Warning: Declaration of Portfolio_Walker::start_el(&$output, $category, $depth, $args) should be compatible with Walker_Category::start_el(&$output, $category, $depth = 0, $args = Array, $id = 0) in /var/www/juletrauma.dk/public_html/wp-content/themes/minimalisto/functions.php on line 0
Juletrauma 5 – 2012

Dagens indlæg

 

Juletrauma 5 – 2012

Af: Adam Bindslev – web – Twitter

 

 

 

 

Det er måske den jul jeg husker allerbedst … om det er på grund af traumet, eller det er
fordi det på mange måder var en ellers perfekt jul – det ved jeg ikke. Men jeg husker den
virkelig som om det var i går.

Jeg tror jeg var 9 år. Vi holdt jul i Hornbæk i min mosters sommerhus. Sneen dalede
ned på turen derop og alt var idyllisk. Det var frost, men ikke så koldt at man ikke kunne
være ude og lege. Inde i sommerhuset var der en åben ild i pejsen, en and bagte i ovnen
med hvide manchetter, rødvinen stod opmarcheret i en optrukken række, juletræet var
pyntet i en grad så man næsten ikke kun se at det var et træ, kagefadene bugnede med
hjemmebagte lækkerier, og slikskålene var fyldt op til randen.

Jeg var eneste rigtige barn. Min søster er 8 år ældre end mig, og dermed tæt på voksen.
Så jeg var på mange måder centrum for julen. Som næsten-enebarn er det en priviligeret
position at være i. Jul handlede om mig, og de andre var med som statister i mit mere eller
minde private juleshow. Alt andet end traumatisk.

Det skal siges at jeg ikke var et forkælet barn. Jeg fik ikke alt hvad jeg pegede på. Slet
ikke. Men lige netop juleaften var jeg sgu forkælet. 50% af alle pakkerne var til mig. Jeg
var postbudet der gav de andre pakker. Jeg styrede den juleaften. Og elskede det.

I en del år, sådan føltes det, havde jeg ønsket mig en fjernstyret bil. Jeg kan huske
hvordan jeg stod i BR i Hørsholm Midtpunkt og så på det forjættede glasskab hvor de
fjernstyrede biler stod. Det var mit allerstørste ønske. Så igen i år havde jeg sat gigantiske
krydser i kataloget udfra hver eneste af fjernbetjente vidundre. Jeg var sgu ligeglad med
om det var en racerbil, en sportsvogn, en offroader eller en Volvo Amazon. Jeg ville bare
have noget jeg kunne drøne rundt i huset med – eller ude på vejen.

Julemiddagen varer ca. 4 år. Sådan føles det i hvert tilfælde. Hver eneste bid de voksne
tager bliver tygget i timevis. Samtalerne er lange og kedsommelige. I virkeligheden var
de nok færdige med at spise på en times tid, men sådan føles det ikke når man er 9 år
gammel og der ligger bunker af pakker under træet – og de næsten allesammen er til mig.

Ja ja, julen handler jo ikke om gaver. Gu gør den så. Når man er ni år gammel så handler
julen om pakker, slik, pakker, pakker, kage og lidt hygge. Men pakker fylder rigtig meget.

Julesangene tager også ca. 4 år. Antallet af vers i “Et barn er født” er for en ni-årig
nærmest uoverskueligt. Hver eneste gentagelse af sidste linie er fysisk smerte. Kom så for
hulen videre.

Omsider går vi igang med pakkerne – og jeg går veltrænet efter den største. Men min mor
stopper mig: “Nej, den syntes jeg skal vente”, siger hun. Jeg må have set meget forvirret
ud så hun uddyber: “Den skaber meget uro, og jeg tror ikke du vil se på de andre pakker
hvis du åbner den først”.

ALLE tænkelige lamper lyser. DET MÅ VÆRE. Det skal være. Det er en fjernstyret bil.
Intet kan jo skabe så meget uro som en lille hurtig bil der kører rundt i hele sommerhuset.
Omsider! Jeg gør som min mor siger (for dengang var jeg ret velopdragen), men tænker

ikke på andet end den store pakke. Alle de andre pakker er ligegyldige. De bliver åbnet.
Jeg takker, men min bevidsthed kredser konstant om den store pakke under træet. Den
pakke som jeg ikke må åbne. Den pakke som indeholder det som, er jeg sikker på, er
svaret på mine drømme.

Omsider. Sidste pakke. Den store. Mine små fingre er febrilske da jeg piller papiret af.
Og jeg finder … et sæt walkie-talkies! Følelsen af skuffelse, frustration og vrede kan jeg
stadig mærke. Ikke at det ikke var en fin gave. Men det var bare ikke den. Det var ikke
det jeg håbede på. Det var … noget andet. Og hvordan et sæt walkie-talkies skulle skabe
synderlig uro når der kun er ET barn – det forstår jeg helt ærligt stadig ikke. Det skabte ikke
så meget uro den aften. Faktisk mindes jeg ikke mere. Tror jeg gik i seng. Eller surmulede.
Eller bare lod som om jeg ikke var vildt skuffet. Men det var jeg.

… og jeg har til dags dato stadig aldrig ejet, endsige prøvet, en fjernstyret bil.

1 kommentar

  1. m l bindslev
    08/12/2012

    ked af at måtte sige det. Men du HAR haft en fjernstyret politibil. Men historien er gribende!

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside