Daily Archive for: ‘december 25th, 2011’

Juletrauma blog 25 III

Af: Maya (som ikke ønsker hendes fulde navn frem)

Da jeg var barn, holdt jeg juleaften med min mor, far og mormor. En enkelt år var min farfar også med, men jeg var altid det eneste barn. Og, åh, hvor jeg dan kunne have ønsket mig en bror eller søster, især denne dag og aften.

Min mor kunne – med god grund – ikke lide sin mor. Min mormor kom typisk en halv time inden hun var inviteret til, hvilket min mor gerne brugte en del energi på at brokke sig over, vel og mærke inden min mormor kom. Når først hun var der, var facaden på plads og smilet påklistret. Min mor lærte i øvrigt aldrig, på trods af mange forslag herom, ar invitere min mormor til en halv time efter hun gerne så at hun kom. Hun ville vel hellere brokke sig. Jeg havde heller ikke noget særligt nært forhold til mormor, men jeg havde jo lært at lade som om.

Mine forældre havde i øvrigt også et mildest talt anstrengt forhold. De skændtes ganske vist aldrig juleaften, men taget i betragtning hvor meget de ellers skændtes kan det kun have været fordi de bed det i sig i anledning af julen – i hvert fald var der sjældent super stemning mellem dem.

Så der var jeg, med 3 voksne, der ikke rigtigt kunne hygge sig sammen, og derfor alle havde fokus på lille mig, som havde stablet alt det traditionelle juleri på benene, købt gaver osv., alt sammen for at glæde mig. Så jeg syntes jo at jeg hellere måtte sørge for at være glad, og vise det hele tiden, uanset om et rent faktisk var det jeg følte. Jeg skulle jo helst også sørge for at de voksne blev glade og havde en god aften, troede jeg. Så jeg brugte godt nok meget energi på at være glad, charmerende og positiv omkring absolut alting, og nøj hvor var det anstrengende. Og det værste var at det aldrig rigtigt lykkedes for mig. Jeg fik aldrig rigtig indtryk af at de voksne hyggede sig.

Nu hvor jeg selv er voksen, ved jeg jo at det ikke var mit ansvar at løse deres problemer eller sørge for at de fik en god oplevelse, men ikke desto mindre hænger de dårlige følelser i forbindelse med julen ved. Det bliver sikkert være af at de problemstillinger jeg oplevede i julen, gik igen i resten af min barndom, omend i mere udvandet form.

Da jeg blev 18 holdt jeg op med at holde jul, hvilket gjorde december til at holde ud igen, og ikke blot en deprimerende nedtælling til årets værste dag. Siden har jeg haft mange skønne, stille og afslappende aftener d. 24, hvor jeg har været helt alene. I år overvejer jeg, nu 34-år gammel, at forsøge at holde juleaften. Jeg vil gerne være sammen med min far, stedmor, og stedbror, og jeg er ret overbevist om at deres juleaften ikke er fuld af forstillelse og undertrykt dårlig stemning. Men jeg er nervøs for hvordan jeg vil reagere på julesange, gaveræs mm. Jeg bliver trods alt stadig ofte lidt trist når blot jeg ser julepynt. Og jeg må nægte at lade som om jeg hygger mig, hvis jeg ikke gør det, eller på anden måde forstille mig. Så jeg bliver nødt til at aftale at jeg kan gå ind i et andet rum, hvis jeg får behov for det. Men hvordan vil det påvirke deres aften, hvis jeg gør det? Er det værd at tage risikoen?

Juletrauma blog 25 II

Af: Maria Erica twitter.com/maria_erica & www.ericas-verden.dk

Denne jul oplever jeg noget, der er ved at udvikle sig til et regulæret juletrauma.

Normalt vil jeg ved denne tid være ved at koge over af julestemning, der har varet siden engang i oktober. Og jeg vil have bagt de første 500 julesmåkager, klippet og klistret mængder af julepynt, og jeg vil have sunget mig hæs i julesange. I det hele taget plejer jeg at jule i et væk.

(Jvf. eventuelt: http://www.ericas-verden.dk/nu-kan-jeg-godt-indr%C3%B8mme-det.html)

Men i år er der ingen form for julestemning i mit sind. I oktober gik jeg og regnede med, at det snarligt ville dukke op, i det mindste når julepynten og julegaveønskereklamerne ville komme sprøjtende ud af alle forretninger og postkasser i starten af november. Men der kom ingen julestemning, og dags dato mangler den stadig.

Og jeg må erkende, at jeg ikke tror på at den kommer i år..

Men hvad er så anderledes i mit liv, i forhold til alle de andre år?, har jeg spurgt mig selv.

I starten fik jeg ingen svar, men nu er realiteterne ligesom gået op for mig.

I år går jeg og venter på at blive forældre til at lille adoptivbarn sammen med min mand. Og i og med at hele min krop og mit sind er fyldt op med en ulidelig higen, et enormt savn og en skrækkelig længsel efter vores kommende lille barn, er der ikke den mindste plads til julestemningen inden i mig.

Julen er børnenes tid, og det bliver bare ikke længere rigtig jul for mig, før jeg har mit barn hos mig.

Så jeg er sådan set midt i det, der er blevet mit juletrauma, og jeg håber bare, at næste års jul vil blive den mest fantastiske jul i mit liv, hvor jeg igen kan gå helt juleamok og danse rundt om juletræet med mit barn på armen.

Jule trauma blog 25

Af: Jesper Dahl twitter.com/jesperdahl

Julesangene toner sprødt ud af højttalerne, imens min datter og kvinden i mit liv pynter vores juletræ. Det er netop kommet ind i stuen, lyskæden er kommet på, og de to er i fuld gang med den traditionsrige pyntning af træet.

- Det her pynt er ude fra farmor, siger min kone til Emma. Og straks er mit juletraume “tændt”. Jeg tænker tilbage på min barndoms mange juleaftener. Og på de forældre jeg ikke har længere.

Juleaften 1993 var speciel på den måde, at det var der vi første gang var vidende om den sygdom som 1 1/2 år senere kostede min far livet. Amyotrofisk Lateral Sklerose er ligeså ukendt for folk, som navnet i sig selv er. Men min far – som arbejdede i Forsvaret, tog det hele koldt og roligt, stillede ovenikøbet selv sin egen diagnose.

Jeg glemmer aldrig den sidste aften før han døde. Han lå inde i sengen og kæmpede med de sidste kræfter, imod den forandring i kroppen, der kostede ham livet. ALS omdanner muskelvæv til arvæv, og langsomt går kroppen i stå. Det værste, sagde han, var at han ikke kunne synke, og dermed hele tiden måtte suges. Kvælningsfornemmelsen må have været ulidelig. Jeg sad i tre timer og holdt ham i hånden og gav den på et tidspunkt et lille klem, den der sidste aften. Selv om han var udmattet ud over hvad der må have været menneskelig muligt, mærkede jeg et lille klem tilbage. Kl. 08.05 sov han ind, 49 år gammel, heldigvis bedøvet af alt for meget morfin, som vores familielæge sagde. Juleaften 1995 holdt vi uden ham. Mærkeligt.

For far var nemlig altid ham der gav min bror og jeg de fedeste gaver. Vi har fået rulleskøjter(!) juleaften – som vi efterfølgende kørte på (ja, der var HELLER ikke sne den juleaften). Faldskærmsraketter drevet af vandtryk (1978 efter hans udstationering på Sardinien), Action Man (ham med øjnene der kunne rulle, ikke den der billige model) med snesevis af kasser af tilbehør. Lego i lange baner (vi havde den største samling Lego i byen, tror jeg). Osv osv.

Men et eller andet sted, altid godt legetøj der udviklede og stimulerede fantastien hos os.

Dog, et enkelt år kvajede han sig, og bad mor om at købe gaverne. Jeg var 14 og min bror 16 – vi fik hver sin elektriske barbermaskine. Forestil dig lyden af en tændt barbermaskine der overhovedet ikke møder modstand, for sådan lød den også mod vores hud. Behøver jeg sige at vi ikke udviklede ordentlig skægvækst før vi fik grå hår?

Min mor kom sig forholdsvis hurtigt over fars død, men det lagde en naturlig dæmper på de juleaftener der fulgte. Mest mor mere var til bløde pakker, end hårde. Til gengæld var der ingen grænser for hendes gavmildhed imellem højtiderne. Hun døde i februar 1999, 53 år gammel – det var et kæmpechok.

- Er du Karen Jeppesens søn, sagde de i telefonen, kl. 2 om natten. Jeg glemmer det aldrig, sagde bare nejnej. For jeg vidste jo godt hvorfor de ringede. Hun skulle til kontrol og var derfor blevet indlagt. Ren rutine. Om natten havde de fundet hende død i hospitalssengen. En arterie ved hjertet var sprunget (rumperet) – det betyder døden øjeblikkeligt.

Når jeg tænker tilbage på min mor, tænker jeg på en kvinde der altid var noget for andre mennesker, enten som søster, hustru, datter eller mor. Eller svigerinde, kusine og niece. Hun favnede alle, huskede alle. Og havde, undtagen i hendes sidste år, et stort mentalt overskud, der også gjorde at hun var plejemor for flere “utilpassede” unge. Det er hende jeg har fået min sociale indignation fra, hun fungerede som tillidskvinde på hendes arbejdsplads – og forærede mig på et tidspunkt hendes arbejdersangbog. Med hilsner fra hendes tillidsmandskollegaer og alt. Den værdsætter jeg stadig. Juleaften år 1999 holdt jeg derfor sammen med min bror og hans familie. Vi er nu de eneste tilbage.

Mit juletraume er derfor de gode erindringer jeg – heldigvis – har fra min barndom og tidlige ungdom. En tid der var som den nu var i 70′erne og 80′erne. Kombineret med erindringen om de forældre som ikke er længere – men som trods alt var dem der skabte rammerne – er det mit juletraume.

Glædelig jul.