Warning: Declaration of Portfolio_Walker::start_el(&$output, $category, $depth, $args) should be compatible with Walker_Category::start_el(&$output, $category, $depth = 0, $args = Array, $id = 0) in /var/www/juletrauma.dk/public_html/wp-content/themes/minimalisto/functions.php on line 0
Juletrauma 14 – 2013

Dagens indlæg

 

Juletrauma 14 – 2013

Af: Katrine Hald Kjeldsen – Twitter

katrine-jpg

I 1978 var jeg syv år gammel og boede i Zambia sammen med far, mor og lillesøster. Mine forældre var u-landsfrivillige lærere. Det var deres anden kontrakt, så jeg havde tilbragt mere af min barndom i Afrika end i Danmark.

Vi boede i en lærerbolig i en lille by i Northern Province. Hver morgen gik jeg to kilometer langs majsmarker igennem landsbyen til den lokale primary school. I alt var vi tre hvide elever ud af cirka 300. Mine forældre underviste i byens secondary school – og hang i fritiden ud med deres kolleger, både hvide, asiatiske og afrikanske.

Det var på mange måder en uskyldig tid. Selvom der var skel, både racemæssige og økonomiske, var jeg ikke bevidst om dem. Disse år sidst i 70’erne var en lille lomme af optimisme. Selvstændigheden var kun 10 år gammel, og man var lykkeligt uvidende om den AIDS-epidemi og fattigdom, der siden skulle ramme kontinentet.

Men denne jul blev mit verdensbillede grundlæggende udfordret. Vi skulle tilbringe den med min onkel Ole i Nairobi, Kenya. Han var såkaldt ”ekspert” – leder af den afrikanske gren af et stort dansk ingeniørfirma, og boede med sin canadiske kone i en stor villa i et eksklusivt kvarter. Huset var både fascinerende og lidt skræmmende. Det var i to etager, placeret på en bakkeside med udsigt over byen. Som alle andre huse i kvarteret var det omkranset af en solid mur med pigtråd og glasskår på toppen. Ole havde to vagthunde, som siden kom af dage under et indbrud, fordi tyvene først fodrede dem med forgiftede steaks. Han havde også en stab af tre medarbejdere: en gartner, en stuepige, og Mamboleo, husets kok og tjener.

En af juledagene ringede det på døren. Jeg holdt fat i min fars bukseben, mens han gav småpenge til en gruppe afrikanske børn, der havde bevæget sig op fra slummen for at synge julesange for de hvide. ”We wish you a merry Christmas” med umiskendelig swahili-accent. Og kan stadig huske at blive ramt af erkendelsen af, at der var enorm og fundamental forskel på mig og dem.

På selve juleaften havde Ole inviteret sine danske venner på besøg. Ligesom Ole var de eksperter og havde ingen børn. Dette slæng sås ofte. De spillede golf og tog på jagtture i bushen. Nogle gange endda med telte og house boys.

Gæsterne kom allerede kl 15, og man placerede sig i de bløde loungemøbler på den store udsigtsterrasse. Som han gjorde hver eneste eftermiddag året rundt, rullede Mamboleo et stort bord ud med alt i snacks og drinks. Og som altid havde han hvid kokkeskjorte og høj kokkehue på. Og som ofte udviklede sundowneren sig til en fest. Gæsterne blev mere og mere højrøstede og løsslupne, og ved 19-tiden måtte min mor bryde ind og nævne, at det nok var på tide, at vi børn fik vores gaver. Jeg husker ikke, om der overhovedet blev serveret middag. Den var i hvert fald ikke central nok til at fortjene en plads blandt mine minder fra den aften. Men billedet af de hvide eksperter, der drak sig mere og mere i hegnet i tropenatten, har prentet sig fast.

Det var ikke en dårlig juleaften. Vi havde ikke nogen faste forventninger til jul og vi fik gode gaver. Men det absurde post-koloniale teater gjorde dybt indtryk og markerede et uigenkaldeligt tab af uskyld. Afrika blev ikke helt det samme igen.

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside