Daily Archive for: ‘december 13th, 2011’

Luciadag – 13. december

Af: Judi Lund Finderup www.stiltjek.dk & twitter.com/JudiLFinderup

Er der noget mere magisk end et smukt Luciaoptog?
Med den lysende brud i front, svæver de med englesang gennem mørket og fylder det med skønhed og lys.

”Nu bæres lyset frem
stolt på din krone”

Et kort øjeblik stråler alt. Så forstummer sangen, magien, og tilbage er et smukt minde.

 Rritjjjsh! Det er jo løgn. Det er IKKE et smukt minde. I hvert fald ikke for mig.

På Dalgasskolen i Skive var der en tradition for, at den højeste pige i sjette klasse altid var Luciabrud.
Hun skulle også have det længste hår.

Jeg kommer fra en høj familie, så min søster, som er fem år ældre end mig, blev naturligvis den smukkeste luciabrud.

Jeg husker, hvordan min mor og hende, brugte lang tid på, at finde det rette snit til kjolen.
Den blev syet af gammelt, smukt linned og den var majestætisk og enkel.

Min søster havde et stort, krøllet hår, og selvom de levende lys dryppede på det, så lignede det guld.

Det var pragtfuldt. Min søster LYSTE d. 13. december det år.

Pubertets Lucia

I starten af 80’erne, i Skive, var man stadig barn når man var 12 år. Det der med at få menstruation, bryster og skjulte, frække blikke fra drengene, det var ikke særlig fedt.

Hvis man ydermere var høj og genert, så var det bare ikke de optimale forhold for en pige…mig for eksempel.

Men en ting var heldigvis sikkert. Det var MIG der skulle være Luciabrud! Jeg ville den dag bryde ud af min generte, begyndende pubertetsskal og være centrum i et af årets højdepunkter på skolen.

Jeg prøvede i smug min søsters kjole flere gange og den sad næsten som støbt.

Den 13., uheldets dag

Så var det, at det umulige skete. Det som ALDRIG måtte ske. Nogle forældre havde klaget over, at deres datter havde grædt over uretfærdigheden i, at de små aldrig fik lov til at gå forrest i Luciaoptoget.

Bare fordi man ikke var høj, så behøvede man jo ikke gå bagerst og føle sig ringere. Det var diskriminering. Diskriminering af de små mennesker. Man havde set det mange gange i verdenshistorien, sagde forældrene.

Mine forældre sagde det var ren kommunisme. Typisk for den skole.  De var så skide røde alle sammen.

Hvad var der i vejen med at skille sig ud og være noget særligt?

Traume forever

Da alle pigerne fra 6. klasserne skulle samles for at forberede årets luciaoptog, så havde den ansvarlige lærer en vigtig meddelelse:

For første gang nogensinde i skolen historie, ville de se bort fra reglerne. I år skulle det være anderledes. Derfor havde de besluttet, at det var den mindste pige med det længste og mest lyse hår (wtf med det lyse?), som skulle være Luciabrud. Vi skulle naturligvis holde-trip-trap-træsko-ordenen, så i år ville de højeste piger gå bagerst i optoget.

Jeg græd mig i søvn i 12 dage. Jeg hamrede mine knytnæver hårdt i hovedpuden og i gulvet, men mine forældre insisterede på, at jeg skulle stille op, være stolt af at være høj, og slutte optoget på den smukkeste måde nogensinde.

Så der gik jeg ved siden af Henriette med det korte, røde hår. Begge med runde rygge, pubertetsbryster og skammen over at være alt for høje og udviklede i forhold til de små, seje piger, der gik forrest.

”Bruden” var blevet røven af optoget. Av.

Det vender tilbage til mig hvert år den 13. december. Men i de sidste år har jeg haft blandede følelser, for det har været noget af det smukkeste at se min søn gå midt i et luciaoptog og ligne en engel.

Lidt malurt vil der nok altid være i bægeret, men det er nu sødt, at min mand hvert år tilbyder mig, at jeg kan gå en tur med adventskransen i håret og ”så ligesom få det ud af kroppen”.

Det er bare ikke det samme. Nogen ting må man bare lære at leve med…