Dagens indlæg

 

Juletrauma 23 – 2012

Juletrauma.

Af: Maria Klinke – twitterweb

maria

 

 

 

 

Jeg havde ikke tænkt alle konsekvenserne igennem. Det gør man ikke (ikke mig ihvertfald) når man er meget ung, på sin første tur alene ud i verden, og pludselig ser en smuk mand med cherokeetræk og tatoveringer med symboler fra den Mayanske kalender lænet skødesløst op ad sin pickuptruck udenfor en hiphopbar i Austin, Texas. Han lignede ingen dér fra den nordsjællandske provins hvor jeg kom fra, og slet ikke ham den røvsyge håndboldfyr jeg var kæreste med derhjemme.

Så jeg tog en hurtig beslutning, droppede håndboldfyren fra provinsen og hoppede op i pick-up trucken og tog ikke længe efter turen til Las Vegas, hvor vi blev gift i Little Silver Bell Chapel. Lidt hurtigt, mente de fleste. Men ikke mig. Jeg vidste præcis, hvad jeg gik ind til, med en skråsikkerhed jeg heldigvis/desværre ikke har aflagt endnu, 16 år efter.

Så langt så godt.

Min nye surfer-ægtemand med de solblegede dreadlocks havde godt fortalt mig om den lille by i Bibelbæltet hvor han kom fra, og var flyttet fra så hurtigt han kunne komme til det. Men det han fortalte om sin hjemby, Mineola, stemmede simpelthen så dårligt overens med min oplevelse af alt hvad jeg kendte af Texas på det tidspunkt, Austin, at jeg ikke rigtigt hørte ordentligt efter. Og han tog det ene krumspring efter det andet for at undgå at tage turen hjem til East Texas for at præsentere mig for sin familie.

Men så blev det jul. Og så skulle vi jo hjem. D. 24. december hoppede vi i pick-up’en og kørte mod Mineola. Jeg havde min tækkeligste kirke-kjole med i rygsækken og glædede mig til at opleve det hele. Under førersædet lå en pistol (“for protection, we’re in Texas”) og jeg var for forelsket til at stille alt for mange spørgsmål. Vi stoppede på den ene tankstation efter den anden på den 5 timer lange køretur og købte store dåseøl i brune poser som han tømte én efter én på vejen, tydeligt mere og mere ukomfortabel ved tanken om at skulle hjem. 10 km udenfor byen var det sidste mulighed for at købe alkohol – hans hjemby var “dry county” og vi stoppede ved en liquor store og købte flere øl. Nu syntes jeg alligevel det var ret mange øl, men igen var jeg for forelsket til at stille alt for mange spørgsmål.

Hans mor var fantastisk. En lillebitte dame i et lillebitte hus, som krammede mig og kaldte mig “darling” fra det øjeblik vi trådte ind ad døren. Hun var tydeligvis meget forelsket i sin søn, selv om han kom der med tatoveringer og mærkeligt hår og i den grad skilte sig ud fra mængden i den lille by. Det gik ret hurtigt op for mig, at hun så mig som hans redning. Den rolle befandt jeg mig egentlig ret godt i.

Efter en times tid i det lille hus, hvor jeg følte mig meget velkommen, ringede hans mobiltelefon, og han lavede planer med nogle gamle venner. For mig var det jo juleaften, og jeg savnede min familie og havde allermest lyst til bare at blive lige der. Men vi pakkede alle vores øl og kørte ud i en skov.

Der var et bål, og en masse mennesker. Drengene drak øl og skød de tomme dåser, pigerne drak winecoolers skulede til hende den fremmede. Jeg kunne ikke forstå halvdelen af hvad nogen sagde – den der blanding af sydstadsaccent og slang var ikke hvad jeg havde lært i skolen. Jeg stak tydeligt ud med min ubehjælpsomme britiske accent og jeg var alt for pænt klædt på. Pigerne sagde ikke et ord til mig, og det gik efterhånden op for mig at jeg var løbet med en mand som flere af dem følte de havde krav på. Drengene syntes til gengæld at jeg var ret interessant, på den fulde og brovtende måde. Det gjorde ikke sagen bedre. Isnende kulde.

Så jeg drak en øl. Og en til. Og en til – mens jeg sad der og smilede forsigtigt og prøvede på at se ud som om jeg hørte til. Men i East Texas drikker piger ikke øl, de drikker hvinende søde winecoolers med margarita- eller ferskensmag. Så jeg stak bare endnu mere ud. Men så gik der en flaske tequila rundt. Det måtte piger gerne, kunne jeg se. Så jeg tog en tår. Og en til. Og en til. Og for hver tår følte jeg mig mindre udenfor…

Jeg kan ikke huske hvordan jeg kom hjem i det lillebitte hus igen den nat. Men jeg husker hvordan hans lille mor bankede på døren til toilettet mens jeg brækkede mig i tykke stråler. Og hvordan jeg stadig var fuld under morgenmaden, gaveåbningen og den to timer lange gudstjeneste i Baptistkirken. Jeg husker også hans religiøse søsters misbilligende blik og hvordan min nye svigermors blik gik fra begejstring til bekymring. Jeg husker følelsen da en der åbenbart havde været med til festen aftenen før råbte “Hey, there’s the Swedish communist” da jeg gik hjem fra kirken med hele min nye familie, og jeg pludselig i glimt kunne huske hvordan jeg under påvirkning af tequila havde blameret mig med mine Rød Ungdom-holdninger i en skov i bibelbæltet blandt en masse fulde republikanere med guns. Jeg husker smagen af hans søsters berømte jello-salad (gelatineklumper vendt i flødeskum) og hvordan jeg måtte løbe ud og brække mig igen umiddelbart efter bordbønnen. Og mest af alt husker jeg følelsen af de grimmeste tømmermænd jeg nogensinde har haft.

Jeg ved ikke om der er en morale i den her historie. Men her er den julesang der allerbedst beskriver min første jul i Texas:

 


Rigtig glædelig jul. Og hold igen med tequilaen!

1 kommentar

  1. Thomas
    25/12/2012

    Det er en ret smuk historie på sin egen lidt ungdoms-traumatiske måde. Kan lidt for godt se det for mig…

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside

WordPress Login Protected by Clef