Warning: Declaration of Portfolio_Walker::start_el(&$output, $category, $depth, $args) should be compatible with Walker_Category::start_el(&$output, $category, $depth = 0, $args = Array, $id = 0) in /var/www/juletrauma.dk/public_html/wp-content/themes/minimalisto/functions.php on line 0
Juletrauma 17 – 2013

Dagens indlæg

 

Juletrauma 17 – 2013

Af: Berit Jørgensen – Twitter

berit

 

 

 

Dette indlæg er skrevet ud fra min hukommelse. Enhver lighed med din hukommelse er helt tilfældig og på dit eget ansvar!

”Det er ikke en konkurrence”, skrev Jeppe Engell tilbage til mig, da jeg skrev, at jeg ikke havde ”rigtige” traumer at diske op med, men godt kunne finde nok til en blog.  Da jeg gik i gang med at skrive, dukkede der alligevel alle mulige skeletter iført englevinger og nissehuer op i skabet.  Jeg kan vist levere en del indlæg. Ha! Så meget for ikke at have juletraumer.

(I bagklogskabens lys (altså i min lynproces med at skrive dette indlæg, som kommer nedenfor) er det gået op for mig, hvorfor jeg egentlig ikke lægger så meget i det med jul. Hvis vi lige ser bort fra, at jeg virkelig ælsker julemad, det vil sige and med svesker og æbler, kartofler og sovs og endelig ikke at forglemme sønderjysk hvidkål. )

Husker en barndomsjul fra et af mine tidligste år som helt fantastisk. Jeg gik op i kravlenisser. Über alles! Og det fik jeg vist lov til. Og chokoladejulekalendre, foran hvilke jeg hver aften øvede mig i at kunne rækkefølgen på lågerne udenad, så jeg så let som ingenting kunne finde næste dags låge, lige så snart jeg sprang ud ad sengen.

Denne jul var jeg 4-5 år gammel. Min moster var der. Hun var fra København og havde også boet i udlandet. Hun var smart og bragte et sus af noget storslået med sig. Tror også min onkel var der. Måske også mine bedsteforældre? Min moster havde en stor oppustelig julemand i plast med. Det var helt sikkert før, der var sat grænser for blødgørende stoffer i plast – og den var fantastisk. Måske var det endda mandelgaven. Jeg kan ikke huske det, men jeg havde ALDRIG haft sådan en julemand før, og så var den endda lige så stor som mig selv. Hold da op. Min barnenissehjerne gik helt i selvsving, og jeg dansede rundt med julemanden. Kan nærmest genkalde mig en følelse af helt banal lykke.

Året efter var der en anden stemning. Min morfar og mormor var til stede, og vi havde fået gaver, som havde ligget under juletræet. Næste billede er, at jeg siger tak for gaverne til alle tilstedeværende. Også til min mormor. Pyha. Dét skulle jeg IKKE have gjort! For jeg havde IKKE fået nogen julegaver af min mormor! Måske af min morfar, men i hvert fald ikke af min mormor. I det forgangne år var hun nemlig blevet jehovas vidne…

En sammensnerpet mund fik mig til at indse, at jeg havde gjort noget forkert og var skyldig i en dårlig stemning med mit udsagn, som jo egentlig bare var udtryk for god opførsel. Jeg fik hurtigt mumlet ”undskyld” og bebrejdede mig selv, at jeg ikke havde opdaget, at jeg ikke havde fået nogen gave af min mormor.

Senere (som voksen) fik jeg at vide, at forhistorien til denne aften havde været noget med, at da morfar skulle ned til os dén juleaften, havde mormor sat himmel og hav i bevægelse for at få ham til at blive hjemme. Hun havde tilbudt ham ALT hvad en juleaften kunne kræve af julemad, men ikke noget med hedenske gaver eller hedensk julepynt. Dér satte hun grænsen. Da hun forstod, at hun havde tabt slaget, og at morfar ville modtage en juleinvitation af sin egen datter, havde min mormor vrangvilligt accepteret at deltage i vores hedenske jul mod, at hun ikke skulle synge, danse om juletræ, give gaver og alt det der.

Jeg opfattede ikke alle de nuancer som barn, alligevel er det helt klart den aften jeg erindrer som den første, hvor jul bliver noget kompliceret noget, og hvor folks følelser er noget man skal passe på at komme til at træde på i uforvarenhed.

Andre kan måske huske, når illusionerne om julemandens eksistens brister, men for mig var det hele illusionen om en jul uden komplikation, som bristede i mit sjette leveår.  Så det med, at det er lidt kompliceret, har jeg nok opfattet som et grundvilkår og ikke som noget særligt traumatisk, når jeg har genoplevet det sidenhen.

En anden historie toner nemlig frem: Den jul hvor jeg gav et indlemmet familiemedlem en krammer og ønskede ham tillykke med, at han var blevet clean efter utallige års stofmisbrug.

Det skulle jeg heller ikke have gjort. Krammet blev opfattet som et forførelsesfremstød. Ikke nok med det: Der blev efterfølgende digtet en historie (af en logerende som vist selv havde prøvet at lægge an på undertegnede uden succes) om, at jeg om natten var stået op og gået ind til eksmisbrugeren. Ganske rigtigt havde jeg været en del oppe om natten. Jeg var blevet syg af andefedtet (det skete for mig flere år i træk, indtil jeg lærte at beherske mig – dér har vi også en række traumer ;)) og havde natten igennem ligget i fast pendulfart mellem min soveplads ved siden af min mor og toilettet, som jeg besørgede med begge ender.

Men historien om mine natlige bedrifter var blevet lavet, og alle havde jo set, at jeg havde givet ham et kram, og der går jo ikke røg af en ild og så videre. Så dér havde jeg i hvert fald ødelagt indtil flere menneskers juleaften, fik jeg at vide nogle måneder senere. For jo mere de tænkte over det efterfølgende, jo mere ødelagt blev den nok. Sådan lød det i al fald på de bemærkninger jeg skulle lægge øre til sidenhen, som dog ikke blev sagt så direkte, at jeg kunne anfægte dem. Så det var en skyldfølelse, der kunne trækkes længe på, for når man ødelægger noget med tilbagevirkende kraft, så er der faktisk ikke noget at gøre… Selvom jeg i min bedste mening havde vist min oprigtige glæde over, at et familiemedlem endelig var kommet ud af års helvede, var det blevet drejet rundt til en helt utrolig historie, som jeg ikke en gang selv havde fantasi til at forestille mig.

(…Nej, vi skal ikke til at fortælle om den jul nogle år inden, hvor vi alle skulle gøre som ingenting, selvom vi havde ventet med maden, fordi han kom for sent. Og han kom for sent, fordi han havde været til ”jobsamtale” liiige der den 24. december.  En af den slags samtaler, hvor man kom til at lugte fælt af rygeheroin.)

Endelig har det her med at føle sig skyldig over noget ellers ganske uskyldigt bragt mine tanker hen på den jul i 90’erne, som jeg holdt hos min engelske kærestes familie. Katolsk familie vel at mærke, så vi havde separate soverum. Julemorgen var jeg listet ind til ham for at putte ind til ham. Vi blev afsløret, da hans far busede ind helt uden at banke på. Selvom det var et ganske uskyldigt besøg og vi bare lå i hinandens arme, følte vi os meget skyldige og min kæreste undskyldte mange gange over for sin far og bad om ikke at sige det videre til moderen – for SÅ ville helvede bryde løs og jeg kunne vist risikere at ryge på porten.

Men ellers var det mest traumatiske det år for mig vist, at vi fik tør kalkun den 25. i stedet for min mors gode andesteg den 24. Og så for resten det faktum, at jeg lagde hele familien ned med en god gang dansk gløgg, hvor rosinerne havde trukket i alskens alkohol og snaps. De syntes det smagte vældigt, men de fleste blev meget syge. Måske var det en virus og ikke kun gløggens skyld. Alligevel fik jeg slået et billede fast af danskere som noget med alkohol og løssluppenhed. Og det endda selvom de ikke fandt ud af, hvad min kæreste og jeg brugte stuen til om aftenen, når de andre var gået i seng…

Egentlig har jeg holdt jul i alle mulige afskygninger: I familien med søskende, mor og far. I papkernefamilien. Alene. Med hele den pukkelryggede. Med svigerpatruljen. Og bare med kæresten. Med ægte gran, helt uden juletræ og med plastjuletræ.

Jeg kan have det både godt og skidt med alle udgaverne. Har oplevet at have det virkelig sjovt og skønt som dengang, hvor vi til en familiejul alle åbenlyst snød med mandlen og min søster i kampens hede kastede sit ene bryst ned i ris a la manden med kirsebærsovs og fik en plet i skål dobbelt DD på skjorten til resten af aftenen. Andre gange har det været supertrælst, hvor et par stykker af dem er nævnt ovenfor.

Efter jeg begyndte at praktisere buddhisme for snart 10 år siden, har jeg flere gode juleaftener end dårlige. Så måske det også handler om, at jeg kan ”acceptere det som er og det som ikke er”. Det er fra en af de første buddshistiske sayings  jeg lærte i sin tid. Og den fortsætter noget  i stil med, at mennesker lider, når de ikke kan acceptere dette og forsøger at tvinge omstændighederne ind i en anden form, så det passer til deres forventninger.

I forbindelse med at skrive dette indlæg er jeg blevet bevidst om, at det der med forventninger, det lader jeg de andre om. Det’ ikke lige mig. Og dem behøves jeg ikke leve op til.

Så tak for at jeg fik denne mulighed for refleksion over julen 🙂

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside