Warning: Declaration of Portfolio_Walker::start_el(&$output, $category, $depth, $args) should be compatible with Walker_Category::start_el(&$output, $category, $depth = 0, $args = Array, $id = 0) in /var/www/juletrauma.dk/public_html/wp-content/themes/minimalisto/functions.php on line 0
Dagens indlæg

Dagens indlæg

 

Juletrauma 4 – 2013

Den glemte jul

Af: Stine – Twitter

Jeg har altid elsket jul. For mig handler det egentlig ikke så meget om pynt, mad og gaver, men om at vi gør noget særligt ud af det og om den tid, vi bruger sammen. Det har vi nemlig altid været gode til i min familie – at sætte nærværet i højsædet og hygge, fjolle, le og fortælle historier.

Der er imidlertid én jul jeg næsten ikke husker, men dagene op til står stadig i klar erindring.

December 2005 er på mange måder, som december plejer at være med julebag, travlhed, æbleskiver, gaveindkøb og juleforberedelser. Midt på måneden får jeg ferie fra studiet, i det omfang man nu har ferie fra den slags. Jeg er derfor taget hjem til mine forældre for at hygge med dem og min bror, der stadig bor hjemme på det her tidspunkt.

Den 21. december om formiddagen er mine forældre afsted på deres respektive jobs, så min bror og jeg nusser derfor rundt i huset med juleslik i kindposerne og tegnefilm kørende på tv’et i baggrunden. Hundene snorker og alt er fredeligt, da jeg får øje på posen med dimser, himstregims og gejl, som jeg har lovet min mor at pakke ind til vores årlige pakkeleg. Jeg rydder spisebordet og går frisk igang med gavepapir og tape.

Midt i en bevægelse med saksen sker det. Jeg læner mig ind over bordet, og et hvidt lyn af smerte skyder fra min lænd og ud i kroppen. Jeg trækker vejret og står som frosset til gulvet, idet hver eneste bevægelse føles som knivstik i rygsøjlen. På en eller anden måde lykkedes det for mig at komme ned på gulvet. Så ligger jeg der med tanken om, at jeg bare lige skal slappe af, så vil det gå væk. Det går ikke væk og jeg kan ikke røre mig ud af flækken. Jeg må ringe til min bror, der er i den anden ende af huset med høj musik på anlægget. Han kommer fluks. Helt roligt forsøger han først at hjælpe mig op, men jeg skriger af smerte ved den mindste berøring. Han konstaterer hurtigt, at hans grædende søster nok skal have kompetent hjælp, hvorpå han ringer efter en ambulance.

Min bror udstråler en ufattelig ro, både mens vi venter, og da ambulancen kommer. Jeg har sidenhen fundet ud af, at han var ved at skide grønne grise af skræk, men det lod han mig ikke mærke i situationen. De bliver nødt til at bruge en speciel båre, der kan deles på langs og skubbes ind under mig fra hver side, for de kan simpelthen ikke løfte på mig.. jeg har aldrig oplevet værre og mere intens smerte. Den efterfølgende tur til sygehuset og flytning til en seng er et helvede, selv om de flinke ambulancefolk og sygehuspersonalet gør deres bedste.

De må give mig morfin af to omgange for at kunne undersøge mig. Midt i det hele skal jeg tisse. En virkelig sød sygeplejerske hjælper mig med et bækken, mens jeg er ved at dø af skam over, at jeg selvfølgelig har menstruation og både skal have hende til at tørre mig og skifte mit gennemblødte bind. Jeg er overbevist om, at det ikke kan blive værre nu. Det kan det. Lægen fortæller mig nemlig, at jeg sandsynligvis har en diskusprolaps i lænden. Jeg har kun et vagt begreb om betydningen og føler, det er uvirkeligt, men er lidt skræmt. I det samme står min mor ved siden af. De har ringet efter hende. Samtidig med glæden over at se hende går alvoren med et op for mig, da jeg ser udtrykket i hendes ansigt. På en eller anden fjollet måde har jeg slet ikke forventet at se hende, og så står hun der.. så må jeg jo være rigtigt syg.

Jeg husker ikke meget fra de efterfølgende undersøgelser. Lægerne kan ikke blive enige. Først er det en prolaps, så er det ikke en prolaps, så er det måske noget andet. Jeg skal i hvert fald over på et andet hospital at ligge – noget med pladser og udstyr. Skæbnen vil, at jeg havner på en stue med en flok ældre mennesker. Min seng står nærmest vinduet.

Jeg bliver afskærmet. Jeg bliver medicineret. Natten kommer. Jeg ligger helt helt stille.. og græder lydløse tårer af smerte, for medicinen virker ikke. Jeg skal tisse og nattevagten tvinger mig til at gå ud til toilettet på gangen på trods af, at jeg skriger af smerte ved hvert lille skridt. Tilbage i sengen ligger jeg stille med tårer piblende i en jævn strøm ned i håret til lyden af kvinden, der to senge væk natten igennem jamrer; “åååh nej… åååha nej… ooooh nej” – lige det opmuntrende indslag man har brug for midt i sit eget smertehelvede – nej!

Ud på morgenen den 22. giver de mig mere medicin, som jeg bliver dårlig af, fordi min mave er tom. Det har ingen åbenbart tænkt på. Kvalmen kravler op og ned i halsen, indtil den bliver så kraftig, at jeg skal kaste op. Jeg trækker i snoren for hjælp, men der går for lang tid. Med ulideligt små skridt når jeg lige præcis at humpe ud til badeværelsesdøren, før min krop eksploderer ud over hele gulvet i opkast og smerte. De efterfølgende timer ligger jeg hulkende i min seng, mens hver eneste voldsomme opkastkrampe får mig til at skrige og kaste galde op samtidig.

Herfra går det heldigvis langsomt fremad over det næste døgn. Lettelsen over at opleve mindre slemme smerter er enorm. Min kæreste er forbi med min julegave, og mine forældre kommer forbi. De er naturligvis ivrige for at få mig hjem til jul, hvilket de også får om formiddagen den 23. december. Med kroppen og tasken fuld af stærke smertestillende medikamenter ligger jeg med puder på det ene forsæde i bilen, så vi alle fire kan køre op til resten af familien og holde jul.

Al medicinen gør det muligt for mig at være nogenlunde smertelindret, så jeg kan være sammen med hele min familie juleaften og de efterfølgende juledage, men den er desværre også årsagen til mine massive problemer med at huske noget som helst fra den jul. Jeg husker ikke juleaften. Jeg husker ikke mine eller de andres gaver. Jeg husker ikke maden, for jeg har kvalme og kan ikke spise noget. Jeg er dårligt i stand til at deltage i samtalerne, for medicinen gør mig så døsig, at jeg enten er fraværende mentalt eller ligger og sover midt i det hele.

Hele den jul står som en uklar tåge, og det er en meget mærkelig følelse at have glemt noget så rart som julen. Selv om mine oplevelser på hospitalet var slemme, er det i min bevidsthed alligevel værre, at jeg har glemt den jul med min familie.

Jeg husker dog min bedstemors frikadeller, som er det eneste mad, jeg kan få ned for kvalmen. Jeg spiser dem både varme og kolde for ikke at blive skidt tilpas, hver gang jeg skal tage min medicin. Jeg husker også, at min familie er omkring mig.

Det elsker jeg dem højt for.. både familien og frikadellerne!

 

 

Juletrauma 3 – 2013

Maskernes bal

Af: Sandra Høj – Twitter

543664_4430656401300_1134031429_n

Det er det, jeg altid har sagt: julen er maskernes bal. Alle bærer en, og opgaven er at holde den, for de andres skyld. Denne gang holdt vi masken for bedstefar. Det var første jul uden bedstemor, og ballet skulle i den anledning afholdes hos slægtninge i Snekkersten. Det er tolv år siden, men aftenen er ætset ind. Måske fordi det var den sidste jul, jeg holdt med min familie. Den jul jeg blev klogere.

Der er ingen i min gren af familien, der kan holde hinanden ud. Vi minder hinanden om hinanden på kryds og tværs, og jeg drænes for lysten til at leve, bare jeg taler om dem. Situationen kompliceredes yderligere dengang de voksne opførte sig som børn og sagsøgte hinanden, og dermed ikke kunne være i stue sammen. Sådan mister man kontakten til sagsøgtes nye børn, og de bedster man skal deles om. Og så videre. Velkommen i kødsåret.

Maskerne begyndte allerede at stramme om eftermiddagen: territoriale spændinger ulmede i køkkenet, hvor magten ikke lod sig frivilligt fordele. Jul er overfloden af god mad, der indtages i en anspændt atmosfære. Jul er kunstig latter og mavepine. Noget vi gør for andres skyld. For børnenes skyld. Det sætter selvfølgelig de små i gæld. Den afregnes med at de lader som om, de ikke kan mærke, at alt er galt.

Men Yngstemanden lod sig ikke narre, og præcis som jeg selv som barn så, hvordan alle i julen kun lige akkurat tålte hinanden, var det nu hans tur. Lyset for enden af hans tunnel, var selvfølgelig gaverne. Godt gemt på den anden side af et julemåltid der strakte sig i det uendelige, og en opslidende gaveforestilling hvor én person, under påtaget bevågenhed, pakkede op ad gangen. Da vi omsider nåede den store finale, hang maskerne i trevler. Yngstemanden var overtræt og sukkerstiv, og da det endelig var nu, var det en slags forsent. Mærkbar skuffelse hele vejen rundt, da den lille maske ikke kunne mere, men nærmest virkede ligeglad med alt det lort han havde ventet så længselsfuldt på.

Nu er det jo længe siden at julen har betydet gaver for mig. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig. Ingenting havde på en måde været okay. Istedet cementerede familien, at de aldrig har brugt så meget som fem minutter på at sætte sig ind i, hvem jeg er, da jeg fik overrakt en syngende plastikfisk, monteret på en plade. Det lille svin trak stikket hjem med: “Don’t worry be happy”. Der findes ikke ord for, hvor gerne jeg havde været fri. For fisken, og for den elendige aften der åbenbart stadig ikke vil slippe sit tag i mig.

0010366_1999_gemmy_big_mouth_billy_bass_singing_fish_350

Med spændingen således udfriet, var turen nået til lyset for enden af min tunnel: toget der skulle transportere mig ud af mareridtet. Hjem til en by der julenat altid er nærmest mærkbart forløst, mit København. Og lige der, da jeg var klar til at futte maske og hele lortet af i mit livs sayonara, gik det op for mig at jeg var strandet. Sidste tog var kørt, og jeg måtte overnatte på en luftmadras. I helvede.

Jeg græd hele vejen hjem i toget den næste dag. Og senere talte jeg med bedstefar, som havde haft en lige så elendig aften, og kun havde gennemgået den for vores skyld. Da lærte jeg den dyrebare lektie, at man aldrig skal gøre vold på sig selv, for andres skyld. Vi narrer ikke nogen alligevel.

Og fisken? Jeg satte den udenfor døren til det reklamebureau der holdt til i stuen af huset, hvor jeg havde mit værksted. Den fik ærespladsen over døren, hvor jeg kunne se den fra gården. Hvor den kom fra og hvorfor, var med garanti en gåde de aldrig har kunnet knække. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

 

Juletrauma 2 – 2013

Af:  Bettina Dion – Twitter

dion

 

 

 

 

Julen var ikke særlig vigtig for mig efter mine forældre gik fra hinanden, da var jeg 13 år. Vi skulle derefter altid holde jul med min mor og nogen gange hendes familie. Et sted hvor der altid var rigeligt med alkohol, også juleaften.

Da jeg så selv fik mit første barn, tænkte jeg at nu skulle det være. Nu skulle jeg til at skabe december måneder og juleaftener der skulle kunne huskes tilbage på med glæde.  Det tog lidt øvelse, men det lykkedes for mig, ti gange.

Mit år op til den elvte jul var en blandet fornøjelse. Jeg fik et barn mere i juni, det skabte stor glæde, især hos den store, der havde glædet sig til at blive storebror. Kort efter blev min store dreng syg og vi tilbragte næsten resten af året på hospitalet. Da vi nærmede os december måned, bagte jeg ikke småkager som jeg plejede, men jeg sørgede da for at der hang en julesok på hans stue, hvori nissen hver dag havde lagt en lille gave. Trods han var lagt i kunstigt koma og derfor ikke kunne pakke gaverne op eller åbne julekalender.

Jeg havde efterhånden affundet mig med tanken (jeg håbede på det) om at vi skulle holde jul på hospitalet, og at det da også skulle blive hyggeligt nok. Vi kom ikke til at holde jul på hospitalet. Min søn døde 12. December og jeg begravede ham 21. December.

Jeg havde på ingen måde lyst til at holde jul det år, men der var jo den lille at tage hensyn til. Ikke at han ville bemærke om vi holdt jul eller ej, han var trods alt kun et halvt år. Men jeg kunne ikke rumme at skulle være sammen med familien og være glad, åbne gaver og spise juleguf. Alt sammen uden min store dreng.

Lillejuleaften overtalte min far mig til at komme hjem til ham og hans kæreste for at holde jul. Der ville ikke blive gjort noget stort nummer ud af aftenen, det ville jo bare være os, så skulle jeg ikke lave mad og jeg behøvede ikke engang at tænke på gaver.

Det blev en stille aften hvor jeg tog hjem til min far, spiste noget mad, legede med min søn og fik talt en smule med min far og hans kæreste. I virkeligheden kan jeg ikke rigtig huske så meget fra den jul andet end at jeg kom igennem den.

Hver december måned siden, i år bliver det den ottende, er rigtig svær for mig at komme igennem. Jeg har fået et barn mere og jeg kæmper hvert år med at give dem, en jul de kan tænke tilbage på med glæde når de bliver voksne. Der er lidt fremgang hvert år, der kommer en lille bitte smule juleglæde til hen ad vejen.

Det kan være at jeg pynter op herhjemme i år.

 

 

Juletrauma 1 – 2013

Åh jul, du glade og dejlige jul… eller noget!

Af: Britt  – Twitter

britt

 

 

 

 

Når jeg tænker tilbage på min barndoms juleaftener, så er der ikke rigtig nogen, der stikker ud. Ikke nogen juleaftener, som jeg husker som specielt gode eller mindeværdige. De var nu hyggelige nok; Disneys Juleshow, and, flæskesteg, ris a la mande, gaver og slik.

Same shit, different year… med det klassiske foto af min storebror og jeg siddende foran juletræet.

Jeg kommer fra en familie, hvor man ikke er særligt tætte. Mine forældre virkede ikke særligt tætte. Mine forældre og jeg var ikke særligt tætte. Min bror og mine forældre var ikke særligt tætte. Ham, altså min bror, har jeg heller ikke noget særligt tæt forhold til (om end jeg holder meget af ham – og af hans kone og skønne unger).
Vi var en familie, der aldrig har sagt eller vist, at/om man elskede og holdt af hinanden.

Måske startede mit stramme forhold til jul – og juleaften – for alvor dengang i 1994, da min far døde. Jeg var 21 år, og hans død var ligesom én grund mindre for familien til at være sammen.
Samme år som min far døde (eller året efter) inviterede noget familie et år til juleaften. Men da det var dårligt vejr, ønskede min mor ikke at deltage, da hun ikke ville køre bil i dårligt vejr. Og offentlig transport, nej, det skulle hun i hvert fald ikke benytte. Det var beskeden fra hende. Så der sad min bror og jeg sammen med en kusine og hendes mand. Jeg holder meget af dem, men det var nu lidt mærkeligt. Jeg følte, at vi var valgt fra af vores egen mor.

Jeg har, så længe jeg kan huske, haft et kompliceret forhold til min mor. Det har medført, at jeg har haft perioder på år, hvor jeg ikke har haft kontakt med min mor, og i de perioder har jeg naturligvis ikke holdt jul med hende. I stedet har jeg holdt jul sammen med min bror, hans familie og svigerfamilie. Det var egentlig gode og hyggelige aftener, men fordi min bror og jeg ikke er specielt tætte, så følte jeg aldrig rigtig, at jeg ”hørte til”. Følte mig mere som hende den sørgelige og triste faster, der ikke havde andre.

I nogle år havde jeg en kæreste med hvem jeg holdt jul – med hans familie. Det var gode stunder. Endelig følte jeg, at jeg hørte til.

For et par år siden spurgte min bror, om jeg og kæresten ville med til juleaften hos hans svigerforældre. Det ville vi gerne, det havde jeg jo prøvet før. Men et par uger efter fik jeg at vide, at det gik ikke. De havde ikke plads nok til så mange gæster (tror ikke, at min bror havde clearet af med værtsparret, at han ville spørge os). Fair nok! Men igen følte jeg, at jeg/vi blev valgt fra. Min bror tog dog sagen i egen hånd, valgte selv at lægge hus til, for hos dem ”er alle velkomne, om så vi skal sidde på gulvet og spise”. Men alligevel gjorde det lidt naller “at blive valgt fra”.

Nu er jeg single og føler mig igen som ”hende den sørgelige og triste, der ikke har andre”.

Sidste år tog jeg så en beslutning om, at jeg ikke ville sidde hos nogen med følelsen af ”ikke at høre til”. Jeg takkede derfor pænt nej, da min bror inviterede til jul.

I mit hjerte havde jeg kun lyst til at være sammen med én person den aften. Den person, hvis selskab jeg for første gang i mange år havde følt mig hjemme i. Men vi var jo ikke kærester mere – jeg havde selv afsluttet forholdet et halvt år forinden.

Så jeg valgte at være mig selv – alene.

Det var mærkeligt, og jeg skal gerne indrømme, at det var med en knude i maven.

Jeg prøvede virkelig at være cool omkring det. Følte mig faktisk også on top of things. Ja ja, det skal sgu nok gå! Selvfølgelig skal det det!! Altså lige indtil den 24. december!
Jeg var ved at kaste op over julemusik, julefilm, folk i pænt tøj på gaden med poser og sække med gaver.
Som dagen og aftenen skred frem, var jeg ved at kaste op, når jeg tænkte på de mange glade familier, der sad rundt om med glæde, grin, god mad, rødvin, juletræer, stearinlys, varme, gaver og kærlighed.

Det var selvpineri at hoppe på Facebook og Twitter. Glade opdateringer og masser af glade billeder.

Ja, jeg indrømmer; jeg havde sgu ondt af mig indimellem den aften! Havde jeg valgt mig selv fra? Eller til? Det fandt jeg aldrig rigtig ud af…

Nu har jeg så balladen igen i år. Intet har ændret sig i forhold til sidste år. Så min jul bli’r nok en gentagelse. Nu håber jeg bare, at jeg er i bedre træning.

Glædelig jul! Og husk så at vise hinanden, at I elsker hinanden…

 

Juletrauma 24 – 2012

Af: Peter Svejgaard – Twitter

Mit bidrag til juletrauma, er ikke så meget et traume som det er en anderledes juleoplevelse og en dyb refleksion i en juletid.

Desværre ligger min notesbog 250 km. herfra så enkelte detaljer må jeg udelade.

Det er december 2010. Min daværende kæreste og jeg er lige gået fra hinanden.

For mig var det mest en befrielse. Vi havde masser af problemer, og med et trylleslag og et følelsernes samuraisværd, slap jeg mig selv fri.

Frihedsfølelsen voksede i mig, og jeg fik lyst til at udforske den. Til bunds. Jeg havde friheden i hænderne, men hvad kunne jeg egentlig med den?

Mine børn skulle holde jul hos deres mor det år. Og hvis jeg valgte en traditionel jul, skulle jeg sidde hos mine forældre på Fyn, kun os, og sikkert se fjernsyn. Den mulighed stemte ret dårligt overens med min nyvundne frihed.

I stedet meldte jeg mig som frivillig julehjælper på Christiania. Ved et sammentræf havde jeg opdaget et fuglereservat , Falsterbo, i Sydsverige. Jeg havde læst at man der kunne træffe sæler om vinteren.

Jeg besluttede mig derfor at kombinere de 2 ting. Jul på Christinia, med tilhørende eventyr sammen med nogle sæler. Det var min plan. Intet andet.

Juleaftensdag pakker jeg min vandrerygsæk, og drager mod København fra Odense. Min oplevelse på Christinia bliver dårlig. Der var en konkurrencestemning blandt medhjælperne, som jeg ikke brød mig om. Og da jeg går ud i vinterkulden for at ryge en cigaret, tænker jeg ”fuck det”, jeg skrider.

Kl. er ca. 20, da jeg rammer en vej hvor det giver mening at tomle.
Det var også en dårlig ide, men jeg ville drive mig selv så langt ud på herrens mark, som overhovedet muligt. Det var projektet. Så at tage toget var no-go.

Heldigvis bliver jeg samlet op af et sødt ungt par. De har holdt en meget kort juleaften i Husum, og er på vej hjem mod Sverige. Angiveligt fordi deres datter var syg. Stemningen, og de henkastede bemærkninger fortalte nærmere en historie om at den største lidelse lå hos ”svigermor”.

De kørte mig til et hostel i Malmö. Lige til døren.

Da jeg slog den op, blev jeg ramt af den julestemning jeg tror vi alle sammen leder efter. Luften var tyk af grin, smil og venlighed. Her var ingen gaver, blot en masse rare mennesker fra fjerne ender af verden, og en masse røverhistorer.

Jeg sidder bl.a. en time og nikker og griner til en tandløs russisk kvinde, der fortæller mig en røverhistorie jeg ikke forstår en skid af. Men det var helt sikkert en røverhistorie.

Næste morgen, tager jeg igen afsted. Det er snevejr, og temperaturen ligger på minus 8 grader. Et kort øjeblik går det op for mig hvor syg min plan er. Det eneste føde jeg har med, er en pose gulerødder og en flaske cognac.
Jeg minder mig selv om, at det er det jeg vil. Det må gerne gøre ondt. Jeg må gerne fryse og sulte. Jeg VIL fryse og sulte, fordi jeg er her netop for at søge ud af de trygge rammer.

En lastbilchauffør samler mig op og kører mig til Vellinge. Herfra skal jeg gå til Falsterbo viser det sig. Da jeg kommer hjem finder jeg ud af det svarede til 16 km.
Igen tvivler jeg på projektet. Jeg fryser af helvede til, det bliver mørkt om et par timer, og jeg har slet ikke forberedt mig. Jeg ved ikke hvad jeg går ind til.

Men jeg går, alligevel. Jeg går, indtil jeg 3 timer senere ankommer til min destination.

Det er et lille hus/skur som ornitologerne normalt bruger. Her ville jeg søge læ, og sove indtil næste morgen.
Jeg er sulten, og glæder mig ligefrem til at sætte tænderne i mine gulerødder og drikke mig til varmen.

Da jeg ankommer til skuret, indser jeg at jeg ikke er alene. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på den mulighed? Hvad sker der hvis jeg bliver smidt væk?

Det gjorde jeg heldigvis ikke. Tværtimod. Mine medlogerende var et svensk/islandsk par i 30´erne. De gad heller ikke holde jul, og var taget på eventyr for at glo på sæler.
Den islandske fyr, hvis navn jeg har glemt var heldigvis en habil fisker. Og det blev den sjoveste aften, med selvfangede fisk over bål, cognac og frosne tæer.

Den aften faldt jeg i søvn med én helt ny indsigt; ”Du er aldrig alene”. Det var rart. Jeg var fuld og glad.
Resten af turen er der ikke plads til her. Men den indeholder bl.a. en hotelreceptionist der ikke kunne lide lugten af sved og fisk, og et langt karbad.

Den 28. December var jeg hjemme i Odense igen. Jeg havde søgt friheden, fundet den, og lært at friheden ikke er ensom. Ikke engang på herrens mark. Du er aldrig alene.

Billedet her er i øvrigt fra den 30 december samme år. En af mine venner blev nemlig misundelig på min historie. Så vi tog en overnatning i et shelter ved Stige ø, uden for Odense.

koldtprofilbillede

 

 

 

 

 

 

 

 

Juletrauma 23 – 2012

Juletrauma.

Af: Maria Klinke – twitterweb

maria

 

 

 

 

Jeg havde ikke tænkt alle konsekvenserne igennem. Det gør man ikke (ikke mig ihvertfald) når man er meget ung, på sin første tur alene ud i verden, og pludselig ser en smuk mand med cherokeetræk og tatoveringer med symboler fra den Mayanske kalender lænet skødesløst op ad sin pickuptruck udenfor en hiphopbar i Austin, Texas. Han lignede ingen dér fra den nordsjællandske provins hvor jeg kom fra, og slet ikke ham den røvsyge håndboldfyr jeg var kæreste med derhjemme.

Så jeg tog en hurtig beslutning, droppede håndboldfyren fra provinsen og hoppede op i pick-up trucken og tog ikke længe efter turen til Las Vegas, hvor vi blev gift i Little Silver Bell Chapel. Lidt hurtigt, mente de fleste. Men ikke mig. Jeg vidste præcis, hvad jeg gik ind til, med en skråsikkerhed jeg heldigvis/desværre ikke har aflagt endnu, 16 år efter.

Så langt så godt.

Min nye surfer-ægtemand med de solblegede dreadlocks havde godt fortalt mig om den lille by i Bibelbæltet hvor han kom fra, og var flyttet fra så hurtigt han kunne komme til det. Men det han fortalte om sin hjemby, Mineola, stemmede simpelthen så dårligt overens med min oplevelse af alt hvad jeg kendte af Texas på det tidspunkt, Austin, at jeg ikke rigtigt hørte ordentligt efter. Og han tog det ene krumspring efter det andet for at undgå at tage turen hjem til East Texas for at præsentere mig for sin familie.

Men så blev det jul. Og så skulle vi jo hjem. D. 24. december hoppede vi i pick-up’en og kørte mod Mineola. Jeg havde min tækkeligste kirke-kjole med i rygsækken og glædede mig til at opleve det hele. Under førersædet lå en pistol (“for protection, we’re in Texas”) og jeg var for forelsket til at stille alt for mange spørgsmål. Vi stoppede på den ene tankstation efter den anden på den 5 timer lange køretur og købte store dåseøl i brune poser som han tømte én efter én på vejen, tydeligt mere og mere ukomfortabel ved tanken om at skulle hjem. 10 km udenfor byen var det sidste mulighed for at købe alkohol – hans hjemby var “dry county” og vi stoppede ved en liquor store og købte flere øl. Nu syntes jeg alligevel det var ret mange øl, men igen var jeg for forelsket til at stille alt for mange spørgsmål.

Hans mor var fantastisk. En lillebitte dame i et lillebitte hus, som krammede mig og kaldte mig “darling” fra det øjeblik vi trådte ind ad døren. Hun var tydeligvis meget forelsket i sin søn, selv om han kom der med tatoveringer og mærkeligt hår og i den grad skilte sig ud fra mængden i den lille by. Det gik ret hurtigt op for mig, at hun så mig som hans redning. Den rolle befandt jeg mig egentlig ret godt i.

Efter en times tid i det lille hus, hvor jeg følte mig meget velkommen, ringede hans mobiltelefon, og han lavede planer med nogle gamle venner. For mig var det jo juleaften, og jeg savnede min familie og havde allermest lyst til bare at blive lige der. Men vi pakkede alle vores øl og kørte ud i en skov.

Der var et bål, og en masse mennesker. Drengene drak øl og skød de tomme dåser, pigerne drak winecoolers skulede til hende den fremmede. Jeg kunne ikke forstå halvdelen af hvad nogen sagde – den der blanding af sydstadsaccent og slang var ikke hvad jeg havde lært i skolen. Jeg stak tydeligt ud med min ubehjælpsomme britiske accent og jeg var alt for pænt klædt på. Pigerne sagde ikke et ord til mig, og det gik efterhånden op for mig at jeg var løbet med en mand som flere af dem følte de havde krav på. Drengene syntes til gengæld at jeg var ret interessant, på den fulde og brovtende måde. Det gjorde ikke sagen bedre. Isnende kulde.

Så jeg drak en øl. Og en til. Og en til – mens jeg sad der og smilede forsigtigt og prøvede på at se ud som om jeg hørte til. Men i East Texas drikker piger ikke øl, de drikker hvinende søde winecoolers med margarita- eller ferskensmag. Så jeg stak bare endnu mere ud. Men så gik der en flaske tequila rundt. Det måtte piger gerne, kunne jeg se. Så jeg tog en tår. Og en til. Og en til. Og for hver tår følte jeg mig mindre udenfor…

Jeg kan ikke huske hvordan jeg kom hjem i det lillebitte hus igen den nat. Men jeg husker hvordan hans lille mor bankede på døren til toilettet mens jeg brækkede mig i tykke stråler. Og hvordan jeg stadig var fuld under morgenmaden, gaveåbningen og den to timer lange gudstjeneste i Baptistkirken. Jeg husker også hans religiøse søsters misbilligende blik og hvordan min nye svigermors blik gik fra begejstring til bekymring. Jeg husker følelsen da en der åbenbart havde været med til festen aftenen før råbte “Hey, there’s the Swedish communist” da jeg gik hjem fra kirken med hele min nye familie, og jeg pludselig i glimt kunne huske hvordan jeg under påvirkning af tequila havde blameret mig med mine Rød Ungdom-holdninger i en skov i bibelbæltet blandt en masse fulde republikanere med guns. Jeg husker smagen af hans søsters berømte jello-salad (gelatineklumper vendt i flødeskum) og hvordan jeg måtte løbe ud og brække mig igen umiddelbart efter bordbønnen. Og mest af alt husker jeg følelsen af de grimmeste tømmermænd jeg nogensinde har haft.

Jeg ved ikke om der er en morale i den her historie. Men her er den julesang der allerbedst beskriver min første jul i Texas:

 


Rigtig glædelig jul. Og hold igen med tequilaen!

 

Juletrauma 22 – 2012

Af: Nanna Hansen – Twitter – web

Jeg er vokset op med en lang række af forskellige juleaftener, som er holdt med alle dele af familie, i alle dele af landet og med et hav af gæster der havde lyst til at være med. Jeg er derfor særdeles fleksibel, når det kommer til forventninger og traditioner juleaften.

For snart en del år siden, var juleaften planlagt til at være sammen med min fars kærestes familie. De er en idealistisk flok, der alle stemmer godt til venstre for midten, har boet i kollektiv og er meget opmærksomme på dem, der har mindre, end de har. De går ikke ind for kapitalistiske skikke, og har derfor besluttet sig for ikke at være på julegave med hinanden. Fred være med det, for min skyld behøver de julegaver jeg får ikke at blive åbnet under andægtig stemning, mens alle holder vejret den 24. om aftenen. Faktisk vil jeg helst åbne, når jeg er sammen med giveren, så tak og tanker kan blive udvekslet med det sammen. Min far derimod er lettere stivnakket og en anelse barnlig omkring sine julegaver, derfor insisterede han på, at vi to skulle åbne vores gaver den 24. i den antikapitalistiske højborg. Jeg forsøgte med ’skik følge eller land fly’-talen, men han holdt stædigt i sit og jeg gav mig.

Juleaften oprandt, maden blev fortæret, julesagene blev sunget og der var spil for alle. Herefter gav kollektivisterne sig til at diskutere 3. verdens økonomi og forarmelse i en rundkreds, mens min far og jeg blev placeret lidt væk, bag juletræet til vores lille gaveceremoni. Så sad vi der, og stirrede hinanden og gaverne i øjnene, mens resten af selskabet deltog en i diskussion, der blev mere og mere ophedet. Gaverne blev fordelt, en til ham, en til mig og en til ham osv. til vi har igennem bunken. Ingen værdigede os et blik mens det stod på, ingen lod sig begejstre på vore vegne og ingen, ud over min far måske, syntes, at det var særligt fedt, at der var blevet indført gaver i en dejlige gavefri juleaften.

Det er helt sikkert, at jeg vil aldrig mere deltage i indpresning af andre traditioner, end dem der allerede findes hos juleværten. Og så jeg har indset, at en del af charmen ved julegaver, helt klart ligger i at kunne glædes på andres vegne, over at de har fået opfyldt deres ønsker, ligesom jeg selv frydes ved at vise mine nye erhvervelse frem til beundring i det selskab de pakkes ud i.

 

Juletrauma 21 – 2012

Idealernes fest

Af: Max Bitter – Twitter  web

Når det handler om jul og juleaften kan jeg ikke fremhæve én juleaften fra min barndom som værende traumatisk. Det skyldes ikke, at alle mine juleaftener har være ideelle, men at jeg ikke kan huske særlig mange af dem i detaljer. Jeg er trods alt vokset op i en familie med to forældre og søskende, der på trods af forskelligheder, ikke var ondskabsfulde overfor hinanden. Jeg fik som regel det jeg ønskede mig og der var ingen der sloges.

Til gengæld kan jeg fortælle om min tvivl om idealerne for julen.

En juleaften havde pigen på 3 år forventninger om at få alt, hvad hun havde ønsket sig plus noget mere. Vi tet af spænding og te hende, mens andre skældte dette utaknemmelige barn ud. Det endte med, at hun faldt i søvn på sofaen. Udmatåbnede gaverne før maden, så børnene kunne nå at lege med dem, før de skulle i seng. På den måde kunne vi voksne nyde maden i fred uden børn der plagede om julegaver. Stor var hendes fortvivlelse, da hun havde åbnet den sidste pakke og opdagede, at der ikke var mere til hende. Hun reagerede ikke med indadvendt gråd, men med tårer og frustration rettet mod alle de voksne der var overraskede over hendes reaktion. Nogle forsøgte trøste hende, mens andre skældte dette utaknemmelige barn ud. Det endte med, at hun faldt i søvn på sofaen. Udmattet af skuffelsen over, at aftenen ikke levede op til de forventninger som hun havde båret rundt på en måned.

Den aften tænkte jeg længe på, hvad der var gået galt, og hvad jeg kunne have gjort anderledes. Hun reagerede egentlig ikke anderledes end mange andre voksne, når de oplever livet. Konklusionen var, at mine idealer måtte laves om.

Det har gjort mig til en kyniker der med et glimt i øjet påstår, at man ikke længere giver gaver, men køber ting fra andres indkøbssedler.

Man er heller ikke længere sammen med dem som man ønsker at være sammen med, men udholder selskabet i forvisning om, at det kun varer en enkelt dag. Med mindre familien er fra Jylland og gerne vil overnatte. Så varer det to dage.

Men alligevel er mine forventninger til min egen juleaften enorme. Jeg starter allerede i november med at bekymre mig om børnene bliver glade for gaverne, og kan ikke acceptere, når et af mine børn kun har tre ting på ønskesedlen – for det er jo slet ikke nok. Hele familien skal jo give ham gaver, og så skal der minimum være 8 ønsker. Han siger, at han er ligeglad med, hvad han får, fordi han mangler jo intet.

Min egen ønskeseddel er et studie i kompromis. Det jeg virkelig ønsker mig, kan jeg ikke skrive, fordi det enten er for dyrt eller ikke kan købes. Så jeg skriver nogle ting på som jeg alligevel selv ville købe på et tidspunkt.

Til gengæld går jeg ikke på kompromis med gaver til andre. Det skyldes, at jeg gerne vil udtrykke betænksomhed og omtanke gennem gaver, er det opslidende at skulle købe gaver til andre. Jeg er sikker på, at marketingsbranchen jubler over mig, når jeg i dagevis spekulerer på ”Hvilken t-shirt ville være den perfekte til min bror?” eller ”Hvilken duft ville passe godt til min mors personlighed?”.

Jeg er også på forhånd bekymret for maden. Er der nok? Bliver stegen tør? Hvilken vin passer til maden?

Disse spekulationer bliver dog gjort til skamme, når jeg spørger mine forældre og børn, hvad de ønsker sig og svaret er ”En god aften sammen med dig”. Så bliver jeg i tvivl om, hvem der har misforstået konceptet juleaften – dem eller mig. Og må nok konstatere, at det er mig.

 

Juletrauma 20 – 2012

Julen – højtiden jeg elsker og frygter.
Af: Rikke Sonne – Twitter
rikkesonne

 

Jeg har lige som alle andre børn, altid elsket julen. Forventningens glæde, store pakker der ligger fint under træet i glinsende papir og venter på at mine klejne-fedtede barnefingre flår det af!
Julen – tiden hvor alle længsler og drømme om de mest uopnåelige ting – måske – kan gå i opfyldelse. Tiden med varme, familiehygge, pejs, brunkager og duften af gløgg.

Mine forældre blev skilt da jeg var 6år gammel. Husker det stadig som var det igår. Måtte sidde og trøste min grædende far, mens min mor pakkede kufferten, og min storebror lå grædende inde i sin seng på værelset. Jeg prøvede at forklare min far at alt nok skulle blive OK. Min mor stortudede imens hun pakkede kufferten. Bagefter jeg havde trøstet min far, gik jeg ind til min storebror på hans værelse og trøstede ham. Han var 10år og kunne ikke se mig i øjnene. Han var knust. Han skulle ikke med…

Hvad der fik min mor til at mene dengang at hun ikke kunne klare os begge i en skilsmisse skal jeg ikke gøre mig klog på. Kan kun sige som barn, at det værste man kan gøre ved børn i en skilsmisse situation, er at skille dem ad. Min bror endte op med at bo hos min far, og jeg hos min mor. Vi så hinanden hver week-end hhv hos min mor og far.

Året efter mødte min far sin nye kone. Hun var virkelig sød, men syntes at vi 2 børn var MEGET underlige. Hver weekend vi så hinanden, kunne vi ligge i timevis og bare kramme hinanden i min fars store seng. Ind imellem kildede min storebror mig indtil jeg grinte så meget at jeg var ved at tisse i bukserne. Bagefter lå vi bare og storkrammede igen. Sjovt nok huskede jeg intet af al dette indtil for få år siden da hun fortalte mig det. Fik et totalt flashback. Knude i maven og knude i halsen ved det akutte minde om totalt savn og længsel efter ham der passede på mig i skolen. Ham der havde taget mig i hånden og vist mig hvor hans klasseværelse var i den “store” gård (min storebror er 4 år ældre end jeg). Husker stadig han understregede at jeg skulle komme med det samme hvis der var nogen der drillede mig “og så skulle han nok komme og sætte dem på plads”. Pludselig var han væk. Hvem skulle nu passe på mig? Mor og far kunne ikke snakke sammen, endsige være i stue sammen. Afhentning og levering foregik foran hoveddøren uden hilsen. Far blev siddende i bilen og dyttede til jeg kom ud, og vinkede når jeg gik ind. Al samtale var forstummet. Dialog eksisterede ikke. Den lærdom tog vi ind og blev langsomt 2 forknyttede seje unger.

Min mor og jeg flyttede – “langt” væk. 20km der føles som 1000. Det krævede planlægning. Bil- og togture for at besøge. Livet gik videre. Tiden læger alle sår. Min bror og jeg fjernede os fra hinanden. Det gjorde for ondt. De weekender han kom løb han grædende væk hjemmefra fordi han troede min mor og jeg ikke elskede ham – ikke ønskede ham – fordi han var blevet fravalgt, og jeg blev tilvalgt. Følelsen af uendelig savn, skam, skyld, smerte gjorde til sidst så ondt, at vi to lukkede ned for alle følelser. Viste ikke flere følelser. Det gjorde for ondt, og hverken børn eller voksne kunne håndtere det. Livet blev lettere sådan. Jeg lærte at leve med det, og havde fuldt ud accepteret at min far ikke var tilstede til begivenheder så som f.eks. min konfirmation, dimention etc.

Livet gik videre. Vi voksede op. Blev gift. Min bror mødte i en ung alder en dejlig pige. De blev forelskede og fik en lille datter i en meget ung alder. Hverken min mor eller far kunne være i stue med hinanden. Julen var stadig fucked up. En evig suppe af dårlig samvittighed når man valgte at fejre jul med den ene frem for den anden. At dele sol og vind lige kan være fandens svært – man balancerer på et knivsæg livet igennem. Hver gang man vælger én forældre fravælger man en anden. Man sårer! Jeg valgte ofte at flygte fra julen selvom alt jeg ville var at fejre den i DK som et lille barn i træets skær.

Det tragiske skete at min broder mistede først sin lille datter på 1år, og få år efter sin kone. Da datteren skulle begraves var min mor og far tvunget til at være i samme rum. Den tragiske omstændighed udløste håb. Sidenhen lærte de at acceptere hinanden ifm børnefødselsdage mm, men stemningen var fileme spændt i de første mange år. Min far brød flere gange sammen efterfølgende.

Her 36år efter har vi stadig ikke kunnet fejre en jul sammen allesammen. Vi har altid skullet navigere imellem 2 store familier og min mands familie af hensyn til vores forældre. Tror det er 10 år siden jeg sidst har set min bror juleaften.

Nu var det nok. Min mand sagde til mig jeg skulle sige fra. Jeg havde svært ved det, men vi gjorde det. Julen i år er “vores/min” – jeg bestemmer. Skrev ud til bror, mor+mand og far+kone at vi holdt jul, men at vi i år ikke ville splitte den som vanligt. De var hermed alle inviteret til 24/12 hos os. Jeg stoppede nærmest med at trække vejret da mailen var afsendt.

Alting løste sig. Chokerende takkede alle ja, og vi sidder nu og planlægger vores første jul EVER hvor både min bror+kone+3børn, far+kone, mor+mand og 2xolde kommer og fejrer julen. Vi bliver 15 og jeg er spændt som en flitsbue. Mon det lykkedes at få en dejlig juleaften i (hele) familiens skød for første gang siden 1975? Jeg tror det… Jeg håber det.. Jeg håber det ikke bliver den sidste… Kan ikke forestille mig en større gave at give mine 2 dejlige børn <3

Flet lige hår, fingre og tæer for mig OK?
Rikke

 

Juletrauma 19 – 2012

Af: Camilla Roesen – Twitter

camilla

 

 

 

 

 
For mig er der ikke én bestemt jul der var den værste, det er som om julen er et langt traume med en 11 måneders lang pause hvert år.

Der var julene hvor min mormor og jeg blev uvenner og skændtes højlydt. Ja, dem var der faktisk mange af. Jeg kunne ikke bare holde mund, når hun sagde noget jeg var fundamentalt uenig i.
Den sidste gang, få måneder inden hun døde. Gik det helt galt, mormor truede med at tage en taxa hjem til Herning, hele vejen fra Midtsjælland og jeg græd som en pisket. I midten stod min mor og var
vidne til det hele, og det gjorde mig usigelig ked af det. Samtidig kunne jeg ikke bare tie stille.

Så var der året, hvor jeg kun fik ting i julegave jeg ikke havde ønsket mig – og som ikke kunne byttes – det år, hvor jeg selv havde besluttet mig for at gøre lidt ekstra ud af gaverne.

Eller alle de år jeg har fortrængt, fordi jeg boede i en dybt splittet familie, hvor min far hverken snakkede med sin egen familie eller min mors – og desuden behandlede min mor og jeg som skidt.

Der var også de år, hvor jeg var delebarn og julen blev sådan lidt ligegyldig.

Eller de to år, hvor jeg flygtede væk fra julen. Det ene år endte i en kæmpe brandert og en fremmed fyr, mens jeg mest af alt ville ønske jeg var sammen med familien. Den anden var i et eksotisk land i selskab
med min far, den første jul i 10 år sammen, som endte med sygdom, et kæmpe mentalt hul i hjertet og mig der allerallerhelst bare ville være alle andre steder en der.

Igen i år tegner til at blive hård. Jeg er træt, stresset og urimelig. Gør konstant min mor ked af det. Min far har droppet det der med at give gaver, min mor vil helst bare give noget som hun let lige kan købe – og de fortæller mig begge to hvor få penge de har. Noget der altid har været et issue. Og noget der gang på gang har fået mig til at føle mig urimelig.

Når jeg tænker tilbage tror jeg faktisk ikke jeg kan huske én eneste jul, som har været sådan juletræ med lys, kernefamilien og kærlighed. Og at flygte fra det hjælper tydeligvis heller ikke. Så når mange af mine venner glæder sig over at det endelig er jul igen, går jeg og venter på at det hele er overstået og jeg kan bruge de næste 11 måneder på at lade op til en ny jul. Efter alle de mislykkede juler har jeg mistet troen og håbet om at julen kan være noget godt. Og det er i virkeligheden nok den aller tungeste erkendelse.