Dagens indlæg

 

Juletrauma 19 – 2012

Af: Camilla Roesen – Twitter

camilla

 

 

 

 

 
For mig er der ikke én bestemt jul der var den værste, det er som om julen er et langt traume med en 11 måneders lang pause hvert år.

Der var julene hvor min mormor og jeg blev uvenner og skændtes højlydt. Ja, dem var der faktisk mange af. Jeg kunne ikke bare holde mund, når hun sagde noget jeg var fundamentalt uenig i.
Den sidste gang, få måneder inden hun døde. Gik det helt galt, mormor truede med at tage en taxa hjem til Herning, hele vejen fra Midtsjælland og jeg græd som en pisket. I midten stod min mor og var
vidne til det hele, og det gjorde mig usigelig ked af det. Samtidig kunne jeg ikke bare tie stille.

Så var der året, hvor jeg kun fik ting i julegave jeg ikke havde ønsket mig – og som ikke kunne byttes – det år, hvor jeg selv havde besluttet mig for at gøre lidt ekstra ud af gaverne.

Eller alle de år jeg har fortrængt, fordi jeg boede i en dybt splittet familie, hvor min far hverken snakkede med sin egen familie eller min mors – og desuden behandlede min mor og jeg som skidt.

Der var også de år, hvor jeg var delebarn og julen blev sådan lidt ligegyldig.

Eller de to år, hvor jeg flygtede væk fra julen. Det ene år endte i en kæmpe brandert og en fremmed fyr, mens jeg mest af alt ville ønske jeg var sammen med familien. Den anden var i et eksotisk land i selskab
med min far, den første jul i 10 år sammen, som endte med sygdom, et kæmpe mentalt hul i hjertet og mig der allerallerhelst bare ville være alle andre steder en der.

Igen i år tegner til at blive hård. Jeg er træt, stresset og urimelig. Gør konstant min mor ked af det. Min far har droppet det der med at give gaver, min mor vil helst bare give noget som hun let lige kan købe – og de fortæller mig begge to hvor få penge de har. Noget der altid har været et issue. Og noget der gang på gang har fået mig til at føle mig urimelig.

Når jeg tænker tilbage tror jeg faktisk ikke jeg kan huske én eneste jul, som har været sådan juletræ med lys, kernefamilien og kærlighed. Og at flygte fra det hjælper tydeligvis heller ikke. Så når mange af mine venner glæder sig over at det endelig er jul igen, går jeg og venter på at det hele er overstået og jeg kan bruge de næste 11 måneder på at lade op til en ny jul. Efter alle de mislykkede juler har jeg mistet troen og håbet om at julen kan være noget godt. Og det er i virkeligheden nok den aller tungeste erkendelse.

2 comments

  1. Anny
    19/12/2012

    Søde du, du trænger da vist til en sød kæreste eller ven, veninde med en familie, evt. med en stærk juletradition, der er julehyggende på den gode måde, men tro mig de der diskussioner og problematikker, og ups’er de findes nok indimellem i mange familier, hvor man har kvajet sig, været for stålsat, eller andre har.
    Måske skal vi til at have nogle julemægler-psykologer til de familier, hvor man slet ikke kan snakke sammen, eller er for forskellige til at kunne hygge sig sammen, for det med julen og ensomheden osv. er jo mere betydningsfuldt end som så. Ikke nogen banal ting. Men man kan jo også gøre noget andet, låne en masse bøger og læse dem, lære noget nyt, tage på julehøjskoleophold, eller rejse osv.
    Nej du behøver ikke miste troen på julen, du har bare været uheldig. Håber du får det bedre med årene og du finder lykken:-). Du skulle have kendt sådan en som min mor, og da hun ikke er mere, så er mine jule heller ikke det samme, da jeg heller ikke selv juler af mig selv;-)
    Men hvor er det også rart at læse et almindeligt juletraume, der ligner det mange oplever som hverdagsjuletraumer pga. høje forventninger og uindfriede forventninger, højtidstraumer, og ikke kun de der uhyggelige tilfælde, hvor der er sket noget helt forfærdeligt i en jul. Jeg troede faktisk, det var den slags som du har skrevet om, der var meningen med hjemmesiden for at løse op for det problem, at mange er ensomme i julen. God jul.

  2. Camilla
    20/12/2012

    Hej Anny

    Mange tak for din søde kommentar. Og ja, jeg tror også mange har et juletraume som mit. Familien der ikke helt fungerer, forventninger mm. Derfor også vigtigt at dele.

    Jeg håber jeg en dag finder julelykken, det kunne være rart. Men indtil da, handler det om at acceptere at julen for mig ikke er en hjerternes fest, men noget der skal overstås og overleves uden alt for store mentale ar.

    Håber du får en god jul.

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside

WordPress Login Protected by Clef