Dagens indlæg

 

Juletrauma 24 – 2012

Af: Peter Svejgaard – Twitter

Mit bidrag til juletrauma, er ikke så meget et traume som det er en anderledes juleoplevelse og en dyb refleksion i en juletid.

Desværre ligger min notesbog 250 km. herfra så enkelte detaljer må jeg udelade.

Det er december 2010. Min daværende kæreste og jeg er lige gået fra hinanden.

For mig var det mest en befrielse. Vi havde masser af problemer, og med et trylleslag og et følelsernes samuraisværd, slap jeg mig selv fri.

Frihedsfølelsen voksede i mig, og jeg fik lyst til at udforske den. Til bunds. Jeg havde friheden i hænderne, men hvad kunne jeg egentlig med den?

Mine børn skulle holde jul hos deres mor det år. Og hvis jeg valgte en traditionel jul, skulle jeg sidde hos mine forældre på Fyn, kun os, og sikkert se fjernsyn. Den mulighed stemte ret dårligt overens med min nyvundne frihed.

I stedet meldte jeg mig som frivillig julehjælper på Christiania. Ved et sammentræf havde jeg opdaget et fuglereservat , Falsterbo, i Sydsverige. Jeg havde læst at man der kunne træffe sæler om vinteren.

Jeg besluttede mig derfor at kombinere de 2 ting. Jul på Christinia, med tilhørende eventyr sammen med nogle sæler. Det var min plan. Intet andet.

Juleaftensdag pakker jeg min vandrerygsæk, og drager mod København fra Odense. Min oplevelse på Christinia bliver dårlig. Der var en konkurrencestemning blandt medhjælperne, som jeg ikke brød mig om. Og da jeg går ud i vinterkulden for at ryge en cigaret, tænker jeg ”fuck det”, jeg skrider.

Kl. er ca. 20, da jeg rammer en vej hvor det giver mening at tomle.
Det var også en dårlig ide, men jeg ville drive mig selv så langt ud på herrens mark, som overhovedet muligt. Det var projektet. Så at tage toget var no-go.

Heldigvis bliver jeg samlet op af et sødt ungt par. De har holdt en meget kort juleaften i Husum, og er på vej hjem mod Sverige. Angiveligt fordi deres datter var syg. Stemningen, og de henkastede bemærkninger fortalte nærmere en historie om at den største lidelse lå hos ”svigermor”.

De kørte mig til et hostel i Malmö. Lige til døren.

Da jeg slog den op, blev jeg ramt af den julestemning jeg tror vi alle sammen leder efter. Luften var tyk af grin, smil og venlighed. Her var ingen gaver, blot en masse rare mennesker fra fjerne ender af verden, og en masse røverhistorer.

Jeg sidder bl.a. en time og nikker og griner til en tandløs russisk kvinde, der fortæller mig en røverhistorie jeg ikke forstår en skid af. Men det var helt sikkert en røverhistorie.

Næste morgen, tager jeg igen afsted. Det er snevejr, og temperaturen ligger på minus 8 grader. Et kort øjeblik går det op for mig hvor syg min plan er. Det eneste føde jeg har med, er en pose gulerødder og en flaske cognac.
Jeg minder mig selv om, at det er det jeg vil. Det må gerne gøre ondt. Jeg må gerne fryse og sulte. Jeg VIL fryse og sulte, fordi jeg er her netop for at søge ud af de trygge rammer.

En lastbilchauffør samler mig op og kører mig til Vellinge. Herfra skal jeg gå til Falsterbo viser det sig. Da jeg kommer hjem finder jeg ud af det svarede til 16 km.
Igen tvivler jeg på projektet. Jeg fryser af helvede til, det bliver mørkt om et par timer, og jeg har slet ikke forberedt mig. Jeg ved ikke hvad jeg går ind til.

Men jeg går, alligevel. Jeg går, indtil jeg 3 timer senere ankommer til min destination.

Det er et lille hus/skur som ornitologerne normalt bruger. Her ville jeg søge læ, og sove indtil næste morgen.
Jeg er sulten, og glæder mig ligefrem til at sætte tænderne i mine gulerødder og drikke mig til varmen.

Da jeg ankommer til skuret, indser jeg at jeg ikke er alene. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på den mulighed? Hvad sker der hvis jeg bliver smidt væk?

Det gjorde jeg heldigvis ikke. Tværtimod. Mine medlogerende var et svensk/islandsk par i 30´erne. De gad heller ikke holde jul, og var taget på eventyr for at glo på sæler.
Den islandske fyr, hvis navn jeg har glemt var heldigvis en habil fisker. Og det blev den sjoveste aften, med selvfangede fisk over bål, cognac og frosne tæer.

Den aften faldt jeg i søvn med én helt ny indsigt; ”Du er aldrig alene”. Det var rart. Jeg var fuld og glad.
Resten af turen er der ikke plads til her. Men den indeholder bl.a. en hotelreceptionist der ikke kunne lide lugten af sved og fisk, og et langt karbad.

Den 28. December var jeg hjemme i Odense igen. Jeg havde søgt friheden, fundet den, og lært at friheden ikke er ensom. Ikke engang på herrens mark. Du er aldrig alene.

Billedet her er i øvrigt fra den 30 december samme år. En af mine venner blev nemlig misundelig på min historie. Så vi tog en overnatning i et shelter ved Stige ø, uden for Odense.

koldtprofilbillede

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside

WordPress Login Protected by Clef