Warning: Declaration of Portfolio_Walker::start_el(&$output, $category, $depth, $args) should be compatible with Walker_Category::start_el(&$output, $category, $depth = 0, $args = Array, $id = 0) in /var/www/juletrauma.dk/public_html/wp-content/themes/minimalisto/functions.php on line 0
Juletrauma blog 1

Dagens indlæg

 

Juletrauma blog 1

Af: Néné La Beet

Hjemmeside

Twitter

Når man når en vis alder, er det slut med at pakke posen med gaver og tage toget ud til mor og far og lade sig beværte. Så bli’r det ens egen tur til at stå med hele arrangementet OG stille mor tilfreds med både mad, hjem og gaver. En udfordring der kan give selv den stærkeste kvinde sved på panden.

Jeg havde lavet mad i to dage, dækket det smukkeste bord, julepyntet huset, købt og indpakket alle gaver, etc., etc. Havde sågar nået at tage bad, sætte hår og lægge make-up og iføre mig julekjolen.

Det ringer på døren, det er min mor og far. De er ret gamle, men ikke faldet af på den på nogen måde andet end fysisk. Lige inden for døren, tabte min mor noget på gulvet. Jeg bøjede mig hurtigt og samlede det op, og mit halvlange hår ramte næsten gulvet. Min mor sagde, i karakteristisk charmerende stil: Ja, dit hår har altid lignet en kost, så hvorfor ikke bruge det som kost også!

Jeg lærte aldrig at håndtere hendes fornærmelser, så jeg skyndte mig ud i køkkenet for at synke 10 gange, mens min mand tog sig af dem. Han fik med vanlig diplomatisk snilde min mor til næsten at undskylde (i sine 90 leveår lærte hun faktisk aldrig rigtigt at bruge det ord over for sine nærmeste).

Senere kom der andre gyldne bemærkninger, som fx “Ja, rigtig sprød flæskesvær får man jo aldrig mere” eller “sådan en økologisk and kan nok aldrig blive helt så mør som dem jeg plejede at lave, vel”. Og trumfen, som altid blev fyret af ved hver eneste middag i mit hjem, sagt med sigende blikke og kærlige klap på min mands kind: “Ja, søde Néné, det her havde du ikke klaret uden dejlige David, hvad?” Når det eneste han havde lavet var kaffe…

Til Davids forsvar skal siges, at han aldrig nød sin særstatus!

9 comments

  1. Judi Lund Finderup
    01/12/2011

    Åh, Nene. Kan ikke lade være med at fnise, selvom du sikkert havde lyst til at skrige.
    Man begriber ikke, at nogen kan få sig selv til at sige sådanne ting.

    jeg havde et nært familiemedlem, som var meget elskeligt, men som af og til sagde præcis, hvad hun tænkte: fx: Så nu må du altså ikke blive mere fed. (tak for kaffe)

  2. Donald
    01/12/2011

    Du milde kineser. Jeg ved godt at jeg ikke er alene om en dysfunktionel familie, men, kære Nene, hvor er du heldig at have David, hvor er du heldig at du har én, som du kan tale med om det – og det *skal* du gøre, igen, og igen, og igen, du skal sætte ord på og være klar til at forberede din mors nedvurdering af dig.

    Det er åbenbart mere almindeligt end jeg troede, og jeg oplever det sådan, at man “ikke kan tillade sig at være kritisk” overfor sit ophav fordi hun har været den, der gav livet.

    Du har gjort en god begyndelse ved at skrive om det her, men du må love mig at øve teatersport, rappe svar, dåselatter, skabe et inventar af faste replikker.

    Ellers går det nemt over i at man bare hader, eller selv bliver dysfunktionel.

    Man bryder sig selvfølgelig ikke om at lade tingene ligge på gulvet og sige til sin mor: “Klods! du har altid været utrolig klodset,” eller senere: “Din sans for kvindelig skønhed har aldrig været synlig” eller “man skulle tror du var en Asperger: du mangler totalt sociale evner!”

    Eller den søde version: “Det er da godt du har mig til at kompensere for den voldsomme Asperger.”

    Og videre i den dur?

    Jeg kan huske en kollega, der sagde til mig “Det der ville jeg huske, nu har du noget på chefen”. Men jeg ville ikke ind i en negativ spiral. Ikke desto mindre manglede jeg værktøjerne til at være positiv på trods af negative bemærkninger, evnen til at forsvare mit job. Jeg har – måske derfor – haft et spændende liv i mange miljøer, teater, DR, computer-programmering, kursusinstruktør.

    Hvis min kommentar er for nærgående, må du meget undskylde, men jeg synes din text var så levende, at jeg ikke kunne lade være med at reagere.

  3. Milady
    01/12/2011

    Sikke en mor! Kan genkende en del af hende i min egen mormor, og det er så sindssygt svært at komme igen – også selvom det ikke er ondt ment. Bliver helt hidsig på dine vegne.

    Tak for historien og mine komplimenter for at være a) ret habil bag et tastatur b)tage mor posthumt i nakken.

  4. Lisa Risager
    01/12/2011

    Det er den slags mødre, der kan gøre en til juleflygtning resten af livet!

  5. Kirsten
    01/12/2011

    Det interessante er jo at den generations mødre, har så svært ved at rose og være stolte. En forklaring kan være, at de er godt gammeldags jaloux over deres veluddannede døtre der kan klare det hele – også at få uddannelse og job som de ikke fik. En anden forklaring kan være (og nu er jeg rigtig sød) – er at ældre kvinder i 60’erne og helt op i 80’erne – især kvinder i overgangsalderen – blev fremstillet som et slags overflødigt og unødigt restprodukt for samfundet……så gad vide om de ikke engang imellem bare må lukke lidt damp af maskinen – og døtre er jo lige ved hånden til at tage imod perfidierne.
    men ellers jo – både min mor og svigermor har excelleret i præcis den samme slags bemærkninger 🙂

  6. Hanne Klintøe
    03/12/2011

    Åh, Néné, altså. Hvor er det uretfærdigt, mødre ikke kan fyres. Tak for fortællingen. x

  7. Dorte Toft
    05/12/2011

    Man skal vælge sine forældre med omhu. Det gjorde heller ikke jeg.

  8. Néné La Beet
    06/12/2011

    Tak for alle kommentarerne, som jeg først ser nu. En dag skulle jeg måske skrive en novellesamling med alle højdepunkterne fra den del af min mors liv, jeg var så (u)heldig at dele med hende. Hun var faktisk meget kærlig, når det lige slog hende, men vanvittig jaloux (som Kirsten nævner) på alt og alle af hunkøn. Deraf behovet for sårende bemærkninger over for familiens kvindelige medlemmer. INGEN slap fri.

  9. Lene Norup
    16/12/2011

    Den novellesamling synes jeg du skal skrive! Og hvis det ikke skulle være noveller, så små dokumentariske indslag fra andre kvinder, som har oplevet det samme. Same same her. God jul til dig!

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside