Blog

Jule trauma blog 25

Af: Jesper Dahl twitter.com/jesperdahl

Julesangene toner sprødt ud af højttalerne, imens min datter og kvinden i mit liv pynter vores juletræ. Det er netop kommet ind i stuen, lyskæden er kommet på, og de to er i fuld gang med den traditionsrige pyntning af træet.

- Det her pynt er ude fra farmor, siger min kone til Emma. Og straks er mit juletraume “tændt”. Jeg tænker tilbage på min barndoms mange juleaftener. Og på de forældre jeg ikke har længere.

Juleaften 1993 var speciel på den måde, at det var der vi første gang var vidende om den sygdom som 1 1/2 år senere kostede min far livet. Amyotrofisk Lateral Sklerose er ligeså ukendt for folk, som navnet i sig selv er. Men min far – som arbejdede i Forsvaret, tog det hele koldt og roligt, stillede ovenikøbet selv sin egen diagnose.

Jeg glemmer aldrig den sidste aften før han døde. Han lå inde i sengen og kæmpede med de sidste kræfter, imod den forandring i kroppen, der kostede ham livet. ALS omdanner muskelvæv til arvæv, og langsomt går kroppen i stå. Det værste, sagde han, var at han ikke kunne synke, og dermed hele tiden måtte suges. Kvælningsfornemmelsen må have været ulidelig. Jeg sad i tre timer og holdt ham i hånden og gav den på et tidspunkt et lille klem, den der sidste aften. Selv om han var udmattet ud over hvad der må have været menneskelig muligt, mærkede jeg et lille klem tilbage. Kl. 08.05 sov han ind, 49 år gammel, heldigvis bedøvet af alt for meget morfin, som vores familielæge sagde. Juleaften 1995 holdt vi uden ham. Mærkeligt.

For far var nemlig altid ham der gav min bror og jeg de fedeste gaver. Vi har fået rulleskøjter(!) juleaften – som vi efterfølgende kørte på (ja, der var HELLER ikke sne den juleaften). Faldskærmsraketter drevet af vandtryk (1978 efter hans udstationering på Sardinien), Action Man (ham med øjnene der kunne rulle, ikke den der billige model) med snesevis af kasser af tilbehør. Lego i lange baner (vi havde den største samling Lego i byen, tror jeg). Osv osv.

Men et eller andet sted, altid godt legetøj der udviklede og stimulerede fantastien hos os.

Dog, et enkelt år kvajede han sig, og bad mor om at købe gaverne. Jeg var 14 og min bror 16 – vi fik hver sin elektriske barbermaskine. Forestil dig lyden af en tændt barbermaskine der overhovedet ikke møder modstand, for sådan lød den også mod vores hud. Behøver jeg sige at vi ikke udviklede ordentlig skægvækst før vi fik grå hår?

Min mor kom sig forholdsvis hurtigt over fars død, men det lagde en naturlig dæmper på de juleaftener der fulgte. Mest mor mere var til bløde pakker, end hårde. Til gengæld var der ingen grænser for hendes gavmildhed imellem højtiderne. Hun døde i februar 1999, 53 år gammel – det var et kæmpechok.

- Er du Karen Jeppesens søn, sagde de i telefonen, kl. 2 om natten. Jeg glemmer det aldrig, sagde bare nejnej. For jeg vidste jo godt hvorfor de ringede. Hun skulle til kontrol og var derfor blevet indlagt. Ren rutine. Om natten havde de fundet hende død i hospitalssengen. En arterie ved hjertet var sprunget (rumperet) – det betyder døden øjeblikkeligt.

Når jeg tænker tilbage på min mor, tænker jeg på en kvinde der altid var noget for andre mennesker, enten som søster, hustru, datter eller mor. Eller svigerinde, kusine og niece. Hun favnede alle, huskede alle. Og havde, undtagen i hendes sidste år, et stort mentalt overskud, der også gjorde at hun var plejemor for flere “utilpassede” unge. Det er hende jeg har fået min sociale indignation fra, hun fungerede som tillidskvinde på hendes arbejdsplads – og forærede mig på et tidspunkt hendes arbejdersangbog. Med hilsner fra hendes tillidsmandskollegaer og alt. Den værdsætter jeg stadig. Juleaften år 1999 holdt jeg derfor sammen med min bror og hans familie. Vi er nu de eneste tilbage.

Mit juletraume er derfor de gode erindringer jeg – heldigvis – har fra min barndom og tidlige ungdom. En tid der var som den nu var i 70′erne og 80′erne. Kombineret med erindringen om de forældre som ikke er længere – men som trods alt var dem der skabte rammerne – er det mit juletraume.

Glædelig jul.