Warning: Declaration of Portfolio_Walker::start_el(&$output, $category, $depth, $args) should be compatible with Walker_Category::start_el(&$output, $category, $depth = 0, $args = Array, $id = 0) in /var/www/juletrauma.dk/public_html/wp-content/themes/minimalisto/functions.php on line 0
Juletrauma 23 – 2013

Dagens indlæg

 

Juletrauma 23 – 2013

Hjem til jul

Af: Anonym

Jeg var vild med julen. Jeg tror faktisk, at jeg troede, jeg elskede den. Jeg har også hadet den – eller i hvert fald troet, at det var det, jeg gjorde. Og nu er vi vist ved at være der, hvor vi ikke bare tåler, men måske ligefrem accepterer hinanden.

Kærligheden først: Min barndoms jul var altid den samme. En alenlang liste af rutiner og traditioner, som ikke var til at rokke. Ganske sigende for min barndom var der – akkurat som når det gjaldt alt andet – heller ingen tvivl om, hvordan julen så ud. Forudsigeligheden var både tryg og kedelig, men jeg var for artig til at protestere over de af traditionerne, jeg ikke brød mig om og nød både konfekt og tv’s julekalender i en grad, så jeg stadig lugter af marcipan og på stående fod kan fortælle titel og ”plot”, hvis man siger et årstal mellem 1974 og ’95.

Alt på tv, der handlede om jul, var et hit, men hvorfor ’Nøddebo Præstegård’ fik en særlig plads, aner jeg ikke. Og vi taler ikke om liveversionen, selv om jeg har været på decembertur til Folketeatret et par gange. Nej, det var filmene. Altså både den gamle, hvor de talte på en måde, jeg næppe kunne forstå; og siden genindspilningen, hvor jeg åbenbart ikke havde problemer med at acceptere Lisbeth Dahl i rollen som en af de giftemodne præstedøtre. Filmen havde i hvert fald sat sig fast i en grad, så den var min primære association, da jeg selv var flyttet til Ydre Nørrebro (ikke helt Regensen, men alligevel) og drog på landet for at holde jul.

Jeg var imidlertid ikke den eneste, der kom hjem til jul. Det gjorde min far også. Han var begyndt at blive dement seks-syv år tidligere. Jeg var af samme årsag blevet boende hjemme længere end jeg burde, da mine to noget ældre søskende var flyttet hjemmefra. Men nu havde sygdommen forvandlet min far i så voldsom grad, at det var nødvendigt at flytte ham på plejehjem. Samtidig var min mor flyttet til et mindre hus. Alt var forandret. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, det var af misforstået hensyn til min far, at alle juletraditionerne pinedød skulle fastholdes, men det ville være løgn. Det var udelukkende fordi, at sådan ser julen ud.

Det blev naturligvis en rædselsfuld aften. Fra start til slut. Og det kulminerede, da vi havde kørt min far retur til plejehjemmet for at lægge ham i seng. Jeg havde før oplevet min far blive behandlet som et barn – også af mig selv – når overskuddet var brugt, inden tandbørstning og sengelægning, men denne sidste omgang står som den værste. Og for en gangs skyld blev mine tårer ikke udsat til et andet ubelejligt tidspunkt; de kom med det samme.

Det var sidste gang min far kom hjem – ikke bare til jul, men i det hele taget. Og de sidste godt fem år han levede, så jeg ham stort set kun på tomandshånd. Det var dog, som det skulle være. Vores samvær var af gode grunde uden ord, for han havde for længst mistet mælet, men også – og langt vigtigere – uden forventninger og traditioner. Dem fik jeg nemlig et ret anstrengt forhold til og brugte et lille årti på at løbe væk fra.

Så er det svært at holde af julen. Jeg deltog fortsat pligtskyldigt, men indeni tog jeg afstand fra alt, der havde med den at gøre. Jeg begyndte at hade min families ternekage (der ved gud heller ikke er noget særligt, men netop blot en tradition) og ikke mindst den tilbagevendende historie om dengang, min bedstemor var kommet til at lægge den forkert sammen, så kagestykkerne dannede striber i stedet for tern. Min mors 150 håndskrevne julekort hvert år fratog mig enhver lyst til selv at skrive et eneste, og min brors ønske om samme menu hver eneste jul fik mig til at gå langt udenom selv en nok så uskyldig flæskestegssandwich resten af året.

Dilemmaet blev først tydeligt for mig selv, da jeg fik børn. Jeg mærkede det første gang, da min ældste var et år. Jeg fik igen lyst til at se julekalender, nød rent faktisk julemiddagen sammen med svigerfamilien og sms-spammede hele telefonbogen med hilsner samme aften. De sidste ti år har jeg forsøgt at finde en balance, og takket være mine børn tror jeg, den er ved at være der. Traditioner bliver aldrig (igen) en væsentlig del af mit liv, og jeg holder næppe op med at udfordre andres, hvis jeg fornemmer, at pligten er større drivkraft end lysten. Til gengæld gider jeg ikke længere pr. automatik at være imod. JuleFERIEN er alle tiders mulighed for at være sammen med de mennesker, vi gerne vil se lidt oftere. Og når nu jeg mener, jeg har fattet, hvad det handler om, er det dumt ignorere lysten til at bidrage positivt.

Måske får jeg endda lyst til på et tidspunkt at flere julekort end det, jeg hvert år skriver til min far.

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside