Warning: Declaration of Portfolio_Walker::start_el(&$output, $category, $depth, $args) should be compatible with Walker_Category::start_el(&$output, $category, $depth = 0, $args = Array, $id = 0) in /var/www/juletrauma.dk/public_html/wp-content/themes/minimalisto/functions.php on line 0
Juletrauma 11 – 2013

Dagens indlæg

 

Juletrauma 11 – 2013

Julen er også de tossede hjerters fest.

Af: Mia Roesen

mia

For mig skal december måned være den måned, hvor året kulminerer med fortællingen om den højeste kærlighed, fred og lykke. En måned der skal være fyldt med glæde, samhørighed og forståelse. Med øjne glade, hjerter åbne og maver fyldte.

 

Men som skilsmissebarn har julen altid været en underlig fisk. Vekslen mellem traditioner og familier, altid parat til at omstille og tilpasse sig familiemedlemmers fikse ideer, julegavesammenfald (ægte first world problem at få TO stereoanlæg som 15-årig) og virkeligt forskellige opfattelser af, hvordan en RIGTIG jul er.

Jeg husker allerbedst eftermiddagene i Vor Frue Domkirke med min far, der som barn havde sunget i det Danske Drengekor. For kongen. Han fik tårer i øjnene når vi sad derinde og kiggede op til drengene i koret, og han sang med sin stadig lyse, sarte stemme. Det var magisk og salmerne om Jul og Jesusbarnet fyldte mit hoved og mit hjerte. Det var et sårbart blik ind bag min fars ellers hårde og dominerende facade.

Jeg husker også Disney-eftermiddagene i min mormors stue, med den tunge duft af and, Gammel Dansk og juleflæsk. Den hyggelige pludren i køkkenet mellem min mor og mormor og den afslappede stemning i et trygt hjem, hvor jeg kunne gøre hvad jeg ville. Uden min fars tyngende forventninger om korrekt opførsel og taknemmelighed.

Da min mormor og min far døde med tre måneders mellemrum da jeg var 18 år gammel, blev julen nulstillet.

Jeg følte mig hjemløs i julen, som blev lidt tilfældigt holdt hos de nærmeste familiemedlemmer i både min mors og fars familie. Hyggeligt som regel, men uden magi og forventning.

Det år, hvor jeg som 24-årig mødte min mand Søren på kollegiet på Amager, holdt vi juleaften på kollegieværelset. Med et juletræ i en lille potte og pandestegte, halvrå andebryster. Kollegiet var aldeles mennesketomt og Søren skulle på arbejde i lufthavnen tidligt dagen efter. Set udefra var det måske en fattig og trist juleaften, men med Søren følte jeg større samhørighed, end med resten af verden. Det var puttende hyggeligt og rigtigt.

Så fik vi barn. Jeg har lige siden påstået, at man ikke lærer sin familie og svigerfamilie RIGTIGT at kende, før man selv får børn. Og før man når til den første julemåned med sit første barn.
Et uventet clash af de “RIGTIGE” traditioner, kultur, ønsker og vaner. Skal man have ALLE gaverne juleaften eller må man gerne få nogle af dem 2. juledag? Skal det være aspargeskartofler til de brunede eller går glasudgaven an? Skal kirsebærsovsen være kold eller varm? Hvornår skal man have slik? Skal vi i kirke eller se Disney? Ikke udfra “hvad har vi lyst til” men udfra “hvad er det “rigtige” at have lyst til”. Mellemøsten go home.

Vi prøvede at holde os under radaren og omstillede os til, hvad der nu var på dagsordenen hos hvilken familie og havde nogle år, hvor vi selv lagde hus til og prøvede at sætte et uhøjtideligt præg på kalaserne. Det var ikke noget problem for mig, som stadig havde skilsmissebarns-evnerne finpudsede og toptunede.

Indtil det stod os klart, da vores første pige var knap et år, at hun ikke var normal. Hun fik konstateret en medfødt misdannelse på lillehjernen, som gør hende svært udviklingshæmmet både fysisk og psykisk. Hun har ADHD-træk (hyperaktivitet og koncentrationsbesvær) og atypisk autisme plus et umodent søvnmønster, som gør at hun vågner mange gange om natten. I dag er hun 13 år og på et udviklingsniveau med en 1 1/2 årig.

Som hun blev ældre, blev det sværere og sværere at holde en RIGTIG jul.
Julepynten hev hun rask af træet, vægge og borde som både 5-, 10- og 12-årig.
Julemusik gjorde hende ked af det. Juletræet duftede så meget af harpiks at hun fik opkastningsfornemmelser af det.
Julemarkeder blev udelukket pga brosten og kulde, som var meget lidt foreneligt med en kørestol.
Jeg begyndte at kampsvede ved tanken om, at have hende med andre steder.
Hun forstod ikke helt, hvad julen gik ud på. Og hos familierne med levende lys i træet og kongeligt porcelæn i knæhøjde, var det et sandt mareridt at holde hende og tingene skadesfri. Vores eget hjem blev gradvist renset for unødvendigt nips, fritstående bøger og lysestager, så at besøge andre med hende i fri dressur, blev til noget af et forhindringsløb.
Hun flippede ud over gaverne, hvis mængde, lyde og lys hun slet ikke kunne kapere på én gang.
Julen blev til flere søvnløse nætter i træk og et svingende humør, der rakte en anelse ud over børns almindelige sukker-overdosis og gave-utålmodighed.

Julen blev til noget, der bare skulle overstås.
Vi så frem til januar og almindelige arbejds- og skoledage, uden udsving i rutinerne.
Det blev sommerferien i øvrigt også. For et barn med autisme, findes der ikke noget værre og mere angstfremkaldende, end det brud på den vante hverdag, som de to begivenheder udgør. I flere år har vi ikke holdt tre ugers sammenhængende ferie som familie, fordi vi ender med at blive vanvittige allesammen.
Det, der så er heldigt og relativt omkostningsfrit ved at skabe de sommerferievaner, som er skræddersyet til vores lille familie, er at der ikke er traditioner og forventninger forbundet med den. Der er ikke en “RIGTIG” måde at holde sommerferie på. Det samme kan man ikke just sige om julen.

For nogle år siden tog vi en beslutning. Hvis vi holdt jul herhjemme, og inviterede familierne herhjem, så skulle julen holdes, så autistbarnet blev vist de største hensyn. Når vi var hos andre tilpassede vi os, men hjemmebasen måtte blive på vores betingelser.

Det betyder blandt andet, at juletræsdansningen og gaveuddelingen foregår om eftermiddagen. Mens and og flæsk står i ovn og kartoflerne er pillede og skrællede, drikker vi kaffe, æder snolder og pakker gaver ud med børn, som ikke er overtrætte, anspændte og uudholdelige. Vi spiser og nyder maden, får risalamande og hygger efter maden. Pakker gaverne helt ud af æskerne og leger med dem.

Den store pige kan puttes til almindelig aftentid, uden at blive ekskluderet, og de andre børn må stadig blive oppe og lytte til de voksnes snak og latter, blive puttet på skødet og blive hældt i seng uden tandbørstningen.

Tossebarnet kan rumme og overskue det nogenlunde. Er måske kun vågen den halve i stedet for den hele nat.

“Vores” måde betød, at enkelte dele af familien valgte os fra, efter et år med en kæmpediskussion om traditioner og om en “RIGTIG” jul, der blev ødelagt af at gaverne ikke skulle vente til efter maden. Blandt andet. Det var hårdt. Selv om det er en håndfuld år siden, bliver jeg stadig trist ved tanken om at vi ikke kan dele lige dén højtid, fordi det er en del af familien, der betyder rigtig meget for børnene.

Jeg bliver trist af at det har betydet, at vi ikke bliver inviteret sammen med resten af familien. Om det er af et misforstået hensyn eller fordi de ikke orker os, ved jeg ikke. Den åbne samtale, som jeg hylder at tage om den slags, lader sig ikke gøre.

Det er svært at skulle forklare andre, at det gør en kæmpe forskel på os, når autisten kan være med på nogenlunde lige vilkår som os andre, uden at skulle gøre skade på hende.

Det er svært at skulle forklare andre, at lige vores børneflok behøver ikke en juleaften, for at blive gode til at lære at vente i spændt forventning. Der er så mange dagligdags situationer, hvor de som søskende bliver sat i en til tider uudholdelig venteposition, fordi den handicappede søsters behov er indiskutabelt vigtigst.

Det er svært at skulle forklare børnene, at de voksne ikke kan være sammen lige dén dag, fordi traditioner bliver vigtigere end samværet med dem. Fordi hjerterne lukkes og maven knuger sig sammen. Ved tanken om hvad man kan miste, i stedet for tanken om hvad man kan give.

Det er en skidesvær balancegang hvert år, mellem hvad der skaber en rummelig, rar, og samhørig julestemning og hvad der er bedst for tossebarnet i vores midte.

Det er en bizar oplevelse af, at vores beslutninger centrerer sig om hende, mens hun på samme tid flakser rundt om vores planet som en enlig stjerne.

Hvornår er det værd at gøre op med hensynsbetændelsen, og hvornår skal man mindeligt bede om rummelighed? Hvem har de “rigtige” juletraditioner, og hvor meget kan/skal traditioner files i kanterne, så alle kan være med og ingen føler tab?

Kan man holde på at rutiner er vigtige og traditioner er mindre vigtige, når det egentlig er to tryghedsskabende sider af samme sag?

Samtidig tænker jeg, at havde vi været en helt almindelig familie, kunne vi lige så snildt være havnet i samme suppedas. Jeg bliver nærmest helt dårlig, når Mads og Monopolet allerede i slutningen af oktober hvert år bliver bombarderet af juleaftens-dilemmaer af enhver tænkelig art.

Jeg har ikke knækket koden endnu, men jeg er pissetræt af at stå i det hvert år. Flere år drømte jeg om at være rig nok til bare at rejse et varmt sted hen i juledagene. Lade folk rode med deres gave- og madregler selv.

Men det ville ikke løse noget for lige mit tossebarn, for hun vil egentlig bare helst gerne have, at alting er som det plejer at være. Og på en måde føler jeg et ret stort ansvar for, at december og alle juletraditionerne ikke bringer hende ud af balance hvert eneste år.

Mine andre børn håber jeg at kunne give en indstilling til julen, hvor man har mere lyst til at give end at insistere på at få sin ret. Hvor hjertet taler varmt, før maven knuger sig koldt sammen.

Mit hjerte er først og fremmest hos hende min store datter og mine andre unger. Også i julen. Især i julen.

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside