Dagens indlæg

 

Juletrauma 17 – 2012

Der er noget i luften, jeg ved ikke hvad

Af: Søren Bramsted – Twitter

2008_0809MolliogsørenSEP090026

 

 

 

 

Det er en juleaften for længe siden. Alt er som det skal være. Familien er samlet, og det er hyggeligt, som altid. En flok voksne mennesker og to små lyshårede drenge på 5 og 7 år. De er mine nevøer. Jeg elsker juleaften. Den gode mad med den syndige sovs. Og selvfølgelig den bløde, fyldige rødvin. Resten af aftenen er for en stor del drengenes. De kantede, smukt indpakkede gaver, juletræet med sin pynt, og de boblende, opslidende forventninger der gør det nærmest umuligt for dem, at få så meget som én bid mad ned. De kravler hvileløse rundt på stolene. Ventetiden er et sandt helvede. Men ikke for Bassemand den madglade labrador der ligger på gulvet under bordet.

I vores familie er vi ikke så hykleriske at vi smider en lyskæde omkring juletræet, og bilder alt og alle ind at der er lys på træet. No! Vi finder de gamle lysholdere frem, sætter dem på træet og planter hvert eneste stearinlys på rette plads. Inden dansen skal trædes tænder farmand lysene, og så er der ikke et øje tørt.

Brødre, søstre, forældre, små og store hænder griber hinanden. En brøkdel af et sekund hviler alles øjne på de levende lys. Årene der svandt dukker frem, et lille stykke lykke, et lille savn glimter kortvarigt som et stjerneskud. Et øjeblik er det som om en engel slutter sine vinger om vores familie. Og så vender vi tilbage til virkeligheden. Reglerne for sangen ridses hurtigt op. De og de sange skal synges inden det er tid til gaverne. I den sidste sang er det muligt at cutte nogle af versene af, hvis utålmodigheden bliver for stor en belastning for børnene. Og det gør den. Tro mig.

I år skal jeg være julemand. Sidste år var det min storebror. Vi har en fast turnusordning, og den er ufravigelig. Børnene skal ikke snydes for julemandens besøg. Det er vigtigt at holde fast i barnetroen. Jo længere de tror, jo længere vedbliver de at være børn. Det ved ethvert barn. Men hvordan forvandler man sig til julemanden? Man skal for det første finde på en allerhelvedes god undskyldning, for at få lov at smutte fra dansen om træet. Og ungerne er på vagt. De ved der sker et eller andet. De voksnes underfundige smil, glimtet i deres øjne. Noget er på vej.

Der er spil for galleriet denne aften. Jeg finder på en god forklaring, sådan.

“For søren,” siger jeg højt, “jeg har glemt nogle gaver ude i bilen.” Et stort dumt og kunstigt smil klæber sig til mit ansigt. Men den holder, for alle enige om at jeg hellere må hente de pakker – og det´ nu. Drengene kikker mistænksomt på mig. Inden døren er lukket bag mig, er et barn født i Betlehem.

Nu skal det gå stærkt. Springer ind i gæsteværelset. Storesøster har lagt det festlige, røde julemandskostume klar på sengen. Lige til at hoppe i. Jeg binder tre puder tæt ind til min overkrop. Kravler i tøjet. Snører ind og binder fast og passer til. Selv med kraftige uldsokker er de stive, rummelige almuetræsko, købt på et loppemarked på Fyn, alt for store. Jeg kringler det vattede, hvide fuldskæg over hagen, trækker elastikkerne over ørerne. Julemandens nissehue passer perfekt. Sækken med resten af drengenes gaver står i et hjørne og hænger. Jeg smider sækken over skulderen. Og husker i sidste øjeblik at tage mine briller af. Så kan hverken de eller jeg genkende hinanden. Nu skal drengene fa´me ha en på opleveren.

“På loftet sidder nissen”, lyder fra stuen. Jeg ved at de snart ikke magter at vente længere. Ud ad hoveddøren. Finder i hast stigen ude i redskabsskuret. Smider den op ad tagrenden. Stadig med sækken over skulderen, som en rigtig julemand, klatrer jeg opad. Jeg håber at naboerne ser mig bestige tagryggen, for det her, det´ sgu julemanden der kommer på besøg. Taget har ikke en høj rejsning, og der er ingen sne. Og det jeg fan´me glad for. På alle fire forcerer jeg parcelhusets grålige tagsten, med sækken trækkende efter mig. Op, op og ned på den anden side. Jeg glæder mig til at se deres forundrede ansigter, når jeg springer ned fra taget. Ikke bare drengenes overraskede udtryk, nej sgu. Hele familiens overraskede udtryk. Sangen er sikkert allerede forstummet derinde i den varme stue, nogen skal nok ha opfanget larmen fra taget. Jeg er ikke i tvivl om at min svoger er i gang med at piske en stemning op, så unger og hund er helt op at køre når julemanden om lidt banker på.

Liggende på maven på terrassetaget firer jeg gavesækken forsigtigt ned. Tager et solidt tag i bjælken under taget og svinger mig ned i en halv salto. Jeg håber at de allerede nu står med næserne trykket mod vinduerne. Jeg ramler ned på terrassen iført uldsokker. Jeg aner ikke hvor træskoene er. De røg ad helvede til da jeg svingede mig ned fra taget. “Det er lige meget,” tænker jeg. “Når musikken spiller opdager drengene det ikke.” Jeg vender mig straks mod vinduerne. Mine slørede øjne forsøger at tune sig ind på silhuetterne. Kan høre min svoger himle op om at julemanden er kommet.

“Ho ho hooooo,” brøler jeg mens jeg bevæger mig hen mod døren. Jeg gentager min brølen mens jeg banker på. Døren bliver flået op. To små lyshårede drenge står måbende, med blanke forskrækkede og håbefulde øjne og stirrer på mig.

“Wauwww, dette øjeblik er grunden til at julemanden kommer,” tænker jeg.

Bag drengene står en logrende labrador med tungen ude af halsen.

“Er der nogen artige børn her,” siger jeg med den dybeste stemme jeg kan finde frem, og træder ind over dørtærsklen.

“Julemanden har ingen sko på,” råber den mindste af knægtene. En bemærkning der stadig tages frem og poleres som en glorie, når familien mindes drengenes barndom.

Jeg sætter mig på hug. Kikker fra den ene nevø til den anden.

“Har I været søde i år?” Drengene nikker overbevisende.

“Nu må jeg se om jeg har nogen gaver til jer. Hvad hedder I?”

“Andreas”, “Kristoffer,” bjæffer drengene. Al tvivl er manet bort, de ved at det er julemanden de står over for.

Hunden er helt oppe at køre, den vil rigtig gerne hilse på julemanden, men stærke arme har lagt sig omkring den. Jeg åbner sækken og fisker gaverne frem. Små ivrige hænder rækker ud. Bløde forventningsfulde øjne følger hver en bevægelse jeg gør.

Da pakkerne er delt ud, gør jeg mig klar til at smutte. Min svoger slipper hunden, rejser sig op og opfordrer, råbende, alle til at klappe ad julemanden. Alle klapper og køteren er helt sikker på at nu skal der den undersparkemig leges. Den farer rundt om sig selv og kaster sig begejstret mod julemanden. Uden briller ser jeg skidt, men ser en skygge. Min reptilhjerne slår til: “Fuck, jeg bliver angrebet!” Jeg hverver for mig med min højre arm og rammer hunden der ryger ind i juletræet, så juletræet vælter. Og jeg skal da lige love for at familien bliver overrasket. De tørre grangrene er sprødt og letantændeligt pindebrænde. Aldrig har jeg set et juletræ skinne så overdådigt før. For fanden da et ragnarok.

Nu gælder det om at slå koldt vand i blodet, og ikke afsløre min identitet. Børnene må under ingen omstændigheder få spoleret deres barnetro. Jeg løber ud ad døren. Bag mig er der kaos. Min søster råber, “Skumslukkeren, hent skumslukkeren for helvede.”  Min mor skriger grådkvalt op og min far forsøger at bevare autoriteten som familiens overhovede, ved at dysse på skærmydslerne. Det kan nok være at min ben får lov at røre på sig, afsted går det, rundt om huset. Jeg kan først komme familien til undsætning når julemandskostumet er tilbage i sækken.

På gulvet i den pyntede stue ligger det forkullede Juletræ og ryger. Gardinet hænger i sodede trævler og der stinker af ildebrand. “Det ku være gået meget værre,” siger far trøstende til mor. Drengene synes det er fedt, der er fri leg i skumslukkerskummets smukke snelandskab. Snart sidder vi bænket omkring sofabordet med kaffe og kage. Jeg glemte de pakker jeg sku hente i bilen, men hvad gør det, så længe julen blev hvid som sne.

…så får I ikke mere for den 25 øre.

 

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside

WordPress Login Protected by Clef