Daily Archive for: ‘december 4th, 2011’
Juletrauma blog 4
Juletraume af Hanne Klintøe.
Ordet “juletraume” gav faktisk slet ingen mening for mig, da Jeppe først nævnte det. Så voldsomt et ord for noget, der for mig synes så ligegyldigt. Jeg har nemlig slet ikke noget forhold til julen, andet end at den ofte føles lidt besværlig. Der er så meget man “skal” og “bør” – noget jeg ellers ikke gør meget brug af. Men så sad jeg her og funderede. Der må jo være en grund til, jeg ikke har et forhold til den. For var jeg ikke også engang en lille trold med ildrøde kinder og risalamande-struttende mave, der slet ikke kunne *vente* med at få pakkerne åbnet og syntes “én pakke ad gangen” var verdens mest åndede voksenregel? Stod jeg ikke også engang og prikkede til gavesækken i entreen, der gradvis fyldtes, som ved magi, gennem hele december? Og var det ikke mig, min mor havde fortalt om, som pludselig begyndte at vågne klokken 5 om morgenen for at traske ned på bare børnefødder og stirre op på de 24, snart 23, snart 22 små gavekalenderpakker, der talte ned til årets mest fortryllende aften? Jo. Vel var det så. Og er det fordi, jeg forvandledes til en kynisk voksen, der har glemt, hvordan man bliver imponeret – af små endnu mere end store ting? Næh. Alle, der kender mig, ved jeg går til det meste med en hundehvalps begejstrede og ukræsne enthusiasme – storlogrende og savlsjaskende. Så hvad var det så?
Mit barndomshjem var meget traditionelt. Ikke mindst fordi min mor er fra et mikroskopisk bondesamfund på Herrens Mark, og min far var 23 år ældre end hende. Så omend lidt af en pioner for sin generation, bar vores hjem altså stadig præg af manden med cigaren og kvinden med vaskekurven og børnene med kæft, trit og retning, hvis far skulle bestemme. Og det skulle han jo. Når han var der. Det var han så i lange perioder ikke, og så blev der bygget lastbiler i sofaerne med pudestabler i metermål og pakket kartonhuse ud i stuen, så man ikke kunne komme nogen vegne. For det var nemlig ikke meningen. Meningen var, at få lov at gøre lige hvad man havde lyst til, for det havde min mor nemlig aldrig fået lov til derude på Herrens Mark. Men det var altså stadig ret traditionelt, når min far var der. Og det var han juleaften. Så kom farmor, som var en fin dame med perlekæde om halsen og stive krøller i håret, som man kunne stikke fingrene ind i, hvis man stod omme bagved sofaen og ikke lod hende se det. Og Trylle-Ole; min fars ene søn fra hans første ægteskab, som næsten var ligeså gammel som min mor, og som var blevet trykket ved fødselen og derfor var lidt… naiv. Jeg kan huske, han lugtede sjovt. Men var ret god at kramme på. Og så syntes jeg, han lignede Elvis. Det var først mange år senere, vi fandt ud af, han blev kaldt Trylle-Ole ude i Gladsaxe, hvor han boede. Fordi han altid viste tricks ved den lokale pølsevogn.
Nå. Men juleaften var altså mig, min storebror Thomas, min mor, far, farmor og halvbror, og Thomas og jeg skiftedes til at være julemænd. I ugerne før havde vi lavet konfekt og bagt, og min mor lavede mad i stride strømme. Hele aftenen var skemalagt. Fra julepynt til Disneyshow, flæskesteg til risalamande, sang om juletræet til uddeling af gaver – vi kendte rækkefølgen fra A til Z. Og det var ikke mindre magisk for det, ikke engang da vi blev større. Men det måtte jo ske. Min far ville formentlig have slået Dean Martin i sjusregnskab og havde det bedst på en diæt af kød og sovs. Med smør. Så vidt vides har han aldrig drukket vand, men til gengæld kendte han alle former for spiritus nogensinde produceret og havde nøje testet deres virkning. Han var meget grundig. Men pludselig gad hans krop ikke teste mere. Vi fik to juleaftener, hvor det føltes som om, der var en bedstefar med i stedet for min far. Og så pludselig en jul var vi kun tre. Farmor var død for længe siden, Oles trylleri havde taget lidt overhånd, og dér sad vi og syntes pludselig ikke, juletraditionerne gav så meget mening længere. Eller rettere; jeg gjorde ikke. Stilheden var øredøvende, ligegyldigt hvor mange julesange vi sang. Det var dér, jeg svor, at en dag ville jeg opleve en jul ligesom den i Fanny og Alexander. Løbe 20 mennesker hånd i hånd fra én ende af huset til en anden og råbe: “Nuddejuligenognuddejuligenogjulenvarerlig’ til PÅSKE!” Ikke sidde dér og stirre ind i en teenageramt storebror, der ikke sagde en skid.
Jeg tror alt det, der foregik inde i mit forandringsfyldte lille hovede den jul, gjorde julen til symbol på alt det, jeg ikke kan fordrage: Pænheden, pligten, fortielsen, berøringsangsten. Fastholdelsen af meningstømte traditioner under tabuernes tæpper. Den konstruerede sammenbringelse af blodsforbundne modsætninger, der intet har at udveksle i et lystudtømt tomrum. Julen har for mig samlet alt dét i en stor peberkage, der ikke blev lettere at fordøje af, vi nu kun var tre til at spise den. Jeg ville jo have en fest. Jeg ville jo have røde kinder og sang! Og tre personer bliver aldrig en fest, uanset antallet af kravlenisser i karmene. Ej heller får man røde kinder uden lyst og lyd og leg. Så hvis der er nogen, der er friske på at leje en svensk herregård, slagte et par grise og finde den mand, der kan vise børnene, hvad man kan med en trearmet lysestage efter fem retter mad*, så vil jeg gerne være med til at holde jul. Ellers ønsker jeg jer alle en rigtig dejlig aften og vil formentlig selv bruge den langt fra flæskesteg og gran.
*Til de som undrer, hvad det er, man kan med en trearmet lysestage, er svaret her:
http://youtu.be/QQvgkjUMkZk