Dagens indlæg

 

Juletrauma blog 2

Juletraume.

Af: Henriette Knudsen

Twitter

Traume, traume, uha, hvilket skal jeg skrive om? Mine kærlige forældre, har gjort deres til at give mig en sund opvækst med masser af sunde traumer, som jeg kan bruge til at smide i hovedet på dem, når verden går mig midt imod og det hele er deres skyld. Primært mors. Det er noget af det første man lærer, når man er gammel nok til at transformere sig fra at være en nuttet lille pige, som nød at blive komplimenteret for at ligne sin moar, til en knap så nuttet, ranglet teenager, der gjorde alt for IKKE at ligne sin mor. Måske havde det virket, hvis jeg havde farvet håret sort og klippet det kort, men jeg nøjedes med at gå i kulsort tøj, mors højhælede (indtil jeg købte mine egne) og en make-up, der skaffede mig tilnavnet ”Døden fra Lübeck.

I det hele taget har jeg hele rygsækken fuld af mødrene traumer, og jeg er ret sikker på at jeg også har givet min mor nogle med på vejen. Men det er vist ikke muligt for døtre at traumatisere deres mødre? Har Freud eller Jung sagt noget om det? Hvad mener de gamle rødstrømper? Stilhed? Nå, der kommer nok snart noget banebrydende psykoforskning, der påviser at det er meget traumatiserende at være mor til en datter. Den del må I få min mor til at fortælle om, og hun er ikke på Twitter. Sowee guys!

Men mit bedste juletraume? Udover mine fastre, der giver mig stay-ups og 20 år gamle skønhedsbøger i julegave? *tænke tænke*

Jeg kunne skrive om hvor meget jeg hader juleaftensdag. Juleaften er sej, men timerne op til er et maraton, hvor det bare gælder om at overleve.

Jeg kunne også skrive at jeg altid stresser mig selv over al evne, når jeg handler gaver, fordi jeg er ude efter den PERFEKTE gave til hele familien og vennerne. Det er også temmelig irriterende, men begge emner er enten for personlige eller for kedsommelige. Julefrokosterne purenægter jeg at komme ind på! Så jeg har ikke engang et ordentligt traume at fortælle om. I hvert fald ikke julerelateret. Og det er altså ikke fair.

Faktisk synes jeg at mine forældre har svigtet groft her. Jeg kan ikke komme i tanker om en eneste lille bitte, men dog frygtelig juleoplevelse. Der har været et par år, hvor min bror var udenlands, og min mor var syg, men det var bare hyggeligt. Altså ikke at broren var væk, men at den traditionelle jul blev rykket lidt op med rode.

Så var der det år, hvor min søster for en sjælden gangs skyld fik mandlen og har hoveret over det lige siden.

Men jeg kan ikke præstere et ordentligt juletraume og nu sidder jeg her med en kæmpe følelse af utilstrækkelighed over ikke at være blevet traumatiseret godt nok! Og det er frygteligt! Jeg har aldrig fortalt andre om at jeg faktisk kommer fra en relativt harmonisk familie. Bevares, vi har vores fights – indimellem ret grove, men det er faktisk aldrig værre end at vi hurtigt bliver gode venner igen. Selvfølgelig er min mor pisseirriterende – det er alle mødres ret og pligt – men grundlæggende har jeg det godt med min familie og vil ikke bytte. Eller rettere, det ville jeg ikke. Men nu viser det sig at min Mater og Pater Familias ikke har magtet at udstyre mig med det obligatoriske juletraume! Det er klart en fejl i min opdragelse og min dannelse som menneske. Hvad skal jeg nu tale med andre om til jul, uden at det hele lyder superdupernuttet og rosenrødt? For det er jo ikke det, danskerne vil have! Peters Jul er yt og juleferier langt væk er in som aldrig før. Og her føler jeg mig faktisk udenfor, for selvom jeg hader juleaftensdag, der for mig er mere stressende end sidste øjebliksjulehandlen, så kan jeg faktisk godt lide julen. Jeg synes at det er sindssygt hyggeligt at sidde sammen juleaften. Jeg elsker, når mine bedsteforældre kommer til julefrokost dagen efter. Og min bedste juletradition, er når en af kattene hopper i juletræet. Jeg er blevet dybt skuffet de år, klobæsterne har undladt det.

I år har jeg planlagt at overraske min søster med nye opskrifter på julekonfekt og jeg glæder mig til at hygge sammen med hende i køkkenet, mens min mor stresser over and og hvad hun ellers plejer at tabe tråden over. Vi er nu begyndt at smide hende i kirke – så kan hun og min far udveksle årets sladder med de naboer, de ikke ser så tit og vi unger kan have køkkenet i fred, uden en mor, der tror at hun er chefkok på det hele. Og som ikke tager henstillinger særligt pænt. Hverken de venlige eller de direkte ordrer!

Min juleaften er faktisk den rene Peters Jul og siden jeg blev introduceret til begrebet ”Juletraume”, samt har opdaget at jeg slet ikke er i besiddelse af dette – åbenbart obligatoriske – traume, er min lille verden blevet rystet i sin grundvold. RYSTET siger jeg. Hele dagen har jeg tilbragt i et hjørne, krøllet sammen i krampegråd. Fordi jeg føler mig forkert, udenfor og ekskluderet af det gode selskab. Mine forældre har svigtet mig på det groveste. Jeg er ikke delebarn, hvorfor jeg ikke skal være tvunget til at dele mine juleaftener, jeg har ingen hysteriske slægtninge, der trænger sig på, jeg hader ikke juleaftensdag nok til at jeg har lyst til at skride fra det hele og jeg har SLET ingen juletraumer, der er værd at skrive hjem om.

Mine forældre har svigtet mig! De har ellers givet mig alt! Jeg har fx et veludviklet traume over at komme for sent, jeg er vildt bange for edderkopper og hajer, jeg ryster indvendigt hver gang jeg skal forsøge at sige autoriteterne (aka min MOR) imod og jeg vil stadig gerne klappes på hovedet af moar, når jeg har præsteret noget. Og far, for den sags skyld.

Men juletraume, det har de ikke magtet. Far og mor, jeg er skuffet over jer!!

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside

WordPress Login Protected by Clef