Warning: Declaration of Portfolio_Walker::start_el(&$output, $category, $depth, $args) should be compatible with Walker_Category::start_el(&$output, $category, $depth = 0, $args = Array, $id = 0) in /var/www/juletrauma.dk/public_html/wp-content/themes/minimalisto/functions.php on line 0
Dagens indlæg

Dagens indlæg

 

Juletrauma 8 – 2012

Juletraume

Af: Katrine, som ønsker at være anonym

Jeg blev gift med min drømmemand i august 2002, lige fra det sekund jeg mødte ham vidste jeg, at det her var noget ganske særligt, jeg vidste, at jeg en dag ville stå ved hans side, som hans brud, og derfor var det ganske naturligt jeg nu var netop det- hans hustru. Den jul, 2002, blev vi enige om at droppe beskyttelsen og arbejde på at få et barn, det gik hurtigt, i starten af marts måned opdagede jeg, at jeg ventede vores første barn. Alt tegnede lyst og lykkeligt. Så døde han pludseligt i juli 2003, jeg var 20 uger henne i min graviditet, og pludselig var verden bare sort og uudholdelig. Samtidig med, at mit hjerte græd af sorg over at have mistet ham jeg troede skulle være mit liv og min fremtid, skulle jeg lige finde styrken til at komme gennem min graviditet, og at blive enlig mor.

Vores smukke datter kom til verden den 22. november 2003, jeg boede på dette tidspunkt hjemme hos mine forældre, mens jeg ventede på at finde en lejlighed, som min datter og jeg kunne kalde vores hjem, så hendes første jul foregik hos mine forældre.

Jeg vil aldrig glemme det, jeg stod der i den stue, i det hus, hvor jeg er vokset op, omgivet af mine forældre, mormor og morfar, min søster og min nyfødte datter i hendes fine julekjole, og følelserne kæmpede en hård kamp i mig for at finde plads til at være der. Jeg kunne ikke rumme varmen fra dem jeg elskede omkring mig, min datters troskyldige blik og tanken om, hvad der skulle have været. Året før havde vi holdt engelsk jul, min mand var kok og havde kokkereret hele dagen – en traditionel engelsk julemiddag – vi havde overnattet hos mine forældre i det værelse, hvor jeg nu sov med min nyfødte datter, og vi havde ligget sammen og puttet på mine forældres sofa 1.juledag om morgenen og besluttet vi ville have et barn. Og nu stod jeg her – og følte mig mutters alene selvom jeg var omgivet af min familie – med min datter på armen, men Han var der ikke. Jeg kan huske jeg måtte gå fra selskabet flere gange i løbet af aftenen, ud på toilettet og fælde en tåre – og op på værelset og kramme den pyjamasskjorte af hans, som jeg stadig havde liggende ved min hovedpude, fordi den – engang – havde duftet af ham. Aldrig har jeg på én og samme tid følt mig så elsket – og så forladt.

Med tiden har julefreden sænket sig over mig, og i dag sender jeg blot en kærlig tanke, til dem jeg har måttet tage afsked med. Dén jul blev nemlig også min morfars sidste- han døde i starten af januar måned.

Jeg har lært at acceptere, at én familie ikke nødvendigvis kun kan være far, mor og barn (eller børn), det kan også være en Enestående mor  – og hendes smukke og fantastiske datter. Julen ér hjerternes tid – og mit hjerte blev helet igen – af min datter, så i dag er jeg taknemmelig for den historie, der er min. Den har nemlig lært mig at sætte pris på livet  – og nyde øjeblikket – og den tid man har sammen med de mennesker, der betyder allermest. Min datter synes dog stadig godt lige vi kunne, og skulle, ønske os en lillesøster – eller bror af julemanden  – og en far, hvis det skulle være han var generøs – ham der gutten på nordpolen. God bless her!!!

 

 

 

 

 

Juletrauma 7 – 2012

Juletraume

Af: Olli Jokinen – webTwitter

 

 

 

 

Mit juletraume er nok mere en følelse, som jeg oplevede for to år siden. En følelse af ekstrem
og udsigtsløs ensomhed. Jeg var lige blevet separeret en måned før juleaften. Det var grimt.
Især for mig. I efteråret stod jeg med kone, job og besøg på fertilitetsklinikken, hvor vores
fælles lykke skulle skabes gennem dygtige lægers hjælp. Men da det blev vinter havde jeg
ingen af delene. Hun var flyttet, jeg var blevet fyret og vi var begge stadig barnløse. Nu hver
for sig. Og vi skulle aldrig få noget sammen igen.

Året før var det gået galt, og vi havde mistet barnet lige et par dage efter, at vi havde fortalt
alle om, at det kommende forår ville gøre os to til de fuldkomne tre. Lige op til jul. Så vi havde
lovet hinanden, at den næste jul skulle være med en lille ny i hendes mave. Vi skulle være
omgivet af vores nærmeste, og alle ville være lykkelige på vores vegne og se vores kommende
treenighed som et lille julemirakel. Det skulle bare lykkes. Vi havde jo alt det andet. Der
manglede bare lige det sidste, som ville kunne gøre os fuldkomne.

Så juleaften 2010 blev en lidt anden oplevelse end den, hun og jeg havde lovet hinanden. Hun
var væk. Jeg var dybt ulykkelig og i øvrigt slet ikke i stand til at forstå mine omgivelsers ønske
for at se mig glad igen. Jeg ønskede blot, at de skulle se min ulykke for fuld udblæsning. Jeg var
min ekstremt lille verden af elendighed, og jeg ville ikke lukke nogen ind i den.

Jeg droppede julefrokosterne, kastede mig ud i hverdagsbyture, nogle ligegyldige affærer med
andre ensomme sjæle og stirrede for det meste blot tomt ud i luften, når jeg endelig besøgte
min mor. Det gjorde jeg også juleaften 2010. Det var bare os to den juleaften i hendes lille hus.
Og hendes hunde, som fyldte det meste. Men fint nok. Så kunne vi da snakke lidt om dem i
stedet, og ikke om hvordan jeg havde det.

Jeg kan ikke rigtigt huske, hvordan den juleaften egentlig forløb. Ved ikke, hvad vi gav
hinanden i gave, hvor længe jeg blev der eller om jeg overhovedet sov den nat. Jeg kan kun
huske følelsen af, at alt omkring mig var ligegyldigt. Jeg var bare så fucking ensom og ulykkelig
og ude af stand til at fokusere på noget som helst andet end min personlige tragedie. Jeg
ringede vist til min nu tidligere kone og beskyldte hende for at have ødelagt mit liv.

I dag ved jeg, at det ikke kun var mig, der var ensom og ulykkelig den aften. Jeg er min mors
eneste barn, og det barn var ikke til stede den aften. Der var bare en elendig, næsten 40-årig
mand. Han lyttede ikke. Han svarede ikke. Han ville bare væk. Men i det mindste havde han
en, som bekymrede sig og gerne ville lytte. Hun havde ikke. Hun tog sig af ham og prøvede på
at hjælpe med at gøre denne aften noget rart og varmt. Han gjorde ingenting.

Så mit traume er i princippet, at jeg ødelagde min mors jul. Selvfølgelig var
omstændighederne ulykkelige, fordi hun også havde mistet et menneske – min kone – som
hun gennem årene var begyndt at se som sin egen datter. Det var ikke min skyld. Men det var
min skyld, at jeg ikke også så min mors ulykke, og endda gjorde den værre ved at være så
fraværende, som man overhovedet kan være, selv om man er til stede.

Så sidste jul inviterede jeg hende hjem til mig. Jeg hentede hende, lavede maden, hyggede mig
rigtig godt med hende og kørte hende hjem igen. Vi krammede og hun kyssede mig på kinden,
da vi sagde farvel og igen ønskede hinanden god jul. Det havde atter kun været hende og mig.
Men denne gang var vi to, der var tilstede.

Jeg satte mig ud i bilen og smilede. Hun havde haft en god juleaften. Jeg havde haft en god
juleaften. Så begyndte jeg at græde. For året før var ikke kun jeg gået glip af juleaften. Min mor
var også.

 

Juletrauma 6 – 2012

En julehaders bekendelser

Af: Thomas Wittenburg – webtwitter

 

 

 

 

Julehader er måske egentlig et forkert ord. Måske juleignorant ville passe bedre. For nogle gange har jeg det som om, jeg bare ikke forstår denne underlige højtid.

Man har det jo egentligt meget godt i julen. Vi har lys, rindende vand, varme og flæskesteg. Vi har rødkål, rødvin og røde næser. Gløgg, godter og gaver. Helligdag og hygge. Vi er samlet med dem vi burde elske allermest i hele verden. Vi kan faktisk ikke tillade os at klage. Og alligevel vil jeg gøre just det.

Ser i, det er hyggen, den er gal med. Dem der forbinder julen med barndommens lykkeligste minder, og som samtidig elsker deres familie, og oveni købet elsker at være sammen med familien, må i sandhed være lykkens tilsmilede i den mørke tid. For os andre, os der forbinder julen med dårlige minder om druk, skænderier og hvad man i moderne socialpædagogisk jargon vel nærmest må betegne som svigt, er det ikke en lykkelig og hyggelig tid.

Jeg kan ikke nævne et enkelt juletraume. Min barndom er vist tilpas fortrængt til, at jeg ikke kan sætte en præcis finger på de enkelte begivenheder. Derfor er det også svært at forklare andre hvorfor man ikke er ubetinget lykkelig i julen. Folk, der er opvokset i de ægte kernefamilier, kan have rigtigt svært ved at forstå, hvorfor man ikke er enormt tæt med sin familie. De forstår det ikke, når jeg siger, at jeg – i en lang periode af mit liv – langt hellere ville fejre julen med gode venner, som jeg selv har valgt, end sammen med familien.

Men sådan var det faktisk i mere end ti år. Fra mine sidste teenageår, og langt op mod de 30. Jeg brød mig ikke om, at se min familie i julen. Alle andre tidspunkter var fine, men julen forbandt jeg med skænderier, dårligt humør, og gode miner til slet spil. Alt det som julen netop ikke skal være. Jeg brød mig ikke om, når andre satte julen op på en piedestal, og forsøgte med alskens vold og magt at gennemtvinge hyggen.

For mig var julehyggen bare ikke hyggelig. Og jeg synes stadig ikke rigtigt den er det. Det er et ræs. Et utilgiveligt slagsmål om, at være sammen med familien for enhver pris. Helst på en helt bestemt måde. Der er ingen hygge og gode karma vibes. Kun stress og jag. Jagten på den perfekte jul.

Ærligt talt. Den perfekte jul. Af og til tror jeg det ville være, hvis vi droppede mad og gaveræset, bestilte en pizza, og hyggede os med at være sammen fordi vi kan li’ hinanden. Så tror jeg faktisk, at jeg ville glæde mig til juleaften.

 

Juletrauma 5 – 2012

Af: Adam Bindslev – web – Twitter

 

 

 

 

Det er måske den jul jeg husker allerbedst … om det er på grund af traumet, eller det er
fordi det på mange måder var en ellers perfekt jul – det ved jeg ikke. Men jeg husker den
virkelig som om det var i går.

Jeg tror jeg var 9 år. Vi holdt jul i Hornbæk i min mosters sommerhus. Sneen dalede
ned på turen derop og alt var idyllisk. Det var frost, men ikke så koldt at man ikke kunne
være ude og lege. Inde i sommerhuset var der en åben ild i pejsen, en and bagte i ovnen
med hvide manchetter, rødvinen stod opmarcheret i en optrukken række, juletræet var
pyntet i en grad så man næsten ikke kun se at det var et træ, kagefadene bugnede med
hjemmebagte lækkerier, og slikskålene var fyldt op til randen.

Jeg var eneste rigtige barn. Min søster er 8 år ældre end mig, og dermed tæt på voksen.
Så jeg var på mange måder centrum for julen. Som næsten-enebarn er det en priviligeret
position at være i. Jul handlede om mig, og de andre var med som statister i mit mere eller
minde private juleshow. Alt andet end traumatisk.

Det skal siges at jeg ikke var et forkælet barn. Jeg fik ikke alt hvad jeg pegede på. Slet
ikke. Men lige netop juleaften var jeg sgu forkælet. 50% af alle pakkerne var til mig. Jeg
var postbudet der gav de andre pakker. Jeg styrede den juleaften. Og elskede det.

I en del år, sådan føltes det, havde jeg ønsket mig en fjernstyret bil. Jeg kan huske
hvordan jeg stod i BR i Hørsholm Midtpunkt og så på det forjættede glasskab hvor de
fjernstyrede biler stod. Det var mit allerstørste ønske. Så igen i år havde jeg sat gigantiske
krydser i kataloget udfra hver eneste af fjernbetjente vidundre. Jeg var sgu ligeglad med
om det var en racerbil, en sportsvogn, en offroader eller en Volvo Amazon. Jeg ville bare
have noget jeg kunne drøne rundt i huset med – eller ude på vejen.

Julemiddagen varer ca. 4 år. Sådan føles det i hvert tilfælde. Hver eneste bid de voksne
tager bliver tygget i timevis. Samtalerne er lange og kedsommelige. I virkeligheden var
de nok færdige med at spise på en times tid, men sådan føles det ikke når man er 9 år
gammel og der ligger bunker af pakker under træet – og de næsten allesammen er til mig.

Ja ja, julen handler jo ikke om gaver. Gu gør den så. Når man er ni år gammel så handler
julen om pakker, slik, pakker, pakker, kage og lidt hygge. Men pakker fylder rigtig meget.

Julesangene tager også ca. 4 år. Antallet af vers i “Et barn er født” er for en ni-årig
nærmest uoverskueligt. Hver eneste gentagelse af sidste linie er fysisk smerte. Kom så for
hulen videre.

Omsider går vi igang med pakkerne – og jeg går veltrænet efter den største. Men min mor
stopper mig: “Nej, den syntes jeg skal vente”, siger hun. Jeg må have set meget forvirret
ud så hun uddyber: “Den skaber meget uro, og jeg tror ikke du vil se på de andre pakker
hvis du åbner den først”.

ALLE tænkelige lamper lyser. DET MÅ VÆRE. Det skal være. Det er en fjernstyret bil.
Intet kan jo skabe så meget uro som en lille hurtig bil der kører rundt i hele sommerhuset.
Omsider! Jeg gør som min mor siger (for dengang var jeg ret velopdragen), men tænker

ikke på andet end den store pakke. Alle de andre pakker er ligegyldige. De bliver åbnet.
Jeg takker, men min bevidsthed kredser konstant om den store pakke under træet. Den
pakke som jeg ikke må åbne. Den pakke som indeholder det som, er jeg sikker på, er
svaret på mine drømme.

Omsider. Sidste pakke. Den store. Mine små fingre er febrilske da jeg piller papiret af.
Og jeg finder … et sæt walkie-talkies! Følelsen af skuffelse, frustration og vrede kan jeg
stadig mærke. Ikke at det ikke var en fin gave. Men det var bare ikke den. Det var ikke
det jeg håbede på. Det var … noget andet. Og hvordan et sæt walkie-talkies skulle skabe
synderlig uro når der kun er ET barn – det forstår jeg helt ærligt stadig ikke. Det skabte ikke
så meget uro den aften. Faktisk mindes jeg ikke mere. Tror jeg gik i seng. Eller surmulede.
Eller bare lod som om jeg ikke var vildt skuffet. Men det var jeg.

… og jeg har til dags dato stadig aldrig ejet, endsige prøvet, en fjernstyret bil.

 

Juletrauma 4 – 2012

Mit traume er ikke mit eget. Det er et jeg har påført andre. Og påført min egen samvittighed.

Af: Asbjørn Poulsen – Twitter

Jeg har vel været 19. Lige færdig med gymnasiet. Ild i røven. Fanden-i-voldsk. Den der sære blanding af usårlig og usikker. Den periode af livet, hvor intet kan gå galt, og intet er umuligt. Alting løser sig, og det er ihvertfald ikke nødvendigt at bekymre sig om, hvad andre mennesker synes og tænker endsige føler.

Jeg havde, som halvdelen af min årgang på gymnasiet, tilbragt det obligatorisk halve år i London. Komplet med usselt tjenerjob, afsindige byture og lortelejligheder etc. Det var forrygende. Lange arbejdsdage blev opvejet af lange aftener og nætter i byen, der så igen gled – nærmest sømløst – over i lange arbejdsdage. Dage åd dage og uger åd uger, og seks måneder var hurtigt overstået.

Jeg var vendt hjem til min forstadsflække af et barndomshjem. En sikker havn, mens jeg tjente mønt til næste tur ud i verden. Det foregik med alt fra gartnerjobs over pædagogtjanser til undervisning. Jeg brugte ingen penge, og betalte ikke noget for kost og logi, så det var ingen sag at skrabe sammen til næste uforberedte, krøllede tur ud i verden.

Så kom december, og samtidigt ramte den. Udlængslen. Midt i december begyndte det at trække i mig, og følelsen voksede. Jeg skulle tilbage til London, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg var fast besluttet. Der var venner og en pige og et job og måske også et værelse, hvis jeg var hurtig. Jeg fik det fuldstændigt som et barn, der venter på at måtte åbne en gave eller spise en kage. Jeg trippede og hoppede for at komme afsted, og det var som om, at for hver evig eneste dag der gik, gik jeg glip af alt muligt fantastisk, og var efterladt med en tilværelse, der var fattigere dag for dag.

Jeg fortalte mine forældre det sent. Jeg tror det var den 20. december om aftenen.

“Jeg smutter sgu tilbage til London lillejuleaften. Det har I ikke noget imod, vel? Vi er alligevel ikke sådan nogle, der bruger det der med traditioner, vel? Og er der en af jer, der gider køre mig til bussen?”

Min mor var givetvist knust, men mine underudviklede, sen-teenage-agtige frontallapper tillod mig ikke empati nok til, at jeg kunne registrere det. Mine forældre har altid bakket op om alt, hvad jeg har foretaget mig, og jeg antog, at når de ikke direkte bad mig om at blive, var det nok et udtryk for, at de bakkede fuldt og helt op om min ide. Jeg læste ikke stilheden for, hvad den var. Skuffelse og undren.

Så jeg rejste.

Jeg havde en mærkelig juleaften i England. Den var omtrent som en hvilken-som-helst tirsdag aften. Grå og lidt kedelig. Fish and chips og dåseøl. Lidt pakker og et telefonopkald hjem til. Det skulle klares hurtigt, for det var fra telefonboksen rundt om hjørnet, og det var hundedyrt og ditto koldt. Min familie havde en helt normal juleaften derhjemme. Bare lige uden mig.

Jeg har ikke min mor længere. Heldigvis er der ikke meget mellem os, der ikke blev sagt mens hun levede. Vi havde mange år til at forberede os på, at vi på et tidspunkt skulle undvære hinanden, og vi sørgede for at udnytte tiden til at fortælle hinanden alt det vi syntes var vigtigt. Hvis der er noget min mors langvarige sygdom bidrog positivt med, er det det. I min familie fortæller vi hinanden, hvordan vi har det. Og vi siger “jeg elsker dig” og deler krammere ud med rund hånd.

Men lige den der juleaften. Den har vi ikke rigtigt snakket om. Og det piner mig lidt, stadigvæk.

 

Juletrauma 3 – 2012

Af: Susanna Rankenberg – rankenberg.com  – Twitter

 

 

 

 

Jeg vil gerne opfordre til at få løst familie-konflikter i tide, inden det ender med, at
man Juleaften står i et myggebefængt turist-resort bag en bredrygget tysker, og
bliver konfronteret med en ægyptisk buffet-kok, der siger: “You have beautiful
eyes. Do you want to go out back with me?”

Julen 2003, tror jeg: Manden og jeg går benhårdt på skift; hveranden jul hos mine
forældre, hveranden hos hans. Men dette år var der så meget splid og kævl i min
familie, at jeg ikke havde lyst til julen – og vi valgte derfor at stikke af til Varmere
Himmelstrøg – klik, klik, vi smutter til Ægypten. Juhu!

Ja, jeg hankede op i sine 4 sommergevandter, pakkede Badedragten Der Aldrig Ser
Dagens Lys og drog af sted mod Hurghada. Det var da noget vemodigt at give
afkald på den traditionelle jul med Stive Onkel Erling der sparker dæk, Faster Jytte
med sin brok (både sygdommen og lidelsen), kusinernes børn, der sniffer lim og
ikke taler, men: Udsigten til arbejds-fri, fødselsdagsfri og familie-fri var heller ikke
helt dårlig.

Vi fløj d. 23. dec og skulle være hjemme d. 30. dec – jeg skulle arbejde nytårsaften,
og nytårsmorgen. Benhårdt, men pyt, når nu man kom hjem dejligt udhvilet fra
ferie, ikk?

Af sted med os: Vi fløj, vi landede og vi blev bragt i busser til resortet (på turen
sagde guiden: “Der er jo mange myg i Hurghada” det studsede vi lige lidt over –
det stod der fa’me ikke noget om i brochuren?) – og blev udstyret med tysker-
agtige armbånd, der gav gratis mad, drikke, alt; nærmest turpas til Ægypten.

Vel ankommet røg vi op i restauranten for at guffe aftensmad fra den i reklamen så
roste buffet. Vi kom ind i et kæmpe lavloftet rum, FYLDT med tyske pensionister,
en øredøvende støj og en stank af friture. Jeg bestilte straks noget vin for at dulme
nerverne. Mmmnnhh.. årgang Klorin?

Nåmen jeg holdt stadig modet oppe ved tanken om de sager som armbåndet gav
adgang til – i Baren. Hvad der skulle have været min oase hele ferien viste sig at
være en kulisse, der skulle ligne en engelsk pub og der var een slags sprit:
Hjemmebrændt lokal brandy. Dér fik jeg renset alle afløbsrør.

“Varmere himmelstrøg” – min bare. 20 grader i december i Ægypten er nogenlunde
som en forårsdag i DK, men det var altså ikke dér hvor jeg smider kludene og leger
med kokosolie. Så da vi på Juleaftens-dag lå med ALT vores tøj på (jeg havde jo
kun sommerklude med, for filan!) og FRØS i en stiv pelikan bag læ-skærme på stranden,
besluttede vi os for at købe dagsturen op til Cairo, for at få set de dersens pyramider.

Juleaften – efter en forfærdelig middag, hvor buffetkokken tilsyneladende
sidestillede den skive kalkun jeg bad om, med et ønske om samleje i baglokalet –
indfangede vi to “de-er-da-ikke-helt-så-gamle-som-de-andre”-tyskere til at tale med
os. Jeg bællede Brandy og opfordrede med vandpiben i mundvigen til den
tilbageholdende tyske, hausfra Steffi til at gøre det samme: “Kom doch jetzt Steffi,
es ist jah Ferien” (og kom dagen efter i tanker om, at ferie hedder Urlaub på tysk)
alt imens vi klaskede myg, for at redde livet. Luften var så tyk af myg, at det var
ligesom en suppe at gå tværs over resortet fra restauranten til værelset. Jeg talte
dagen efter: 17 stik på eet ben.

Af sted mod Cairo på 1. juledag! Vi stod op kl. 3 om natten, hvorefter jeg prompte
blev raget hele vejen op ad armen til armhulen af den lokale køkkenmand, der
overrakte mig hotel-madpakken til turen, så kørte vi 12 timer i bus – og kan så her
berette, at mobildækningen i Sahara er laaangt bedre end på Amager – men ondt i
måsen overlever man jo nok, når man bare skal ud og se pyramider.

Optur: De var fede, de Pyramider! De var fantastiske! Jeg var herrekongevild med
Sphinxen!

Nedtur: Da vi havde spist frokost med udsigt til Sphinxen skulle vi lige have en
kaffe, inden turen gik videre til Nationalmuseet. Jeg bestilte ikke noget, men da
tjeneren kom med bakken var der 3 nescafé og een ægyptisk kaffe på.. Ingen
skulle have den sidste. Nåmen den tar jeg da! *Slurp* i een mundfuld, og puha lidt
grums på bunden dér… oh wel, skylle efter med cola, ud ad klappen.

10 minutter senere (ikke mere) opstod lyden af *TORDENVEJR* fra mine tarme. Ja,
jeg havde fået den Berømte Ægypter-mave, og det var.. spændende.. skulle jeg
hilse at sige. På Nationalmuseet, som jeg altid har drømt om at besøge, brugte jeg
al tid på at piske rundt efter et toilet.. og *argh* da jeg endelig fandt et, så kunne
jeg ikke. Det var bare rumlen, smerter, tarm-trusler.. og jeg var åbenbart ikke den
eneste, for ude på museets toilet var der bare lort overalt. I shit you not, hver gang
man åbnede døren til en bås, lort-o-rama; ja selv i afløbsristen under håndvasken
#tmi #sorry

Nå – men I ved godt hvad der ventede mig: 12 timer i bus tilbage til Hurghada. Oh
yeah baby. Aldrig har min mås været på så meget overarbejde. Jeg fandt på helt
nye måde at sidde ovenpå ting på, så der lissom var *lukket af*.. jeg havde en

brølende løve i mit bløde indre.. mit ansigt var hvidt og svedigt.. der var ikke toilet i
bussen.. og om natten, da vi endelig gjorde stop ved en lille diner midt i ørkenen,
spænede jeg bare ud mod lokummet…. og det gjorde alle de andre også, men de
skulle bare tisse. Og stadig var der ingen lettelse at finde. Sved, smerte, rokke frem
og tilbage.. indtil vi var hjemme på hotellet kl. 3 om natten igen og så var det 2.
juledag.

2. juledag er normalt dér, hvor vi er til familiejulefrokost hos mine forældre ude på
bæhlandet med Onkel Erling og Jytte og brok og kusiner med samspilsramte børn..
og mors gode mad og pakkeleg-på-liv-og-død.. Men denne jul lå jeg 2. juledag på
stranden i Hurghada.

Og forestil dig så, at du har slugt en stang dynamit, der hvert sekund truer med at
gå af.. sveden hagler og maven står ud som en nypumpet badebold. Not the way
you want to look or feel in a bathingsuit. Hver halve time ræsede jeg mod værelset
for at komme på toilettet, og det eneste der lugtede værre end mig var den kamel,
der jævnligt gik forbi liggestolen på stranden (med en mand i snor der fuldstændigt
livløst sagde: “Camel. Camel.”) Er der en der har pruttet? Næh.. er der en der har
tømt skraldespand? NÆH, ER DER EN, DER ER DØD? Nej. Det er kamelen igen.

D. 29. dec. var jeg så syg, jeg fik feber og den blev højere og højere, så manden
måtte tilkalde en læge. Lægen var en stor mand med en fantastisk dyb stemme, og
han kom op på værelset og var enormt høfli: “Yes Ma’am, if I might inspect your
stomach, – please”. Han trykkede lidt forsigtigt hist og her, og jeg spurgte
ængsteligt hvad diagnosen mon var? – “You have…” [kunstpause hvor jeg spidser
øren for at høre hvilken sjælden og EVIL og meget nemt behandlelig djævelskab
hun har raget til sig:] “….Travelers Diarrhea, Ma’am”.

For fanden da.. Få dog de skolepenge tilbage, mand. Det ku selv min stive Onkel
Erling sq ha fortalt mig.

Jeg fik noget klistret gult banansmagende stads på en flaske, og nogle sort- og
rød-stribede kapsler, og jeg slugte bare. Ikke så meget palaver (plus, jeg havde
selvfølgelig mit eget stash af Panodil og Ipren som jeg regelmæssigt åd af). På
hjemrejsemorgenen havde jeg mildest talt hjemve. Det var en smertefuld flyvetur,
og da jeg kom hjem kyssede jeg jorden i min lejlighed og derefter ringede jeg
straks til vagtlægen og læste op fra etiketterne, hvad det var jeg havde fået af
medicin? I den anden ende var de hørbart imponerede: Det var en ordenligt
omgang, eller to faktisk, heste-penicilin jeg havde fået.

Dagen efter – nytårsaften – var jeg på arbejde. Jeg havde håbet, at jeg ville være
herligt udhvilet efter min ferie Under Varme Himmelstrøg, men måtte indse, at en
aften i familiens skød, endskønt anstrengt, var langt at foretrække for den helvedes
lortetur til Ægypten.

Så løs problemerne, i stedet for at stikke af. Kamelen rejser alligevel med.

 

Juletrauma 2 – 2012

Julen 2002

Af: Jane, som ikke ønsker hendes fulde navn frem!

Rædsel og panik står malet i hans ansigt. Han udstøder høje, bange råb og lyde, mens han slår blindt om sig ud i luften. For få sekunder siden var det som om noget havde givet hans krop styrke til at rejse sig fra lædersofaen ved egen kraft. Nu står han midt på stuegulvet, panisk, ude af stand til, hverken at se eller bevæge sig. Min mor kommer ilende til og prøver at trække ham tilbage i sofaen. Det gør ham endnu mere bange og han begynder at slå vildere om sig. Min mor slipper og løber tilbage til køkkenet mens hun hulkende gemmer sit ansigt i hænderne.I køkkenet kan jeg høre, at hun ringer til hjemmesygeplejersken og hikstende beder hende om at komme for at give min far noget beroligende.

Min far og mor sad på terrassen, da jeg ankom fra København. Min far i kørestol, apatisk, hensunken og min mor på knæ foran ham med hans cigaret i hånden, som hun med passende mellemrum placerede mellem hans læber, hvor han automatisk sugede, inhalerede og blæste røgen ud igen. Jeg gav min mor et kram og satte mig derefter på hug foran min far, tog hans hånd og sagde højt og tydeligt, som jeg havde vænnet mig til, “DET ER MIG, DIN DATTER.”. Min fars blinde øjne rettede sig et øjeblik imod mig, så smilede han lidt genert, rakte ud efter min mor og spurgte, hvem jeg var.

Det var d. 23. december. Min mors fødselsdag. Da min mor var barn hadede hun at have fødselsdag så tæt på juleaften. På gården, hvor hun voksede op med 11 søskende, bedsteforældre, mor og far, var der oftest så travlt dagen inden juleaften, at de fleste glemte hendes fødselsdag. Jeg tror det er grunden til, at min far sørgede for at fejre hendes fødselsdag behørigt. Han gjorde altid et stort nummer ud af at købe, tale om og drille hende med fødselsdagsgaver, som blev givet i et privat øjeblik før eller efter vores hus blev invaderet af horder af gæster, der kom for at ønske min mor tillykke. Efter min far ikke kunne mere, havde jeg overtaget opgaven; at gøre min mors fødselsdag til noget særligt. Hans sygdom betød, at han gradvist, men eskalerende, gennem et forløb på 6 år, først mistede evnen til at se, så høre og tale, så bevæge sig og til sidst mistede han også sin bevidsthed.

Jeg står stadig på terrassen med min kuffert og vidner optrinnet på stuegulvet gennem vinduet. Lammet. Overvældet af en blanding af skyld, fortvivlelse, forvirring, bekymring, frygt, irritation, vrede. Følelser som er mine faste følgesvende i de 6 år min far er syg og mange år efter – og hvis styrke gør mig ude af stand til at hjælpe, hverken min mor eller min far. Jeg bliver stående til hjemmesygeplejersken kommer. I mellemtiden har min mor fået min far tilbage i sofaen, hvor han nu sidder, sunket tilbage i apatien, mens hjemmesygeplejersken taler beroligende til ham som var han et lille barn. På vej ud i køkkenet passerer jeg dem og noterer mig, at min fars ble trænger til at blive skiftet. Ude i køkkenet står min mor med hænderne i siderne på sit forklæde og stirrer stift ud af vinduet mod gaden. Stueuret slår, hun bukker sig, åbner ovnen og tager en plade rygende varme leverpostejer ud. Gæsterne kommer om lidt.

Han genkendte mig aldrig igen, inden han døde et halvt år efter.

 

Juletraume 1 – 2012

En julehistorie

Af: Jesper Vingborg Andersen – blog – Twitter 

 

 

 

 

Min værste juleaften var ikke en af dem fra min folkeskoletid, hvor jeg så på høsten af gaver, og vidste, bare vidste, at der ikke var noget at prale af. Intet, der ville imponere mine mere velhavende kammerater. Intet, der ville rokke ved min status. Men jeg prøvede at holde masken. Med årene blev jeg bedre og bedre til det.

Det var heller ikke den juleaften, engang i løbet af min gymnasietid, hvor den iskolde luft mellem min far og mig havde jaget al hygge væk fra middagsbordet. Min mor og mine mindre søskende prøvede forgæves at glatte ud, men formåede kun at kaste benzin på bålet. Vi skændtes. Højlydt. Hårde, bitre ord blev kastet henover flæskestegen, men det sluttede brat, da jeg rejste mig op, kiggede min far direkte i øjnene, og fortalte ham, at hans mening om tingene var ligegyldig, for han ville jo alligevel snart være død. Så forlod jeg det lille hjem, og jeg vendte først tilbage længe efter, at de andre var gået i seng. Jeg husker intet fra dagene, der fulgte.

Jeg har altid været god til det med ord. Frygtelig god.

Nej, de aftener var slemme nok, men det havde egentlig ikke noget med julen at gøre. Det var bare den scene, hvorpå dramaet udspillede sig. En vilkårlig kulisse.

Den værste af dem alle kom mange år senere, da jeg for længst var flyttet hjemmefra, min onde profeti var gået i opfyldelse, og jeg var i fuld gang med at udforske grænserne for voksenlivets frihed.

Jeg boede i et kollektiv i de år. Vi var en hård kerne på en håndfuld studerende i et kæmpestort hus, og så var der kærester, logerende, gæster, familie, venner, bekendte, læsegrupper, et evigt rend af mere eller mindre tilfældige mennesker. Der var altid liv, altid glade dage og nætter, altid fest.

Så var det, at julen nærmede sig, og det gik op for mig, at jeg ikke havde nogen steder at holde den. Min søster var i udlandet, min bror, familiemennesket, skulle holde den med sin kæreste og hendes familie, og min mor havde arrangeret noget med nogle veninder. Hun havde inviteret mig med, men jeg havde undslået mig. Jeg var bare ikke i humør til det.

Alle de andre var efterhånden taget afsted, og til sidst var vi kun to tilbage, P og jeg. Vi havde aftalt, at vi ville holde vores helt egen jul med and og risalamande og rødvin og hele piveriet. Vi havde tilmed købt cognacbønner, romtoppe og en klump hash til senere.

Ingen af os var særligt gode til at lave mad, men vi fumlede os gennem opskrifter og halvt huskede husmoderråd, og det lykkedes os at stable en acceptabel efterligning af en julemiddag på benene. Der var lidt for meget, der var stammede fra glas og dåser og nemme løsninger, men det lugtede nogenlunde rigtigt. Okay, sovsen var ikke ligefrem … nej, lad os glemme sovsen. Vi havde enorme mængder af rødvin, det hjalp på sagen, så vi kastede os med stor iver over al den dejlige mad.

Lad mig være ærlig: det smagte af lort. Men vi spiste det stædigt. Og vi snakkede om alle de traditioner, som vi kendte fra vores barndom. Prøvede at huske dem. Vi røg den første pibe hash inden risalamanden. Og drak mere vin. Vi fandt et kassettebånd med julemusik, som vi satte på. Senere, efter maden, sang vi en enkelt julesang. Kun én. Det var rigeligt.

Vi dansede dog ikke om juletræet. I stedet satte vi os ind i stuen og tændte for fjernsynet.

Og der sad vi, mens vi så “My Cousin Vinny” på en eller anden reklamekanal. Vi var smadret af alt for meget mad med en alt for mærkelig eftersmag, alt for meget rødvin og hash, i et stort, tomt hus som var voldpyntet af mennesker, der var taget hjem til den ægte vare …

Og så begyndte vi at grine. Uden varsel. Jeg kan ikke huske, hvad der udløste det. Eller hvor længe det varede. Men midt i latterkramperne kunne jeg mærke, hvor meget jeg savnede det. Ikke maden, ikke gaverne, ikke traditionerne, men de mennesker, der burde have været omkring mig. De levende og de døde. Alle dem, der havde prøvet, i alle de år, hvor jeg ikke kunne.

Julen er hjerternes fest, men hvad gør man, når man har glemt sit eget?

Den nat svor jeg, at jeg aldrig ville holde jul uden min familie igen. Nej, det var ikke en ed, snarere en vished om, at det ikke ville ske. Det tog en del år, før jeg fandt en form, jeg kunne være i, men jeg lærte det, støt og roligt. Min familie forandrede sig også. Der er kom børn til, først mine søskendes, siden mine egne. De gør det nemmere, men også langt vigtigere. Mere kostbart.

De skal ikke arve mine synder.

 

 

Juletrauma blog 25 III

Af: Maya (som ikke ønsker hendes fulde navn frem)

Da jeg var barn, holdt jeg juleaften med min mor, far og mormor. En enkelt år var min farfar også med, men jeg var altid det eneste barn. Og, åh, hvor jeg dan kunne have ønsket mig en bror eller søster, især denne dag og aften.

Min mor kunne – med god grund – ikke lide sin mor. Min mormor kom typisk en halv time inden hun var inviteret til, hvilket min mor gerne brugte en del energi på at brokke sig over, vel og mærke inden min mormor kom. Når først hun var der, var facaden på plads og smilet påklistret. Min mor lærte i øvrigt aldrig, på trods af mange forslag herom, ar invitere min mormor til en halv time efter hun gerne så at hun kom. Hun ville vel hellere brokke sig. Jeg havde heller ikke noget særligt nært forhold til mormor, men jeg havde jo lært at lade som om.

Mine forældre havde i øvrigt også et mildest talt anstrengt forhold. De skændtes ganske vist aldrig juleaften, men taget i betragtning hvor meget de ellers skændtes kan det kun have været fordi de bed det i sig i anledning af julen – i hvert fald var der sjældent super stemning mellem dem.

Så der var jeg, med 3 voksne, der ikke rigtigt kunne hygge sig sammen, og derfor alle havde fokus på lille mig, som havde stablet alt det traditionelle juleri på benene, købt gaver osv., alt sammen for at glæde mig. Så jeg syntes jo at jeg hellere måtte sørge for at være glad, og vise det hele tiden, uanset om et rent faktisk var det jeg følte. Jeg skulle jo helst også sørge for at de voksne blev glade og havde en god aften, troede jeg. Så jeg brugte godt nok meget energi på at være glad, charmerende og positiv omkring absolut alting, og nøj hvor var det anstrengende. Og det værste var at det aldrig rigtigt lykkedes for mig. Jeg fik aldrig rigtig indtryk af at de voksne hyggede sig.

Nu hvor jeg selv er voksen, ved jeg jo at det ikke var mit ansvar at løse deres problemer eller sørge for at de fik en god oplevelse, men ikke desto mindre hænger de dårlige følelser i forbindelse med julen ved. Det bliver sikkert være af at de problemstillinger jeg oplevede i julen, gik igen i resten af min barndom, omend i mere udvandet form.

Da jeg blev 18 holdt jeg op med at holde jul, hvilket gjorde december til at holde ud igen, og ikke blot en deprimerende nedtælling til årets værste dag. Siden har jeg haft mange skønne, stille og afslappende aftener d. 24, hvor jeg har været helt alene. I år overvejer jeg, nu 34-år gammel, at forsøge at holde juleaften. Jeg vil gerne være sammen med min far, stedmor, og stedbror, og jeg er ret overbevist om at deres juleaften ikke er fuld af forstillelse og undertrykt dårlig stemning. Men jeg er nervøs for hvordan jeg vil reagere på julesange, gaveræs mm. Jeg bliver trods alt stadig ofte lidt trist når blot jeg ser julepynt. Og jeg må nægte at lade som om jeg hygger mig, hvis jeg ikke gør det, eller på anden måde forstille mig. Så jeg bliver nødt til at aftale at jeg kan gå ind i et andet rum, hvis jeg får behov for det. Men hvordan vil det påvirke deres aften, hvis jeg gør det? Er det værd at tage risikoen?

 

Juletrauma blog 25 II

Af: Maria Erica twitter.com/maria_erica & www.ericas-verden.dk

Denne jul oplever jeg noget, der er ved at udvikle sig til et regulæret juletrauma.

Normalt vil jeg ved denne tid være ved at koge over af julestemning, der har varet siden engang i oktober. Og jeg vil have bagt de første 500 julesmåkager, klippet og klistret mængder af julepynt, og jeg vil have sunget mig hæs i julesange. I det hele taget plejer jeg at jule i et væk.

(Jvf. eventuelt: http://www.ericas-verden.dk/nu-kan-jeg-godt-indr%C3%B8mme-det.html)

Men i år er der ingen form for julestemning i mit sind. I oktober gik jeg og regnede med, at det snarligt ville dukke op, i det mindste når julepynten og julegaveønskereklamerne ville komme sprøjtende ud af alle forretninger og postkasser i starten af november. Men der kom ingen julestemning, og dags dato mangler den stadig.

Og jeg må erkende, at jeg ikke tror på at den kommer i år..

Men hvad er så anderledes i mit liv, i forhold til alle de andre år?, har jeg spurgt mig selv.

I starten fik jeg ingen svar, men nu er realiteterne ligesom gået op for mig.

I år går jeg og venter på at blive forældre til at lille adoptivbarn sammen med min mand. Og i og med at hele min krop og mit sind er fyldt op med en ulidelig higen, et enormt savn og en skrækkelig længsel efter vores kommende lille barn, er der ikke den mindste plads til julestemningen inden i mig.

Julen er børnenes tid, og det bliver bare ikke længere rigtig jul for mig, før jeg har mit barn hos mig.

Så jeg er sådan set midt i det, der er blevet mit juletrauma, og jeg håber bare, at næste års jul vil blive den mest fantastiske jul i mit liv, hvor jeg igen kan gå helt juleamok og danse rundt om juletræet med mit barn på armen.