Warning: Declaration of Portfolio_Walker::start_el(&$output, $category, $depth, $args) should be compatible with Walker_Category::start_el(&$output, $category, $depth = 0, $args = Array, $id = 0) in /var/www/juletrauma.dk/public_html/wp-content/themes/minimalisto/functions.php on line 0
Juletrauma 12 – 2012

Dagens indlæg

 

Juletrauma 12 – 2012

Juletrauma.

Af Nikoline Agger – Twitter

 

 

 

Min historie udspiller sig det år, jeg blev skilt.

Skilsmissen var sådan set forløbet fredeligt og respektfuldt med 7/7 ordning og alting, og
aftalen blev, at børnene kom til mig den første jul. Det var mit ønske. Jeg kunne ikke overskue
denne første jul uden børnene. Men det var jeg jo ikke ene om, det kunne han sådan set
heller ikke. Mit afgørende argument i denne sammenhæng var, at børnene og jeg dermed
kunne holde jul med hele min familie. Det kræver nemlig synkronisering, den slags. Hvis jeg
gerne vil holde jul med egne børn, min bror og søster og den samlede flok af skønne niecer,
så kræver det, at jeg og min eksmand retter ind efter et system, som er underlagt andres
svigermekanisme. Sådan er det bare. Det betyder noget for mig, at vi kan samles i den inderste
kreds, og jeg er virkelig glad for, at vi er blevet julesynkrone.

Før skilsmissen var min eksmand og jeg enige om ikke at lade os styre af andres systemer. Vi
tog en jul af gangen uden en fastlagt rækkefølge i dit og mit, ude og hjemme. Et år for mange
år siden besluttede vi endda at droppe familiejulen og tage hjem til nogle venner i stedet. Vi
var gode til sammen at finde ud af, hvad vi havde lyst til.

Nu stod jeg som skilsmisseramt delemor og måtte æde det faktum, at lyst ikke længere
kunne bruges som rettesnor. Hverken til jul eller hverdag i øvrigt. Mit liv var med ét blevet et
sindssygt virvar af skiftedage og aftaler og tilbagemeldinger og systemer. Skilsmisser har en
lang række konsekvenser, som man ikke begriber omfanget af, hvis man ikke selv har prøvet
det. Det er den mest vidtrækkende beslutning, jeg nogen sinde har truffet. Det laver om på
alt. Rutiner ændres. Hverdagen ændres. Relationer ændres. Værdier står for fald. Drømme
må justeres. For en tid gik jeg rundt og følte mig som en novice i mit eget liv. Jeg måtte lære
urimeligt mange ting på ny. Det er det tætteste, jeg har været på en identitetskrise, og det
gjorde fandenme ondt.

Den jul for to år siden var, som det nok fremgår, en temmelig sårbar tid.

Jeg var derfor glad ved udsigten til at have min familie omkring mig. Jeg forestillede mig, at
det ville gøre mindre ondt at savne det, der var engang, hvis jeg var sammen med de vigtigste
mennesker i verden. Og jeg forestillede mig, at børnenes første jul uden far ville blive så god
som muligt, når kernen var samlet. Når der var andre børn at lege med og andre voksne, som
havde styr på det med maden og traditionerne. Dybest set havde jeg ikke selv styr på særlig
meget i den periode. Det havde været en katastrofe, hvis jeg skulle have stået for julen. Ikke at
det på noget tidspunkt var et scenarie, nogen omkring mig ville have tilladt, heldigvis.
Kort sagt: det var krisetid, og jul med min familie var den perfekte næstbedste ramme for mig
og mine børn.

Det blev foreslået, at vi skulle tage væk, så vi kunne få feriefornemmelse. Det primære formål
var nu nok at komme på neutral grund, hvor hverken julekugler, juledug eller andre klenodier
kunne få lov at tage opmærksomheden – hvor vi bare kunne være sammen. Alle mand. Med en
bonusbedstemor og en bonusonkel om bord betød det 14 i alt.

Men det lykkedes ikke at finde et sted, vi kunne være samlet til en rimelig pris og det var dér,
det begyndte at gå næstengalt. Jeg var optaget af min ’så-længe-vi-er-sammen-er-alting-godt’
krisemelodi, og jeg så det ikke komme. Jeg overvejede ikke et øjeblik, at der var nogen, som
faktisk var oprigtigt kede af ferieaflysningen, som ikke syntes, at alternativet var nær så godt.
For mig var det ligegyldigt. De kunne have taget mig til Frankrig eller Køge, så længe vi var
sammen.

På det tidspunkt i livet havde jeg ikke øje for så meget andet end mig selv. Pisse selvoptaget
var jeg, og fair nok, fristes man måske til at sige. Jeg var i udu og havde mest af alt brug
for, at verden drejede sig om mig. Da sommerhusjulen blev afblæst, satte mit sædvanlige
handlingsorienterede organisationsgen ind (som af en eller anden grund ikke mister taget i
mig i krisetider), og i alle forberedelserne opdagede jeg ikke, at omkring og mellem os opstod
et net af skuffelser og nye forventninger, som ikke blev afstemt. Plejer, Bør og Typisk dukkede
op, og en dag åbnede jeg en mail med beskyldninger om manipulation og trusler om at aflyse
familiejulen.

Jeg var lamslået. Vred. Såret. Chokeret.

Det var en dum mail fuld af misforståelser og tarvelige anklager. Men det var også en ærlig
mail med et råb om at få fællesskabet tilbage i forberedelserne. Og jeg vågnede op. Jeg blev
mindet om, at julen ikke kun handlede om mig og mine børn. Krise eller ej. Der var andre børn
i kernen og de havde også brug for en stemme. Og det blev anledning til at få sat ord på, hvad
der egentligt betyder noget: At være sammen. I nogle rammer, der er rare for alle.

Det endte ad nogle omveje med at blive en rigtig dejlig jul. Fordi vi i tide fik taget os sammen
til en form for forventningsafstemning. Og fordi vi heldigvis også rummer hinandens
urimeligheder og kan finde ud af at være konstruktive, når det gælder.

Julen blev alt det, jeg havde ønsket mig, og mere til. Der var plads til både leg, latter,
forbrændte ænder og dejligt tilbehør, snyd med mandlen, fællessang, gaver og savn. Det var,
som jeg havde forestillet mig: et virvar af følelser og minder, og det var rart at være sammen
om det. Hvad jeg ikke havde forstået før, som først for alvor gik op for mig denne jul, var,
at det ikke kun var mig og mine børn, som savnede. Efter 17 års samliv var vi mange, som
oplevede skilsmissen som et tab. Det var en slags første jul for os alle.

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside