Warning: Declaration of Portfolio_Walker::start_el(&$output, $category, $depth, $args) should be compatible with Walker_Category::start_el(&$output, $category, $depth = 0, $args = Array, $id = 0) in /var/www/juletrauma.dk/public_html/wp-content/themes/minimalisto/functions.php on line 0
Juletrauma 18 – 2012

Dagens indlæg

 

Juletrauma 18 – 2012

Børnenes fest.

Af: Mia Møller Roesen – Twitter – web

mia

 

 

 

 

 
Det var ikke til at mærke, hvad kvalmen skyldtes.

Eller jo, det var det jo.

Kvalmen sad i mellemgulvet, selv om årsagen til kvalmen sad længere nede i kroppen, nede i underlivet, i en lille uformelig men målrettet klump, der snart var et syv uger gammelt foster.

Men lige ved siden af den trykkende fornemmelse af organer og lunger, der pressede luft og mad opad i rør, sad den anden kvalme, som pressede sig sin vej op i hovedet og tankerne.

Tankerne om den forestående abort.

Hun havde været igennem mistanken, igennem symptomerne så mange gange før, at det egentlig ikke burde komme som et chok. Den stensatte fornemmelse i kroppen, hjertet der bankede hurtigere, brysterne der blev ømme. Den enorme træthed, som ikke kun var vinterens, mørkets og juleræsets skyld. Og kvalmen.

Kroppen fattede alt for hurtigt, hvad der voksede i hende, instinktet fortalte lysende klart, hvad der plejede at ske, hendes morfølelse omfattede klumpen med samme refleks, som den omfattede de fire andre børn.

Men hjernen, den rationelle del af den, forstod simpelt hen ikke at det kunne ske. Så hurtigt. Lige nu. Lige inden jul. Lige MIDT i julen, for fanden.

Tankerne om julen gav kvalmen et ekstra skub. Tanken om julemåneden, den julefølelse og fejring af liv, hun følte ansvaret for at plante, pleje og dyrke i børnene.

Hvert år prøvede hun at tumle julens forventninger til hende og hendes familie, som en domptør tumler sin elefant.Hun gjorde hvad hun kunne for at balancere i andres traditioner og i at gøre alle tilfredse og ingen kede af det. Prøvede at skabe et rum, hvor der var plads til en jul der føltes rar for børnene, og også var lidt på egne præmisser. En julemåned i bevidstheden om, at der var en rød tråd i gennem alle begivenheder, alle sammenkomster, alle gaver.

Menneskelighed, næstekærlighed, nærvær, omsorg, omtanke.

Hun anså det som sin fornemste opgave at få de begreber til at fylde mindst lige så meget hos børnene, som gaverne, ønskerne, maden, og de traditioner som mest var andres regler. Og hvert år føltes som endnu en fiasko, når ikke familien blev jongleret ordentligt igennem måneden.  Når anspændthed, skuffelse, kaos, kanter, fronter og egoisme fyldte lige så meget som det vigtige, så hun de første dage i januar klappede sammen af fysisk og mental udmattelse.

Det føltes som et uoverkommeligt ansvar. Og nu stod hun med endnu et ansvar. For endnu et barn.

Det var ikke fordi, hun ikke ville. Hun ville gerne kunne, men kunne ikke. Der var allerede fire. Den mindste var så lille. Kroppen havde knapt nok restitueret sig, tankerne var kun lige begyndt at tilhøre hende selv lidt igen.

Det var helt uvirkeligt at graviditeten ikke skulle ende med endnu et barn. Hun havde aldrig prøvet andet, end at det endte med et barn. Nu skulle det ende med – ingenting. Det var ikke engang et foster. På den kolde briks, som gav hende nopret, blå hud og anspændte muskler i lårene, fik hun konstateret et syv uger gammelt “graviditetsprodukt”. Som skulle fjernes, fordi hun ikke kunne.

To dage før juleaften, mødte hun op en morgen på en kirurgisk afdeling, hvor man sad på masse-ventesale sammen med knæ, tommeltotter, rygge, og alle de andre usynlige underliv. Kravlenisser, stearinlys og gyldne kugler var ikke sparet væk, men hvor kunne hun dog godt undvære det lige nu.

Tre gange blev hun spurgt om at fremsige sit navn, personnummer og ærinde. “Jeg hedder Mia. Jeg er født 4/2/74. Jeg skal have foretaget en provokeret,  kirurgisk abort.” Hun skulle sige det højt, for at tilkendegive at hun samtykkede. For at sige højt, at hun vidste, hvad det var, hun gik ind til.

Kvalmen var skubbet til side, til fordel for en sten i maven. Hjertet hamrede stadig, i halsen dansede en klump, tårene susede i kæben og næsen.

Hun ville ønske han kunne komme med hele vejen, helt ind på operationsstuen. Ville ønske at han kunne få det til at føles mindre tungt, mindre sørgeligt, mindre splittet. Hun ville ønske at han bare et øjeblik kunne få hende til at forholde sig lidt mindre til det hele. Til julen, til børnene, til aborten.

Hun ønskede at varmen fra hans hænder kunne blive liggende som et tæppe på hendes krop, det tæppe hun lå med fik hende til at fryse endnu mere. Men hændernes varme aftryk forsvandt, og hun var alene. Helt alene. Nu fokuserede hun bare på at nå dertil, hvor masken kunne glide ned over munden og næsen og få hende til at forsvinde. Få det hele til at forsvinde.

Søvnen var dyb, drømmeløs, sort som søvnen ikke havde fået lov til at være i årevis. Den blev afbrudt af et lynende jag af smerte i underlivet. Nogen havde bakset med hendes krop, mens hun gudskelov havde været væk. Nogen havde suget, skrabet livet ud af hende, og tilbage sad kun en ømhed og smerte, der ikke målte sig med noget andet hun havde prøvet. Kæberne slap taget med tårerne, og de piblede ud. Hendes krop var ude af hendes kontrol, hun følte sig halvberuset af bedøvelsen og græd den ynkeliges gråd.

Nogen tilbød at hente hendes mand, han var det eneste hun havde brug for, hun havde desperat brug for ham. Da han endelig kom, og hun kunne forsvinde ind i hans jakkes omsluttende mørke, var det meningen at hans nærvær og omsorg skulle få det til at gå væk, det hele. Hans trøstende ord og lyde skulle lægge sig som plaster omkring hendes pulserende, dunkende smerte.

Menneskeligheden, næstekærligheden, nærværet, omsorgen, omtanken. Fra ham til hende.

Det var bare som om plasteret mistede hele tiden sin klæbeevne og gled af. Såret var følelsen af at det ikke var deres barn, der var blevet fjernet. At de ikke var to om det. Såret var hendes eget. Smerten var hendes egen. Sorgen var hendes egen.

Hun var tappet for livet, da de kørte hjem og gennemførte en juleaften for børnene. Julen skulle være børnenes fest, de skulle ikke vide noget, skulle ikke mærke noget.

Såret helede langsomt, arret blev mindre synligt. Smerterne blev færre og mildere. Sorgen mærkedes sjældnere. Julen, med fejringen af menneskebarnets fødsel kom og gik. Det samme gjorde ansvaret, skammen og skylden.

Men det var stadig hendes eget traume. Hendes helt private juletraume.

1 kommentar

  1. Syg med julen. | huller i hukommelsen
    09/01/2013

    […] I mange år brugte vi julen på at have halsbetændelse. Indtil jeg fik fjernet mandler. Så fik vi influenzaer. Et år gik med 2 x skoldkopper. Så lidt mere influenza. Et par år gik med mavefræs. Sidste år gik julen så med noget andet. Det kan du læse om her. […]

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside