Warning: Declaration of Portfolio_Walker::start_el(&$output, $category, $depth, $args) should be compatible with Walker_Category::start_el(&$output, $category, $depth = 0, $args = Array, $id = 0) in /var/www/juletrauma.dk/public_html/wp-content/themes/minimalisto/functions.php on line 0
Juletrauma 4 – 2012

Dagens indlæg

 

Juletrauma 4 – 2012

Mit traume er ikke mit eget. Det er et jeg har påført andre. Og påført min egen samvittighed.

Af: Asbjørn Poulsen – Twitter

Jeg har vel været 19. Lige færdig med gymnasiet. Ild i røven. Fanden-i-voldsk. Den der sære blanding af usårlig og usikker. Den periode af livet, hvor intet kan gå galt, og intet er umuligt. Alting løser sig, og det er ihvertfald ikke nødvendigt at bekymre sig om, hvad andre mennesker synes og tænker endsige føler.

Jeg havde, som halvdelen af min årgang på gymnasiet, tilbragt det obligatorisk halve år i London. Komplet med usselt tjenerjob, afsindige byture og lortelejligheder etc. Det var forrygende. Lange arbejdsdage blev opvejet af lange aftener og nætter i byen, der så igen gled – nærmest sømløst – over i lange arbejdsdage. Dage åd dage og uger åd uger, og seks måneder var hurtigt overstået.

Jeg var vendt hjem til min forstadsflække af et barndomshjem. En sikker havn, mens jeg tjente mønt til næste tur ud i verden. Det foregik med alt fra gartnerjobs over pædagogtjanser til undervisning. Jeg brugte ingen penge, og betalte ikke noget for kost og logi, så det var ingen sag at skrabe sammen til næste uforberedte, krøllede tur ud i verden.

Så kom december, og samtidigt ramte den. Udlængslen. Midt i december begyndte det at trække i mig, og følelsen voksede. Jeg skulle tilbage til London, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg var fast besluttet. Der var venner og en pige og et job og måske også et værelse, hvis jeg var hurtig. Jeg fik det fuldstændigt som et barn, der venter på at måtte åbne en gave eller spise en kage. Jeg trippede og hoppede for at komme afsted, og det var som om, at for hver evig eneste dag der gik, gik jeg glip af alt muligt fantastisk, og var efterladt med en tilværelse, der var fattigere dag for dag.

Jeg fortalte mine forældre det sent. Jeg tror det var den 20. december om aftenen.

“Jeg smutter sgu tilbage til London lillejuleaften. Det har I ikke noget imod, vel? Vi er alligevel ikke sådan nogle, der bruger det der med traditioner, vel? Og er der en af jer, der gider køre mig til bussen?”

Min mor var givetvist knust, men mine underudviklede, sen-teenage-agtige frontallapper tillod mig ikke empati nok til, at jeg kunne registrere det. Mine forældre har altid bakket op om alt, hvad jeg har foretaget mig, og jeg antog, at når de ikke direkte bad mig om at blive, var det nok et udtryk for, at de bakkede fuldt og helt op om min ide. Jeg læste ikke stilheden for, hvad den var. Skuffelse og undren.

Så jeg rejste.

Jeg havde en mærkelig juleaften i England. Den var omtrent som en hvilken-som-helst tirsdag aften. Grå og lidt kedelig. Fish and chips og dåseøl. Lidt pakker og et telefonopkald hjem til. Det skulle klares hurtigt, for det var fra telefonboksen rundt om hjørnet, og det var hundedyrt og ditto koldt. Min familie havde en helt normal juleaften derhjemme. Bare lige uden mig.

Jeg har ikke min mor længere. Heldigvis er der ikke meget mellem os, der ikke blev sagt mens hun levede. Vi havde mange år til at forberede os på, at vi på et tidspunkt skulle undvære hinanden, og vi sørgede for at udnytte tiden til at fortælle hinanden alt det vi syntes var vigtigt. Hvis der er noget min mors langvarige sygdom bidrog positivt med, er det det. I min familie fortæller vi hinanden, hvordan vi har det. Og vi siger “jeg elsker dig” og deler krammere ud med rund hånd.

Men lige den der juleaften. Den har vi ikke rigtigt snakket om. Og det piner mig lidt, stadigvæk.

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside