Warning: Declaration of Portfolio_Walker::start_el(&$output, $category, $depth, $args) should be compatible with Walker_Category::start_el(&$output, $category, $depth = 0, $args = Array, $id = 0) in /var/www/juletrauma.dk/public_html/wp-content/themes/minimalisto/functions.php on line 0
Juletrauma 7 – 2012

Dagens indlæg

 

Juletrauma 7 – 2012

Juletraume

Af: Olli Jokinen – webTwitter

 

 

 

 

Mit juletraume er nok mere en følelse, som jeg oplevede for to år siden. En følelse af ekstrem
og udsigtsløs ensomhed. Jeg var lige blevet separeret en måned før juleaften. Det var grimt.
Især for mig. I efteråret stod jeg med kone, job og besøg på fertilitetsklinikken, hvor vores
fælles lykke skulle skabes gennem dygtige lægers hjælp. Men da det blev vinter havde jeg
ingen af delene. Hun var flyttet, jeg var blevet fyret og vi var begge stadig barnløse. Nu hver
for sig. Og vi skulle aldrig få noget sammen igen.

Året før var det gået galt, og vi havde mistet barnet lige et par dage efter, at vi havde fortalt
alle om, at det kommende forår ville gøre os to til de fuldkomne tre. Lige op til jul. Så vi havde
lovet hinanden, at den næste jul skulle være med en lille ny i hendes mave. Vi skulle være
omgivet af vores nærmeste, og alle ville være lykkelige på vores vegne og se vores kommende
treenighed som et lille julemirakel. Det skulle bare lykkes. Vi havde jo alt det andet. Der
manglede bare lige det sidste, som ville kunne gøre os fuldkomne.

Så juleaften 2010 blev en lidt anden oplevelse end den, hun og jeg havde lovet hinanden. Hun
var væk. Jeg var dybt ulykkelig og i øvrigt slet ikke i stand til at forstå mine omgivelsers ønske
for at se mig glad igen. Jeg ønskede blot, at de skulle se min ulykke for fuld udblæsning. Jeg var
min ekstremt lille verden af elendighed, og jeg ville ikke lukke nogen ind i den.

Jeg droppede julefrokosterne, kastede mig ud i hverdagsbyture, nogle ligegyldige affærer med
andre ensomme sjæle og stirrede for det meste blot tomt ud i luften, når jeg endelig besøgte
min mor. Det gjorde jeg også juleaften 2010. Det var bare os to den juleaften i hendes lille hus.
Og hendes hunde, som fyldte det meste. Men fint nok. Så kunne vi da snakke lidt om dem i
stedet, og ikke om hvordan jeg havde det.

Jeg kan ikke rigtigt huske, hvordan den juleaften egentlig forløb. Ved ikke, hvad vi gav
hinanden i gave, hvor længe jeg blev der eller om jeg overhovedet sov den nat. Jeg kan kun
huske følelsen af, at alt omkring mig var ligegyldigt. Jeg var bare så fucking ensom og ulykkelig
og ude af stand til at fokusere på noget som helst andet end min personlige tragedie. Jeg
ringede vist til min nu tidligere kone og beskyldte hende for at have ødelagt mit liv.

I dag ved jeg, at det ikke kun var mig, der var ensom og ulykkelig den aften. Jeg er min mors
eneste barn, og det barn var ikke til stede den aften. Der var bare en elendig, næsten 40-årig
mand. Han lyttede ikke. Han svarede ikke. Han ville bare væk. Men i det mindste havde han
en, som bekymrede sig og gerne ville lytte. Hun havde ikke. Hun tog sig af ham og prøvede på
at hjælpe med at gøre denne aften noget rart og varmt. Han gjorde ingenting.

Så mit traume er i princippet, at jeg ødelagde min mors jul. Selvfølgelig var
omstændighederne ulykkelige, fordi hun også havde mistet et menneske – min kone – som
hun gennem årene var begyndt at se som sin egen datter. Det var ikke min skyld. Men det var
min skyld, at jeg ikke også så min mors ulykke, og endda gjorde den værre ved at være så
fraværende, som man overhovedet kan være, selv om man er til stede.

Så sidste jul inviterede jeg hende hjem til mig. Jeg hentede hende, lavede maden, hyggede mig
rigtig godt med hende og kørte hende hjem igen. Vi krammede og hun kyssede mig på kinden,
da vi sagde farvel og igen ønskede hinanden god jul. Det havde atter kun været hende og mig.
Men denne gang var vi to, der var tilstede.

Jeg satte mig ud i bilen og smilede. Hun havde haft en god juleaften. Jeg havde haft en god
juleaften. Så begyndte jeg at græde. For året før var ikke kun jeg gået glip af juleaften. Min mor
var også.

9 comments

  1. Ibber
    07/12/2012

    Nu sidder jeg lige og flæber lidt af rørelse. Det er ikke altid, vi kan være, hvad vi bør, for andre mennesker. Men det kræver mod og styrke at rette op på det efterfølgende. Du er en god søn, tænker jeg. Heldigt for jeg begge.

    • Deborah
      07/12/2012

      Hvor er det en smuk historie, og hvor er det sandt. Hvis vi er der, skal vi være tilstede, og hvad der rammer os, rammer som regel også andre i et eller andet omfang. Meget fint skrevet. Tak for det, og så håber jeg uanset, om du er alene eller sammen med din mor og/eller andre. Jeg tænker, at du gjorde det så godt du kunne på det tidspunkt, og da du vidste bedre, gjorde du det bedre. Godt du skønner på din mor og hendes omsorg og husker også hendes tab.

      Jeg har det også svært med Julen, faktisk siden min mor gik bort. Har ofte siddet alene, dog efter eget valg, fordi jeg vidste jeg netop ikke kunne være tilstede, hvis jeg mødte frem, hvor jeg var inviteret. Juleaften i år? Jeg har ikke bestemt mig endnu, men vil prøve at få så god en aften jeg kan på trods.

  2. Hans Kristian
    07/12/2012

    Julen er en lakmusprøve, hvor vores overskud på alle niveauer bliver testet. Julen skalerer både det lykkelige og det ulykkelige. Dem, der har alt, får mere juleaften. Dem der intet har, mister mere juleaften.
    Må du få en rigtig god jul, Olli. Kh HK

  3. Dynepusheren
    07/12/2012

    SNØFT!!! Men godt kommet igen 🙂

  4. Og drop nu du-kan-bare-give-hjemmestrik-opsangen! | amarOrama
    07/12/2012

    […] Men hvis du absolut vil have juletraumer, kan du jo læse med her. […]

  5. Teresa
    07/12/2012

    For pokker, nu flæber jeg. Jeg fandt herind via AmarOrama, og hold da op altså. Hvor er det fint beskrevet og ufatteligt sårbart. Flot at du faktisk formåede at gøre næste jul så god for både din mor og dig selv. Hvor er det stærkt kommet igen!

  6. Helle Løvkvist
    07/12/2012

    Øj Olli, der ramte du mig. På flere plan, og gav mig lidt at tænke over. Tak for det.

  7. olli jokinen
    09/12/2012

    Tusind tak for de fine ord til alle. Det varmer.

  8. Anettep
    10/12/2012

    Kære alle
    Det gør mig ondt at læse alle disse indlæg, føjer meget med Jer, man skal virlelig være stærk
    når man ikke lige hygger som så mange andre i juledagene
    Jeg selv og min datter sidder alene juleaften og juledagene, har familien men de har nok i sig selv
    Sådan er det, det kan jeg ikke lave om på. Men det er begyndt at genere min datter
    og alligevel glæder hun sig, jeg snakker ikke om hvor meget det generer mig, jeg kan jo ikke lave
    om på det, så vi hygger os rigtig i de dage. Mine tanker går til Jer der absolut skal være alene
    uden at de har lyst til det, tiden skal nok komme hvor i er sammen med andre i de dage, man
    skal tro på at det lykkedes. Sådan tænker jeg, men det er ikke sket endnu, men skal nok komme
    krammer til Jer alle

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside