Dagens indlæg

 

Juletrauma blog 15

Af: Christian Løgstrup www.enteneller & twitter.com/enteneller

 

 

 

 

 

Mormor kom oprindeligt fra meget jævne kår i det jyske. Som meget ung blev hun gift med en sjællandsk vognmand, der ejede en enkelt vogn, som kørte med skrald. Men mormor havde store planer på morfars vegne og hun indtog Sjælland. Nærmere bestemt København og helt nøjagtigt en lille kiosk på Nørrebro. Her styrede hun slagets gang, herunder morfars vognmandsforretning. I kiosken havde hun gyldne tider og når kunderne fattes penge, tog hun sig gerne dyrt betalt med især kgl. porcelænsfigurer og andet godt kram. Senere byttede hun lejlighed og kiosk ud med et meget stort pensionat, som igen senere blev vekslet med en kæmpe palæejendom på Frederiksberg. Ikke fordi mormor var fin på den, men fordi hun kunne.

Nej, snobberi lå ikke til mormor. Hun gjorde alt og arbejdede hårdt, bare der var penge i skidtet. Trods sine mange midler, så tog hun hellere end gerne arbejde på fabrik, hvis bare akkorden kunne holdes højt. Undervejs investerede mormor en stor del af sine midler i lejligheder. Hun endte faktisk op med, at eje en hel opgang, et eller andet sted i Nordvest kvarteret. I fritiden spillede hun kort, selvfølgelig om penge. Og efter en lang vagt stod hun bogstaveligt talt op, når hun spillede. Så kunne hun på samme tid holde sig vågen og skarp. Og med cerutten i munden spillede hun sig faktisk engang til en gård i det jyske. En lille en af slagsen, men alligevel. Min mormor toppede i øvrigt karrieren som ”tissekone” på Bakken, hvor pengene var mørkere end sorte, men det er en helt anden historie.

Mormor var familiens absolutte overhoved. Og selvfølgelig skulle hendes tre børn, svigerbørn og alle deres børn samt andre familiemedlemmer hvert eneste år holde julen hos hende, i det før omtalte palæ. Andet kom aldrig på tale, ligesom både rum og højde jo også indbød til det. Mormor kunne ikke bare præsentere det, jeg var overbevist om var Danmarks største juletræ. Hun holdt alle juletraditioner meget højt i hævd. Der var ingen slingren i julevalsen og jeg elskede hver eneste juleaften. Måske bortset lige fra den hvor onkel Kaj lokkede mig til, at tage et ordentlig hiv af en cigar og inhalere al røgen. Ved ikke om jeg var grøn eller rød i hovedet, men resten af familien morede sig i hvert fald meget højlydt. Det var jo andre tider.

Bemærk lige, at jeg ikke nævner morfar. Han var der dog og jeg elskede ham, men min mormor fyldte så meget, at jeg dengang mere opfattede ham som en gæst på linje med os andre. Da min mormor til sidst blev gammel og røg på plejehjem, var der ingen der havde mod eller lyst til at holde juletraditionerne i hævd. De gik bort med hende. Dengang forstod jeg ikke hvorfor, men fandt sidenhen ud af, at jeg nok var den eneste som var ovenud begejstret for alle disse juleaftener – og det gælder både store og små. Min mormor havde nemlig skabt tre, dengang, ligeså pengefikserede børn. Min mor og hendes to onkler. Og med netop sine penge kunne hun styre dem og deres familier med hård hånd. Taktisk var der altid et af hendes børn, der var ude i kulden. Det følte den ramte ved, at blive tilgodeset økonomisk. Og den pågældende skulle gøre sig meget store anstrengelser for, at komme ind i varmen igen – der hvor pengene sad mere løst. Det værste var, at når min mor eller en onkel var i unåde, så gjaldt det hele dennes familie – også børnene. De blev straffet ved at få meget små julegaver det pågældende år.

Den eneste der altid fik store gaver, uanset om forældre var inde eller ude, var mig. Jeg var mormors absolutte yndling og derfor hævet over hendes vanlige praksis. (Det var min søster ikke). Jeg klandrer ikke min mormors dårlige toner, heller ikke hendes børn, som ivrigt spillede med. Jeg klandrer mig selv. Forblændet over egne store julegaver fra mormor, evnede jeg nemlig ikke at se fætre og kusiner være kede på skift. Jeg så heller ikke de misundelige øjne, som givet må havet kigget i min retning – især dengang jeg fik en mandsstor og knaldrød brandbil i træ. Det er jeg faktisk ret flov over den dag i dag.

Efter en årrække, at have holdt jul hos svigerfamilie (min mor orkede ikke lige at tage arven op), så har jeg nu taget juleskeen i egen hånd. For mine børn skal ikke snydes for den jul, jeg troede der var. Hvert andet år, så holder vi derfor jul med alt hvad der hører til. Min mor og far er med, min svigermor, min søster og hendes børn, ja sågar min eks-svoger er der plads til. Og i år er det planen, at vi skal have det sidste med. Det er den obligatoriske dans om træet, før gaverne deles og pakkes ud.

Du og dine ønskes en glædelig jul!

14 comments

  1. Néné La Beet
    15/12/2011

    Fantastisk historie, Christian! Kender godt til det der med først sent at få øjnene op for uretfærdigheder, når blot de overgår andre! En frygtelig pinlig følelse!

    • Christian
      15/12/2011

      Tak Néné. Og ja, det er pinligt i den grad!

  2. Mofling
    15/12/2011

    Tak for en god historie.

    • Christian
      15/12/2011

      Det var så lidt. Glad for du kunne li’ den.

  3. Anne Lindholt Ottosen
    15/12/2011

    Lovely. Jeg fik helt tårer i øjnene. 🙂

    • Christian
      15/12/2011

      Det gjorde jeg næsten også selv da jeg skrev den og minderne væltede ud af juleskabet, tak 🙂

  4. Lene Norup
    16/12/2011

    Det er jo netop, hvad den her juleblog kan: få minderne til at vælte ud af juleskabet. De gode og de onde, de sjove og de trælse. TAK 🙂

    • Christian
      16/12/2011

      Selv tak 🙂

  5. Judi Lund Finderup
    17/12/2011

    Det er en ret fantastisk historie du har fortalt. Man kan blive narret af pomp og pragt, men ser først senere at der var en masse bag facaden. Lyder som om, at julen hos dig er skøn.

    • Christian
      18/12/2011

      Tak Judi. Her gør vi i hvert fald vores. For julen er og bør være den tid vi har overskud til at rumme andre … Og hinanden 🙂

  6. Christina Folden
    17/12/2011

    Ligesom jeg husker det.
    Knus søster

    • Christian
      18/12/2011

      Af hjertet tak. Men netop mor og du er jo bygget i mormors billede 🙂

      • Christian
        19/12/2011

        Det er altså positivt ment 😀

        • Christina Folden
          20/12/2011

          Synes nu mest jeg ligner mormor, for hendes positive side og heldigvis kun min mor af ydre, den knaldhætte.. Men det viser din historie jo også tydeligt, at den generation lod sig manipulere uden trang til oprør eller modstand… Jesus

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside

WordPress Login Protected by Clef