Warning: Declaration of Portfolio_Walker::start_el(&$output, $category, $depth, $args) should be compatible with Walker_Category::start_el(&$output, $category, $depth = 0, $args = Array, $id = 0) in /var/www/juletrauma.dk/public_html/wp-content/themes/minimalisto/functions.php on line 0
Juletrauma 12 – 2013

Dagens indlæg

 

Juletrauma 12 – 2013

Juletrauma

Af: Helle Høstrup – Twitter

helle

Julestemningen indhentede mig i år. Mens jeg undrende erkendte, at den årlige nedtur var fraværende, smuttede den hurtigt ind under trøjen, julestemningen. På helt uvant vis satte jeg lys i stager og nisser på reolerne med smil og glimt i øjet. De kiksede små julefigurer fra Bolivia flokkedes rundt om adventslysene med lamaer i stedet for lam. Tilbagelænet i sofaen havde jeg på ganske få dage klaret julegaveindkøbene sammen med Mac og dankortet. Alt var mærkværdigt godt.

Fraværende var den lurende gråd. Vreden. Og den angst der i syv år fulgte med optakten til julen.

Julen 2006 fik den værste tænkelige start. Alt kunne have været godt. Min ældste datter var gravid og ventede sit første barn et par uger forinden. Jeg var hjemme efter en ret fin rejse i Nepal og skulle holde julen sammen med alle mine unger. Men allerede i november forstyrrede en rund bule på det bløde sted på halsen. Da jeg 22. december pakkede julegaver, tøj og nisser i kufferten og med stift blik satte mig i en taxa til banegården i Århus, var jeg midlertidigt forvandlet til robot, og livet blev aldrig det samme.

Mange læger havde stukket nåle i min bløde bule på halsen, mens de diskuterede, hvad bulen mon rummede. Denne morgen kom svaret. Bulen indeholdt kræftceller. Den var fyldt med lymfekræftceller. Onde, lede, ukontrollerede celler, der groede, mens de lod som om, de byggede en uskyldig rund og blød bule. Min vejrtrækning stopped næsten. Jeg bevægede mig forsigtigt omkring, som kunne verden gå helt i stykker af store bevægelser.

Det lykkedes at komme med toget. Mens jeg vekslede mellem længsel og en dyb trang til at stå af og vende om, fortsatte toget ubønhørligt mod København og mine børn. Som nu skulle tage imod en julebesked, jeg hadede at aflevere. Alt i mig strittede imod. Og alt i mig længtes heftigt efter at holde dem alle tre i et tæt bjørnekram og passe på dem. Sådan som jeg altid har lovet dem.

Min fine datter var stadig gravid. Og hun mødte mig på perronen med ansigtet opløst i gråd. Jeg husker hele aftenen som et stort fælleshulk. Fyldt med angst og rædsel. Og kærlighed. Og min konstante trang til at tage al den ulykke fra dem. Her sad jeg og gjorde de mennesker jeg elskede højest i verden ondt. Eller – det gjorde den aggressive deling kræftceller i min runde, bløde bule. Min datters kæreste bragte scenariet tilbage til jorden, da han spurgte, om jeg kunne dø. Og jeg matte svare ja. Og så vidste vi ligesom, hvad vi var oppe mod. På en eller anden måde gjorde det alting en lille smule lettere.

Julen kom, som jule gør. Vi havde grædt, til vi ikke kunne græde mere. Vi havde krammet og kysset og holdt hænder. Og vi havde grinet og klasket os på lårene. Vi lavede julemad og gav julegaver og spiste juleslik. Min meget gravide datter sad midt i det hele med sin store mave. Det var for meget. Al den død der klæbede til mig, og alt det liv, der var på vej i hende. Det gjorde ondt i hjertekulen, at hun ikke kunne have den oplevelse i fred.

Min aftale med hospitalet i Århus var at møde den 28. december på afdelingen og få et endeligt svar på, hvilke lymfekræftceller, der groede i mig. Og jeg kendte til den slags behandling, som så skulle starte. I mange år havde jeg selv givet samme slags store doser kemoterapi til børn, der havde kræft. Jeg vidste lidt om, hvad det her kunne handle om. Og jeg vidste, at jeg ikke ville få mulighed for at rejse den anden vej igen i meget lang tid.

Jeg ønskede og ønskede, at min datter ville føde, inden jeg igen steg på toget mod Århus. Og mens vi sad der, omgivet af bjerge af kulørt julepapir. Med stakkevis af gaver, som på mange måder føltes ligegyldige. Midt i det hele hviskede hun til mig, at hun blødte en lille smule. Tegnblødning.

Julemorgen vågnede jeg med et voldsomt sæt. Under mig åbnede sig et sort afgrundsdybt mørke. Jeg var i frit fald, og rædslen krøb ind alle steder. Jeg trak løbeskoene på og løb en lang tur gennem Frederiksberg Have og Søndermarken. Det var ikke nok, og jeg fortsatte ned til søerne og vendte udmattet tilbage et par timer senere. Min datter havde veer, og jeg gemte mig i hendes stue, mens jeg masserede hendes lænd. Mit fundament skred, og min skal slog revner. Det virkede sært beroligende at sidde der hos min datter med hånden hvilende på hendes ryg. Mens hendes krop arbejdede på højtryk.

Da hun endelig tog på hospitalet, kravlede jeg forsigtigt ud fra mit skjul og gik tilbage til resten af familien. Julefrokosten var ved at ebbe ud, og der var kun mine tætte mennesker tilbage. Dem jeg havde lovet at passe på. Dem jeg godt kunne være sammen med uden at gå i stykker. Vi drak en surrealistisk øl, og jeg gik i seng og skrev en mail til min veninde. Jeg havde brug for en stærk hånd og en skulder at læne mig mod, når jeg skulle modtage den endelige dom. Hun sagde ja.

Jeg nåede ikke at sove mange timer, før telefonen ringede og jeg fik en overvældet svigersøn i øret. Lille bitte Alma havde set dagens lys efter en næsten mareridtsagtig fødsel. Nu var alt godt. Og der gik ikke lang tid, så bimlede en sms ind fra min datter. Hun var lykkelig. Barnet var smukt. Et kvarter senere bimlede sms-lyden igen. Og igen. Og igen. Og jeg droppede alle intentioner om at lade de nye forældre i fred de første timer. Jeg stod op, vækkede min yngste datter og cyklede afsted til Frederiksberg Hospital.

Her fandt jeg min lysvågne datter med et forelsket udtryk i øjnene. Og en trygt sovende svigersøn. Og den smukkeste babypige. Jeg blev stor og blød indeni, mens jeg betragtede mit barn som mor. Og der sneg sig en stor ro ind over mig. Nu kunne skæbnen komme an. Med kræftceller og kemoterapi. Måske skulle jeg dø af det, måske skulle jeg ikke. Men pludselig kunne jeg tage tilbage til Århus og møde det.

Jeg døde ikke. Alma er blevet en stor og smuk pige og har fået en lillesøster. Og hun vokser op uden den fjerneste idé om, hvordan hun genoprettede en balance i universet den nat for syv år siden. Men i de syv år har december og julefreden været blandet med det lille kig i afgrunden, jeg oplevede julemorgen 2006. Syv år? Måske er det syv år, der skal til?

Glædelig jul.

5 comments

  1. Anne
    12/12/2013

    Åh, hvor smukt. Tak. 🙂

  2. Helle
    12/12/2013

    Tak. Og tak fordi du læste med

  3. Bettina Dion
    13/12/2013

    AAwww.. Smukt selv med den lurende tragedie i baggrunden. Tak

  4. Katrine
    13/12/2013

    Så brutalt. Og så dejligt og livsbekræftende. Og så s… godt skrevet, Helle. Knus

  5. Kristian
    16/12/2013

    Ved i ikke julen er en hedensk skik, har intet med Jesus fødsel at gøre juletræet kom til Tyskland fra 1811-1815 og i Danmark blev den alm. omkring 1.verdenskrig, adventskransen kom Hitler med for 2. verdenskrig gik så i stå under krigen, og kom tilbage efter krigen.

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside