Warning: Declaration of Portfolio_Walker::start_el(&$output, $category, $depth, $args) should be compatible with Walker_Category::start_el(&$output, $category, $depth = 0, $args = Array, $id = 0) in /var/www/juletrauma.dk/public_html/wp-content/themes/minimalisto/functions.php on line 0
Juletrauma 3 – 2013

Dagens indlæg

 

Juletrauma 3 – 2013

Maskernes bal

Af: Sandra Høj – Twitter

543664_4430656401300_1134031429_n

Det er det, jeg altid har sagt: julen er maskernes bal. Alle bærer en, og opgaven er at holde den, for de andres skyld. Denne gang holdt vi masken for bedstefar. Det var første jul uden bedstemor, og ballet skulle i den anledning afholdes hos slægtninge i Snekkersten. Det er tolv år siden, men aftenen er ætset ind. Måske fordi det var den sidste jul, jeg holdt med min familie. Den jul jeg blev klogere.

Der er ingen i min gren af familien, der kan holde hinanden ud. Vi minder hinanden om hinanden på kryds og tværs, og jeg drænes for lysten til at leve, bare jeg taler om dem. Situationen kompliceredes yderligere dengang de voksne opførte sig som børn og sagsøgte hinanden, og dermed ikke kunne være i stue sammen. Sådan mister man kontakten til sagsøgtes nye børn, og de bedster man skal deles om. Og så videre. Velkommen i kødsåret.

Maskerne begyndte allerede at stramme om eftermiddagen: territoriale spændinger ulmede i køkkenet, hvor magten ikke lod sig frivilligt fordele. Jul er overfloden af god mad, der indtages i en anspændt atmosfære. Jul er kunstig latter og mavepine. Noget vi gør for andres skyld. For børnenes skyld. Det sætter selvfølgelig de små i gæld. Den afregnes med at de lader som om, de ikke kan mærke, at alt er galt.

Men Yngstemanden lod sig ikke narre, og præcis som jeg selv som barn så, hvordan alle i julen kun lige akkurat tålte hinanden, var det nu hans tur. Lyset for enden af hans tunnel, var selvfølgelig gaverne. Godt gemt på den anden side af et julemåltid der strakte sig i det uendelige, og en opslidende gaveforestilling hvor én person, under påtaget bevågenhed, pakkede op ad gangen. Da vi omsider nåede den store finale, hang maskerne i trevler. Yngstemanden var overtræt og sukkerstiv, og da det endelig var nu, var det en slags forsent. Mærkbar skuffelse hele vejen rundt, da den lille maske ikke kunne mere, men nærmest virkede ligeglad med alt det lort han havde ventet så længselsfuldt på.

Nu er det jo længe siden at julen har betydet gaver for mig. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig. Ingenting havde på en måde været okay. Istedet cementerede familien, at de aldrig har brugt så meget som fem minutter på at sætte sig ind i, hvem jeg er, da jeg fik overrakt en syngende plastikfisk, monteret på en plade. Det lille svin trak stikket hjem med: “Don’t worry be happy”. Der findes ikke ord for, hvor gerne jeg havde været fri. For fisken, og for den elendige aften der åbenbart stadig ikke vil slippe sit tag i mig.

0010366_1999_gemmy_big_mouth_billy_bass_singing_fish_350

Med spændingen således udfriet, var turen nået til lyset for enden af min tunnel: toget der skulle transportere mig ud af mareridtet. Hjem til en by der julenat altid er nærmest mærkbart forløst, mit København. Og lige der, da jeg var klar til at futte maske og hele lortet af i mit livs sayonara, gik det op for mig at jeg var strandet. Sidste tog var kørt, og jeg måtte overnatte på en luftmadras. I helvede.

Jeg græd hele vejen hjem i toget den næste dag. Og senere talte jeg med bedstefar, som havde haft en lige så elendig aften, og kun havde gennemgået den for vores skyld. Da lærte jeg den dyrebare lektie, at man aldrig skal gøre vold på sig selv, for andres skyld. Vi narrer ikke nogen alligevel.

Og fisken? Jeg satte den udenfor døren til det reklamebureau der holdt til i stuen af huset, hvor jeg havde mit værksted. Den fik ærespladsen over døren, hvor jeg kunne se den fra gården. Hvor den kom fra og hvorfor, var med garanti en gåde de aldrig har kunnet knække. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside