Warning: Declaration of Portfolio_Walker::start_el(&$output, $category, $depth, $args) should be compatible with Walker_Category::start_el(&$output, $category, $depth = 0, $args = Array, $id = 0) in /var/www/juletrauma.dk/public_html/wp-content/themes/minimalisto/functions.php on line 0
Dagens indlæg

Dagens indlæg

 

Juletrauma 18 – 2012

Børnenes fest.

Af: Mia Møller Roesen – Twitter – web

mia

 

 

 

 

 
Det var ikke til at mærke, hvad kvalmen skyldtes.

Eller jo, det var det jo.

Kvalmen sad i mellemgulvet, selv om årsagen til kvalmen sad længere nede i kroppen, nede i underlivet, i en lille uformelig men målrettet klump, der snart var et syv uger gammelt foster.

Men lige ved siden af den trykkende fornemmelse af organer og lunger, der pressede luft og mad opad i rør, sad den anden kvalme, som pressede sig sin vej op i hovedet og tankerne.

Tankerne om den forestående abort.

Hun havde været igennem mistanken, igennem symptomerne så mange gange før, at det egentlig ikke burde komme som et chok. Den stensatte fornemmelse i kroppen, hjertet der bankede hurtigere, brysterne der blev ømme. Den enorme træthed, som ikke kun var vinterens, mørkets og juleræsets skyld. Og kvalmen.

Kroppen fattede alt for hurtigt, hvad der voksede i hende, instinktet fortalte lysende klart, hvad der plejede at ske, hendes morfølelse omfattede klumpen med samme refleks, som den omfattede de fire andre børn.

Men hjernen, den rationelle del af den, forstod simpelt hen ikke at det kunne ske. Så hurtigt. Lige nu. Lige inden jul. Lige MIDT i julen, for fanden.

Tankerne om julen gav kvalmen et ekstra skub. Tanken om julemåneden, den julefølelse og fejring af liv, hun følte ansvaret for at plante, pleje og dyrke i børnene.

Hvert år prøvede hun at tumle julens forventninger til hende og hendes familie, som en domptør tumler sin elefant.Hun gjorde hvad hun kunne for at balancere i andres traditioner og i at gøre alle tilfredse og ingen kede af det. Prøvede at skabe et rum, hvor der var plads til en jul der føltes rar for børnene, og også var lidt på egne præmisser. En julemåned i bevidstheden om, at der var en rød tråd i gennem alle begivenheder, alle sammenkomster, alle gaver.

Menneskelighed, næstekærlighed, nærvær, omsorg, omtanke.

Hun anså det som sin fornemste opgave at få de begreber til at fylde mindst lige så meget hos børnene, som gaverne, ønskerne, maden, og de traditioner som mest var andres regler. Og hvert år føltes som endnu en fiasko, når ikke familien blev jongleret ordentligt igennem måneden.  Når anspændthed, skuffelse, kaos, kanter, fronter og egoisme fyldte lige så meget som det vigtige, så hun de første dage i januar klappede sammen af fysisk og mental udmattelse.

Det føltes som et uoverkommeligt ansvar. Og nu stod hun med endnu et ansvar. For endnu et barn.

Det var ikke fordi, hun ikke ville. Hun ville gerne kunne, men kunne ikke. Der var allerede fire. Den mindste var så lille. Kroppen havde knapt nok restitueret sig, tankerne var kun lige begyndt at tilhøre hende selv lidt igen.

Det var helt uvirkeligt at graviditeten ikke skulle ende med endnu et barn. Hun havde aldrig prøvet andet, end at det endte med et barn. Nu skulle det ende med – ingenting. Det var ikke engang et foster. På den kolde briks, som gav hende nopret, blå hud og anspændte muskler i lårene, fik hun konstateret et syv uger gammelt “graviditetsprodukt”. Som skulle fjernes, fordi hun ikke kunne.

To dage før juleaften, mødte hun op en morgen på en kirurgisk afdeling, hvor man sad på masse-ventesale sammen med knæ, tommeltotter, rygge, og alle de andre usynlige underliv. Kravlenisser, stearinlys og gyldne kugler var ikke sparet væk, men hvor kunne hun dog godt undvære det lige nu.

Tre gange blev hun spurgt om at fremsige sit navn, personnummer og ærinde. “Jeg hedder Mia. Jeg er født 4/2/74. Jeg skal have foretaget en provokeret,  kirurgisk abort.” Hun skulle sige det højt, for at tilkendegive at hun samtykkede. For at sige højt, at hun vidste, hvad det var, hun gik ind til.

Kvalmen var skubbet til side, til fordel for en sten i maven. Hjertet hamrede stadig, i halsen dansede en klump, tårene susede i kæben og næsen.

Hun ville ønske han kunne komme med hele vejen, helt ind på operationsstuen. Ville ønske at han kunne få det til at føles mindre tungt, mindre sørgeligt, mindre splittet. Hun ville ønske at han bare et øjeblik kunne få hende til at forholde sig lidt mindre til det hele. Til julen, til børnene, til aborten.

Hun ønskede at varmen fra hans hænder kunne blive liggende som et tæppe på hendes krop, det tæppe hun lå med fik hende til at fryse endnu mere. Men hændernes varme aftryk forsvandt, og hun var alene. Helt alene. Nu fokuserede hun bare på at nå dertil, hvor masken kunne glide ned over munden og næsen og få hende til at forsvinde. Få det hele til at forsvinde.

Søvnen var dyb, drømmeløs, sort som søvnen ikke havde fået lov til at være i årevis. Den blev afbrudt af et lynende jag af smerte i underlivet. Nogen havde bakset med hendes krop, mens hun gudskelov havde været væk. Nogen havde suget, skrabet livet ud af hende, og tilbage sad kun en ømhed og smerte, der ikke målte sig med noget andet hun havde prøvet. Kæberne slap taget med tårerne, og de piblede ud. Hendes krop var ude af hendes kontrol, hun følte sig halvberuset af bedøvelsen og græd den ynkeliges gråd.

Nogen tilbød at hente hendes mand, han var det eneste hun havde brug for, hun havde desperat brug for ham. Da han endelig kom, og hun kunne forsvinde ind i hans jakkes omsluttende mørke, var det meningen at hans nærvær og omsorg skulle få det til at gå væk, det hele. Hans trøstende ord og lyde skulle lægge sig som plaster omkring hendes pulserende, dunkende smerte.

Menneskeligheden, næstekærligheden, nærværet, omsorgen, omtanken. Fra ham til hende.

Det var bare som om plasteret mistede hele tiden sin klæbeevne og gled af. Såret var følelsen af at det ikke var deres barn, der var blevet fjernet. At de ikke var to om det. Såret var hendes eget. Smerten var hendes egen. Sorgen var hendes egen.

Hun var tappet for livet, da de kørte hjem og gennemførte en juleaften for børnene. Julen skulle være børnenes fest, de skulle ikke vide noget, skulle ikke mærke noget.

Såret helede langsomt, arret blev mindre synligt. Smerterne blev færre og mildere. Sorgen mærkedes sjældnere. Julen, med fejringen af menneskebarnets fødsel kom og gik. Det samme gjorde ansvaret, skammen og skylden.

Men det var stadig hendes eget traume. Hendes helt private juletraume.

 

Juletrauma 17 – 2012

Der er noget i luften, jeg ved ikke hvad

Af: Søren Bramsted – Twitter

2008_0809MolliogsørenSEP090026

 

 

 

 

Det er en juleaften for længe siden. Alt er som det skal være. Familien er samlet, og det er hyggeligt, som altid. En flok voksne mennesker og to små lyshårede drenge på 5 og 7 år. De er mine nevøer. Jeg elsker juleaften. Den gode mad med den syndige sovs. Og selvfølgelig den bløde, fyldige rødvin. Resten af aftenen er for en stor del drengenes. De kantede, smukt indpakkede gaver, juletræet med sin pynt, og de boblende, opslidende forventninger der gør det nærmest umuligt for dem, at få så meget som én bid mad ned. De kravler hvileløse rundt på stolene. Ventetiden er et sandt helvede. Men ikke for Bassemand den madglade labrador der ligger på gulvet under bordet.

I vores familie er vi ikke så hykleriske at vi smider en lyskæde omkring juletræet, og bilder alt og alle ind at der er lys på træet. No! Vi finder de gamle lysholdere frem, sætter dem på træet og planter hvert eneste stearinlys på rette plads. Inden dansen skal trædes tænder farmand lysene, og så er der ikke et øje tørt.

Brødre, søstre, forældre, små og store hænder griber hinanden. En brøkdel af et sekund hviler alles øjne på de levende lys. Årene der svandt dukker frem, et lille stykke lykke, et lille savn glimter kortvarigt som et stjerneskud. Et øjeblik er det som om en engel slutter sine vinger om vores familie. Og så vender vi tilbage til virkeligheden. Reglerne for sangen ridses hurtigt op. De og de sange skal synges inden det er tid til gaverne. I den sidste sang er det muligt at cutte nogle af versene af, hvis utålmodigheden bliver for stor en belastning for børnene. Og det gør den. Tro mig.

I år skal jeg være julemand. Sidste år var det min storebror. Vi har en fast turnusordning, og den er ufravigelig. Børnene skal ikke snydes for julemandens besøg. Det er vigtigt at holde fast i barnetroen. Jo længere de tror, jo længere vedbliver de at være børn. Det ved ethvert barn. Men hvordan forvandler man sig til julemanden? Man skal for det første finde på en allerhelvedes god undskyldning, for at få lov at smutte fra dansen om træet. Og ungerne er på vagt. De ved der sker et eller andet. De voksnes underfundige smil, glimtet i deres øjne. Noget er på vej.

Der er spil for galleriet denne aften. Jeg finder på en god forklaring, sådan.

“For søren,” siger jeg højt, “jeg har glemt nogle gaver ude i bilen.” Et stort dumt og kunstigt smil klæber sig til mit ansigt. Men den holder, for alle enige om at jeg hellere må hente de pakker – og det´ nu. Drengene kikker mistænksomt på mig. Inden døren er lukket bag mig, er et barn født i Betlehem.

Nu skal det gå stærkt. Springer ind i gæsteværelset. Storesøster har lagt det festlige, røde julemandskostume klar på sengen. Lige til at hoppe i. Jeg binder tre puder tæt ind til min overkrop. Kravler i tøjet. Snører ind og binder fast og passer til. Selv med kraftige uldsokker er de stive, rummelige almuetræsko, købt på et loppemarked på Fyn, alt for store. Jeg kringler det vattede, hvide fuldskæg over hagen, trækker elastikkerne over ørerne. Julemandens nissehue passer perfekt. Sækken med resten af drengenes gaver står i et hjørne og hænger. Jeg smider sækken over skulderen. Og husker i sidste øjeblik at tage mine briller af. Så kan hverken de eller jeg genkende hinanden. Nu skal drengene fa´me ha en på opleveren.

“På loftet sidder nissen”, lyder fra stuen. Jeg ved at de snart ikke magter at vente længere. Ud ad hoveddøren. Finder i hast stigen ude i redskabsskuret. Smider den op ad tagrenden. Stadig med sækken over skulderen, som en rigtig julemand, klatrer jeg opad. Jeg håber at naboerne ser mig bestige tagryggen, for det her, det´ sgu julemanden der kommer på besøg. Taget har ikke en høj rejsning, og der er ingen sne. Og det jeg fan´me glad for. På alle fire forcerer jeg parcelhusets grålige tagsten, med sækken trækkende efter mig. Op, op og ned på den anden side. Jeg glæder mig til at se deres forundrede ansigter, når jeg springer ned fra taget. Ikke bare drengenes overraskede udtryk, nej sgu. Hele familiens overraskede udtryk. Sangen er sikkert allerede forstummet derinde i den varme stue, nogen skal nok ha opfanget larmen fra taget. Jeg er ikke i tvivl om at min svoger er i gang med at piske en stemning op, så unger og hund er helt op at køre når julemanden om lidt banker på.

Liggende på maven på terrassetaget firer jeg gavesækken forsigtigt ned. Tager et solidt tag i bjælken under taget og svinger mig ned i en halv salto. Jeg håber at de allerede nu står med næserne trykket mod vinduerne. Jeg ramler ned på terrassen iført uldsokker. Jeg aner ikke hvor træskoene er. De røg ad helvede til da jeg svingede mig ned fra taget. “Det er lige meget,” tænker jeg. “Når musikken spiller opdager drengene det ikke.” Jeg vender mig straks mod vinduerne. Mine slørede øjne forsøger at tune sig ind på silhuetterne. Kan høre min svoger himle op om at julemanden er kommet.

“Ho ho hooooo,” brøler jeg mens jeg bevæger mig hen mod døren. Jeg gentager min brølen mens jeg banker på. Døren bliver flået op. To små lyshårede drenge står måbende, med blanke forskrækkede og håbefulde øjne og stirrer på mig.

“Wauwww, dette øjeblik er grunden til at julemanden kommer,” tænker jeg.

Bag drengene står en logrende labrador med tungen ude af halsen.

“Er der nogen artige børn her,” siger jeg med den dybeste stemme jeg kan finde frem, og træder ind over dørtærsklen.

“Julemanden har ingen sko på,” råber den mindste af knægtene. En bemærkning der stadig tages frem og poleres som en glorie, når familien mindes drengenes barndom.

Jeg sætter mig på hug. Kikker fra den ene nevø til den anden.

“Har I været søde i år?” Drengene nikker overbevisende.

“Nu må jeg se om jeg har nogen gaver til jer. Hvad hedder I?”

“Andreas”, “Kristoffer,” bjæffer drengene. Al tvivl er manet bort, de ved at det er julemanden de står over for.

Hunden er helt oppe at køre, den vil rigtig gerne hilse på julemanden, men stærke arme har lagt sig omkring den. Jeg åbner sækken og fisker gaverne frem. Små ivrige hænder rækker ud. Bløde forventningsfulde øjne følger hver en bevægelse jeg gør.

Da pakkerne er delt ud, gør jeg mig klar til at smutte. Min svoger slipper hunden, rejser sig op og opfordrer, råbende, alle til at klappe ad julemanden. Alle klapper og køteren er helt sikker på at nu skal der den undersparkemig leges. Den farer rundt om sig selv og kaster sig begejstret mod julemanden. Uden briller ser jeg skidt, men ser en skygge. Min reptilhjerne slår til: “Fuck, jeg bliver angrebet!” Jeg hverver for mig med min højre arm og rammer hunden der ryger ind i juletræet, så juletræet vælter. Og jeg skal da lige love for at familien bliver overrasket. De tørre grangrene er sprødt og letantændeligt pindebrænde. Aldrig har jeg set et juletræ skinne så overdådigt før. For fanden da et ragnarok.

Nu gælder det om at slå koldt vand i blodet, og ikke afsløre min identitet. Børnene må under ingen omstændigheder få spoleret deres barnetro. Jeg løber ud ad døren. Bag mig er der kaos. Min søster råber, “Skumslukkeren, hent skumslukkeren for helvede.”  Min mor skriger grådkvalt op og min far forsøger at bevare autoriteten som familiens overhovede, ved at dysse på skærmydslerne. Det kan nok være at min ben får lov at røre på sig, afsted går det, rundt om huset. Jeg kan først komme familien til undsætning når julemandskostumet er tilbage i sækken.

På gulvet i den pyntede stue ligger det forkullede Juletræ og ryger. Gardinet hænger i sodede trævler og der stinker af ildebrand. “Det ku være gået meget værre,” siger far trøstende til mor. Drengene synes det er fedt, der er fri leg i skumslukkerskummets smukke snelandskab. Snart sidder vi bænket omkring sofabordet med kaffe og kage. Jeg glemte de pakker jeg sku hente i bilen, men hvad gør det, så længe julen blev hvid som sne.

…så får I ikke mere for den 25 øre.

 

 

Juletrauma 16 – 2012

Af: Jennie Kaae Ferrara – web – twitter

IMG_5630_2_2

 

 

 

 

 

Juletraume og juletraume. Der er så mange forskellige faktorer i mit nuværende forhold til julen, som er nogenlunde taknemmelighed over for de store mængder lys, venner, og varme drinks med procenter, blandet med en lige del foragt over for vores selvudslettende forbrug. Jeg lægger selv vægt på førnævnte og lærer mine børn, at man behøver ikke at pynte et træ til døden, før julen er hjemme. Det går næsten lige op.

Men én episode husker jeg ret klart. Og følelserne fra dengang pibler stadig frem i mig, når jeg tænker over det, så en slags traume må det da næsten være. Det var dengang, jeg var teenager. Vi holdt jul hjemme i Texas med vores finske udvekslingstuderende og et vennepar, som boede tilpas langt væk til, at de overnattede hos os. Vi havde desuden nogle af mine mors venner boende, to damer der hver lejede et værelse. Det var dejligt med fuldt hus, og der blev rå-julehygget. Jeg kan ikke helt huske, hvordan vi ellers holdt jul det år. Det plejede at være noget af et dansk/amerikansk/italiensk blandingsprodukt med røget ål og and, strømper over pejsen, kalkun og pølser, gaver om aftenen, og lidt klaverspil. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Jeg kan bare huske, at det var dét år, jeg brændende ønskede mig en bestemt parfume, Lancômes Magie Noire. Jeg ønskede mig den faktisk så meget, at jeg var indstillet på at bruge mine egne optjent penge til at ”splurge” på den. Men så spurgte jeg min mor, helt oprigtigt, om ikke jeg skulle lade være med at købe den selv, underforstået at hun allerede havde gjort det ud fra min ønskeseddel. Hun smilede og sagde med glimt i øjet, at jeg lige så godt kunne bruge mine penge på noget andet. Hurra! Parfumen var hjemme, jeg skulle bare have lidt tålmodighed.

Så kom morgenen, da det var tid til at tjekke strømperne for buler. Jeg mener nok, at det kun var finnen og jeg, der havde strømper, vi var jo de eneste børn i huset. Det skulle jo bare være en enkelt ting, de andre gaver blev åbnet om aftenen. Finnen havde sikkert fået en pakke med rugbrødsblanding, hun savnede det stads mere end noget andet, hjemmefra. Jeg fik en lille firkantet pakke, noget der suspekt meget lignede en indpakket parfume. Jeg åbnede den i al hast, ivrig efter at oversprøjte mig selv med den fortryllende duft, jeg sådan længtes efter. Noget forvirret blev jeg, da pakken viste sig at indholde en flaske elendig discount-parfume. Hvad?! Jeg kiggede på min mor – hun grinede. Jeg burde have vidst det. Hun kom jo også fra en familie af spøgefugle.

Hvert år morede de sig over sirligt indpakkede gaver, der kunne være whiskey-emballage fyldt med sten eller gamle vinkasser fyldt med papir og atter papir. Det var faktisk kotyme, det var også sjovt, og folk fik jo rigtige gaver bagefter. Men vi var ikke hos den familie dét år. Vi var hos os selv. Og der var en masse udefrakommende, der overværede hele seancen. Det gjorde ondt. Den ene af vores gæster sagde så til mig, i ramme alvor – ”så kan du lære ikke at blive forvænt, kan du!”. Min mor gjorde mig ikke engang den tjeneste at forklare ham vores underforståede aftale om parfumen. Jeg stormede væk, fuldstændig ydmyget. Låste mig ind på mit værelse og hørte Björk for fuld skrue. Ikke alene blev jeg opfattet som en forkælet møgunge, jeg var offer for en vittighed kun min mor så det sjove i.

Jeg fik min parfume senere den aften. Den rigtige, dyre, fine parfume. Og jeg elskede den, indtil jeg havde sprøjtet flaskens sidste molekyler. Men jeg lærte også, at de voksne ikke længere var på mit hold. Og at jeg fremover selv skulle sørge for at skaffe de ting, jeg virkelig ville have. Den dag i dag hader jeg at få gaver. Hvis jeg vil have noget, så køber jeg det selv. Jeg kan godt lide at give gaver, bare det ikke er til jul eller andre højtider for den sags skyld. Finder jeg noget, jeg véd vil glæde nogen, så køber og giver jeg det til vedkommende med det samme. Helt uden for kontekst. Det giver nu engang en bedre warm fuzzy feeling.

 

Juletrauma 15 – 2012

Af:

Thea Juhl Thorup – Twitter

IMG_0723

 

 

 

 

Sidste år da jeg deltog i juletrauma med et indlæg, havde jeg ikke helt forstået konceptet. Jeg lagde derfor ud med en historie, der mere omhandlede en jul, hvor alting bare gik helt galt, end et egentligt traume.

Men der var jo en årsag til, at jeg havde lyst til at deltage i projektet. Julen er for mig indbegrebet af et eksisterende traume, der har fulgt mig hele livet.

Mine forældre blev i min barndom skilt, som så mange forældre jo bliver. Mine forældres skilsmisse var dog en væmmelig en af slagsen, min mor var højgravid med min søster og havde et til flere nervøse sammenbrud, tog nervemedicin og var i stor smerte, hvor hun lå på gulvet og hylede og skreg som en sindssyg.

Alt dette var jeg selvfølgelig vidne til, nogen måtte jo ringe til min mormor og morfar, når det hele blev lidt for kaotisk, eller når min mor ville gøre skade på sig selv. Efterfølgende måtte vi en tur rundt om statsamtet, jeg måtte en tur til psykolog og vi flyttede tre gange på et år. Det var nogen turbulente år.

Til sidst endte det hele i den store gordiske knude, som er mit evige traume.

Mine forældre kan nu – 27 år efter skilsmissen – hverken ses, tale sammen eller på nogen måde kommunikere. Min mor var ikke til stede da jeg blev student, da jeg blev gift eller da jeg holdt mine børns barnedåb af frygt for, at kunne møde min far eller andre, der kunne tænkes at have en perifer forbindelse med manden. Min far er ordløst blevet udnævnt som fanden selv, og den skyldige for min mors sociale deroute og fejlede liv. Omvendt er min mor grunden til, mange af de ting, der fejlede i min fars liv, selvom han siden hen er blevet gift og fået nye børn.

Min mor er aldrig blevet gift igen, og lever en tilværelse som en eneboer – en bitter en af slagsen. Min barndom med min far kan vi ikke tale om overhovedet. Albummet er væk. Det er et liv, der aldrig har været.

I dette tilfælde kan man virkelig sige, at tiden ikke læger alle sår. Min mors sår bliver bare mere og mere betændt som tiden skrider frem.

Hver jul bliver jeg mindet om hvor stor påvirkning dette intense had mellem mine forældre har påvirket mig og min familie. En gammel rest fra barndommen er at vi holder vi to jul. Det var den eneste måde min far kunne få lov til at holde jul med mig og min søster. Vi holder jul med min mor – den 24. december og en med min far -den 26. december. Med julesvin, juletræsdansning, gaver og hele svineriet. Det er i sig selv mere anstrengende end hyggeligt. Især fordi der altid er et hul, noget der mangler, den person vi ikke kan tale om, hvorvidt det enten er min mor eller min far.

Julen minder mig om en barndom, hvor jeg konstant prøvede at mægle mellem to parter, der ikke kunne forliges. En barndom hvor altid var usikker på, hvor jeg skulle lægge min loyalitet. En barndom, hvor jeg frygtede mine forældres vrede mod hinanden endnu engang ville bryde ud i lys lue. Og mindet om hvor utroligt hurtigt jeg blev voksen og mistede glæden ved julen. Det gjorde jeg, da jeg var 9 år.

Glæden ved julen er først kommet tilbage, da jeg selv fik børn. Men det er mere glæden ved at se mine børn være glade. Selv sidder jeg både den 24. og den 26. december med en stor klump i halsen, myoser i skuldre af anspændthed, og med alle antennerne ude, hvis nu nogen skulle bevæge sig ind på ‘det forbudte emne’, der kan ødelægge den skrøbelige våbenhvile der nu kører på 27. år. Julen er nemlig den tid, hvor min mor er mest hudløs og hurtigt langer ud med sårende og krænkende bemærkninger, hvis man ikke er varsom.

Jeg græder ikke længere ude på toilettet juleaften. Jeg har lært, at det er dem, og ikke mig, der har fejlet. Men det har været en dyrkøbt lektie, som blev betalt med juleglæde og barndomssind.

 

 

Juletrauma 14 – 2012

Af: Mary Liebowitz – web twitter

mary

 

 

 

I moved to Denmark in 2009, with my then 4-year old daughter. My husband has two sons, who
were 4 and 7 at the time.

I come from New York, where everyone I grew up with had different backgrounds. My mother
is Catholic and my father is Jewish, and that was completely normal for our neighborhood. We
celebrated both Hanukkah and Christmas when I was growing up, and my parents pedagogically
included me in the existentialist process of discovering and developing our identity as a family,
especially when it came to religion and traditions.

December is a difficult time for me here in Denmark. There is no escaping the all-encompassing
month of Jul. Christmas lights go up around town while I’m still planning Thanksgiving dinner
at our house. Shopkeepers that don’t even make eye contact with me during the eleven other
months start to merrily wish me a “God Jul!” on the way out the door, and Christmas proper is still
three and a half weeks away. It amazes me every year, how willing Danes are to give up a twelfth
of their lives for Christmas.

I find the practice of annual holiday gift-giving to be tainted with social pressure, anxiety, and
debt.

Ideally, I’d prefer that December was just an ordinary month, with time off at the end of the year to
spend with family and friends. I’d like to show appreciation for the people I care about by random
gift giving throughout the year, when I see something I think they’d like, or when I think they could
use an unexpected boost in their day. So many people talk about the importance of Christmas
as being “family” and “spending time together”, but I haven’t seen anyone actually practice that
without also eventually caving into the social demand of buying presents, myself included.

My Danish stepsons, lovely, sweet boys, come to live with us every other week. The newness of
being a stepmother hasn’t worn off yet, and being a third parent in a country where many of their
classmates live at two addresses continues to be an adjustment for me. There is something about
the concept of “instant kernefamilie – just add hygge” that rubs against the grains of my own
upbringing.

But there is also something about Denmark, where one is expected to go with the flow and
embrace things, because “this is what we’ve always done”. It’s never been easy for me to
separate Christmas from its non-secular foundation, but in Denmark, the Christian affiliation to
Christmas tends to be glossed over in favor of tradition, hygge, cookies, and flickering candlelight.
As a foreigner, I’m not supposed to rock the boat too much. As a stepmother, I’m not supposed to
rock the boat at all.

From what I understand, my stepsons’ mother grew up without financial abundance during
her childhood on Sjælland. Like the rest of us, she tries to “correct” the discomforts of her own
childhood by giving her children everything she felt she didn’t have. My stepsons, especially
the older 10-year old, are constantly looking at what their peers have and wishing they had the
same. Their mother, as a gesture of love, furnishes them with every material object she thinks
they should have, so that they never have to feel insecure. They never had thrift store belongings
until I realized the horror of how easily young boys go through pants knees. So in our house,
their clothes are primarily second-hand. However, as a result of their mother’s well-meaning
intentions, my stepsons are materialistic and crushingly insecure, thinking that their self worth is
only equal to the things that are purchased for them.

Their fragile selves could benefit greatly from time spent strengthening their appreciation for the
simple pleasures of just being together over the holidays, endless days lost in library books, and
taking long walks in the woods with their feet crunching in snow, away from electronic diversions,
but because of the tenuous, everyday monster that is fællesforældremyndighed, this will never
happen.

Christmas in our house is therefore delicate, slightly painful, and not as I wish it to be.

By the time it’s the boys’ week to come and spend their holidays with us, they are filled with
sugar, bright lights, and the anticipation of the Big Payoff. They count their presents and each
other’s presents, regardless of individual cost, as they desperately need to be The One with
the Most Gifts. My mind jumps a gap into their adulthood, when they look back at their own
Christmases, and feel like they were always lacking, in some intangible way that they are unable
to identify. As their stepmother, I just want them to be happy, but as a mother, I wish I could
tear the materialistic pressure of Christmas away for them and fill them up with strength and
the knowledge that they are just loved unconditionally. I wish I could celebrate time off and
togetherness as I instinctively feel as a parent, and not as my current environment dictates I
should.

Last year, my husband and I invented “Store Bunke Chokolade-dag”. The boys were used
to celebrating Advent, and my daughter was not. When I asked them what Advent was, they
questioningly answered, “We get presents?” So we all went to the library, took out some books,
and tried to figure out the meaning of Advent and Christmas, together. We now collect all of
the Advent chocolate that they’re handed throughout the month, I add some more M&M’s and
Summerbird candies, and then we divide the pile into three (with a small amount reserved for the
grownups), and they go crazy. This is usually followed by several hours of sledding, and general
running in circles.

Christmas would be perfect, I think, if there were no gifts and no expectations. We would be just
as happy if we could celebrate time off with our families and bake cookies with our kids, and
come in, red-faced and smiling, after playing in the snow, without any pressure.

Christmas is for me, instead, a time of wishes unfulfilled, a time of insecurity, and a time of
wishing things were different, and simpler.

 

Juletrauma 13 – 2012

Af:

Ida Krøger – www.idabrink.dk/ – twitter 

ida

 

 

 

 

Den 23. november 2010 døde min far, pludseligt og uventet af en hjerneblødning. 60 år gammel, fuld af lyst til livet og fuld af glæde over sin tilværelse som pensionist og som bedstefar for mine to børn, Eva på 10 måneder og Ole på tre år. Julen 2010 ville blive helt anderledes end normalt. Men jeg havde ikke nogensinde forestilet mig at den skulle blive som den blev.

At have børn indebærer blandt andet at være en nærværende og kærlig forældre når de er syge. D. 19. december 2010 var jeg alene hjemme med Eva som var slatten og hostede meget. Hun fik feber i løbet af dagen, og jeg fik fat i vagtlægen, der bad mig komme straks, da han havde hørt hendes hosten i telefonen. Vi kom til med det samme selv om der var mange mennesker i venteværelset. Konsultationen blev kort. Afsted til børneafdelingen på Skejby med en henvisning til undersøgelse straks. Hun havde falsk strubehoste og muligvis en lungebetændelse.

Vi fik hurtigt en stue og Eva blev udstyret med en iltmætningsmåler på sin ene tå, og hun var så slap og slatten at hun var ligeglad med den og lod den sidde. Min mand og vores søn var samtidig til julekomsammen hos noget familie, og her gik det hverken værre eller bedre end at Ole på et tidspunkt kaster op ud over sig selv, sin far og værternes fine sofa (som efterfølgende må ombetrækkes for flere tusinde kroner!). Og så begynder han også at hoste.

Om natten vågner jeg ved at der er mange mennesker på stuen, og de koncentrerer sig fuldt ud om Eva. Hun er blevet rigtig dårlig, og de ligger drop i hendes hånd og monterer en iltslange ved hendes næse. Hun er utrøstelig, så der bliver fundet en seng til mig, hvor hun kan sove i min favn.

Dagen efter er jeg jævnligt i kontakt med min mand, der kan fortælle, at vores søn også har feber, hoster og lyder som en søløve. Det bliver også så slemt at de tager til vagtlægen, og ved aftentide er vores familie samlet på børneafdelingen. Vi får en tosengsstue hvor vi kan være alle fire. Vores børn har feber og skal have masker med medicin hver 2.-3. time. Lægerne tager prøver og røntgenbilleder og konstaterer at de også har lungebetændelse, begge to. Og så får de også penicilin.

Der går et døgns tid. De bliver ved med at have feber og være dårlige. Lægerne kan ikke forstå det, og tager flere prøver. Min mand får også feber og bliver dårlig, og lægerne begynder nu at mistænke at de alle tre har fået svineinfluenza. Det viser det sig først efterfølgende at de har haft, hvilket er egentlig er heldigt, da vi ellers alle skulle have været i karantæne!

Dagene går. Juleaften nærmer sig. Mand og børn har stadig feber, især Eva. Hun er varm og slatten og sover det meste af tiden. Når hun ikke sover har hun travlt med at fastholde mit blik og vil helst ikke ligge alene.

Det bliver d. 23. december. Jeg har ikke været i bad siden d. 19. om morgenen, for jeg har brugt al min vågne tid på at tage mig af mine børn. Min mor kommer og besøger os, og hun sender mig i bad. “Du passer på dine børn, det er min opgave at passe på dig”. Under bruseren tillader jeg mig selv at mærke efter hvor bekymret jeg er, og så kommer tårerne. Mit bad bliver langt, for jeg trænger meget til at græde.

Børnenes farmor og farfar kommer juleaftensdag med julepynt, juleknas og gaver, så vi kan holde juleaften på vores familiestue. Det bliver faktisk hyggeligt en overgang. Den eneste der spiser af sygehusets udmærkede julemad er mig. De andre har ondt i maven og får skånekost. Men de er efterhånden feberfrie. Og juledag om eftermiddagen bliver vi udskrevet. Vi får en stor mængde medicin og smertestillende med hjem sammen med et udførligt skema, hvor der står hvornår børnene skal have hvad. Da børnene stadig har falsk strubehoste og får det bedre af at indånde kold luft, åbner vi vinduerne og ifører os masser af tøj. Og om natten sover vi i overtøj under vores dyner mens vinduerne er åbne, og den frostklare luft giver børnene en god nats søvn.

Efter nogle dage hjemme får Eva feber igen. Høj feber. Jeg  ringer til børneafdelingen og de ber mig komme med hende med det samme. Hun har lungebetændelse igen, og er – om muligt – endnu mere syg her ved anden indlæggelse. Hun får en ny slags antibiotika, som stille og roligt begynder at virke, og vi får lov at komme hjem og sove. Vi skal bare komme igen dagen efter, så hun kan få antibiotika i sin venflon. Det går der nogle dage med, og vi er også indlagt nytårsaften, men får heldigvis lov at komme hjem og fejre aftenen med resten af familien.

Jeg er sygemeldt hele januar måned 2011. Efter min fars død og mine børns sygdom kan jeg dårligt mærke mig selv. Jeg passer Eva hjemme de første 14 dage, hvor hun kommer til kræfter på ny, og de sidste 14 dage af min sygemelding bliver jeg langsomt mig selv igen.

Jeg vil til enhver tid bytte alle juletraditioner væk for en rask familie. Jul handler for mig nu om, at være sammen med dem jeg holder allermest af. Jeg undværer hellere andesteg og ris a la mande, juletræ og julegaver hvis det betyder at vi er ved godt helbred.

 

Juletrauma 12 – 2012

Juletrauma.

Af Nikoline Agger – Twitter

 

 

 

Min historie udspiller sig det år, jeg blev skilt.

Skilsmissen var sådan set forløbet fredeligt og respektfuldt med 7/7 ordning og alting, og
aftalen blev, at børnene kom til mig den første jul. Det var mit ønske. Jeg kunne ikke overskue
denne første jul uden børnene. Men det var jeg jo ikke ene om, det kunne han sådan set
heller ikke. Mit afgørende argument i denne sammenhæng var, at børnene og jeg dermed
kunne holde jul med hele min familie. Det kræver nemlig synkronisering, den slags. Hvis jeg
gerne vil holde jul med egne børn, min bror og søster og den samlede flok af skønne niecer,
så kræver det, at jeg og min eksmand retter ind efter et system, som er underlagt andres
svigermekanisme. Sådan er det bare. Det betyder noget for mig, at vi kan samles i den inderste
kreds, og jeg er virkelig glad for, at vi er blevet julesynkrone.

Før skilsmissen var min eksmand og jeg enige om ikke at lade os styre af andres systemer. Vi
tog en jul af gangen uden en fastlagt rækkefølge i dit og mit, ude og hjemme. Et år for mange
år siden besluttede vi endda at droppe familiejulen og tage hjem til nogle venner i stedet. Vi
var gode til sammen at finde ud af, hvad vi havde lyst til.

Nu stod jeg som skilsmisseramt delemor og måtte æde det faktum, at lyst ikke længere
kunne bruges som rettesnor. Hverken til jul eller hverdag i øvrigt. Mit liv var med ét blevet et
sindssygt virvar af skiftedage og aftaler og tilbagemeldinger og systemer. Skilsmisser har en
lang række konsekvenser, som man ikke begriber omfanget af, hvis man ikke selv har prøvet
det. Det er den mest vidtrækkende beslutning, jeg nogen sinde har truffet. Det laver om på
alt. Rutiner ændres. Hverdagen ændres. Relationer ændres. Værdier står for fald. Drømme
må justeres. For en tid gik jeg rundt og følte mig som en novice i mit eget liv. Jeg måtte lære
urimeligt mange ting på ny. Det er det tætteste, jeg har været på en identitetskrise, og det
gjorde fandenme ondt.

Den jul for to år siden var, som det nok fremgår, en temmelig sårbar tid.

Jeg var derfor glad ved udsigten til at have min familie omkring mig. Jeg forestillede mig, at
det ville gøre mindre ondt at savne det, der var engang, hvis jeg var sammen med de vigtigste
mennesker i verden. Og jeg forestillede mig, at børnenes første jul uden far ville blive så god
som muligt, når kernen var samlet. Når der var andre børn at lege med og andre voksne, som
havde styr på det med maden og traditionerne. Dybest set havde jeg ikke selv styr på særlig
meget i den periode. Det havde været en katastrofe, hvis jeg skulle have stået for julen. Ikke at
det på noget tidspunkt var et scenarie, nogen omkring mig ville have tilladt, heldigvis.
Kort sagt: det var krisetid, og jul med min familie var den perfekte næstbedste ramme for mig
og mine børn.

Det blev foreslået, at vi skulle tage væk, så vi kunne få feriefornemmelse. Det primære formål
var nu nok at komme på neutral grund, hvor hverken julekugler, juledug eller andre klenodier
kunne få lov at tage opmærksomheden – hvor vi bare kunne være sammen. Alle mand. Med en
bonusbedstemor og en bonusonkel om bord betød det 14 i alt.

Men det lykkedes ikke at finde et sted, vi kunne være samlet til en rimelig pris og det var dér,
det begyndte at gå næstengalt. Jeg var optaget af min ’så-længe-vi-er-sammen-er-alting-godt’
krisemelodi, og jeg så det ikke komme. Jeg overvejede ikke et øjeblik, at der var nogen, som
faktisk var oprigtigt kede af ferieaflysningen, som ikke syntes, at alternativet var nær så godt.
For mig var det ligegyldigt. De kunne have taget mig til Frankrig eller Køge, så længe vi var
sammen.

På det tidspunkt i livet havde jeg ikke øje for så meget andet end mig selv. Pisse selvoptaget
var jeg, og fair nok, fristes man måske til at sige. Jeg var i udu og havde mest af alt brug
for, at verden drejede sig om mig. Da sommerhusjulen blev afblæst, satte mit sædvanlige
handlingsorienterede organisationsgen ind (som af en eller anden grund ikke mister taget i
mig i krisetider), og i alle forberedelserne opdagede jeg ikke, at omkring og mellem os opstod
et net af skuffelser og nye forventninger, som ikke blev afstemt. Plejer, Bør og Typisk dukkede
op, og en dag åbnede jeg en mail med beskyldninger om manipulation og trusler om at aflyse
familiejulen.

Jeg var lamslået. Vred. Såret. Chokeret.

Det var en dum mail fuld af misforståelser og tarvelige anklager. Men det var også en ærlig
mail med et råb om at få fællesskabet tilbage i forberedelserne. Og jeg vågnede op. Jeg blev
mindet om, at julen ikke kun handlede om mig og mine børn. Krise eller ej. Der var andre børn
i kernen og de havde også brug for en stemme. Og det blev anledning til at få sat ord på, hvad
der egentligt betyder noget: At være sammen. I nogle rammer, der er rare for alle.

Det endte ad nogle omveje med at blive en rigtig dejlig jul. Fordi vi i tide fik taget os sammen
til en form for forventningsafstemning. Og fordi vi heldigvis også rummer hinandens
urimeligheder og kan finde ud af at være konstruktive, når det gælder.

Julen blev alt det, jeg havde ønsket mig, og mere til. Der var plads til både leg, latter,
forbrændte ænder og dejligt tilbehør, snyd med mandlen, fællessang, gaver og savn. Det var,
som jeg havde forestillet mig: et virvar af følelser og minder, og det var rart at være sammen
om det. Hvad jeg ikke havde forstået før, som først for alvor gik op for mig denne jul, var,
at det ikke kun var mig og mine børn, som savnede. Efter 17 års samliv var vi mange, som
oplevede skilsmissen som et tab. Det var en slags første jul for os alle.

 

Juletrauma 11 – 2012

Dagens indlæg er skrevet af en anonym kvinde

Julemåneden nærmede sig og jagten gik ind. Jagten efter gaverne der hele december måned kom med posten i en lind strøm fra nær og fjern. Mest fra fjern. Dem fra fjern var de vigtigste at finde. Ikke fordi det var de bedste gaver, men fordi det altid var rart at være forberedt. Jeg var nødt til at være forberedt. Det var det samme hvert år. Jeg var nødt til det.

Den jul jeg husker allerbedst var rædselsfuld. Pakken fra min far var kommet. Jeg havde for længst fundet gemmestedet og havde mærket alle pakkerne igennem heltuden begejstring. Pakken fra min far raslede. Det var gået i stykker! Skide postvæsen. Skide, skide postvæsen. Var de slet ikke klar over at jeg nu blev tvunget til at hade min far? Kunne de ikke have passet bedre på, så det kun var pakkens indhold jeg skulle hade? Nu var jeg nødt til også at hade ham for at han havde været så dum overhovedet at sende en pakke der kunne gå i stykker! Min hjerne kørte på højtryk, men uanset hvordan jeg vendte og drejede det, så kunne jeg ikke finde på noget smart. Min mor vidste at pakken var kommet, hun havde jo for fanden selv gemt den.Jeg kunne ikke bare tage den og smide den ud. Der var ikke noget at gøre.

Efter en lang og opslidende december blev det juleaften. Ingen appetit. Min mor og min stedfar tolkede det som almindelig spænding og bad mig om at slappe af. De skulle bare vide, skulle de. Jeg var nok 12 år gammel og det eneste jeg tænkte på var gaven fra min far. Jeg forberedte mig mentalt på øjeblikket hvor jeg skulle åbnegaven. På min mors reaktion. På de hadefulde og nedladende bemærkninger. Jeg forberedte mig på at give hende ret. Han var da også et fjols at sende sådan noget med posten.  Kunne idioten da ikke bare have købt en trøje? Sådan nogle tanker fløj igennem hovedet på mig imens vi sad ved bordet og jeg fik det fysisk dårligt. Ingen appetit. Ingen glæde.

Der gik evigheder. Jeg ønskede mig langt væk. Det uundgåelige øjeblik nærmede sig. Dansen om juletræet med mavekrampe og kvalme var overstået og så gaverne, ellergaven. For mig var der kun gaven. Min mors triumferende attitude da hun gik hen til træet og tog pakken. Hun vidste også at den var gået i stykker, det var slet ikke til at tage fejl af. Det var nu jeg skulle til at hade. Det var nu vi alle sammen skulle til at hade. Jeg var forberedt til tænderne, havde brugt hele december måned på det. Jeg åbnede pakken og glasskårene væltede ud. Det viste sig at være den fineste lampe. Havde en hvilken som helst anden givet mig den, havde min mor syntes at den var fantastisk. Hun havde sagt at det da vel nok var ærgerligt at den var gået i stykker oghun ville have hjulpet mig med at få den erstattet. Men den var fra min far. Nu vardet da bare en åndsvag idé. Hun sagde at den var grim og at det da var godt at den var gået i stykker. Jeg gav hende ret. Hele familien gav hende ret. Hele familien imod min far. Han var en idiot. Sikke en idiot han var. Det havde han altid været. Til jul og til fødselsdag var han en idiot. Når jeg skulle på weekend og på ferie hos ham var han også en idiot. En idiot. Vi var alle sammen enige. Jeg fik nok flere gaver, men det husker jeg intet om. Min far var en idiot, det er det eneste jeg husker.

Da jeg endelig lå i min seng kunne jeg ånde lettet op, helt til næste gang. Underdynen takkede jeg ham for den fine lampe han havde sendt, jeg fortalte ham at den var gået i stykker men at jeg var glad for den alligevel og så sagde jeg at jeg elskede ham. For det gjorde jeg. I al hemmelighed elskede jeg min far.

 

Juletrauma 10 – 2012

Juleaffluenza
af Lisa Risager · lisarisager.dk · twitter

 

 

 

 

Barndommens jul var som den skulle være. Ikke som de andres, men god.

Vi holdt altid jul om morgenen, juleaftensmorgen vel at mærke. God mad, gaver til alle (og fordi vi fik dem om morgenen, havde vi hele dagen til at lege med dem i) og ofte en gæst eller to der ikke havde andre steder at holde jul.

Et enkelt konkret minde fra de år vi boede i Zambia: Far, mor og børn samt nye katte i et lille hus i Afrika. Vi pyntede ‘juletræet’ med sølvpapirsindpakkede kapenta (små tørrede fisk, som kattene elskede)… det var en fest!

Men så blev jeg voksen. Fik ansvar. Et år tog jeg ansvar for juleanden og dermed fik jeg også ansvaret for sovsen. Anden kunne spises. Sovsen kunne man lukke huller i afløbsrør med.

Fik arbejde, og dermed adgangsbillet til den årlige julefrokost. Lige noget for en kræsenpind med en anelse socialfobi. Der skulle snaps både til at sluge de marinerede sild og få samtalen med de vildtfremmede kolleger fra den anden afdeling til at glide ned. Og året efter var der endnu en julefrokost.

Fik børn, og dermed ekstra travlt op til jul. For både vuggestue, børnehave, fritidsordning, skole, gymnastikforening og naboer og familie var enige om at i december måned har ingen af os nok at tage os til, og alle inviterede til juleklip og -‘hygge’. Tak for det, det var jo i allerbedste mening!

Vi gav den hele armen med nisser på loftet, pakkekalender, julekalendere i fjernsynet, adventskrans, småkagebagning, juletræ, dans og sang. Det var hyggeligt.

Lige indtil det år, hvor julegaven til den yngste var et trommesæt. Som han selvfølgelig havde opdaget, for hvordan gemmer man lige et trommesæt af vejen? Og selv om han var glad for trommerne, så var han ked af at han ikke blev overrasket. Og jeg var ked af at vi ikke havde gemt det bedre, at vi ikke havde sørget for nogle andre overraskelser, at vi ikke havde gjort det hele meget bedre. At give sit elskede barn et juletraume… Jeg tror at det var det år, min juletræthed startede så småt. Fordi jeg blev ked af, at jeg havde gjort ham ked af det. Og jeg læssede lidt flere forventninger på mig selv til næste gang julen nærmede sig.

Så var der det år hvor vi havde alt på plads. Adventskrans, pakkekalender, lyskæder og julefrokostaftaler. Og trak stikket ud og rejste vores vej. Havde en fantastisk juleaften, hvor vi gik i forretninger og lod børnene selv vælge deres julegave, og fejrede aftenen med at spise bulgogi og kimchi.

Men lysten til julen, den forsvandt stille og roligt.

Det er jo et nærmest ubærligt forventningspres, det der jul. Og det er så omklamrende – det er rigtig svært at undgå julen. Når dagligvarebutikkerne allerede i oktober måned lader op til overforbrug af mad, drikke, slik, julepynt, alkohol, dimser og dutter, når medierne er fyldt med jul, når byen er fyldt med reklamer, når de fleste har så travlt med gaveræs og julehygge – så rækker vi tunge ad de mennesker, der ikke har råd, ikke har familie, ikke har tro, ikke har lyst. Og dem med juletraumer.

Julen er for dem, der er inde i varmen. Julen er for dem, der har råd. Julen er overflod og overforbrug og ressourcespild. Julen er for meget.

Ja, jeg har misten lysten til jul. I hvert fald den jul der er præget af overforbrug – gaven til manden/kvinden/barnet der har alt! – og travlhed.

Børnene er forlængst voksne, og vi er flyttet hjemmefra. Ned til et mildere klima, hvor der ganske vist stadig jules – men det er de andres jul, ikke vores.

Advent

Måske om nogle år vil jeg igen have lyst til at fejre julen, jeg er i hvert fald begyndt at lave en positivliste:

+ julestjerne i vinduet
+ klejner
+ flettede julehjerter i glanspapir
+ snevejr
+ kærlighed
+ at synge julesange
+
+
+

 

Juletrauma 9 – 2012

”Julen er børnenes tid”

Juleglæden der blev væk

Af: Maria Erica Jensen – web – twitter

 

 

 

 

Efter mange år med overstrømmende, forventningsfyldt og naiv juleglæde, er jeg nok gået hen og er blevet en julekyniker.

Alle de dele af julen, som tidligere var forbundet med ”glæde over den traditionelle danske jul”, virker nu overfladiske på mig. Al hysteriet om pakker, Lucia-brude og juletræer må for mit vedkommende gerne stoppe omgående, for det er jo blot tom pynt, der skal få stress og jag til at glide lettere ned.

Som I muligvis kan fornemme, er mit juletrauma ikke et, jeg har gået og gemt på siden min barndom, og som nu trænger sig på for at se dagens lys. Nej, for mig handler det om, at julen er blevet en pinslernes tid, hvor det gør mere ondt, end på noget andet tidspunkt af året, at det allerstørste ønske, jeg nogensinde har haft, bare ikke vil gå i opfyldelse. Og dét gør ondt helt ind i marv og ben.

Børnenes jul, av …

Julen er børnenes tid, og alting handler om at glæde de små mest muligt. Det være sig med julekalender, slik og kager, kælketure, julemanden der tænder lysene på det store juletræ på byens torv, klipning af julepynt, juleoptog, julehygge i børnehaver og skoler, og det hele kulminerer med den store fest, juleaften, hvor det vigtigste er om lille Gustav eller Emma nu også bliver altoverskyggende tilfredse for deres gaver.

For mig er det bare sådan, at selve det at få et barn vil være den største glæde af alle. Det gør så ondt ikke at have et barn, når man har drømt om det i så uendeligt lang tid, og drømmen ikke går i opfyldelse. Og fordi muligheden for at der en dag kommer et barn til os, min mand og jeg, hele tiden bliver mere og mere usikker og uvis.

Og især gør dette ondt i julen, for det er virkelig der man mærker afsavnet allermest. Når børnene med glædestrålende øjne ivrigt absolut må vise mor og far nissen i butikkens vindue. Åh …

Konsekvent beslutning

Som en konsekvens af dette frygtelige juletrauma, som min mand og sidder fast lige midt i, stikker vi i år af til Italien og fejrer julens allerhelligste dage der. Væk fra familien og alle de danske traditioner, der fastholder os i vores juletrauma.

Ja, man må gøre noget aktivt for at komme ud af sit juletrauma. Det er i hvert fald det jeg satser på i år :0)

God jul til jer alle, hvor i end kommer til at holde den.