingdele forsigtigt ud på den meterlange arbejdsbænk, dyppet i syre, repareret, lakeret og til sidst; samlet igen, så tiden kunne gå sin sekundpræcise gang.

Han havde et projekt, som optog ham fra det øjeblik, han fik børnebørn. En arv, som skulle sikre, at han levede videre efter sin død. Hver af os skulle have et bornholmerur. Sådan en mandshøj kasse med urværk i, lavet fra bunden af. Med hans egen signatur på, romertal og stjernetegn på skiven, datomarkering, fuldmånestatus, blytunge lodder, der skulle trækkes op med jævne mellemrum nederst i urkassen, og – magisk, syntes jeg – en lille fuldmastet skonnert øverst på urværket, som vuggede på et stormoppisket hav for hvert sekund, der gik. Han havde selv, med en lup spændt på sit ene brilleglas, malet de fine, mikroskopiske blå, hvide og grønne detaljer på skonnerten og i havet, der slog op omkring dets skrog.

Vi er seks børnebørn. De fem bornholmerure var allerede skippet ud til min mor og hendes søstre; halvvejsstationer, indtil alle vi børnebørn fik store nok hjem til at rumme et to meter højt ur.

Det sidste og sjette bornholmerur – det, jeg skulle have – stod stadig i butikken og ventede på, at jeg blev gammel nok til at få det overrakt som gave. Den slags krævede en særlig lejlighed.

Min morfar var også en hjemmefødning uden lige. Han ville IKKE hjemmefra juleaften. Ville ikke væk fra forretningen, der skulle holde åbent, og de mange urværker, der skulle trækkes op.  Aldrig en eneste gang pakkede han mormor og sine pakker og sin stædighed og tog af sted. Heller ikke, da min mormor døde i 1980erne, blev han blødere om principperne. Så et sted i den øvrige familie var der hvert år en (mand), der måtte give sig. Med en vis julebitterhed til følge.

Et år satte min mor og jeg – måske især jeg – et bagholdsangreb ind. Vi insisterede. Insisterede simpelthen på, at han det år skulle besøge os lidt uden for Århus. Vi havde planen klar: Min søster ville køre de små 50 kilometer ned og hente ham, og vi skulle nok køre ham hjem igen. Jeg pludrede løs til ham om, hvor skæg en oplevelse, det ville blive at fejre jul første gang væk fra sit barndomshjem som nogle-og-80-årig, og hvor godt, vi ville gøre alting for ham.

Miraklet skete: Han indvilligede. Hans gamle legeme blev stoppet ind i søsters lille, røde bil, og vi satte os omkring middagsbordet. Spiste, sang og forkælede ham. Det skulle være hans aften, nu hvor han havde bøjet sine livslange principper for vores skyld.

Telefonen ringede, da vi skulle til at dele pakker ud. Det var et fjernt familiemedlem, som boede nabo til min morfar. Han stod oppe ved min morfars hus. Butikkens ruder var smadret, sagde han, politiet var tilkaldt. Mens hele landet sad bænket om flæskesteg og julehygge, havde en røverbande været på besøg i min morfars tomme, mørklagte hus med en stor bil. Forretningen var ryddet. Alt. Smykker, ure, sølvbestik. Alt var væk.

Selv ”mit” bornholmerur.

Juleaften stoppede dét sekund det år. Jeg husker at se min pludseligt meget gamle morfar sidde på en stol i vores entré, mens mine forældre hastigt gjorde sig klar til at køre ham hjem. Jeg husker tristheden i hans øjne, i hele hans krop, som han sad der og sank sammen, i takt med at realiteterne sank ind.

”Det var en dejlig julegave at få,” sagde han stille. Han lignede en knækket mand.

Jeg tror aldrig, jeg har følt en så enorm vrede – rette mod en flok navnløse, hjerteløse, egoistiske røvere. Men værre; samvittigheden… Den elendige, dårlige, nagende samvittighed over, at vi havde overtalt ham til at tage væk fra sit liv, sit livsværk, sit hjem juleaften, når han nu helst ville være derhjemme.

Arbejdet med at rydde op, gøre det stjålne op, barrikadere vinduer og trøste min morfar tog mine forældre resten af aftenen. Hans ting blev, trods let genkendelige stjålne effekter, aldrig fundet. Politiet mente, at de var skippet til Polen eller Tyskland samme aften. Min søster og jeg så fjernsyn resten af aften. Pakkerne blev først pakket op dagen efter. Det var så juleløst, som noget kunne være.

Jeg behøver nok ikke skrive, at min morfar aldrig forlod sit hjem igen i julen. Ingen forsøgte at overtale ham. Han brugte det til gengæld heller aldrig imod os. At det på nogen måde var vores skyld eller forkert at have ”lokket” ham hjemmefra.

I bakspejlet kan jeg – og det er her, juletraumet bliver en opbyggelig historie, for en glædelig jul skal det jo være – se, at jeg fik ikke bare én, men to vigtige lære-gaver af min morfar det år.

Jeg lærte, man skal være bøjelig. Ikke tvinge nogen til at ændre deres traditioner, hvis disse traditioner er vigtige for dem. Julen er kompromiser, og jeg er villig til at indgå dem. Hvert år.

Jeg lærte også, at min morfar ikke var en knækket mand. Han var næsten 85, havde gigtplagede fingre, der på dårlige morgener næsten ikke kunne rettes ud, og med en tom, afpillet butik holdt kunderne efterhånden op med at komme. Men han var en stædig, ukuelig rad. Og jeg skulle, som hans andre børnebørn, have et bornholmerur.

Så som 85-årig, med grå stær og svigtende hørelse satte han sig til at lave et mere. Over måneder og atter måneder udskar han tandhjul, krummede fjedre og malede og lakerede en urskive, en lillebitte fuldmastet skonnert på et frådende hav, satte det hele sammen og ind i et smukt urhus af røget egetræ. Går man tæt nok på, kan man se, at hans gamle fingre nogle steder er smuttet. En lille ridse står frem hist, et malerstrøg er smuttet pist. Men smukt er det.

Han døde som 92-årig for ikke så mange år siden. Med ham forsvandt en masse bøvl om julelogistikken i vores familie, men også vores naturlige samlingssted.

Og han efterlod mig en gave, som altid minder mig om den møgjuleaften, men mere om ham:

Et imposant og smukt ur, der slår sine præcise slag, selv om han ikke er her mere. Tikker livet stædigt videre sekund for sekund.

9 comments

  1. Jesper Dahl Jeppesen
    23/12/2011

    For hulen det er godt skrevet. Tak for historien – og glædelig jul 🙂

  2. Claus Heinrich
    23/12/2011

    Vildt rørende – ville kun lige have skimmet indlægget, men det fænger virkelig.
    Godt skrevet og der ligger altså nogen vigtige pointer i indlægget.

    Og jeg kan virkelig blive så harm på dem der uden samvittighed frarøver andre deres værdier. Værdier opbygget gennem et helt liv. Det kan slet ikke gøres op i penge.

    Tak for historien Line og Glædelig Jul 🙂

  3. Mie
    23/12/2011

    Hvor var det en god historie med to meget vigtige pointer – fantastisk at du fik dit ur alligevel, sådan morfar!

  4. VulleBalut
    23/12/2011

    Nuuj hvor er det en smuk og rørende OG opbyggelig historie. Hvor er jeg dog glad for, at den på sin vis endte lykkeligt. Glædelig jul!

  5. Koefoed
    23/12/2011

    Det er den sejeste Morfar. Og en fantastisk opbyggelig historie – trods alt muligt i den, som også er enormt trist.

  6. Thomas
    23/12/2011

    Tak, for en dejlig historie. Den går lige i hjertet.

  7. Filoffen
    23/12/2011

    Nøj! Tak, tak, TUSIND tak for at dele!

  8. Maria
    24/12/2011

    Hvor smukt – og hvor velskrevet. Glædelig jul

  9. Frank Larsen
    23/02/2013

    Hej, jeg skriver fordi jeg i dag har hentet en gammel bornholmerur, som jeg egentligt skulle have haft for mange år siden. Nu ved jeg ikke hvad din morfar hed, men dette er lavet af en Hans A Koefoed. Kan ikke finde ham under bornholmske urmagere, men ELSKER Bornholm, selvom jeg bor på Lolland. Hilsen Frank.

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside

WordPress Login Protected by Clef