Warning: Declaration of Portfolio_Walker::start_el(&$output, $category, $depth, $args) should be compatible with Walker_Category::start_el(&$output, $category, $depth = 0, $args = Array, $id = 0) in /var/www/juletrauma.dk/public_html/wp-content/themes/minimalisto/functions.php on line 0
Dagens indlæg

Dagens indlæg

 

Juletrauma 14 – 2013

Af: Katrine Hald Kjeldsen – Twitter

katrine-jpg

I 1978 var jeg syv år gammel og boede i Zambia sammen med far, mor og lillesøster. Mine forældre var u-landsfrivillige lærere. Det var deres anden kontrakt, så jeg havde tilbragt mere af min barndom i Afrika end i Danmark.

Vi boede i en lærerbolig i en lille by i Northern Province. Hver morgen gik jeg to kilometer langs majsmarker igennem landsbyen til den lokale primary school. I alt var vi tre hvide elever ud af cirka 300. Mine forældre underviste i byens secondary school – og hang i fritiden ud med deres kolleger, både hvide, asiatiske og afrikanske.

Det var på mange måder en uskyldig tid. Selvom der var skel, både racemæssige og økonomiske, var jeg ikke bevidst om dem. Disse år sidst i 70’erne var en lille lomme af optimisme. Selvstændigheden var kun 10 år gammel, og man var lykkeligt uvidende om den AIDS-epidemi og fattigdom, der siden skulle ramme kontinentet.

Men denne jul blev mit verdensbillede grundlæggende udfordret. Vi skulle tilbringe den med min onkel Ole i Nairobi, Kenya. Han var såkaldt ”ekspert” – leder af den afrikanske gren af et stort dansk ingeniørfirma, og boede med sin canadiske kone i en stor villa i et eksklusivt kvarter. Huset var både fascinerende og lidt skræmmende. Det var i to etager, placeret på en bakkeside med udsigt over byen. Som alle andre huse i kvarteret var det omkranset af en solid mur med pigtråd og glasskår på toppen. Ole havde to vagthunde, som siden kom af dage under et indbrud, fordi tyvene først fodrede dem med forgiftede steaks. Han havde også en stab af tre medarbejdere: en gartner, en stuepige, og Mamboleo, husets kok og tjener.

En af juledagene ringede det på døren. Jeg holdt fat i min fars bukseben, mens han gav småpenge til en gruppe afrikanske børn, der havde bevæget sig op fra slummen for at synge julesange for de hvide. ”We wish you a merry Christmas” med umiskendelig swahili-accent. Og kan stadig huske at blive ramt af erkendelsen af, at der var enorm og fundamental forskel på mig og dem.

På selve juleaften havde Ole inviteret sine danske venner på besøg. Ligesom Ole var de eksperter og havde ingen børn. Dette slæng sås ofte. De spillede golf og tog på jagtture i bushen. Nogle gange endda med telte og house boys.

Gæsterne kom allerede kl 15, og man placerede sig i de bløde loungemøbler på den store udsigtsterrasse. Som han gjorde hver eneste eftermiddag året rundt, rullede Mamboleo et stort bord ud med alt i snacks og drinks. Og som altid havde han hvid kokkeskjorte og høj kokkehue på. Og som ofte udviklede sundowneren sig til en fest. Gæsterne blev mere og mere højrøstede og løsslupne, og ved 19-tiden måtte min mor bryde ind og nævne, at det nok var på tide, at vi børn fik vores gaver. Jeg husker ikke, om der overhovedet blev serveret middag. Den var i hvert fald ikke central nok til at fortjene en plads blandt mine minder fra den aften. Men billedet af de hvide eksperter, der drak sig mere og mere i hegnet i tropenatten, har prentet sig fast.

Det var ikke en dårlig juleaften. Vi havde ikke nogen faste forventninger til jul og vi fik gode gaver. Men det absurde post-koloniale teater gjorde dybt indtryk og markerede et uigenkaldeligt tab af uskyld. Afrika blev ikke helt det samme igen.

 

Juletrauma 13 – 2013

Det jul, det cool

Af: Helene Aagaard – Twitter

helene

Det jul, og det er på ingen måde cool. Faktisk er det traumatiserende. Det ved de på Twitter. De ved det på Dronning Louises bro, og de ved det i Kødbyen. Ovre på Juletraume bloggen, vil Jeppe bare så gerne have dine historier om grimme, hæslige og familie-tå-krummende juleaftener. For jul er lige som Facebook. Det er noget, vi alle deltager i, mens vi godt ved, at den smarte fest foregår på Twitter, hvor jul er for coolness-barometret, hvad Hank Schrader er for Walther White.

Der er ikke hvid jul. Der er snestorm, hvor vi sidder i kø hele vejen til Jylland. Der er heller ikke hygge med familien. Der er tvangsindlagt 1-2-3 hyg ordrer med mennesker, som vi kun ser på grund af en vis DNA lighed. Og der er på ingen måde næstekærlighed. Der er en ren kapitalistisk forbrugsfest, som korrumperer særligt børnene  – de børn, som for øvrigt fylder det hele og får alle gaverne.

Du skal ikke nærme dig bænkene på Louises bro, hvis du ikke har dit eget trauma at dele ud af, og du skal heller ikke stå på Mikkeller og fortælle, at du synes, julen er den bedste tid på året – for vi ved alle, at det er første uge i juni, hvor samtlige gymnasieelever i Storkøbenhavn kaster op på gaderne på Nørrebro og Vesterbro –  ihvertfald onsdag og torsdag – der er årets højtid. Det siger de jo også på Twitter.

På Facebook, hvor debattonen alligevel er på højde med 180 grader og Ekstra Bladets Nationen, uploader de stadig billeder af deres adventskranse og børn med nissehuer. De tror stadig, det er jul – det cool. På Twitter ved de, at det ikke sådan. De læser nemlig juletraume bloggen. Her bliver de bekræftet i, at jul er noget Fanden har skabt og efterfølgende givet Jesus skylden for.

Jeg bliver aldrig del af the in-crowd. Jeg har ingen andre juletraumer end den gang, jeg var fire år gammel og til min skræk den 24 om morgenen opdagede, at juletræet var væltet i løbet af natten. Skriget jeg udstødte har nok i sidste ende traumatiseret min far mere.  Jeg står ikke så gerne ved min mangel på juletraumer, for jeg vil helst være det af the cool crowd på Twitter. Men det går ikke længere.  Min navn er Helene Aagaard, og jeg elsker jul!

Jeg elsker jul så meget, at det første jeg gjorde efter, at min mand og jeg havde underskrevet lånedokumenterne på vores første bolig, var at ringe hjem til mine forældre og sige, at nu holdte vi jul. Vi har hvert år vores egen designlinje for juleindpakningen – orange neon er i år den gennemgående farve. Vi får både andesteg, flæskesteg og medister juleaften – og spelt har vi intet af. Jeg elsker ikke bare at give gaver – jeg elsker at få dem.  I år går jeg all the way og tager mine forældre med til julefrokost 2. Juledag hos min svigermor. Det er så meget jule-kærlighed i luften, at mine fingre burde forlænges med grangrene, og julekugler burde hænge fra mine øreflipper.

Men jul er ikke cool. Jul er noget, der skal overstås, så vi kan komme tilbage #dkpol og #dkmedier og portrætter fra www.mindreendtre.dk, og familien kan tage hjem til Jylland – eller vi kan tage tilbage til København. For det bedste ved jul i følge de cool, er når det er overstået. Jeg ville gerne være del af the in-crowd, men jeg vil ikke opgive jul. Hellere leve med traumet og stå uden for. For øvrigt har Per Fly engang lavet en film om det at sidde på en bænk – bare fordi den står på en bro, er det stadig en bænk.

For de tager fejl – det bedste ved jul er ikke, når det er overstået. Det er lige der om morgenen juleaftensdag, hvor man går ind i stuen for at se, om juletræet stadig står.

 

Juletrauma 12 – 2013

Juletrauma

Af: Helle Høstrup – Twitter

helle

Julestemningen indhentede mig i år. Mens jeg undrende erkendte, at den årlige nedtur var fraværende, smuttede den hurtigt ind under trøjen, julestemningen. På helt uvant vis satte jeg lys i stager og nisser på reolerne med smil og glimt i øjet. De kiksede små julefigurer fra Bolivia flokkedes rundt om adventslysene med lamaer i stedet for lam. Tilbagelænet i sofaen havde jeg på ganske få dage klaret julegaveindkøbene sammen med Mac og dankortet. Alt var mærkværdigt godt.

Fraværende var den lurende gråd. Vreden. Og den angst der i syv år fulgte med optakten til julen.

Julen 2006 fik den værste tænkelige start. Alt kunne have været godt. Min ældste datter var gravid og ventede sit første barn et par uger forinden. Jeg var hjemme efter en ret fin rejse i Nepal og skulle holde julen sammen med alle mine unger. Men allerede i november forstyrrede en rund bule på det bløde sted på halsen. Da jeg 22. december pakkede julegaver, tøj og nisser i kufferten og med stift blik satte mig i en taxa til banegården i Århus, var jeg midlertidigt forvandlet til robot, og livet blev aldrig det samme.

Mange læger havde stukket nåle i min bløde bule på halsen, mens de diskuterede, hvad bulen mon rummede. Denne morgen kom svaret. Bulen indeholdt kræftceller. Den var fyldt med lymfekræftceller. Onde, lede, ukontrollerede celler, der groede, mens de lod som om, de byggede en uskyldig rund og blød bule. Min vejrtrækning stopped næsten. Jeg bevægede mig forsigtigt omkring, som kunne verden gå helt i stykker af store bevægelser.

Det lykkedes at komme med toget. Mens jeg vekslede mellem længsel og en dyb trang til at stå af og vende om, fortsatte toget ubønhørligt mod København og mine børn. Som nu skulle tage imod en julebesked, jeg hadede at aflevere. Alt i mig strittede imod. Og alt i mig længtes heftigt efter at holde dem alle tre i et tæt bjørnekram og passe på dem. Sådan som jeg altid har lovet dem.

Min fine datter var stadig gravid. Og hun mødte mig på perronen med ansigtet opløst i gråd. Jeg husker hele aftenen som et stort fælleshulk. Fyldt med angst og rædsel. Og kærlighed. Og min konstante trang til at tage al den ulykke fra dem. Her sad jeg og gjorde de mennesker jeg elskede højest i verden ondt. Eller – det gjorde den aggressive deling kræftceller i min runde, bløde bule. Min datters kæreste bragte scenariet tilbage til jorden, da han spurgte, om jeg kunne dø. Og jeg matte svare ja. Og så vidste vi ligesom, hvad vi var oppe mod. På en eller anden måde gjorde det alting en lille smule lettere.

Julen kom, som jule gør. Vi havde grædt, til vi ikke kunne græde mere. Vi havde krammet og kysset og holdt hænder. Og vi havde grinet og klasket os på lårene. Vi lavede julemad og gav julegaver og spiste juleslik. Min meget gravide datter sad midt i det hele med sin store mave. Det var for meget. Al den død der klæbede til mig, og alt det liv, der var på vej i hende. Det gjorde ondt i hjertekulen, at hun ikke kunne have den oplevelse i fred.

Min aftale med hospitalet i Århus var at møde den 28. december på afdelingen og få et endeligt svar på, hvilke lymfekræftceller, der groede i mig. Og jeg kendte til den slags behandling, som så skulle starte. I mange år havde jeg selv givet samme slags store doser kemoterapi til børn, der havde kræft. Jeg vidste lidt om, hvad det her kunne handle om. Og jeg vidste, at jeg ikke ville få mulighed for at rejse den anden vej igen i meget lang tid.

Jeg ønskede og ønskede, at min datter ville føde, inden jeg igen steg på toget mod Århus. Og mens vi sad der, omgivet af bjerge af kulørt julepapir. Med stakkevis af gaver, som på mange måder føltes ligegyldige. Midt i det hele hviskede hun til mig, at hun blødte en lille smule. Tegnblødning.

Julemorgen vågnede jeg med et voldsomt sæt. Under mig åbnede sig et sort afgrundsdybt mørke. Jeg var i frit fald, og rædslen krøb ind alle steder. Jeg trak løbeskoene på og løb en lang tur gennem Frederiksberg Have og Søndermarken. Det var ikke nok, og jeg fortsatte ned til søerne og vendte udmattet tilbage et par timer senere. Min datter havde veer, og jeg gemte mig i hendes stue, mens jeg masserede hendes lænd. Mit fundament skred, og min skal slog revner. Det virkede sært beroligende at sidde der hos min datter med hånden hvilende på hendes ryg. Mens hendes krop arbejdede på højtryk.

Da hun endelig tog på hospitalet, kravlede jeg forsigtigt ud fra mit skjul og gik tilbage til resten af familien. Julefrokosten var ved at ebbe ud, og der var kun mine tætte mennesker tilbage. Dem jeg havde lovet at passe på. Dem jeg godt kunne være sammen med uden at gå i stykker. Vi drak en surrealistisk øl, og jeg gik i seng og skrev en mail til min veninde. Jeg havde brug for en stærk hånd og en skulder at læne mig mod, når jeg skulle modtage den endelige dom. Hun sagde ja.

Jeg nåede ikke at sove mange timer, før telefonen ringede og jeg fik en overvældet svigersøn i øret. Lille bitte Alma havde set dagens lys efter en næsten mareridtsagtig fødsel. Nu var alt godt. Og der gik ikke lang tid, så bimlede en sms ind fra min datter. Hun var lykkelig. Barnet var smukt. Et kvarter senere bimlede sms-lyden igen. Og igen. Og igen. Og jeg droppede alle intentioner om at lade de nye forældre i fred de første timer. Jeg stod op, vækkede min yngste datter og cyklede afsted til Frederiksberg Hospital.

Her fandt jeg min lysvågne datter med et forelsket udtryk i øjnene. Og en trygt sovende svigersøn. Og den smukkeste babypige. Jeg blev stor og blød indeni, mens jeg betragtede mit barn som mor. Og der sneg sig en stor ro ind over mig. Nu kunne skæbnen komme an. Med kræftceller og kemoterapi. Måske skulle jeg dø af det, måske skulle jeg ikke. Men pludselig kunne jeg tage tilbage til Århus og møde det.

Jeg døde ikke. Alma er blevet en stor og smuk pige og har fået en lillesøster. Og hun vokser op uden den fjerneste idé om, hvordan hun genoprettede en balance i universet den nat for syv år siden. Men i de syv år har december og julefreden været blandet med det lille kig i afgrunden, jeg oplevede julemorgen 2006. Syv år? Måske er det syv år, der skal til?

Glædelig jul.

 

Juletrauma 11 – 2013

Julen er også de tossede hjerters fest.

Af: Mia Roesen

mia

For mig skal december måned være den måned, hvor året kulminerer med fortællingen om den højeste kærlighed, fred og lykke. En måned der skal være fyldt med glæde, samhørighed og forståelse. Med øjne glade, hjerter åbne og maver fyldte.

 

Men som skilsmissebarn har julen altid været en underlig fisk. Vekslen mellem traditioner og familier, altid parat til at omstille og tilpasse sig familiemedlemmers fikse ideer, julegavesammenfald (ægte first world problem at få TO stereoanlæg som 15-årig) og virkeligt forskellige opfattelser af, hvordan en RIGTIG jul er.

Jeg husker allerbedst eftermiddagene i Vor Frue Domkirke med min far, der som barn havde sunget i det Danske Drengekor. For kongen. Han fik tårer i øjnene når vi sad derinde og kiggede op til drengene i koret, og han sang med sin stadig lyse, sarte stemme. Det var magisk og salmerne om Jul og Jesusbarnet fyldte mit hoved og mit hjerte. Det var et sårbart blik ind bag min fars ellers hårde og dominerende facade.

Jeg husker også Disney-eftermiddagene i min mormors stue, med den tunge duft af and, Gammel Dansk og juleflæsk. Den hyggelige pludren i køkkenet mellem min mor og mormor og den afslappede stemning i et trygt hjem, hvor jeg kunne gøre hvad jeg ville. Uden min fars tyngende forventninger om korrekt opførsel og taknemmelighed.

Da min mormor og min far døde med tre måneders mellemrum da jeg var 18 år gammel, blev julen nulstillet.

Jeg følte mig hjemløs i julen, som blev lidt tilfældigt holdt hos de nærmeste familiemedlemmer i både min mors og fars familie. Hyggeligt som regel, men uden magi og forventning.

Det år, hvor jeg som 24-årig mødte min mand Søren på kollegiet på Amager, holdt vi juleaften på kollegieværelset. Med et juletræ i en lille potte og pandestegte, halvrå andebryster. Kollegiet var aldeles mennesketomt og Søren skulle på arbejde i lufthavnen tidligt dagen efter. Set udefra var det måske en fattig og trist juleaften, men med Søren følte jeg større samhørighed, end med resten af verden. Det var puttende hyggeligt og rigtigt.

Så fik vi barn. Jeg har lige siden påstået, at man ikke lærer sin familie og svigerfamilie RIGTIGT at kende, før man selv får børn. Og før man når til den første julemåned med sit første barn.
Et uventet clash af de “RIGTIGE” traditioner, kultur, ønsker og vaner. Skal man have ALLE gaverne juleaften eller må man gerne få nogle af dem 2. juledag? Skal det være aspargeskartofler til de brunede eller går glasudgaven an? Skal kirsebærsovsen være kold eller varm? Hvornår skal man have slik? Skal vi i kirke eller se Disney? Ikke udfra “hvad har vi lyst til” men udfra “hvad er det “rigtige” at have lyst til”. Mellemøsten go home.

Vi prøvede at holde os under radaren og omstillede os til, hvad der nu var på dagsordenen hos hvilken familie og havde nogle år, hvor vi selv lagde hus til og prøvede at sætte et uhøjtideligt præg på kalaserne. Det var ikke noget problem for mig, som stadig havde skilsmissebarns-evnerne finpudsede og toptunede.

Indtil det stod os klart, da vores første pige var knap et år, at hun ikke var normal. Hun fik konstateret en medfødt misdannelse på lillehjernen, som gør hende svært udviklingshæmmet både fysisk og psykisk. Hun har ADHD-træk (hyperaktivitet og koncentrationsbesvær) og atypisk autisme plus et umodent søvnmønster, som gør at hun vågner mange gange om natten. I dag er hun 13 år og på et udviklingsniveau med en 1 1/2 årig.

Som hun blev ældre, blev det sværere og sværere at holde en RIGTIG jul.
Julepynten hev hun rask af træet, vægge og borde som både 5-, 10- og 12-årig.
Julemusik gjorde hende ked af det. Juletræet duftede så meget af harpiks at hun fik opkastningsfornemmelser af det.
Julemarkeder blev udelukket pga brosten og kulde, som var meget lidt foreneligt med en kørestol.
Jeg begyndte at kampsvede ved tanken om, at have hende med andre steder.
Hun forstod ikke helt, hvad julen gik ud på. Og hos familierne med levende lys i træet og kongeligt porcelæn i knæhøjde, var det et sandt mareridt at holde hende og tingene skadesfri. Vores eget hjem blev gradvist renset for unødvendigt nips, fritstående bøger og lysestager, så at besøge andre med hende i fri dressur, blev til noget af et forhindringsløb.
Hun flippede ud over gaverne, hvis mængde, lyde og lys hun slet ikke kunne kapere på én gang.
Julen blev til flere søvnløse nætter i træk og et svingende humør, der rakte en anelse ud over børns almindelige sukker-overdosis og gave-utålmodighed.

Julen blev til noget, der bare skulle overstås.
Vi så frem til januar og almindelige arbejds- og skoledage, uden udsving i rutinerne.
Det blev sommerferien i øvrigt også. For et barn med autisme, findes der ikke noget værre og mere angstfremkaldende, end det brud på den vante hverdag, som de to begivenheder udgør. I flere år har vi ikke holdt tre ugers sammenhængende ferie som familie, fordi vi ender med at blive vanvittige allesammen.
Det, der så er heldigt og relativt omkostningsfrit ved at skabe de sommerferievaner, som er skræddersyet til vores lille familie, er at der ikke er traditioner og forventninger forbundet med den. Der er ikke en “RIGTIG” måde at holde sommerferie på. Det samme kan man ikke just sige om julen.

For nogle år siden tog vi en beslutning. Hvis vi holdt jul herhjemme, og inviterede familierne herhjem, så skulle julen holdes, så autistbarnet blev vist de største hensyn. Når vi var hos andre tilpassede vi os, men hjemmebasen måtte blive på vores betingelser.

Det betyder blandt andet, at juletræsdansningen og gaveuddelingen foregår om eftermiddagen. Mens and og flæsk står i ovn og kartoflerne er pillede og skrællede, drikker vi kaffe, æder snolder og pakker gaver ud med børn, som ikke er overtrætte, anspændte og uudholdelige. Vi spiser og nyder maden, får risalamande og hygger efter maden. Pakker gaverne helt ud af æskerne og leger med dem.

Den store pige kan puttes til almindelig aftentid, uden at blive ekskluderet, og de andre børn må stadig blive oppe og lytte til de voksnes snak og latter, blive puttet på skødet og blive hældt i seng uden tandbørstningen.

Tossebarnet kan rumme og overskue det nogenlunde. Er måske kun vågen den halve i stedet for den hele nat.

“Vores” måde betød, at enkelte dele af familien valgte os fra, efter et år med en kæmpediskussion om traditioner og om en “RIGTIG” jul, der blev ødelagt af at gaverne ikke skulle vente til efter maden. Blandt andet. Det var hårdt. Selv om det er en håndfuld år siden, bliver jeg stadig trist ved tanken om at vi ikke kan dele lige dén højtid, fordi det er en del af familien, der betyder rigtig meget for børnene.

Jeg bliver trist af at det har betydet, at vi ikke bliver inviteret sammen med resten af familien. Om det er af et misforstået hensyn eller fordi de ikke orker os, ved jeg ikke. Den åbne samtale, som jeg hylder at tage om den slags, lader sig ikke gøre.

Det er svært at skulle forklare andre, at det gør en kæmpe forskel på os, når autisten kan være med på nogenlunde lige vilkår som os andre, uden at skulle gøre skade på hende.

Det er svært at skulle forklare andre, at lige vores børneflok behøver ikke en juleaften, for at blive gode til at lære at vente i spændt forventning. Der er så mange dagligdags situationer, hvor de som søskende bliver sat i en til tider uudholdelig venteposition, fordi den handicappede søsters behov er indiskutabelt vigtigst.

Det er svært at skulle forklare børnene, at de voksne ikke kan være sammen lige dén dag, fordi traditioner bliver vigtigere end samværet med dem. Fordi hjerterne lukkes og maven knuger sig sammen. Ved tanken om hvad man kan miste, i stedet for tanken om hvad man kan give.

Det er en skidesvær balancegang hvert år, mellem hvad der skaber en rummelig, rar, og samhørig julestemning og hvad der er bedst for tossebarnet i vores midte.

Det er en bizar oplevelse af, at vores beslutninger centrerer sig om hende, mens hun på samme tid flakser rundt om vores planet som en enlig stjerne.

Hvornår er det værd at gøre op med hensynsbetændelsen, og hvornår skal man mindeligt bede om rummelighed? Hvem har de “rigtige” juletraditioner, og hvor meget kan/skal traditioner files i kanterne, så alle kan være med og ingen føler tab?

Kan man holde på at rutiner er vigtige og traditioner er mindre vigtige, når det egentlig er to tryghedsskabende sider af samme sag?

Samtidig tænker jeg, at havde vi været en helt almindelig familie, kunne vi lige så snildt være havnet i samme suppedas. Jeg bliver nærmest helt dårlig, når Mads og Monopolet allerede i slutningen af oktober hvert år bliver bombarderet af juleaftens-dilemmaer af enhver tænkelig art.

Jeg har ikke knækket koden endnu, men jeg er pissetræt af at stå i det hvert år. Flere år drømte jeg om at være rig nok til bare at rejse et varmt sted hen i juledagene. Lade folk rode med deres gave- og madregler selv.

Men det ville ikke løse noget for lige mit tossebarn, for hun vil egentlig bare helst gerne have, at alting er som det plejer at være. Og på en måde føler jeg et ret stort ansvar for, at december og alle juletraditionerne ikke bringer hende ud af balance hvert eneste år.

Mine andre børn håber jeg at kunne give en indstilling til julen, hvor man har mere lyst til at give end at insistere på at få sin ret. Hvor hjertet taler varmt, før maven knuger sig koldt sammen.

Mit hjerte er først og fremmest hos hende min store datter og mine andre unger. Også i julen. Især i julen.

 

Juletrauma 10 – 2013

Det år da julen blev sat ud af system

Af: Jette Vindum – Twitter 

7ae782860db13c890ef5ff46d4a0ee51

Vi kan godt lide systemer i min familie. Så er det lettere at regne sig frem til, hvornår ting skal foregå, hvor de skal foregå og hvem der er indblandet.

For eksempel var der et bestemt system for, hvem der skulle holde jul hos hvem og hvornår. Hvert andet år skulle min mand, børn og jeg holde hos jul min svigerfamile, hvert andet år skulle vi holde julen sammen med min familie. Så var der så den uregelmæssighed, at mine forældre var skilt, så det blev med min mor hvert fjerde år og med min far hvert fjerde år.

Systemet var gennemdiskuteret over flere omgange. Nogle mente, at det kunne være hvert tredje år hos hver familie, men så ville det jo gå ud over mine svigerforældre, at mine forældre var skilt, og det skulle de ikke lide under. Desuden skulle det indtænkes, at min mands søn var hos os hvert andet år og derfor skulle være sammen med sine ”egne” bedsteforældre (mine svigerforældre) det år. Derfor blev løsningen altså 2/4 løsningen.

Systemer kan holde, så længe tingene er som de plejer og der ikke skal tages ekstraordinære hensyn.

I julen 2007 brød systemet sammen i min familie. Eller, der var faktisk flere systemer der brød sammen. Der er mange særlige systemer, der gør sig gældende i julen. For eksempel hvem der steger anden og hvordan det gøres. Hvornår der åbnes pakker og hvordan de fordeles. Alting blev vendt op og ned.
Det år var planen, at juleaften skulle foregå hos min svigerfamile og min søster skulle holde hos sin svigerfamile. Men meget det år blev ikke lige som forventet. Vi havde en måned forinden fået at vide, at vores fars gamle kræft fra tyktarmen havde forvildet sig videre til hjerne og lunger og vokset sig til store svulster. Lægerne fortalte, at de ikke kunne fjerne dem, men ville forsøge at stoppe væksten og forlænge min fars liv. Han skulle have strålebehandling til hjernen og kemo til lungerne. Han var startet med strålerne lige før jul. Vi vidste, at vi nok hellere måtte skippe systemet og holde julen hos min far, der var ikke meget der tydede på, at vi ville få flere chancer for det.

En normal jul hos min far ville indeholde en velstegt and som han havde lavet, lækker chokoladekonfekt som han havde købt ind, gode gaver som han havde valgt med omhu og billeder fra aftenen som han havde fotograferet.

Juleaften 2007 startede lidt for stille. Da vi ankom først på eftermiddagen lå far i sin seng og havde ikke været oppe endnu. Han synes han burde stå op og tage sig et bad, men orkede det ikke. Ok, vi andre drak eftermiddagskaffen selv og ventede på, om ikke far kom op. Og vi tænkte, at vi nok hellere måtte justere tidsplanen og opgavefordeling for juleaften. Gaverne blev sat til uddeling om eftermiddagen og anden måtte steges af nogle andre.

Og hvem var lige voksen nok til at stege en and lige så godt som manden i huset plejede at gøre det. Ikke nogen. Men så måtte nogen jo se at blive voksen. Så det var den dag jeg blev voksen. Ved at stege en and i min fars køkken, mens han sad og hang på en køkkenstol og prøvede at svare, når jeg havde behov for råd. Åh, hvor var det svært, at stege sin første and og så ovenikøbet den and, der skulle blive den sidste juleand min fars sarte smagsløg skulle smage. Og ville han nu synes, at den var stegt godt nok, kunne jeg nu få min fars accept af mine ande-stege-evner.

Jeg tror den blev god nok, anden. På de utallige billeder, der er fra den juleaften, ser anden i hvert fald god ud. Og jeg tror også, at vi fik lavet en god sovs.
Men det blev den sidste jul med min far. Han kæmpede og troede på at diverse alternative mediciner kunne forlænge hans liv. Men mængden af hjælpemidler og sygeplejesker voksede i det lille hjem. Og et halv år efter havde kræften overtaget hele hans krop og han døde på Aarhus Kommunehospital.
Jeg stegte et andebryst til ham 10 dage før han døde. Det smagte ham.
Og systemet juleturnus er fra næste år genetableret. Jeg skal holde jul med min søster igen i 2014. Og derfra er der en fast plan. Indtil andre omstændigheder tvinger os til at nedbryde og tænke nyt. Så starter vi forfra. Men indtil da, så kan jeg stege anden.

jette

 

 

 

 

 

 

Jeg varmer fars gamle serveringsfade op inden anden serveres

 

Juletrauma 9 – 2013

Af: Line Hedeman Nielsen – Twitter

1475894_10151889719100889_1251636926_n

Det må have været julen 2010. Det år, hvor sneen pludseligt faldt og skabte kaos over det meste af landet.

Vi havde lejet en bil og skulle til Jylland for at holde jul hos min mands familie. Bilen blev hentet og pakket ved frokosttid, så vi kunne køre, når børnene havde fået frokost og forhåbentlig kunne tage en middagslur på vejen.

Vores datter var 3 år gammel på det tidspunkt og havde lige smidt bleen, vores dreng var 6,5 år gammel.

Det begyndte at sne. Eller også havde det sneet et par timer. Eller også begyndte det først at sne senere. Det kan jeg ikke huske. Men jeg kan huske, at vi – inden vi kørte afsted – fik en sms fra et vennepar, der også var på vej mod det jyske. Der stod noget á la: “Lad være med at køre nu! Det er crazy. Vi holder i kø på Fyn og har gjort det i 3 timer.” Min mand og jeg var skeptiske og snakkede om, at så slemt var det nok ikke. Jeg smurte en ekstra madpakke, og vi blev enige om, at vi bare skulle køre og tage den med ro.

Netop da vi var kørt ud på motorvejen ved Hvidovre, ramte vi køen. Det begyndte at sne. Eller også begyndte det at sne kraftigere. Vi talte om at køre fra og vende om. Men de første frakørsler var også helt tætte af biler, der holdte i kø. Og da vi først efter 4-5 timers tid nåede Storebæltsbroen, besluttede vi os for at køre videre. Nu måtte køen snart blive opløst. Der var nok en del, der kun skulle til Odense. Vi havde en masse idéer om, hvad der nu skete for, at køreturen ville blive overstået hurtigt og lettere. Men køen fortsatte. Enten holdte vi helt stille, eller også trillede vi afsted i sneglefart. Naturligvis faldt børnene ikke i søvn. På et tidspunkt begyndte vores pige at råbe panisk: “Jeg skal tisse! Jeg SKAL TISSE!” Enhver, der har haft et barn, der lige har smidt bleen, ved, hvor kritisk sådan en situation er. I en halv time sad jeg og bad hende om at holde sig. Indtil vi ramte en rasteplads. Jeg løb afsted med hende i favnen, gennem snevejr, over et vådt, pløret fortov… Og så ramte vi en ny kø: En kø på ca. 100 kvinder, der alle stod og ventede på at komme på toilettet. Min datter og jeg så intenst på hinanden: “Nu holder du dig,” sagde jeg: “Og hold godt fast!” (På det tidspunkt kunne vi lige så godt have været med i en meget, meget hårrejsende thriller…) Hun bed læberne sammen og nikkede indforstået. Og så råbte jeg: “Jeg har en lille pige, der skal tisse!” Imens jeg holdt min pige tæt til kroppen, kæmpede mig gennem køen af sure kvinder, skubbede til én, der nægtede at flytte sig, og flåede døren til et netop ledigt toilet ud af hænder på en ældre dame. (Det var ikke mit livs mest stolte øjeblik.)

Vi fik tisset, og så kørte vi videre.

Da klokken var nogle timer over midnat, og vi på det tidspunkt havde kørt 11-12 timer i snevejr, nåede vi til den del af Jylland, hvor der ikke er gadelygter eller parcelhuse. Der var ej heller ryddet for sne. Fik jeg sagt, at mine svigerforældre bor i et sommerhus ned til vandet? Der var ikke vinterdæk på vores lejede bil, så bilen skøjtede fra side til side på landevejen, imens vi kørte op og ned ad bakke gennem skoven ned til stranden. Og så sad vi fast. I det sving, de kalder “hullet”.

Der kom en bil med vinterdæk forbi, chaufføren steg ud og forsøgte at få bilen fri for os. Men den sad fast. Der var bælgragende mørkt, skidekoldt, det blæste, og børnene på bagsædet var meget, meget trætte. Klokken var nok omkring 2 på det tidspunkt, hvor svigerfar kom kørende i sin lille Peugeot og parkerede oppe for enden ad bakken. Vi fik båret børnene over i hans bil, og han kørte dem hjem til svigermor. Derefter kom han efter os og vores bagage.

Dagen efter kom Falck for at hive vores bil fri. Så sad Falck-bilen også fast. Heldigvis havde naboen til “hullet” overværet det hele. Så han hentede sin traktor. Først trak han Falck-bilen fri, dernæst vores.

Resten af julen husker jeg kun i brudstykker. Vi sad indenfor i mine svigerforældres lille (knap 50 kvm), meget charmerende sommerhus med mange julenipsting. Jeg havde glemt min fine kjole til juleaften. Fordi sommerhuset ligger ud til havet, blæste det meste hele tiden, og vinden var bidende kold. Iskold. Når vi lukkede børnene ud, stod de og trykkede deres røde næser mod vinduet og ville ind igen.

Vi kørte hjem d. 26. Og jeg drak rigtigt meget snaps den jul.

 

Juletrauma 8 – 2013

Af: Pia Vive – Twitter

pia_blog

 

 

 

 

 

 

Jeg har ingen børn, og måske(?) er det derfor, julen ikke rigtig vil få tag i mig. Fordi man skal være et eller have et barn for at kunne mærke julen rigtigt.

Men.

Jeg har jo været barn. Jeg er vokset op på landet i trygge rammer og kan uden særlig anstrengelse fremkalde billeder på nethinden af et prægtigt juletræ i gildesalen, som min far tændte lys på alene, så alle vi andre i familien kunne slå hænderne sammen i ægte begejstring ved synet af det tændte træ. Af mig selv i den lilla kjole med de lyserøde blomster, syet af min mor, mens jeg læser juleevangeliet højt for selskabet og mærker mine forældres stolthed. Af den fantastiske gymnastikdragt (pink, selvfølgelig) med de drønsmarte gamacher OG tilhørende benvarmere, som jeg fik i gave af moster og gudfar netop det år, hvor det var dét, alle præ-teenagepiger ønskede sig.

Kort sagt: Jeg har virkelig aldrig manglet noget. Der er ingen særligt uformildende omstændigheder at se tilbage på. Ingen skilsmisser. Ingen svigt. Og alligevel er det kun i korte glimt, jeg kan mærke en særlig og unik glæde ved julen. Det første barndomsminde, der kommer til mig, er mere, at jeg løb op på mit værelse og satte et kassettebånd på, fordi jeg følte mig forkert over ikke at være glad i familiens juleskød. Det vidste jeg jo fra alle andre, at jeg burde være.

Så.

Det kom ikke helt bag på mig, da jeg som 25 år-ish en sen juleaften smed håndklædet i ringen og sagde til min familie, at jeg var færdig med at fejre jul. Det var uden dramtik fra min side. Jeg meddelte det bare, helst stille og roligt. ”Det siger du bare lige nu. Det går over”, sagde en af mine nærmeste. Men jeg vidste, at jeg ikke længere bare ville have juleaftener, der ”skulle gå over”. Det var netop dem, jeg var færdig med.

Vi var vel 8 voksne og 4 børn sammen den aften. De yngste var nok 2 år; den ældste et sted i 70’erne. Jeg husker, at børnene fik afsindigt mange gaver i et lige så afsindigt tempo. Et hæsblæsende race. I det hele taget husker jeg det meget som gaver, der farer på kryds og tværs gennem lokalet. Lyden af gavepapir, der sprækker og krølles sammen. Spredt forvirring. Og til sidst store sække med aflagt gavepapir og enkelte totter af farvemættet gavebånd, der stritter op.

Jeg husker fraværet af interesse for, hvad andre fik i gave. Jeg hører desværre ingen dybfølte taksigelser gavegiverne imellem på mit lydspor fra den aften. Men praktiske kommentarer som at ”vi må lige se på det, når vi kommer hjem, om det passer, jeg er noget i tvivl, eller om det skal byttes”. (Og det husker jeg måske ekstra meget, fordi den sødeste gavegiver i selskabet havde taget mål og undersøgt alt muligt i smug for at sikre sig, hun købte gaven i den h-e-l-t rigtige størrelse, og jeg hørte den undertrykte gråd i hendes stemme over, at der ikke blev taget notits af, hun havde investeret sig selv i den gave).

Jeg husker selvfølgelig også, at vi sidder ved bordet. Og jeg ved, at der var alt det på bordet, som der skal være en juleaften. Sikkert både ande og -flæskesteg. Kartofler, der var den helt rigtige brune farve, fordi de var brunet på den helt rigtige måde, som man netop gør til jul. Selvfølgelig flankeret af hvide kartofler. Og tilbehør. Så ingen kunne rokke med ørene, da vi nåede til krystalskålene med risalamande.

Nu hører det med til historien, at jeg ikke er særlig pjattet med julemad. Så jeg ville sådan set hellere have underholdt jer med det samvær, vi havde over middagen. Men igen er der i mit lydspor ingen samtaler, hvor vi for alvor kommer hinanden ved. Der er kun en jævn summen, som jeg antager må være lyden af forholdsvis ligegyldig passiar.

Okay.

Jeg indrømmer gerne, at jeg også har minder, jeg varmer mig ved fra den aften. Det bedste er, da jeg sidder alene tilbage med værtsparret, og alle andre er gået. Ræset er overstået. Der er ikke mere på programmet. Der er ikke flere forventninger, der ligger på lur i det skjulte. Vi spiller kort, og der er stille i stuen. Men der er nærvær. Det nærvær, der ikke havde været plads til hele aftenen for bare gaver og mad og pace og logistik.

Dér.

I dét nærvær indser jeg, at jeg er nødt til at melde mig ud af julen. For det er dét nærvær, jeg vil have som eneste faste ingrediens i min opskrift på den 24. december. Og det vil altid følge mig, at jeg har det med at tro, vi bedst finder dét nærvær i det u-julede.

 

Juletrauma 7 – 2013

Af: Manja Kirstine Johansen – Twitter

manja

Jeg er ikke særligt glad for julen. Den har aldrig rigtigt betydet andet for mig end alt for ondt i maven, sure familiemedlemmer og en underliggende stemning af, at NU holder børnene kæft, så morfar kan få den jul, han gerne vil have. Og sådan blev det. Altid.

Min morfar var, indtil han tog sig selv af dage for ganske nyligt, det mest egoistiske og empatiforladte menneske, jeg overhovedet kan forestille mig. Han har altid skullet bestemme alt, og jeg mener alt. Det gælder også julen, endda ned i allermindste detalje såsom at der kraftpetervæltme skal gås på bordet juleaften, fordi “sådan har vi altid gjort”. I år skal min far og jeg for første gang i hele mit liv ikke slås med ondt i maven i timevis efter julemåltidets indtag, for efter min morfars død er vi alle enige om, at den skide gås ikke skal indenfor dørene. Den symboliserer den fuldstændige mangel på menneskelig forståelse, som alt hvad min morfar rørte ved indebar.

Indtil jeg var teenager havde jeg faktisk tre bedsteforældre: mormor, morfar, farfar. Farfar boede så, desværre for vores jul, langt væk. Så langt væk at min morfar truede med død og ødelæggelse ved det blotte forslag om, at julen jo faktisk også kunne holdes med farfar. Så det lod vi være med at tale mere om, trods at min far jo faktisk også gerne ville holde jul sammen med sin far bare engang i mellem.

Da min søster var helt lille, orkede min mor ikke at pakke børn og gaver sammen og tage til min mormor og morfar for at fejre, så det bleb besluttet, at vi skulle holde det hos os. Det gjorde vi så, og min morfar arbejdede hårdt på at sabotere det: så var der ikke penge til julegaver, så var der ikke plads nok hjemme hos os, så var der ikke råd til gås (good riddance!) og så videre. Da juleaften oprandt pakkede min mormor dog sig selv, en gås, en skål risalamande og en masse gaver i en bil og gav ham en sidste chance for at komme med – som han tog. Da de ankom, smed han gaverne henad gulvet, knappede en øl op og surmulede hele aftenen. Jeg var 7 og jeg husker det tydeligt og får stadig ondt i maven både ved tanken om hans barnlighed og ved tanken om den satans gås.

Året efter gik vi tilbage til at holde jul som vi plejede, for den dårlige stemning, der havde været i hele december, det meste af januar og til min mors og min fødselsdag i februar var mere end vi lige kunne holde til. Min fars forsøg på at få min morfar til at tage sig sammen og knytte sylten, gik for døve øren og der blev indgået et stiltiende forlig om ikke at pille ved den jul, når nu det betød så meget for den gamle.

Årene med ondt i maven, dårlig stemning juleaften pga. uvisse, ufortalte forseelser mod min morfar fortsatte indtil det år, min mor og jeg måtte lægge min mormor i seng, da hun ikke længere kunne stå på sine ben og sørge for julemiddagen. Samme aften tog min mor og moster beslutningen om, at julen ikke mere skulle holdes hos min mormor og morfar, dertil var mormor blevet for svag. Det gik dog ikke uden sværdslag, for som med da min søster var lille, satte han bremserne i, skabte sig og saboterede det hele. Min mormor endte med at køre op til os alene, hvorefter han pludselig mødte op i sin egen bil, fordi han havde skiftet mening. Vi håbede allesammen, det betød at han faktisk gerne ville se os. Det gjorde det tilsyneladende ikke, for han sad i en sofa eller en stol hele aftenen, mælede ikke et ord og kørte før vi var færdige med at pakke gaver ud. Dagen efter til juledags traditionelle julefrokost blev gårsdagen ikke nævnt med et ord.

Og sådan gik det i flere år, indtil sidste år, hvor vi endda havde flyttet julen for hans skyld, så han kunne komme tidligt hjem til hunden – og ikke ville med. Nej, for det er bedre at sidde derhjemme og være sur end være glad sammen med sin familie, som igennem årene har fundet sig i helt utroligt mange ting og som slet ikke er færdige med at bearbejde fortidens og nutidens synder.

I år skal vi så ikke have gås. Og det er nok det bedste, der kan siges om denne jul, der allerede nu er ved at hænge mig ud af halsen – udelukkende fordi den faktisk aldrig har været rar. Men vi giver den en chance i år og ser om ikke vi sammen kan lave nogle sjovere traditioner – denne gang uden min far og jeg lit de parade på hver sin sofa i et par timer.

 

Juletrauma 6 – 2013

Af: Malene Hald – Twitter

malene-hald-designer10-662x662

Jeg sidder på nåle, fordi jeg skal på højskole i januar i den anden ende af landet. Jeg ved ikke hvad jeg skal med mit liv, men jeg tror, at det skal være noget med musik. Jeg er ret nervøs for jeg har aldrig været så længe væk hjemmefra. Julen er gylden, tryg og mild. Stuen er varm, fordi vi har danset ’Nu er det jul igen’ i afsindig fart med min onkel som fortrop og min far som bagtrop. Vi falder leende og forpustede om i sofaen, pakker gaver ud, spiser konfekt og drikker sodavand.

Min morfar rejser sig. Han står stille et øjeblik og støtter sig tungt til armlænet på en stol og står helt stille. Han har ellers aldrig brug for støtte. Han sunder sig og smiler og aftenen fortsætter.

Som 83-årig er han stadig en høj mand med hænder som en grovsmed. Han går altid i en kortærmet, hvid skjorte og blå Kansas-overalls, undtagen om søndagen, hvor han har jakkesæt på fordi han er kirketjener. Han har som regel en stump cerut i den ene mundvig. Da han havde kørekort, ejede han en flaskegrøn Austin med karamelfarvet indtræk. Den havde ingen sikkerhedsseler så jeg sad på skødet af min far, når morfar kørte os hjem. Jeg sang i vilden sky i en blanding af sange jeg kunne og noget jeg selv fandt på.

Han lærte mig at tegne, selvom han ikke kunne tegne ret meget andet end tændstiksmænd og biler. Vi sad i køkkenet med tuscher og papir spredt ud over hele bordet. Jeg snakkede og tegnede og snakkede og han lyttede. Indimellem spiste vi rugbrødsmad med leverpostej som blev skåret ud i minimale stykker fordi han var bange for, at jeg ville kløjs. Alle børnebørnenes tegninger blev limet ind i scrapbøger. Mine fyldte mest.

Anden juledag er der ikke tændt lys i mine forældres hus og det er sært, for de ved, at vi kommer. Vi skal sidde i sofaen med tæpper og se ligegyldige familiekomedier og spise os en pukkel til i konfekt. Min mor står ikke i køkkenet som hun plejer. Huset er koldt fordi brændeovnen er gået næsten ud. Inden jeg ved hvad der er sket, ved jeg hvad der er sket. Jeg slipper posen med film og halvløber i vinterstøvler og overfrakke gennem det mørke hus. Min lillebror er meget lille og sidder på skødet af min far. Han kigger på mig og jeg har lyst til at stikke fingrene i ørerne for ikke at høre det jeg ved kommer. Morfar er død, Malene, hører jeg ham sige, inden jeg bakker ud af værelset. Hvis ordene ikke når mig, hvis jeg når at komme væk inden jeg hører dem helt, passer de ikke.

Alle min mors søskende, min fætre og kusiner er samlet hos mormor og morfar. Du elskede når hele familien var samlet, far. Det lykkedes dig endnu engang, siger min mor til alle og ingen. Jeg ser ham i hans seng, hvor han ikke er vågnet den morgen. Han er der ikke mere. Det ansigt jeg ser er ikke længere min morfars, men en voksafstøbning af en der ligner ham, uden at ligne overhovedet. Hele familien står i den lille entré med kisten i midten. Han får gaver med. Hans dannebrogsflag som han med stolthed hejste ved alle mærkedage. Cerutter. Og scrapbøgerne med tegninger.

Det sner så meget i januar at jeg må tage toget alene til højskolen fordi Storebæltsbroen er lukket så ingen kan køre mig. Jeg sidder på sengen på mit værelse og savner min morfar med en dump, indre smerte jeg ikke har prøvet før. Selvom det er en musiklinje jeg går på, er væggene på mit værelse dækket med tegninger da højskoleopholdet er slut. Jeg blev ikke musiker.

 

 

Juletrauma 5 – 2013

Julen er hjerternes fest, men husk at holde fokus på dit eget.

Af: Ida – Twitter

Mit forhold til julen, som barn og helt ung var ret gennemsnitligt. Vi holdt jul som alle de andre familier i forstaden, med fokus på formerne og maskerne på plads, som altid. One happy family. Kort før jeg fyldte 17 år flyttede jeg hjemmefra, for at slippe for formerne og forestillingen om den lykkelige familie. Vi holdt dog stadig jul sammen. Til en julefrokost året efter mødte jeg en mand, som var sød og vi begyndte at kæreste lidt. Henover sommeren blev jeg syg, og var indlagt på Rigshospitalet i flere omgange. Ved en af stuegangene sagde den ældre læge henkastet, at jeg nok ikke skulle regne med at få børn uden hjælp. Den slags tager man ikke så alvorligt som 19-årig, men da jeg hen på efteråret fandt ud af, at jeg var gravid, turde jeg ikke andet end at få barnet. Også selvom det langt fra var planlagt. Min kæreste og jeg fortalte hurtigt nyheden til vores forældre, der mildest talt reagerede meget forskelligt. Mine forældre var rystede og havde mere end svært ved at forlige sig med tanken om, at de skulle være bedsteforældre. Men de accepterede min beslutning.

Min kæreste forældre derimod blev jublende lykkelige. Og de ringede nærmest hver dag for at høre, hvordan graviditeten skred frem og for at fortælle os, at deres barnebarn ville være en horeunge, såfremt vi ikke skyndte os at blive gift. Det havde jeg ikke travlt med. Faktisk var jeg allerede på det tidspunkt usikker på, om min kæreste og jeg havde andet tilfælles end det barn vi ventede. De lagde et massivt pres på os begge, ringede dagligt med tilbud om at betale brylluppet at sørge for det hele, hvis bare vi ville blive gift, så deres barnebarn kunne fødes af gifte forældre. Til sidst gav jeg efter for presset og sagde: ”så lad os for helvede blive gift”. Jeg husker endnu, at vi sad i bilen efter et besøg hos mine kommende svigerforældre, det var i begyndelsen af november og der var sne i luften. Da vi var kommet op i lejligheden, ringede min kæreste straks til sine forældre, og de begyndte at planlægge vores bryllup. Jeg deltog ikke ret meget. Jeg havde det skidt under graviditeten og var egentlig ret ligeglad med brylluppet, men håbede selvfølgelig, at det ville blive en rar dag, med god mad, familie og venner.

Datoen blev sat til den 27. december, for der var den kirke min kærestes forældre gerne ville have os gift i ledig, og som min kommende svigermor sagde: ”så vil graviditeten heller ikke kunne ses”. Brudekjolen tilbød min kærestes mor at sy. Så hver gang vi var på besøg, og det var tit, blev jeg forelagt stofprøver og snitmønstre. Og til sidst blev vi enige om et enkelt design med lange blondeærmer og højhals, for det var jo vinter. I begyndelsen af december blev jeg indlagt, fordi jeg var ved at tabe barnet. I løbet af de par uger jeg var indlagt, fik jeg en pause fra al bryllupssnakken, og jeg begyndte så småt at fortryde, at jeg havde sagt ja. Jeg prøvede at tale med min kæreste om det, men han mente bare, at det var naturligt at jeg fik kolde fødder. Og desuden var de 40 invitationer (hovedsagligt til mennesker jeg ikke kendte, vennerne var der ikke plads til) jo sendt ud. Kokken bestilt osv. osv. Mine forældre talte jeg ikke med, vi var ikke tætte på den måde, og det at tale om sine følelser var ikke en del af min opvækst. Det eneste vi talte om var, at min kærestes forældre havde bedt mine forældre om at betale halvdelen af brylluppet. Det var de ikke i stand til. Jeg svarede dem, at det måtte de selv rode med, at jeg var ligeglad.

Jeg blev udskrevet omkring den 18. december. Min kæreste hentede mig og vi kørte straks op til hans forældre, for jeg skulle jo prøve kjolen. Den var i mellem tiden blevet for stam og måtte syes om og lægges ud i sidste øjeblik. Min kæreste og hans forældre diskuterede menuforslag og vine. Jeg sagde ja og nej til det jeg ikke brød mig om, men endte med at blive overhørt fordi, min kommende svigerfar så godt kunne lide ærtesuppe og elgsteg. Når jeg tænker tilbage på dagen er det tåget og uklart, og det jeg husker tydeligst er den nagende tvivl og min indre stemme, der råbte løb.

Brylluppet skulle holdes hjemme hos mine kommende svigerforældre, så juleaften skulle vi alle (min kæreste og jeg, hans forældre og søster samt mine forældre og min søster) holde sammen hos mine forældre, mine kommende svigerforældre ville medbringe vinen, for den slags vidste mine forældre ingenting om. Juleaftensmorgen vågnede jeg med 40 i feber og rystede af kulde. Men man kan jo ikke aflyse julen. Så jeg slugte et par kodimagnyler og trak mig og min tvivl op ved hårrødderne. Jeg husker ikke aftenen for noget godt. Mine forældre gjorde alt hvad de kunne for at holde på formerne og bevare billedet af den glade og lykkelige familie, jeg lå på sofaen iført dyne og feberblanke øjne. Og kiggede tomt ud i luften mens knuden i min mave voksede og voksede. På vej hjem prøvede jeg endnu engang at tale med min kæreste om min tvivl. Han slog det hen og sagde, at når nu hans forældre havde brugt så mange penge og lagt så meget arbejde i forberedelserne kunne vi ikke være andet bekendt.

Vi skulle heldigvis ikke til nogen julefrokoster 1. og 2. juledag, så der kunne jeg blive under dynen mens min kæreste kørte op og var hos sine forældre for at hjælpe med at flytte møbler, bære borde ind, pynte op osv. Brudekjolen hang hos mine forældre og 2. juledag om aftenen kørte min kæreste mig derop. Jeg havde stadig feber, kastede op og havde det skidt på alle måder.

Den 27. december vågnede vi op til varslinger om snestorm op af dagen. Vi skulle vies kl. 13 og bagefter skulle der være reception i menighedshuset inden vi og skulle hjem til min kærestes forældre og spise og feste. Jeg havde stadig feber og kunne intet spise, min hals føltes som sandpapir og var stadig i tvivl. Jeg kan huske, at jeg spurgte min mor om vi ikke kunne aflyse, og fik at vide, at det havde jeg selv rodet mig ud i, så det måtte jeg også selv rode mig ud af. Og så kørte vi til frisøren, der satte mit hår op og gav mig makeup på. Jeg var lig-bleg og min makeup fik det faktisk bare til at se værre ud.

Det eneste jeg husker fra kirken, er at jeg frøs og kun kom op af kirkegulvet fordi ham jeg kalder far havde et fast tag i min albue. Og så husker jeg, at min barndomsveninde var der. Desværre skulle hun ikke med til festen, så hun og hendes kæreste kørte tidligt fra receptionen for ikke at blive fanget i snestormen. Jeg husker intet fra aftenen udover, at jeg ikke kunne spise maden og derfor fik serveret en skål Knorr-bouillon, og at min svigerfar hele tiden talte om, hvor svært det havde været at overbevise mig om, at børn, og især hans barnebarn skulle fødes i ægteskab. Når jeg kigger på billederne fra dagen, ser jeg en ung og usikker pige, med tomme feberblanke øjne og et forkrampet smil.

Efter brudevalsen, som jeg kun husker fordi den eksisterer på billeder, kørte vi på hotel. Og der klaskede jeg sammen, jeg græd og kastede op hele natten, og ud på morgenen lovede jeg mig selv, at jeg aldrig mere ville ligge under for andres normer og meninger. Det gik dog lidt mere trægt med at få min beslutning ført ud i praksis, men som årerne gik, blev jeg bedre og bedre til at sige fra. Først 4½ år og 2 børn senere blev vi skilt. Og selvom min svigerfar forsøgte at få mine forældre til at tale mig til fornuft, stod jeg ved min beslutning og kiggede mig ikke tilbage. Så for mig er julen en kærkommen anledning til at kigge indad, og mærke om jeg holder fast i mig selv og det liv jeg ønsker.