Warning: Declaration of Portfolio_Walker::start_el(&$output, $category, $depth, $args) should be compatible with Walker_Category::start_el(&$output, $category, $depth = 0, $args = Array, $id = 0) in /var/www/juletrauma.dk/public_html/wp-content/themes/minimalisto/functions.php on line 0
Julen hvor min mors faster døde i min sofa

Dagens indlæg

 

Julen hvor min mors faster døde i min sofa

Af: Kristoffer Friis twitter.com/kfriis

 

 

 

 

Julen 1986 var ellers et ganske almindeligt år på min jyske villavej.  Jeg var 10 år og havde overtaget mine forældres soveværelse – det store – som værelse. Nu havde jeg to kæmpestore vinduer ud mod vores baghave og masser af plads. Jeg havde også fået sofaen inde fra stuen. Det var nye tider.

Historien det år var selvfølgelig den om alle tiders bedste danske landshold, som kulminerede og kortsluttede i Mexico. Feberen sved helt ned i asfalten den sommer hjemme på vejen. Vi gik lidt mere til den i fodboldklubben og hjemme tog vi og holdene fra nabovejene minicyklerne på stisystemerne lidt oftere og udfordrede hinanden oppe på marke. På den måde var alt meget normal og smukt. Og et almindeligt liv på en tryg villavej.

Vi skulle den jul have besøg af min farmor, morfar og hans søster. Hende kaldte vi Faster Binne. Måske hed hun det ligefrem. Det var min mors faster og ikke en, vi snakkede så meget med, men min søster og jeg digtede tit historier om hende. Hun var gammel og meget kristen. Hun havde briller med tykt sort stel, som var moderne i 50’erne. Hun havde en hæklet, finmasket sjal over sine spinkle skuldre og var sunket sammen. Vi besøgte hende sjældent, men det skete. Jeg kan huske, at jeg har besøgt hende i Gram. Hun boede i en lille lejlighed. Hun havde et luft-orgel, sådan et, man skal pumpe med fødderne, før det virkede. Det havde to tangentrækker og vippeknapper, så man kunne skifte lyd. Det var det eneste i hendes lille lejlighed, der var spændende at pille ved. Jeg kan også huske fra et besøg – vist nok det eneste – at der var mange mennesker, at der blev sunget salmer og at min fætter og jeg drak virkelig mange Baldur-sodavand og spiste usunde mængder af småkager. Finskbrød og Rutebiler. Og så lød der sådan en sagte klirren af porcelæn, når de tynde kaffekopper klirrede mod hinanden. Der blev snakket lavmælt og der var en tung dunst af cigarrøg. Der var Bing og Grøndahl-platter på væggene over alt og så de her korsstingsbroderede inskriptioner med Indre Missionske sandheder. Det var et crazy sted sted på mange måder. Jeg husker, at jeg var en smule bange for at være der og vide alt for meget om den slags. Det var ikke uinteressant, for der skete noget, jeg ikke kunne opleve andre steder. Men det var forældet; et te-selskab fra en anden tid, og der var en atmosfære, som jeg også var en smule bange for. Jeg troede vist, at det kunne opsluge mig og jeg skulle blive en del af ‘det’.

Den jul rykkede den atmosfære ind på vores villavej. Det var næsten som om, tiden blev trukket baglæns og alt pludseligt gik meget langsomt i mit barndomshjem. Alt blev mere andægtigt. Min mor stod i køkkenet og ordnede julekalkunen. Vi andre skulle i kirke, mens hun og min faster blev. Det var første gang, vi skulle holde jul med Faster Binne. Hun var blevet 89 år gammel og var bestemt ikke rask. Det var nærmest uhørt, at hun ikke skulle i kirke, så jeg kunne godt regne ud, at hun ikke havde det helt godt.

Dramatikken skulle snart indfinde sig. Vi havde stadig tonerne fra Ingemanns fine ‘Dejlig er Jorden’ hængende i ørene, da min far kørte den rappe lille røde Nissan ind i indkørslen. I huset duftede det skønt. En duft, jeg altid mindes, når det er jul. Min mor var dog ikke så opmuntret, men arbejdede alligevel hurtigt og koncentreret i køkkenet. Vi fik at vide, at Faster havde lagt sig. Og at hun havde taget nogle hjertepiller. Mere end den dosis, hun egentligt burde. De voksne snakkede ret meget om de piller. Jeg hørte, at det var nitroglycerinpiller. Og jeg vidste tilstrækkeligt til at vide, at de piller var nogle stærke sataner. Og at nitroglycerin blev brugt til at fremstille dynamit. Som jeg kendte fra diverse cowboyfilm. Nu lå min mors faster inde på mit værelse, hvor hun skulle bo. Hun lå i min sofa.

Jeg kan herefter huske en helt masse snak og en smule virvar. Der var blevet ringet efter lægevagten. Jeg kunne ikke få de her nitroglycerinpiller ud af mit hoved. Jeg snakkede med min far om det. – Ja, det var nogle stærke piller. -. Ja, de skulle hjælpe hendes hjerte med at slå, bekræftede han. Ellers snakkede de voksne mest. Jeg kunne se hende for mig inde på mit værelse, nede for enden af gange. Jeg tænkte på hendes hjerte der blev udsat for hidsige små sprængninger, som når man skubber en bil i gang, der hopper og springer. Jeg anede ikke hun lå og kæmpede for sit liv.

Vagtlægen var ankommet. Jeg kunne se døren halvt på klem nede på mit værelse. Lægen var derinde lidt tid og kom så ned i stuen, gik så tilbage for bare at komme tilbage og sige: ‘hun er dødssyg, hun skal på hospitalet nu’. De ord kan jeg tydeligt huske. ‘Hun er dødssyg’. Kort tid derefter kom der en ambulance. Min far bakkede bilen ud og kørte efter den i aftenmørket.

‘Hun er død’, ringede min far fra hospitalet for at sige. Ja, faktisk døde min mors faster vist nok allerede inde på min sofa.

Jeg kan huske, at der blev en helt særlig ro i huset, hvor min morfar også var. Han er en særlig historie for sig selv, men var tidligere præst og egentligt en meget hård mand. Han havde skrevet mange bøger om kirken og jeg husker stadig røgen fra hans Manne Corona-cigarer og hans klaprende skrivemaskine. Men den dag var han meget rolig. Jeg var ked af det. Vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre. Jeg kendte jo ikke hende fasteren så godt og alt gled ligesom forbi mig, som en lidt kaotisk film. Min morfar var trøstende og rolig og sagde, at hun var syg og skulle herfra. Jeg tænkte, det var hans tro, der gjorde ham så stærk. Han gjorde mig rolig.

Jeg havde siden om eftermiddagen tænkt på min sofa inde på værelset. Jeg kan huske, jeg tænkte, at det var irriterende, at det var sket. Det var ikke så lang tid siden, jeg havde overtaget værelset og nu var det på en eller anden måde forhekset. Og så var det oven i købet jul. Jeg syntes, det var bizart. Jeg kan huske, at jeg tænkte meget på den sofa. At jeg aldrig mere ville lege i den. Eller sove i den. Jeg ville undgå den fremover. – Tænk, at et menneske havde udåndet i min sofa.

Aftenen var langt fra forbi. Alt blev mere eller mindre kaotisk. Julemaden blev selvfølgelig stående, men vi kunne ikke gøre så meget. Min farmor, som havde et dårligt øje var så berørt af situationen, at hun oplevede en voldsom trykstigning i øjet. Hun led af grå stær og situationen gjorde, at hun var bange for at miste synet. Min far og jeg kørte hende på et hospital 50 km væk, hvor hun blev indlagt og et par dage senere udskrevet. Jeg husker, vi snakkede meget på vejen hjem.

Da jeg kom hjem var det blevet nat. Vi pakkede gaver op i stuen. Jeg fik en grim dynejakke. Jeg faldt i søvn på min søsters værelse. Og fik flyttet sofaen ud af mit værelse få dage senere.

1 kommentar

  1. Christian
    20/12/2011

    Kristoffer, det var sgu en sindsyg juleaften. Fantastik fortalt. Håber du aldrig siden, har oplevet noget så nederen.

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside