Warning: Declaration of Portfolio_Walker::start_el(&$output, $category, $depth, $args) should be compatible with Walker_Category::start_el(&$output, $category, $depth = 0, $args = Array, $id = 0) in /var/www/juletrauma.dk/public_html/wp-content/themes/minimalisto/functions.php on line 0
Juletrauma 15 – 2012

Dagens indlæg

 

Juletrauma 15 – 2012

Af:

Thea Juhl Thorup – Twitter

IMG_0723

 

 

 

 

Sidste år da jeg deltog i juletrauma med et indlæg, havde jeg ikke helt forstået konceptet. Jeg lagde derfor ud med en historie, der mere omhandlede en jul, hvor alting bare gik helt galt, end et egentligt traume.

Men der var jo en årsag til, at jeg havde lyst til at deltage i projektet. Julen er for mig indbegrebet af et eksisterende traume, der har fulgt mig hele livet.

Mine forældre blev i min barndom skilt, som så mange forældre jo bliver. Mine forældres skilsmisse var dog en væmmelig en af slagsen, min mor var højgravid med min søster og havde et til flere nervøse sammenbrud, tog nervemedicin og var i stor smerte, hvor hun lå på gulvet og hylede og skreg som en sindssyg.

Alt dette var jeg selvfølgelig vidne til, nogen måtte jo ringe til min mormor og morfar, når det hele blev lidt for kaotisk, eller når min mor ville gøre skade på sig selv. Efterfølgende måtte vi en tur rundt om statsamtet, jeg måtte en tur til psykolog og vi flyttede tre gange på et år. Det var nogen turbulente år.

Til sidst endte det hele i den store gordiske knude, som er mit evige traume.

Mine forældre kan nu – 27 år efter skilsmissen – hverken ses, tale sammen eller på nogen måde kommunikere. Min mor var ikke til stede da jeg blev student, da jeg blev gift eller da jeg holdt mine børns barnedåb af frygt for, at kunne møde min far eller andre, der kunne tænkes at have en perifer forbindelse med manden. Min far er ordløst blevet udnævnt som fanden selv, og den skyldige for min mors sociale deroute og fejlede liv. Omvendt er min mor grunden til, mange af de ting, der fejlede i min fars liv, selvom han siden hen er blevet gift og fået nye børn.

Min mor er aldrig blevet gift igen, og lever en tilværelse som en eneboer – en bitter en af slagsen. Min barndom med min far kan vi ikke tale om overhovedet. Albummet er væk. Det er et liv, der aldrig har været.

I dette tilfælde kan man virkelig sige, at tiden ikke læger alle sår. Min mors sår bliver bare mere og mere betændt som tiden skrider frem.

Hver jul bliver jeg mindet om hvor stor påvirkning dette intense had mellem mine forældre har påvirket mig og min familie. En gammel rest fra barndommen er at vi holder vi to jul. Det var den eneste måde min far kunne få lov til at holde jul med mig og min søster. Vi holder jul med min mor – den 24. december og en med min far -den 26. december. Med julesvin, juletræsdansning, gaver og hele svineriet. Det er i sig selv mere anstrengende end hyggeligt. Især fordi der altid er et hul, noget der mangler, den person vi ikke kan tale om, hvorvidt det enten er min mor eller min far.

Julen minder mig om en barndom, hvor jeg konstant prøvede at mægle mellem to parter, der ikke kunne forliges. En barndom hvor altid var usikker på, hvor jeg skulle lægge min loyalitet. En barndom, hvor jeg frygtede mine forældres vrede mod hinanden endnu engang ville bryde ud i lys lue. Og mindet om hvor utroligt hurtigt jeg blev voksen og mistede glæden ved julen. Det gjorde jeg, da jeg var 9 år.

Glæden ved julen er først kommet tilbage, da jeg selv fik børn. Men det er mere glæden ved at se mine børn være glade. Selv sidder jeg både den 24. og den 26. december med en stor klump i halsen, myoser i skuldre af anspændthed, og med alle antennerne ude, hvis nu nogen skulle bevæge sig ind på ‘det forbudte emne’, der kan ødelægge den skrøbelige våbenhvile der nu kører på 27. år. Julen er nemlig den tid, hvor min mor er mest hudløs og hurtigt langer ud med sårende og krænkende bemærkninger, hvis man ikke er varsom.

Jeg græder ikke længere ude på toilettet juleaften. Jeg har lært, at det er dem, og ikke mig, der har fejlet. Men det har været en dyrkøbt lektie, som blev betalt med juleglæde og barndomssind.

 

3 comments

  1. JudiLFinderup
    16/12/2012

    For hulan, Thea…

    “Albummet er væk. Det er et liv, der aldrig har været.”…..

    Et liv (dit/barnets), der ufrivilligt bliver redigeret i og passager gemt og glemt. Den er hård.

  2. Susanne Sørensen
    16/12/2012

    Kære Thea.
    Kan jo desværre ikke tage dine barndoms oplevelser af svigt, angst og bristede drømme fra dig.
    Hvis jeg kunne ville jeg gå tilbage til Thea 9 år, give hende et knus og tage hende med mig.

    Men Thea anno 2012, får altså også lige et knus!!!
    Dybt rørt, Susanne.

  3. Thea
    16/12/2012

    Tak for de gode kommentarer. Jeg er glad for, at I tog godt i mod indlægget. Det tog lidt tid at få det skrevet 🙂

    Knus – og glædelig jul!

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside