Dagens indlæg

 

En forvekslingskomedie

Af: Uffe Jerner www.eksistensmaksimum.dk & twitter.com/uffejerner

 

 

 

 

 

I min tøjlesløse ungdom havde jeg min gang på Bo-Bi Bar. Dengang som nu fungerede stedet som fritidshjem for forfatterspirer, malere, journalister, halvstuderede røvere, pseudointellektuelle drukmåse og andet godtfolk, og så gav det lidt ekstra kolorit, at nede i bunden af det smalle, klaustrofobiske lokale sad som regel den på alle måder store digter Lean Nielsen og holdt hof.

Også lillejuleaften for rundt regnet et kvart århundrede siden faldt min vej forbi Bo-Bi Bar, som ud over stamgæsterne i dagens anledning var proppet med desertører fra det autoriserede juleræs plus et par stykker, der havde drukket sig fra familie, sans og samling. Men blandt det faste klientel fandtes også enkelte uledsagede, forholdsvis respektable kvinder, og denne aften ville tilfældet, at jeg faldt i snak med den smalle, mørke, mystiske Kirsten med de sorte briller, som jeg så ofte havde set  sidde oppe ved baren, men aldrig tidligere vekslet et ord med. Hun viste sig at være et usædvanligt bekendtskab og en forbløffende samtalepartner, for hun var filosof og havde mange og stærke meninger. Så mange, at vi slet ikke blev færdige med at udveksle synspunkter, før aftenen var gået, og det var tid at bryde op. Den gensidige sympati havde været helt igennem platonisk, og derfor aftalte vi at mødes igen samme sted om nøjagtig et år, lillejuleaften, så vi kunne fortsætte den inspirerende samtale.

Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at hun ville holde sin del af aftalen, så jeg agtede også at holde min. Men i løbet af de næste måneder skete der  det, at jeg fik et nyt job, hvor jeg indgik i et vagtskema, og hen imod årets afslutning, da julen nærmede sig, viste det sig, at jeg havde fået vagt lillejuleaften. Jeg satte himmel og jord i bevægelse for at få byttet vagten, men efterspørgslen efter den slags vagter var ikke overvældende. Det lykkedes mig ikke at komme af med den, og jeg måtte se i øjnene, at jeg ikke kunne være på Bo-Bi Bar som aftalt. Jeg havde ikke Kirstens telefonnummer og anede ikke, hvad hun hed til efternavn, så det endte med at jeg tog ind på Bo-Bi Bar et par uger før jul i håb om at træffe hende, men uden held. Derfor skrev jeg en besked, som jeg lagde i en kuvert med påskriften ‘Til Kirsten’ og overrakte den til bartenderen, der lovede at tage sig af den. Han vidste heldigvis godt, hvem Kirsten var ud fra min beskrivelse.

Egentlig havde jeg regnet med at få en opringning fra min filosofiske samtalepartnerske ret hurtigt, for jeg havde også lagt mit telefonnummer i kuverten. Men det gjorde jeg ikke af gode grunde, som jeg siden blev bekendt med. En svensk kunstmaler, der også kom på Bo-Bi Bar, fik nemlig på et tidspunkt øje på brevet, der stod på højkant bag bartenderen, og bad om at få det udleveret øjeblikkeligt,  så skulle han nok ekspedere det videre til rette vedkommende, som han antog måtte være hans egen kone Kirsten. Det kom til at koste dem en længere ægteskabelig krise, der varede julen over, for kunstmaleren var temmelig jaloux anlagt, og det tog hans kone tre uger at overbevise ham om, at brevet ikke var til hende, men måtte være tiltænkt en anden Kirsten, og at hun i øvrigt ikke anede, hvem jeg var.

Men brevet vendte altså tilbage til bartenderen og nåede omsider frem til den rigtige Kirsten, som ringede og fortalte mig historien først i februar. Det lo vi meget af, og det endte med, at hun inviterede mig på middag i sin mikroskopiske lejlighed ude på Amager, så vi kunne fortsætte vores diskussion fra forrige år i ro og mag. Vi fik vagtler til hovedret, og andet husker jeg ikke, bortset fra at aftenen fik et mindre platonisk forløb end vores første møde. Siden så vi aldrig hinanden, men vi havde hver især holdt vores løfte.

Se det var en rigtig julehistorie, som jeg er sikker på, at der kunne være kommet en fin lille bittersød julekomedie ud af. Men det nager mig stadig, at jeg aldrig fik sagt undskyld til malerægteparret, som jeg kom til alt påføre et langtidsholdbart juletraume, de sikkert er enige om at bande langt væk hvert eneste år. Hvis de altså er sammen endnu.

7 comments

  1. Hanne Klintøe
    17/12/2011

    Hvis malerægteparret nogensinde finder frem til den gave, dine skriverier er, er jeg sikker på, de tilgiver alt. Tak for fin læsning.

  2. Judi Lund Finderup
    17/12/2011

    Tak for en meget levende skrevet historie. Ser det hele for mig. Næsten som taget ud af en film.

  3. Jesper Dahl Jeppesen
    17/12/2011

    Haha – sjov historie. Hvor kan vore handlinger/undladelser nogen gange føre til de særeste resultater. Den kolorit (undskyld for utilsigtet plat humor) som dit brev har tilført malerægteparrets forhold må helt sikkert betyde, at hvis de overlevede det, er de sammen endnu.

    Tak for din gode måde at skrive på, Uffe. 🙂

  4. Sophydux
    17/12/2011

    Hvor jeg dog elsker at den slags historier findes og leves i virkeligheden. Stakkels maler men heldige dig!

  5. Mofling
    17/12/2011

    Det er en god historie. Tak.

  6. Filoffen
    24/12/2011

    Jeg er lige ved at tro, at jeg muligvis kender Kirsten 🙂

  7. Uffe
    25/12/2011

    Tak, alle!

    @Filoffen: Hvis det er KSK, du tænker på, var det ikke hende. Men til gengæld gik jeg i gymnasiet med KSK …

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside

WordPress Login Protected by Clef