Dagens indlæg

 

Juletrauma 10 – 2012

Juleaffluenza
af Lisa Risager · lisarisager.dk · twitter

 

 

 

 

Barndommens jul var som den skulle være. Ikke som de andres, men god.

Vi holdt altid jul om morgenen, juleaftensmorgen vel at mærke. God mad, gaver til alle (og fordi vi fik dem om morgenen, havde vi hele dagen til at lege med dem i) og ofte en gæst eller to der ikke havde andre steder at holde jul.

Et enkelt konkret minde fra de år vi boede i Zambia: Far, mor og børn samt nye katte i et lille hus i Afrika. Vi pyntede ‘juletræet’ med sølvpapirsindpakkede kapenta (små tørrede fisk, som kattene elskede)… det var en fest!

Men så blev jeg voksen. Fik ansvar. Et år tog jeg ansvar for juleanden og dermed fik jeg også ansvaret for sovsen. Anden kunne spises. Sovsen kunne man lukke huller i afløbsrør med.

Fik arbejde, og dermed adgangsbillet til den årlige julefrokost. Lige noget for en kræsenpind med en anelse socialfobi. Der skulle snaps både til at sluge de marinerede sild og få samtalen med de vildtfremmede kolleger fra den anden afdeling til at glide ned. Og året efter var der endnu en julefrokost.

Fik børn, og dermed ekstra travlt op til jul. For både vuggestue, børnehave, fritidsordning, skole, gymnastikforening og naboer og familie var enige om at i december måned har ingen af os nok at tage os til, og alle inviterede til juleklip og -‘hygge’. Tak for det, det var jo i allerbedste mening!

Vi gav den hele armen med nisser på loftet, pakkekalender, julekalendere i fjernsynet, adventskrans, småkagebagning, juletræ, dans og sang. Det var hyggeligt.

Lige indtil det år, hvor julegaven til den yngste var et trommesæt. Som han selvfølgelig havde opdaget, for hvordan gemmer man lige et trommesæt af vejen? Og selv om han var glad for trommerne, så var han ked af at han ikke blev overrasket. Og jeg var ked af at vi ikke havde gemt det bedre, at vi ikke havde sørget for nogle andre overraskelser, at vi ikke havde gjort det hele meget bedre. At give sit elskede barn et juletraume… Jeg tror at det var det år, min juletræthed startede så småt. Fordi jeg blev ked af, at jeg havde gjort ham ked af det. Og jeg læssede lidt flere forventninger på mig selv til næste gang julen nærmede sig.

Så var der det år hvor vi havde alt på plads. Adventskrans, pakkekalender, lyskæder og julefrokostaftaler. Og trak stikket ud og rejste vores vej. Havde en fantastisk juleaften, hvor vi gik i forretninger og lod børnene selv vælge deres julegave, og fejrede aftenen med at spise bulgogi og kimchi.

Men lysten til julen, den forsvandt stille og roligt.

Det er jo et nærmest ubærligt forventningspres, det der jul. Og det er så omklamrende – det er rigtig svært at undgå julen. Når dagligvarebutikkerne allerede i oktober måned lader op til overforbrug af mad, drikke, slik, julepynt, alkohol, dimser og dutter, når medierne er fyldt med jul, når byen er fyldt med reklamer, når de fleste har så travlt med gaveræs og julehygge – så rækker vi tunge ad de mennesker, der ikke har råd, ikke har familie, ikke har tro, ikke har lyst. Og dem med juletraumer.

Julen er for dem, der er inde i varmen. Julen er for dem, der har råd. Julen er overflod og overforbrug og ressourcespild. Julen er for meget.

Ja, jeg har misten lysten til jul. I hvert fald den jul der er præget af overforbrug – gaven til manden/kvinden/barnet der har alt! – og travlhed.

Børnene er forlængst voksne, og vi er flyttet hjemmefra. Ned til et mildere klima, hvor der ganske vist stadig jules – men det er de andres jul, ikke vores.

Advent

Måske om nogle år vil jeg igen have lyst til at fejre julen, jeg er i hvert fald begyndt at lave en positivliste:

+ julestjerne i vinduet
+ klejner
+ flettede julehjerter i glanspapir
+ snevejr
+ kærlighed
+ at synge julesange
+
+
+

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside

WordPress Login Protected by Clef