Dagens indlæg

 

Av min visdomstand

Af: Søren Johannessen www.microformats.dk & twitter.com/neogeografen 

 

 

 

 

 

1989 – Vi hørte “Love Shack” på Channel Z og drak masser af B52’s. Gorbatjov kyssede Honecker i Berlin, så hårdt at muren væltede. På CERN roder en mand med noget der senere skulle vise sig at blive “det nye sorte”. I årets 11. måned november, dumpede et brev ind af brevsprækken. “Kære Søren – Det er blevet tid til det 1/2 årlige tandlægekontrol besøg og vi har givet dig en tid d. 22. december kl. 14.00”. Det var godt nok tæt på jul, tandlægen må have mange børn og børnebørn, så der skal tjenes og bores mange penge ind til gaver. Nu har jeg ikke udtalt tandlægeskræk og får mareridt af den tandlægescene Dustin Hoffman i Marathonmanden bliver udsat for af en SS-tandlæge [spillet af Laurence Olivier](Forbrugeroplysning – se ikke filmen hvis du har tandlægeskræk).

Det skete i dage i december, at det blev den 22. december, som det plejer. Min daværende tandlæge snakkede meget og af til brød ud i lidt sang. Det var tiden før New-Age musakken holdt sit indtog på landets tandlægekliniker. Om det så var afslappende fortaber sig lidt i latergassens tåger. Jeg har tit prøvet på at knække de koder tandlægen siger til klinikdamen uden noget videre held. Tandlægen udbryder så “åh, Søren skal vi ikke lige tage den visdomstand op i venstre side?” – Julen er hjerternes fest og i december kommer man let til at sige “JA til det hele”. Før jeg havde tænkt tingene ordentligt igennem, var sprøjte og tang fundet frem. Det var første gang, jeg skulle have fjernet en visdomstand. Tandlægen baksede og baksede med tanden – fandt andre redskaber frem. En vis blodsmag kunne fornemmes i munden. Endelig lykkes det for ham. Med en vis faglig stolthed kiggede han på visdomstanden og udbrød “Det er sgu længe siden jeg har set en visdomstand med så dybe rødder”. Det var var jo egentlig ikke så slemt og gjorde ikke specielt ondt. Jeg skulle blive klogere. På vejen hjem begyndte virkningen af bedøvelsen at forsvinde – Fuck mand en nedtur. Okay, der er to dage endnu til jul og masser af mad der venter, det skal nok gå over var min optimistiske prognose.

Juleaften ankommer uden nævneværdige ændringer i smertetilstand (måske der hersker lidt mandlig pivethed her). Det er ret let i vores familie at finde ud af hvad vi skal have at spise, ulige år er det flæskesteg og lige år er det så anden der står for tur. Så det år var flæskestegen der stod på tur. Nu er det lidt problematisk at prøve at tygge flæskesteg med sværd, brune kartofler og kartofler med sovs i kun den ene side af munden for at undgå at venstre side med den manglende visdomstand. Jeg tog så børnetricket i brug – moste lidt kartofler og skar kødet ud i meget meget små stykker – Så lidt mad kom ned juleaften. Pokkers også flæskesværen måtte jeg springe over.

1. juledag blev traditionen tro afholdt hos en tante og farbror til min far. Folk kunne komme i meget bad standing hos tanten, hvis man fandt på at skærre fedtkanten af juleskinken. Det blev ikke kommenteret af hende direkte, men hendes øjne sendte et vist ubehag, hvis nogen gjorde det. For en generation der havde oplevet 2. verdenskrig og intet mad skulle gå til spilde, var alt sådan noget snak om kalorietælling, fedtprocenter og madpyramider – det rene vanvid og ham der Lars Okholm var et fjols. Så julefrokostmission #1 var at spise igennem. Og selv til mænd i 50’erne sagde tanten “tag nu et stykke mad mere, du er jo stadigvæk i voksealderen”. Så der herskede et vist pres på mig. Okay, sild på hvidt brød gled ned. Der blev kigget lidt skævt på den kombination. Det ellers altid lækre hjembagte rugbrød var en tand for hårdt. Jeg måtte så tilstå for hele forsamlingen, at jeg havde tandsmerter endnu. “Nå, ikke andet det skal bare bedøves med snaps” sagde flere onkler. Nu er forskellige husråd fra slægtninge ikke altid sagen at følge. Et par enkelte snaps havde absolut ingen virkning på smerter, faktisk gør kold snaps det lidt værre. Jeg nåede ikke ret mange retter den julefrokost. Tanten var lidt skuffet over min manglende madlyst i større stil, så for at glatte ud, spurgte jeg om jeg ikke skulle tage nogle rester med hjem. Jeg fik nærmest et helt julebord til 4 velvoksne mænd og tillige en pose med 6 julebryg og 1/4 flaske rød Aalborg med hjem.

I perioden frem til i dag, så hver gang jeg får et brev fra tandlægen, og det nævner ordet “December …”, får jeg en vis hjertebanken og juletraume, og skynder mig at ringe/e-maile dem om de ikke har en tid i januar i stedet for.

Med ønske om en god jul til alle juletraumelæserne.

5 comments

  1. Jesper
    16/12/2011

    Jeg kan næsten føle smerten med dig. Og – heldigvis – alligevel ikke.

    Tak for et godt juletraume – og glædelig jul 🙂

  2. Christian
    16/12/2011

    Skod for en jul, men skide godt fortalt 🙂

  3. Søren Johannessen
    16/12/2011

    @Jesper og @Christian

    Tak – morale just say no til tandudtrækninger tæt på jul.

  4. Birgitte
    16/12/2011

    Det er jo den rene patetiske mandeynk camoufleret i skønne firser rytmer – I like!! 🙂

  5. Judi Lund Finderup
    17/12/2011

    “tag nu et stykke mad mere, du er jo stadigvæk i voksealderen”. Den er sjov 🙂

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside

WordPress Login Protected by Clef