Warning: Declaration of Portfolio_Walker::start_el(&$output, $category, $depth, $args) should be compatible with Walker_Category::start_el(&$output, $category, $depth = 0, $args = Array, $id = 0) in /var/www/juletrauma.dk/public_html/wp-content/themes/minimalisto/functions.php on line 0
Juletrauma 15 – 2013

Dagens indlæg

 

Juletrauma 15 – 2013

Juletrauma. 2013.

Af: Line Stenholt Jokumsen – Twitter 

5a7b2ad4776d6da8ec4f38ba92ec1194_bigger

Julen har altid været noget underligt noget. En stor bold i maven af ambivalens, med glimmer og glitter og mavepine. Mest mavepine.

Jeg flyttede hjemmefra som 16-17-årig, og blev (alene-)mor da jeg var meget ung. Bare 19 år. Og siden da har jeg forsøgt at etablere mine egne traditioner, ikke mindst for at gøre Jul til noget dejligt for mine børn.

I de første mange år var det svært, fordi jeg forsøgte at reproducere de juletraditioner jeg kendte til igennem TV og film. Lykkelige højtidelige familiestunder. Jeg rodede i blinde og julen var derfor altid en kniv dér hvor jeg er allermest øm, – og en påmindelse om fraværet. Af familie, af kærlighed, af traditioner, højtidelighed og af at være en del af noget større end blot én selv (og sine børn).

Da min mor blev gravid med mig dengang i 70‘erne, var både hun og min far narkomaner. Heroinjunkier. Det tog min mor lang tid at blive fri af afhængighedens tag, og jeg var 4 år, før det lykkes hende helt. I mellemtiden nåede jeg, mens min mor var i afvænning, i fængsel, eller blot ikke var i stand til at tage sig af mig, at bo næsten 20 forskellige steder, hos forskellige mennesker. Blandt andet hos min mormor og morfar (som fortsatte med at være mit anker indtil de døde) og hos tanter og onkler – men også fremmede – min mors venner, hvoraf én tog en overdosis og døde mens han passede mig.
Min mor og jeg boede også i to forskellige plejefamilier sammen. Det er klart at med så mange skift i et lillebitte liv, så er det svært at opnå en følelse af ro og stabilitet, for ikke at tale om at få en fornemmelse af begrebet “tradition”. Efter min mor blev clean, og der kom en ny mand og en ny lillesøster til, gik det hele nogenlunde. Dagene blev ens, men med en mor der måtte kæmpe krampagtigt for at holde sammen på sig selv og sit liv. Det må have været forfærdeligt hårdt for hende. Måske var det derfor at hun begyndte at drikke lidt for meget lidt for tit, da jeg var 14-15 år. I stedet for at tage stoffer, formentligt. For at slappe af, og kunne holde ud at være til.

Derfor husker jeg også juleaftnerne som forkrampede. Med maven fuld af angst, blandet med forventningens glæde, og masser af håb om at “i år vil være anderledes”. Jeg håbede altid at min jul ville blive nem og lykkelig. Ligesom i de fantastiske julefilm jeg åd råt i dagene omkring jul. Det blev de bare aldrig. Det var altid med en følelse af at gå på æggeskaller, når julemiddagen endeligt blev gennemført. Tiden op til var man mest sikker, hvis man sad stille på sit værelse, eller foran TV’et til “Mens Vi Venter”. Det var farligt at gå i vejen. Min mor mindede mest af alt om en tordensky i udbrud, og både ord og hænder slog hårdt.

Derfor blev alle normerne og forventningerne og ønskerne og håbene blandet forfra, da jeg selv skulle til at definere min jul. Som ung pige. Og mor. Mine børn skulle have det anderledes. Inden jeg fik børn var det nemt. Så kunne man bare skride til KBH, over til højskolevennerne og drikke sig i hegnet, og tage i Ungeren og hænge ud. Det var ok. Men altid en flugt.

De første par juleaftner som mor var ensomme. Især hvert andet år, når min ældste datter skulle være hos sin far og hans familie. Så sad jeg alene. Og da min yngste datter blev født, var det bare hende og jeg, når den store ikke var hjemme. Vi spiste underlige risretter og havde intet juletræ. Der var ikke råd, og lysten manglede. Så sådan blev det ved, indtil ungerne var så store at jeg hverken kunne være bekendt over for dem eller mig selv at skulke mere. Jeg *ville* jo egentlig gerne holde jul. Det var bare så svært at være “den Voksne”, og den der skulle etablere traditionerne, for næsten alt ved julen havde noget med (manglen på) familie at gøre. Sådan fortsatte jeg med at rode rundt indtil jeg fik den idé at invitere vennerne/veninderne der heller ikke havde nogen familie, eller bare ikke orkede det.

Der har været gode vennejuleaftner og der har været hårde vennejuleaftner. Det var fx virkeligt hårdt dét år da Camilla, som var udstødt af Jehovas Vidner kom og fejrede jul hos mig og min yngste datter, og vi begge to endte med at sidde og tude ned i gløggen, familieløse som vi var begge to. Ensomheden er en kælling. Især omkring jul. Den aften blev hurtigt overstået.

Andre har været uforglemmelige. Som dét år, da Sine skulle fragtes i gravko af en af nabobønderne i Nordfyn, fordi der var så meget sne at hun ikke kunne komme frem med sit gipsben. Og det år da Jacob spiste sin julemad så hurtigt at jeg ikke engang nåede at tage den første bid, inden han var færdig og sad mæt med et smil. Og pakkelegene. Og juletræet. Og fællesskabet. Dét der med at være sammen fordi man har lyst til det. Ikke fordi man skal. Eller er forpligtet til det.

Sidste år holdt pigerne og jeg jul alene. Dét havde de specifikt ønsket. Så det gjorde vi. Det var en fantastisk juleaften, og vi havde det så hyggeligt bare os tre. Men da aftenen var ovre, og vi gav hinanden godnatkys sagde ungerne at “næste år – så må det altså gerne være vennejul igen. Det er sjovere når vi er flere.” Så det gør vi. Mangler du et sted at være? Så giv lyd, måske er der stadig plads.

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside