Warning: Declaration of Portfolio_Walker::start_el(&$output, $category, $depth, $args) should be compatible with Walker_Category::start_el(&$output, $category, $depth = 0, $args = Array, $id = 0) in /var/www/juletrauma.dk/public_html/wp-content/themes/minimalisto/functions.php on line 0
admin

Author Archive for: ‘admin’

 

Juletrauma 24 – 2013

Af: Samantha – Twitter

samantha

Min juleaften består af mine forældre og min bror. Jeg cykler hjem til villavejen på Amager, og så følger vi den samme traditionelle opskrift, år efter år; Disney Show, flæskesteg, gaver og ondt i maven. Det er trygt og velkendt. Men – helt ærligt – så har jeg måske taget mig selv i at drømme om nogle flere familietraditioner, klaverspillende bedsteforældre med gavefyldte kufferter og lange bagedage på programmet. Eller, måske endda, besøg af klementin-pillende bekendte med hundehvalpe og babyer og behov for gåture eller rygepauser. Ligesom i de obligatoriske julefilm vi ser på genudsendelse. Hvert. Eneste. År.

Jeg er ikke utilfreds, for jeg holder meget af vores lille familie og den stille, langsomme måde vi hygger os på. Det er en tryg time-out med middagslure, musik og left-overs nok til alle juledagene.

Der er dog én jul som jeg husker bedre end de andre. Det var i år 2006. Det var dét år hvor min far fik en blodprop i hjertet.

I løbet af efteråret havde han været utilpas, og på hospitalet nogle gange, så vi vidste godt at han ikke var helt på toppen. Men, lægerne havde sendt ham hjem igen med forsikrende ord om, at alt var fint.

Bortset fra, at alt ikke var fint.

Jeg kan huske, at jeg var på julemarked sammen med min mor, da han ringede til mig. Han græd. Forpustet. I smerter. Resten er som en tåge i hukommelsen, bortset fra uvisheden, forvirringen og de tunge tanker. Og lugten på hospitalsgangene.

Dét år tilbragte vi juleaften på hans stue på hjerteafdelingen. Og han var okay. Og dét var det vigtigste. Og hver eneste jul siden da, har højtiden forårsaget bølgegang i humør. Jeg har ikke behov for massevis af gaver eller traditioner. Jeg bliver mærkeligt til mode, for det er en punktlig reminder om at ingen er udødelige. Ikke engang ens beskyttende og klippefaste bagland. Det får mig til at tænke på, hvor mange andre der oplever det samme. Året rundt. Og at tid og en tæt familie – især – er lidt af et privilegium.

Så (med en jævn fare for at lyde som moralens vogter) vil jeg gerne ønske en rigtig glædelig og tryg jul. Jeg selv fejrer min på Amager med min familie. Husk at kramme lidt ekstra på dem du holder af. Husk at lytte efter og husk at sætte pris på din families velkendte særheder. Det er nemlig alt dét som udgør den varme, rytme og tryghed som hjertet behøver.

 

 

 

 

 

Juletrauma 23 – 2013

Hjem til jul

Af: Anonym

Jeg var vild med julen. Jeg tror faktisk, at jeg troede, jeg elskede den. Jeg har også hadet den – eller i hvert fald troet, at det var det, jeg gjorde. Og nu er vi vist ved at være der, hvor vi ikke bare tåler, men måske ligefrem accepterer hinanden.

Kærligheden først: Min barndoms jul var altid den samme. En alenlang liste af rutiner og traditioner, som ikke var til at rokke. Ganske sigende for min barndom var der – akkurat som når det gjaldt alt andet – heller ingen tvivl om, hvordan julen så ud. Forudsigeligheden var både tryg og kedelig, men jeg var for artig til at protestere over de af traditionerne, jeg ikke brød mig om og nød både konfekt og tv’s julekalender i en grad, så jeg stadig lugter af marcipan og på stående fod kan fortælle titel og ”plot”, hvis man siger et årstal mellem 1974 og ’95.

Alt på tv, der handlede om jul, var et hit, men hvorfor ’Nøddebo Præstegård’ fik en særlig plads, aner jeg ikke. Og vi taler ikke om liveversionen, selv om jeg har været på decembertur til Folketeatret et par gange. Nej, det var filmene. Altså både den gamle, hvor de talte på en måde, jeg næppe kunne forstå; og siden genindspilningen, hvor jeg åbenbart ikke havde problemer med at acceptere Lisbeth Dahl i rollen som en af de giftemodne præstedøtre. Filmen havde i hvert fald sat sig fast i en grad, så den var min primære association, da jeg selv var flyttet til Ydre Nørrebro (ikke helt Regensen, men alligevel) og drog på landet for at holde jul.

Jeg var imidlertid ikke den eneste, der kom hjem til jul. Det gjorde min far også. Han var begyndt at blive dement seks-syv år tidligere. Jeg var af samme årsag blevet boende hjemme længere end jeg burde, da mine to noget ældre søskende var flyttet hjemmefra. Men nu havde sygdommen forvandlet min far i så voldsom grad, at det var nødvendigt at flytte ham på plejehjem. Samtidig var min mor flyttet til et mindre hus. Alt var forandret. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, det var af misforstået hensyn til min far, at alle juletraditionerne pinedød skulle fastholdes, men det ville være løgn. Det var udelukkende fordi, at sådan ser julen ud.

Det blev naturligvis en rædselsfuld aften. Fra start til slut. Og det kulminerede, da vi havde kørt min far retur til plejehjemmet for at lægge ham i seng. Jeg havde før oplevet min far blive behandlet som et barn – også af mig selv – når overskuddet var brugt, inden tandbørstning og sengelægning, men denne sidste omgang står som den værste. Og for en gangs skyld blev mine tårer ikke udsat til et andet ubelejligt tidspunkt; de kom med det samme.

Det var sidste gang min far kom hjem – ikke bare til jul, men i det hele taget. Og de sidste godt fem år han levede, så jeg ham stort set kun på tomandshånd. Det var dog, som det skulle være. Vores samvær var af gode grunde uden ord, for han havde for længst mistet mælet, men også – og langt vigtigere – uden forventninger og traditioner. Dem fik jeg nemlig et ret anstrengt forhold til og brugte et lille årti på at løbe væk fra.

Så er det svært at holde af julen. Jeg deltog fortsat pligtskyldigt, men indeni tog jeg afstand fra alt, der havde med den at gøre. Jeg begyndte at hade min families ternekage (der ved gud heller ikke er noget særligt, men netop blot en tradition) og ikke mindst den tilbagevendende historie om dengang, min bedstemor var kommet til at lægge den forkert sammen, så kagestykkerne dannede striber i stedet for tern. Min mors 150 håndskrevne julekort hvert år fratog mig enhver lyst til selv at skrive et eneste, og min brors ønske om samme menu hver eneste jul fik mig til at gå langt udenom selv en nok så uskyldig flæskestegssandwich resten af året.

Dilemmaet blev først tydeligt for mig selv, da jeg fik børn. Jeg mærkede det første gang, da min ældste var et år. Jeg fik igen lyst til at se julekalender, nød rent faktisk julemiddagen sammen med svigerfamilien og sms-spammede hele telefonbogen med hilsner samme aften. De sidste ti år har jeg forsøgt at finde en balance, og takket være mine børn tror jeg, den er ved at være der. Traditioner bliver aldrig (igen) en væsentlig del af mit liv, og jeg holder næppe op med at udfordre andres, hvis jeg fornemmer, at pligten er større drivkraft end lysten. Til gengæld gider jeg ikke længere pr. automatik at være imod. JuleFERIEN er alle tiders mulighed for at være sammen med de mennesker, vi gerne vil se lidt oftere. Og når nu jeg mener, jeg har fattet, hvad det handler om, er det dumt ignorere lysten til at bidrage positivt.

Måske får jeg endda lyst til på et tidspunkt at flere julekort end det, jeg hvert år skriver til min far.

 

Juletrauma 22 – 2013

Af: Louise – Twitter

09f02de7ed972cc6c44240732192c623

Jeg er dansklærer på en sjællandsk landsbyskole og i min 5. klasse har vi arbejdet med julens historie, skrevet sjove nissehistorier og alt det andet gøgl, der nu hører til. Dette år brugte vi første gang også en lidt anden indgangsvinkel til højtiden, nemlig de nemlig lidt mere triste og negative historier om børnenes jul.

Vi har læst nogle af historierne på juletrauma.dk og har også lavet vores egne små historier om ” julen, der gik lidt galt” og et af de ord, der kommer mange gange igen, var ” at spille skuespil “, når man får en dårlig gave. Lige under halvdelen af eleverne fejrer mere end en juleaften pga skilsmisser og dette satte en del tanker i gang, men vores elever beskriver at deres forældre er gode til at holde den gode stemning, selvom det ikke helt er det samme.

De har tre gode råd til stressede forældre: 1.Sæt jer ned og vær sammen med os og vær ligeglad med om pynten passer til servietterne. 2. Lav god mad sammen med os.3. Lad os sove!

 

Læs herunder noge af deres små fortællinger om julen, der gik lidt galt :

Min dårlige jul: Jeg fik sidste jul nogle meget grimme stearinlys af min bedsteforældre, men jeg lod bare som om jeg var megaglad og udbrød, at det var liiiiiiige, hvad jeg mangledede! Meget pinligt!

Juleanden: Det var juleaften og jeg var hos min moster og onkel og vi skulle lige til at gå i seng. Vi havde taget vores store hund med og de havde en lidt mindre hund. Min mor sagde mange gange til min moster, at hun skulle sætte resterne af anden på et højt sted, så hundene ikke tog den. Men søde moster var ikke vant til at hunden kunne hoppe så højt, så anden overnattede på et mindre køleskab i kælderen. Næste morgen da min mor kom ud i køkkenet, lå mosters hund og gnaskede på anderesterne. Det viste sig, at min hund havde hoppet op ( vi kunne se potespor) og lige snuppet fadet med den lækre and ned til dem begge og så havde de haft et festmåltid. De fik begge ondt i maven og vi fik ingen anderester.

Den onde jul: Det var juleaften og alt gik som planlagt med and og flæskesteg. Da vi nåede til pakkerne, gik det ned af bakke. Jeg fik nemlig slet ikke det, som jeg havde ønsket mig. Jeg fik hjemmestrikket sokker, som jeg bare aldrig havde skrevet på listen, seriøst et par sokker? Det var såmænd min mor, der havde skrevet det på, fordi det mente hun jeg manglede. Senere på ferien fik jeg skoldkopper og gik glip af nytåret. Meget trist ferie.

Den gale hat: Jeg havde længe ønsket mig en meget speciel rød kasket og min mor havde gjort meget ud af at skrive på min ønskeliste, hvad det var for en. Da jeg så pakkede den sidste gave op, imens min mormor sagde, at det var så godt med noget til hovedet, blev jeg rigtig glad. Men hov mormor havde misforstået noget for der lå en rød hjemmestrikket tophue. Jeg blev helt rød i hovedet, og så bare over på min mor, der hurtigt hjalp med at smile og takke pænt. Hun hviskede hurtigt til mig, at vi nok skulle finde den rigtige på udsalg. Huen fik min bamse på indtil min hund rev den i stykker. Pinlige mormor.

Den grimme ris ala mande: Min mormor går meget op i julen, og sidste år havde min mor endelig fået lov til at holde juleaften hos os. Det meste af aftenen sad min mormor og kom med små negative bemærkninger om maden, der efter hendes mening var enten for salt, for kedelig, for mørk for sur osv. Da vi kom til ris ala manden var min mor lige ved at græde, da den åbenbart var blevet for grim! Jeg fandt heldigvis mandlen og gav min mor et stort kram. Heldigvis blev min mormor hurtigt træt den aften og i år skal vi til Gran Caneria.

Den rå and: Sidste år skulle min far lave flæskestegen. Hele familien sad klar omkring bordet og den så faktisk flot ud, men da han skar ned gennem den, var den meget rød inden i. Min farmor sagde ” hvad har du du gjort?” Min far havde qb givet ovnen godt med høje temperaturer, så den blev sprød. Min mor begyndte at skælde ham ud, men så fik min gode farfar heldigvis vendt stemningen ved at sige at vi havde da rigeligt med and og ikke mindste ris ala mande. Nu kan vi grine af det, men lige der var det bare for pinligt.

Det varme træ: Min søster er altid vild med, at vi skal have levende lys på juletræet. Sidste jul gik det bare galt, da jeg kom til at skubbe til en gren og vupti, var der flammer i træet. Flammerne fik hurtigt fat i noget af den flotte gamle julepynt og de sjove nisser, jeg havde lavet i børnehaven. Min far tog hurtigt rødvinen og hældte ud over træet, så ilden slukkede. Min søster græd og skældte ud, min gave til min mor ( et flot tørklæde ) fik vin udover sig og det lugtede meget grimt. Mine forældre forsøgte at skabe ro ved at give os vores julegaver, nemlig en wiii, så vi kunne spille med den, men det var altså ikke så sjovt og i år skal vi ikke have levende lys på træet, men far skal have vin.

God jul til alle og slap så lige af!

 

Juletrauma 21 – 2013

Efter at juletrauma.dk var på besøg hos DR’s aftenshow, sendte mange mennesker deres juletraumer ind, jeg har samlet en række af dem i dette indlæg, de er meget forskellige, men fortjener at blive vist.

Jeppe Engell

Helle

Det var julen 2012. Min mor var på aftenarbejde, og jeg havde derfor inviteret min far og min bror og hans familie hjem til mig i min nye lejlighed. Jeg glædede mig som en vanvittig, det var min nieces første jul. Og hele lejligheden var fyldt til randen med pynt og gaver. Jeg havde lavet mad siden om formiddagen, og havde fået en nespresso maskine af kæresten, så kaffen var også klar. De kom kl 17 og jeg åbnede døren som den tossede juleaften med nissehue og så blev der pakket gaver op for den lille, Og vi spiste kl 18. Da vi havde spist ris alamande, skulle de hverken have kaffe eller slappe lidt af i sofaen, de skulle bare hjem. Så min jul sluttede kl 20, og hvad værre var, at min tætteste veninde havde mistet sin mor om formiddagen d.24. Så min aften endte i tårer med min veninde i røret, hvor vi hver især græd…

Lisette

Jeg var vel en 12-13 år gammel dengang. Jeg havde hjulpet min mor i køkkenet og havde dækket julebordet. På bordet havde jeg sat nogle rensdyr og julemandens slæde, som jeg havde lavet ud af papir tidligere på dagen. Min bror kom så til at ødelægge det ene rensdyr, og jeg sagde han var dum. Min far tog så fat i resten og rev dem over, med ordene om, at jeg skulle op på mit værelse. Den jul var der hverken mad, eller gaver til mig.

Jeg har så lært, at sætte pris på de ting, mine unger har lavet til mig.

Anonym

Vi skal tilbage til en jul omkring 1950, på et tidspunkt da man efter krigen, stadig vendte flipper på skjorterne og stoppede strømper, og det idet hele taget var svært at købe nyt tøj. Min mor havde købt en skjorte til min far, vi sad alle spændt og ventede da han skulle pakke den op, han pakkede, så på skjorten og kylede den så i hovedet på min mor og sagde:” Jeg skal sku’ nok selv købe mine skjorter”. Selv om det nu er mange år siden, dukker denne episode op, specielt omkring jul, jeg kan endnu se det krøllede papir på gulvet og min mor sidde grædende med skjorten i skødet.

Joan

Jeg vil tro at jeg var ca 5-6år da jeg fik mit juletraume, vi befinder os ca i 1959, min mor er alene med mig og mine to storesøstre. Hun arbejdede i magasin hvor hun solgte strikkegarn og kom dødtræt hjem efter lange dage op til jul. Hun havde givet mine to søstre den opgave at købe og pynte et juletræ. De to unge damer som var 9 og 13år ældre end mig havde andet at tænke på og glemte alt om hvad de havde lovet. Da de kom i tanke om juletræet var det for sent og der var udsolgt i juletræer. Min mor havde tidligere på året fået en hæslig gave nemlig et øltræ som var en slags stativ man kunne stille ølflasker i. Det blev i en fart hentet frem og der blev stukket gran i hullerne til øllerne og hele herligheden pyntet. Da min mor kom hjem fra arbejde juleaften og så det alternative træ, brast hun i gråd, jeg blev hevet frem af mine to søstre og måtte bedyre at det var det flotteste træ jeg nogensinde havde set og at jeg ikke var spor ked af det. Det blev jul på amager trods alt.

Karen

I år er det præcis 10 år siden mit hus gik op i røg.

Nogle dage før julen 2003 løb der nogle drenge rundt i området og fyrede fyrværkeri af. Lillejuleaftensdag var det særligt slemt. Jeg måtte flere gange ud og bede dem om at gå et andet sted hen. De blev ved med at vende tilbage.

Ved 19.30 tiden havde jeg fået nok, og kontaktede politiet. De havde ikke lige tid til at komme ud. Jeg var dog velkommen til at kontakte dem hvis de blev ved.
Gik i seng ved midnat. Kunne ikke falde i søvn. Ved 3 tiden blev mit værste mareridt til virkelighed. Mit hus stod i lus lue, og stod ikke til at redde. Jeg mistede alt og havde kun lige det tøj jeg kunne få fat i, i farten ud af huset.

Politiet undskyldte meget at de ikke var kommet noget før.

Det værste var dog at jeg selv blev beskyldt for at have sat ild til huset. Jeg ville gerne have et nyt badeværelse og køkken. Jeg bor til leje i en over 30 år gammel bebyggelse der allerede dengang trængte til en kærlig hånd.

Det er først i år jeg kan nyde et stearinlys.

 

Joanna

Næste gang jeg fylder år bliver jeg 54 år, dagen oprinder den 24.12

Jeg erindre på ingen måde en god aften overhovedet.
Juleaften som barn var at vi skulle være stille for vores far sov på sofaen, vi måtte lege ganske stille med vores gaver, godt nok havde jeg fødselsdag samme dag, men nogen festlighed blev det ikke da der ikke var fødselsdag bortset fra at jeg fik en gave om morgenen.

Ellers var det aftenen som stod for skud.

Jeg erindre dog en fødselsdag der var ud over det sædvanelige da jeg blev 30 år her holdt jeg åben hus fra kl 10 til 12 og der kom da en del gæster, de sang fødselsdagssang gav dejlige gaver, men der var en gæst som ikke vil forlade huset, så da kl nærmede sig 18 måtte jeg bede gæsten om at tage videre til hvor denne skulle holde aftenen.

I år skal jeg arbejde på min fødselsdag, og det betyder at jeg så ikke holder fødselsdag som jeg ellers gennem år nu har gjort med brunch for de som møder op mellem kl 10 og 12, ikke at der kommer mange men et par stykker kommer der da gerne.

Men fødselsdag som sådan har jeg aldrig fejret, mange siger du kan da bare holde den på en anden dag, JA da men mange kan jo fejre deres dag på dagen gennem årene det kan jeg ikke.

SÅ nej jeg glæder mig heller ikke i år til fødselsdag og jule aften.

Helle

Da jeg var barn kunne jeg ikke holde min fødselsdag,som de andre i skolen min far var alkoholikker,og ødelagde altid det hele.Og Jul var druk,uvenskab med familien lavde han altid 🙁 det var kun hvis vi var inde hos min faster og onkel og holde jul jeg var glad.

Jeg hader Julen fordi min far misbrugte mig …..han mente at jeg skulle tilfedsstille ham der og hvis jeg ikke gjorde som han ville, lukkede han mig ned i krybekælderen under huset, jeg kan stadigvæk lugte og smage den jord lugt der var,det eneste der var dernede var en varmvandsbeholder pu ha…. det stod på fra jeg var 8 år til ca 12 år……der var ingen jeg turde sige det til, sagde til min farmor at jeg ikke kunne lide at være alene hjemme med min far…..men hun forstod mig ikke 🙁 Det var først efter jeg fyldte 50 år jeg kunne fortælle min mand hvorfor jeg ikke ville hjem og besøge dem, eller have besøg af dem, jeg hader det hus. Min far er på plejehjem nu pga demens, og min mor har jeg sagt det til,…..hun siger bare det taler vi ikke om vel. Jeg tror først jeg får fred den dag han dør eller dem begge. Det er først i år jeg har kunnet tale om at være blevet lukket ned under lemmen under trappen i huset ;-( Så er ikke glad / tryg for små rum. Det er kun en lille version af mine oplevelser, for der er mange flere ;-(

 

 

Juletrauma 20 – 2013

Af: Line – Twitter

3d351606df24e0a891178977f7d2455f

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har ikke noget juletraume. Jul er nemt. Der er en opskrift og den følger man. Juletræ, julemad, gaver. Det er nemt. Min barndom var klippefast gentagelse af traditionen med jul hjemme og julefrokost hos min mormor og morfar. De havde en saksetang man tog agurkesalat med, og vi fik gul citronvand i facetslebne glas, og efter maden røg min morfar cigar, der lugtede grimt, men så gik vi ind i den fine stue og gloede på porcelænsisbjørnen eller damen med svanen, eller den smukke, smukke lampe, med en hvid flødeskumsformet skærm, hvor foden var en porcelænsbleg, smuk kvinde i en kæmpe kjole med brus, og ved hendes side, en elegant kavaler, der kyssede hendes hånd. Når mormor ikke så det, rørte jeg forsigtig ved den lille spinkle hånd, og drømte, at hun var mig.

Så døde min morfar og julen blev min mormor, der skulle hentes ved toget, og hun havde en pels, der lignede en puddelhund, og små gaver man bare vidste var kedelige. Men derudover stadig gaveorgier og konfektkvalme; og julemorgen, der var det allerbedste, med nattøj, rester ris a’la mande, og and, der er genopvarmet i ovnen.

Så blev jeg voksen og magien dampede af, som det jo sker, og jeg fik mit eget hus, mine egne børn og det år jeg besluttede mig for at holde mig egen jul, med mandelgave, svigerforældre und alles, var også det år, hvor jeg nok mest spekulerede over, hvorfor min mand gav mig så stor en gave, nu vi alligevel snart gik fra hinanden. Men det var jo ikke selve julen, der var traumet dér, bare alt det andet.

Så var jeg kun mig og ungerne, og julen var et anker i alt det andet. Befriende fedt at købe verdens mindste juletræ, og hænge flettede julehjerter op overalt i min lille bitte villalejlighed og gå grassat i adventskrans og pakkekalendere og. Jul.

Heller ingen traumer der, måske bortset fra, at de juleaftener, hvor ungerne var hos deres far, var lidt sære de første år. Jeg blev inviteret hjem til mine forældre og også til min søster, og det var hyggeligt og varmt, og gaver og mad; men følelsen af at være den flinke, men lidt sære tante, der fylder i sofaen og ikke helt får lige så mange gaver som de andre, er ikke en man sådan lige opsøger og håber på gentagelser af.

Så julen er fin, tak. Noget andet, er nytårsaften.

Kom lige og tal om traumer dér. Fester, der ikke blev det, vi piskede dem op til. Drømmen om det festlige måltid, i gallatøj og glimmer; der druknede i banal fondue, og ham vennen, der altid drak for meget og blev rødøjet ubehagelig lidt i ni, og som bonus hende den anden, der aldrig var enig om pynten og fik mig til at føle mig som en arrogant ko, lidt over halv elleve. Parforholdskriser lidt i tolv på larmende kollegiegange, nogen der kyssede på de forkerte og smagen af sur cigar og flad Frexenet. Som regel.

Men det er ingenting i sammenligning med det bagefter, der var. Alene nytåraften med udsigt til andre folks fest, og to sovende småbørn, blandt alle de flettede julehjerter. Eller helt uden nogen; fordi alle de andre, jeg kendte, var par med traditioner, og mine selvsamme, lå i stumperne af noget datid. Der er langt til klokken 12, når man kun har sig selv at skåle med.

Og jeg fik sne ned i gummistøvlene ude min terrasse, mens jeg lod som om, jeg så på de andres fyrværkeri, og sendte sms´er rundt til alle jeg kendte, for at få lidt livstegn tilbage, inden jeg gav op og glemte festen, under min dyne lidt over 1.

Den slags går også over, hvis man vil. Jeg er på en anden planet i dag, uden skyggen af cigarer, Frexenet og forloren galla; og med min helt egen Jul og min helt egen nytårsfest lige her; blandt mine og mit.

(Og jeg arvede faktisk lampen med damen og hendes kønne kavaler, dengang min mormor døde. Jeg har den stående i mit soveværelse, så jeg hvis jeg vil, kan jeg huske hvordan det var, jeg gerne ville være, da jeg var 9.)

 

Juletrauma 19 – 2013

Mit juletraume

Af: Bitten – Twitter

bitten

Jeg har altid elsket julen som barn, og de faste traditioner vi havde med den nærmeste familie. Jeg husker højtiden som noget varmt, sjovt og hyggeligt. Med grantræ, julekalender, juleklip, julekonfekt og mostre og onkler der hyggede om én. Som helt lille troede jeg endog på de nisser oppe på vores loft som min far satte risengrød op til ved middagstid, og så at senere tage en tom skål ned for at vise min bror og mig at den var god nok, de HAVDE spist grøden. Vi var lige målløse hver gang.

Men så begyndte min udvandring til andre lande, og de fleste af mine juleaftener kunne ikke tilbringes hjemme.

Det første år var da jeg tog på udveksling i USA, og jeg boede hos en familie i Michigan. Amerikanerne bygger ENORMT meget op til jul. Der var jul over det hele, meget glitrende og kommercielt. Ikke noget med uld, skov og grankogler dér. Fuld skrald på glimmer, multifarvede lyskæder og kitchede julesweatre. Men det tog jeg med, det var jo en del af det kulturelle jeg skulle opleve, og jeg glædede mig til at det stigende juleri skulle komme til sit klimaks som en rigtig jul som set i diverse amerikanske feel good julefilm.

Meeeen det skete så ikke.

 

Den 24. var en helt almindelig dag. Sådan hver til sit. Det var første gang jeg havde oplevet at den 24. december bare var som en hver anden dag. Vi fik hotdogs til aften. Sådan hurtigt ved køkkendisken. Mens vi sad og spiste hotdogs hørte vi et højt bump og en højlydt piven; naboens hund var løbet ud over vejen og blevet kørt over. Vi løb ud og så den stakkels hund som naboen måtte tage med til dyrlægen. Jeg mener at kunne huske at den blev aflivet. Vi var ikke mere end kommet ind igen før telefonen ringede. Det var min danske veninde som også var på udveksling hos en anden familie i området. Hun græd i telefonen og sagde at hun ville hjem, hun ville ikke være hos den værtsfamilie mere. Hendes værtsfar havde været nærgående. Havde stukket sin tunge ind i øret på hende. ”Jeg skulle nok ikke gå rundt i pyjamas uden for mit værelse, måske er det derfor” sagde hun til mig, og jeg forfærdedes over at han havde prøvet at give hende skylden. Mine værtsforældre, som var verdens sødeste, og jeg tog ud og hentede hende med det samme og fik hende indkvarteret hos min værtsfars bror samme aften.

Nå jo, men i USA fejrer de jo ikke den 24. Det er jo den 25. der er den RIGTIGE jul. Og det var det. Vi stod op og gaverne blev raseret på en halv time. Ingen hygge eller noget der ligner. Derefter var der frokost med familien hjemme hos en onkel. Det var buffet, eller ingen hygge der, og det var så det. Jeg stod tilbage med en følelse at det hele havde handlet om de 30 minutter hvor vi fik julegaver. Hele juleapparatet omkring mig var opbygget omkring de 30 minutter. Jeg var dybt skuffet. Det var nok der jeg holdt op med at se på julen med et barns øjne, som noget magisk.

Siden da har jeg holdt flere juleaftener i udlandet end hos min familie i Danmark, fordi at det var for dyrt og besværligt at rejse hjem i julemånederne. Først var jeg altid bekymret om hvor jeg skulle holde jul, for det kan man jo ikke alene. Sidenhen blev jeg egentlig ligeglad, men tog imod invitationer fra venner og deres familier som synes det var synd for mig at jeg var helt alene. Men faktisk er det ikke altid en behagelig fornemmelse at være tilskuer til andres jul, for det bliver det jo. Og når man så bor et sted hvor man spiser julemiddag efter midnat, så sidder man bare og overvejer hvornår man mon kan tillade sig at tage hjem så man kan sove. Og så kan man kigge på hvordan andre får gaver, mens man selv får ”en lille ting” af den person der har inviteret dig, og spise mad som man ikke bryder sig om, medmindre med at man kan åle sig udenom med undskyldningen om at ”det er for stærkt”, og så i øvrigt ikke rigtigt vide hvor man skulle gøre af sig selv. Og så blev juleaften til en aften som man bare skulle have overstået, fordi man død og pine skulle deltage et eller andet sted.

Min familie (mor, bror og svigerinde) og jeg gemte vores gaver til når vi sås, og så holdte vi jul selvom det ikke var juleaften. Sådan med træ og dansk julemad og det hele. I april måned for eksempel. Så var der heller ikke de typiske problemer med at det er brorens tur til at holde jul med svigermekanikken. Så jeg er stået af juleræset.

Og det var faktisk meget mere hyggeligt med en rigtig jul på det forkerte tidspunkt end en forkert jul på det rigtige tidspunkt.

 

 

Juletrauma 18 – 2013

 

Af: Jeanne – Twitter

e14461ca2871a64c2c1901a4d2cc71f7

Julen har i min verden altid bestået af hjerterum, kærlighed, familie hygge og disneys juleshow. Men det gør den ikke længere. Jeg har mistet mit hjerterum og julen er blevet noget der bare skal overstås.

Sommeren 2012 blev jeg en del af skilsmisse statistikken, min mor gik fra min far og hele min verden væltede som et kort hus. Den såkaldte kernefamilie jeg var en del af, var ikke længere.

Da vi nærmede os julen og ingen kunne melde klart ud hvordan den skulle foregå, tog jeg beslutningen, d. 23 var vi hos far og d. 24 hos mor. Da jeg nåede d. 23 december, gik jeg bare rundt om mig selv og kunne slet ikke samle mine tanker. Jeg havde kvalme og en knude på størrelse af Mars inde i maven. Mit hoved var fyldt med bekymringer, hvordan ville aften blive, ville nogen af os blive ked af det, ville vi gå derfra med en fornemmelse af, at det hele nok skulle gå?

Det startede meget godt ud, vi var sammen om maden, mine søskende så ud til at hygge sig. Jeg havde mit ”det skal nok gå” smil på og tænkte konstant på ikke at komme til at sige noget forkert. Aften skred frem og vi kom til gaverne og det var så også der jeg på en eller anden måde havde forladt min hjerne.  Jeg husker ærligt talt ikke hvorfor jeg kom med den ”sjove” kommentar på netop det tidspunkt, tror at jeg har fortrængt det. Men min fars reaktion var, at stille sig op og stor tude. Det skal lige siges, at vi i min familie ikke viser følelser og gemmer os fra alt hvad der hedder konfrontationer. Så alle os børn sad bare og måbede og anede ikke hvad vi skulle gøre af os selv. Det var pinligt, akavet og på ingen måder noget vi havde forventet. Jeg kunne have gravet mig ned.

Men det akavede øjeblik ville ingen ende tage. Manden havde lavet et kæmpe kort til os, hvor han med store ord skrev noget med at vi skulle gribe dagen og en masse andet sludder han havde læst på en God Karma hjemmeside (igen, vi viser ikke følelser). Jeg havde været mere end almindeligt tilfreds med et normalt til og fra kort. Resten af aften gik på overfladiske samtaler og jeg drak nok en hel flaske rødvin, bare så jeg kunne være i min egen krop.

Det blev d. 24 og jeg kan slet ikke beskrive hvor glad jeg var for at se min mor da hun kom og hentede os. Nu var det blevet min tur til at tude og jeg kunne slet ikke rumme alle de følelser der kom frem. Lettelsen over at den forrige aften var overstået var kæmpe og nu gjaldt det bare om, at sikre sig at d. 24 blev en nogen lunde normal aften. For jeg magtede ærligtalt ikke endnu en aften, med det falske smil, kaos følelser og overfladiske samtaler. Til mit held, ja og resten af familien, så blev det faktisk en ok hyggelig aften.

I år skal vi så slet ikke holde jul med min mor, hvilket jeg slet ikke kan forholde mig til. Jeg skal godt nok bo ved hende i min ferie, men det bliver ikke det samme. Den 24 december er vi ved min far, og jeg kan allerede nu sige, at knuden i maven er vokset til det dobbelte, for ikke nok med det bliver en kaotisk jul rent følelsesmæssigt, så skal jeg også se resten af min familie, som jeg ikke har turde stå foran siden min mor gik fra min far. Jeg snakker stort set ikke med min far, vi gemmer os begge, for vi ved at der en konfrontation der ligger og ulmer.

Jeg padler lige nu rundt i en orkan af følelser og prøver bare på at holde hovedet over vandet. Men jeg har dog lært at vise følelser, de vælter frem i tide og utide.

Glædelig jul.

 

Juletrauma 17 – 2013

Af: Berit Jørgensen – Twitter

berit

 

 

 

Dette indlæg er skrevet ud fra min hukommelse. Enhver lighed med din hukommelse er helt tilfældig og på dit eget ansvar!

”Det er ikke en konkurrence”, skrev Jeppe Engell tilbage til mig, da jeg skrev, at jeg ikke havde ”rigtige” traumer at diske op med, men godt kunne finde nok til en blog.  Da jeg gik i gang med at skrive, dukkede der alligevel alle mulige skeletter iført englevinger og nissehuer op i skabet.  Jeg kan vist levere en del indlæg. Ha! Så meget for ikke at have juletraumer.

(I bagklogskabens lys (altså i min lynproces med at skrive dette indlæg, som kommer nedenfor) er det gået op for mig, hvorfor jeg egentlig ikke lægger så meget i det med jul. Hvis vi lige ser bort fra, at jeg virkelig ælsker julemad, det vil sige and med svesker og æbler, kartofler og sovs og endelig ikke at forglemme sønderjysk hvidkål. )

Husker en barndomsjul fra et af mine tidligste år som helt fantastisk. Jeg gik op i kravlenisser. Über alles! Og det fik jeg vist lov til. Og chokoladejulekalendre, foran hvilke jeg hver aften øvede mig i at kunne rækkefølgen på lågerne udenad, så jeg så let som ingenting kunne finde næste dags låge, lige så snart jeg sprang ud ad sengen.

Denne jul var jeg 4-5 år gammel. Min moster var der. Hun var fra København og havde også boet i udlandet. Hun var smart og bragte et sus af noget storslået med sig. Tror også min onkel var der. Måske også mine bedsteforældre? Min moster havde en stor oppustelig julemand i plast med. Det var helt sikkert før, der var sat grænser for blødgørende stoffer i plast – og den var fantastisk. Måske var det endda mandelgaven. Jeg kan ikke huske det, men jeg havde ALDRIG haft sådan en julemand før, og så var den endda lige så stor som mig selv. Hold da op. Min barnenissehjerne gik helt i selvsving, og jeg dansede rundt med julemanden. Kan nærmest genkalde mig en følelse af helt banal lykke.

Året efter var der en anden stemning. Min morfar og mormor var til stede, og vi havde fået gaver, som havde ligget under juletræet. Næste billede er, at jeg siger tak for gaverne til alle tilstedeværende. Også til min mormor. Pyha. Dét skulle jeg IKKE have gjort! For jeg havde IKKE fået nogen julegaver af min mormor! Måske af min morfar, men i hvert fald ikke af min mormor. I det forgangne år var hun nemlig blevet jehovas vidne…

En sammensnerpet mund fik mig til at indse, at jeg havde gjort noget forkert og var skyldig i en dårlig stemning med mit udsagn, som jo egentlig bare var udtryk for god opførsel. Jeg fik hurtigt mumlet ”undskyld” og bebrejdede mig selv, at jeg ikke havde opdaget, at jeg ikke havde fået nogen gave af min mormor.

Senere (som voksen) fik jeg at vide, at forhistorien til denne aften havde været noget med, at da morfar skulle ned til os dén juleaften, havde mormor sat himmel og hav i bevægelse for at få ham til at blive hjemme. Hun havde tilbudt ham ALT hvad en juleaften kunne kræve af julemad, men ikke noget med hedenske gaver eller hedensk julepynt. Dér satte hun grænsen. Da hun forstod, at hun havde tabt slaget, og at morfar ville modtage en juleinvitation af sin egen datter, havde min mormor vrangvilligt accepteret at deltage i vores hedenske jul mod, at hun ikke skulle synge, danse om juletræ, give gaver og alt det der.

Jeg opfattede ikke alle de nuancer som barn, alligevel er det helt klart den aften jeg erindrer som den første, hvor jul bliver noget kompliceret noget, og hvor folks følelser er noget man skal passe på at komme til at træde på i uforvarenhed.

Andre kan måske huske, når illusionerne om julemandens eksistens brister, men for mig var det hele illusionen om en jul uden komplikation, som bristede i mit sjette leveår.  Så det med, at det er lidt kompliceret, har jeg nok opfattet som et grundvilkår og ikke som noget særligt traumatisk, når jeg har genoplevet det sidenhen.

En anden historie toner nemlig frem: Den jul hvor jeg gav et indlemmet familiemedlem en krammer og ønskede ham tillykke med, at han var blevet clean efter utallige års stofmisbrug.

Det skulle jeg heller ikke have gjort. Krammet blev opfattet som et forførelsesfremstød. Ikke nok med det: Der blev efterfølgende digtet en historie (af en logerende som vist selv havde prøvet at lægge an på undertegnede uden succes) om, at jeg om natten var stået op og gået ind til eksmisbrugeren. Ganske rigtigt havde jeg været en del oppe om natten. Jeg var blevet syg af andefedtet (det skete for mig flere år i træk, indtil jeg lærte at beherske mig – dér har vi også en række traumer ;)) og havde natten igennem ligget i fast pendulfart mellem min soveplads ved siden af min mor og toilettet, som jeg besørgede med begge ender.

Men historien om mine natlige bedrifter var blevet lavet, og alle havde jo set, at jeg havde givet ham et kram, og der går jo ikke røg af en ild og så videre. Så dér havde jeg i hvert fald ødelagt indtil flere menneskers juleaften, fik jeg at vide nogle måneder senere. For jo mere de tænkte over det efterfølgende, jo mere ødelagt blev den nok. Sådan lød det i al fald på de bemærkninger jeg skulle lægge øre til sidenhen, som dog ikke blev sagt så direkte, at jeg kunne anfægte dem. Så det var en skyldfølelse, der kunne trækkes længe på, for når man ødelægger noget med tilbagevirkende kraft, så er der faktisk ikke noget at gøre… Selvom jeg i min bedste mening havde vist min oprigtige glæde over, at et familiemedlem endelig var kommet ud af års helvede, var det blevet drejet rundt til en helt utrolig historie, som jeg ikke en gang selv havde fantasi til at forestille mig.

(…Nej, vi skal ikke til at fortælle om den jul nogle år inden, hvor vi alle skulle gøre som ingenting, selvom vi havde ventet med maden, fordi han kom for sent. Og han kom for sent, fordi han havde været til ”jobsamtale” liiige der den 24. december.  En af den slags samtaler, hvor man kom til at lugte fælt af rygeheroin.)

Endelig har det her med at føle sig skyldig over noget ellers ganske uskyldigt bragt mine tanker hen på den jul i 90’erne, som jeg holdt hos min engelske kærestes familie. Katolsk familie vel at mærke, så vi havde separate soverum. Julemorgen var jeg listet ind til ham for at putte ind til ham. Vi blev afsløret, da hans far busede ind helt uden at banke på. Selvom det var et ganske uskyldigt besøg og vi bare lå i hinandens arme, følte vi os meget skyldige og min kæreste undskyldte mange gange over for sin far og bad om ikke at sige det videre til moderen – for SÅ ville helvede bryde løs og jeg kunne vist risikere at ryge på porten.

Men ellers var det mest traumatiske det år for mig vist, at vi fik tør kalkun den 25. i stedet for min mors gode andesteg den 24. Og så for resten det faktum, at jeg lagde hele familien ned med en god gang dansk gløgg, hvor rosinerne havde trukket i alskens alkohol og snaps. De syntes det smagte vældigt, men de fleste blev meget syge. Måske var det en virus og ikke kun gløggens skyld. Alligevel fik jeg slået et billede fast af danskere som noget med alkohol og løssluppenhed. Og det endda selvom de ikke fandt ud af, hvad min kæreste og jeg brugte stuen til om aftenen, når de andre var gået i seng…

Egentlig har jeg holdt jul i alle mulige afskygninger: I familien med søskende, mor og far. I papkernefamilien. Alene. Med hele den pukkelryggede. Med svigerpatruljen. Og bare med kæresten. Med ægte gran, helt uden juletræ og med plastjuletræ.

Jeg kan have det både godt og skidt med alle udgaverne. Har oplevet at have det virkelig sjovt og skønt som dengang, hvor vi til en familiejul alle åbenlyst snød med mandlen og min søster i kampens hede kastede sit ene bryst ned i ris a la manden med kirsebærsovs og fik en plet i skål dobbelt DD på skjorten til resten af aftenen. Andre gange har det været supertrælst, hvor et par stykker af dem er nævnt ovenfor.

Efter jeg begyndte at praktisere buddhisme for snart 10 år siden, har jeg flere gode juleaftener end dårlige. Så måske det også handler om, at jeg kan ”acceptere det som er og det som ikke er”. Det er fra en af de første buddshistiske sayings  jeg lærte i sin tid. Og den fortsætter noget  i stil med, at mennesker lider, når de ikke kan acceptere dette og forsøger at tvinge omstændighederne ind i en anden form, så det passer til deres forventninger.

I forbindelse med at skrive dette indlæg er jeg blevet bevidst om, at det der med forventninger, det lader jeg de andre om. Det’ ikke lige mig. Og dem behøves jeg ikke leve op til.

Så tak for at jeg fik denne mulighed for refleksion over julen 🙂

 

Juletrauma 16 – 2013

Af: Pernille Sarup – Twitter

pernille

 

 

 

 

 

Det efterår jeg fyldte 15 blev mine forældre skilt.

Først var det hemmeligt.

For ikke at ødelægge julen for mine bedsteforældre, måtte jeg ikke sige noget til dem.

Min storesøster, som boede i London vidste ingenting.

Før jeg talte over mig i telefonen.

Det var syret. Min far sov på sofaen når kutteren var i havn.

Jeg cyklede slet ikke ud til Bedste fra oktober til januar. Kunne ikke udholde tanken om at skulle tie om det eneste der kørte på repeat i mit hoved.

Lillejuleaften ringede min mor rundt og lod bomben sprænge. Måske havde hun alligevel ikke lyst til som planlagt at lege hel familie, med mor far og store børn, rundt om juletræet hjemme hos min morfar.

Jeg, min storesøster og min mor holdt jul i Herning. Mens morfar langsomt spillede julesalmer på det ustemte klaver, kunne jeg ikke tænke på andet end at min far sad alene derhjemme.

De næste 10 år var julen en nøje koreograferet balancedans, som i løbet af en 3-4 års turnus skulle dele mig ud i lige store juledele til alle i familien. Min mand og hans skilte forældre blev undervejs indregnet i skemaet og derefter var der ikke en dag mellem d.23. og 29. december, som ikke var fastlagt på forhånd år ud i fredtiden.

Julen 1998 var den sidste.

Vi kørte Jylland rundt i 5 dage med 2 årig mellemørebetændt datter og 3 måneder gammel søn, gavn knus, smilte, byttede gaver, sov ikke, smilte, spiste fed mad, smilte og tænkte kun på hvornår vi kunne slippe for at forholde os til andre end os selv igen.

Siden har vi haft et juledogme.

Vi holder jul hjemme hos os selv d.24. og 25.

Alle er velkomne. Nogle år er vi mange, andre år kun os 4.

Og nu …

Nu er julen faktisk en fest.

 

Juletrauma 15 – 2013

Juletrauma. 2013.

Af: Line Stenholt Jokumsen – Twitter 

5a7b2ad4776d6da8ec4f38ba92ec1194_bigger

Julen har altid været noget underligt noget. En stor bold i maven af ambivalens, med glimmer og glitter og mavepine. Mest mavepine.

Jeg flyttede hjemmefra som 16-17-årig, og blev (alene-)mor da jeg var meget ung. Bare 19 år. Og siden da har jeg forsøgt at etablere mine egne traditioner, ikke mindst for at gøre Jul til noget dejligt for mine børn.

I de første mange år var det svært, fordi jeg forsøgte at reproducere de juletraditioner jeg kendte til igennem TV og film. Lykkelige højtidelige familiestunder. Jeg rodede i blinde og julen var derfor altid en kniv dér hvor jeg er allermest øm, – og en påmindelse om fraværet. Af familie, af kærlighed, af traditioner, højtidelighed og af at være en del af noget større end blot én selv (og sine børn).

Da min mor blev gravid med mig dengang i 70‘erne, var både hun og min far narkomaner. Heroinjunkier. Det tog min mor lang tid at blive fri af afhængighedens tag, og jeg var 4 år, før det lykkes hende helt. I mellemtiden nåede jeg, mens min mor var i afvænning, i fængsel, eller blot ikke var i stand til at tage sig af mig, at bo næsten 20 forskellige steder, hos forskellige mennesker. Blandt andet hos min mormor og morfar (som fortsatte med at være mit anker indtil de døde) og hos tanter og onkler – men også fremmede – min mors venner, hvoraf én tog en overdosis og døde mens han passede mig.
Min mor og jeg boede også i to forskellige plejefamilier sammen. Det er klart at med så mange skift i et lillebitte liv, så er det svært at opnå en følelse af ro og stabilitet, for ikke at tale om at få en fornemmelse af begrebet “tradition”. Efter min mor blev clean, og der kom en ny mand og en ny lillesøster til, gik det hele nogenlunde. Dagene blev ens, men med en mor der måtte kæmpe krampagtigt for at holde sammen på sig selv og sit liv. Det må have været forfærdeligt hårdt for hende. Måske var det derfor at hun begyndte at drikke lidt for meget lidt for tit, da jeg var 14-15 år. I stedet for at tage stoffer, formentligt. For at slappe af, og kunne holde ud at være til.

Derfor husker jeg også juleaftnerne som forkrampede. Med maven fuld af angst, blandet med forventningens glæde, og masser af håb om at “i år vil være anderledes”. Jeg håbede altid at min jul ville blive nem og lykkelig. Ligesom i de fantastiske julefilm jeg åd råt i dagene omkring jul. Det blev de bare aldrig. Det var altid med en følelse af at gå på æggeskaller, når julemiddagen endeligt blev gennemført. Tiden op til var man mest sikker, hvis man sad stille på sit værelse, eller foran TV’et til “Mens Vi Venter”. Det var farligt at gå i vejen. Min mor mindede mest af alt om en tordensky i udbrud, og både ord og hænder slog hårdt.

Derfor blev alle normerne og forventningerne og ønskerne og håbene blandet forfra, da jeg selv skulle til at definere min jul. Som ung pige. Og mor. Mine børn skulle have det anderledes. Inden jeg fik børn var det nemt. Så kunne man bare skride til KBH, over til højskolevennerne og drikke sig i hegnet, og tage i Ungeren og hænge ud. Det var ok. Men altid en flugt.

De første par juleaftner som mor var ensomme. Især hvert andet år, når min ældste datter skulle være hos sin far og hans familie. Så sad jeg alene. Og da min yngste datter blev født, var det bare hende og jeg, når den store ikke var hjemme. Vi spiste underlige risretter og havde intet juletræ. Der var ikke råd, og lysten manglede. Så sådan blev det ved, indtil ungerne var så store at jeg hverken kunne være bekendt over for dem eller mig selv at skulke mere. Jeg *ville* jo egentlig gerne holde jul. Det var bare så svært at være “den Voksne”, og den der skulle etablere traditionerne, for næsten alt ved julen havde noget med (manglen på) familie at gøre. Sådan fortsatte jeg med at rode rundt indtil jeg fik den idé at invitere vennerne/veninderne der heller ikke havde nogen familie, eller bare ikke orkede det.

Der har været gode vennejuleaftner og der har været hårde vennejuleaftner. Det var fx virkeligt hårdt dét år da Camilla, som var udstødt af Jehovas Vidner kom og fejrede jul hos mig og min yngste datter, og vi begge to endte med at sidde og tude ned i gløggen, familieløse som vi var begge to. Ensomheden er en kælling. Især omkring jul. Den aften blev hurtigt overstået.

Andre har været uforglemmelige. Som dét år, da Sine skulle fragtes i gravko af en af nabobønderne i Nordfyn, fordi der var så meget sne at hun ikke kunne komme frem med sit gipsben. Og det år da Jacob spiste sin julemad så hurtigt at jeg ikke engang nåede at tage den første bid, inden han var færdig og sad mæt med et smil. Og pakkelegene. Og juletræet. Og fællesskabet. Dét der med at være sammen fordi man har lyst til det. Ikke fordi man skal. Eller er forpligtet til det.

Sidste år holdt pigerne og jeg jul alene. Dét havde de specifikt ønsket. Så det gjorde vi. Det var en fantastisk juleaften, og vi havde det så hyggeligt bare os tre. Men da aftenen var ovre, og vi gav hinanden godnatkys sagde ungerne at “næste år – så må det altså gerne være vennejul igen. Det er sjovere når vi er flere.” Så det gør vi. Mangler du et sted at være? Så giv lyd, måske er der stadig plads.