‘Juletrauma’ Kategori

Juletrauma 24 – 2012

Af: Peter Svejgaard – Twitter

Mit bidrag til juletrauma, er ikke så meget et traume som det er en anderledes juleoplevelse og en dyb refleksion i en juletid.

Desværre ligger min notesbog 250 km. herfra så enkelte detaljer må jeg udelade.

Det er december 2010. Min daværende kæreste og jeg er lige gået fra hinanden.

For mig var det mest en befrielse. Vi havde masser af problemer, og med et trylleslag og et følelsernes samuraisværd, slap jeg mig selv fri.

Frihedsfølelsen voksede i mig, og jeg fik lyst til at udforske den. Til bunds. Jeg havde friheden i hænderne, men hvad kunne jeg egentlig med den?

Mine børn skulle holde jul hos deres mor det år. Og hvis jeg valgte en traditionel jul, skulle jeg sidde hos mine forældre på Fyn, kun os, og sikkert se fjernsyn. Den mulighed stemte ret dårligt overens med min nyvundne frihed.

I stedet meldte jeg mig som frivillig julehjælper på Christiania. Ved et sammentræf havde jeg opdaget et fuglereservat , Falsterbo, i Sydsverige. Jeg havde læst at man der kunne træffe sæler om vinteren.

Jeg besluttede mig derfor at kombinere de 2 ting. Jul på Christinia, med tilhørende eventyr sammen med nogle sæler. Det var min plan. Intet andet.

Juleaftensdag pakker jeg min vandrerygsæk, og drager mod København fra Odense. Min oplevelse på Christinia bliver dårlig. Der var en konkurrencestemning blandt medhjælperne, som jeg ikke brød mig om. Og da jeg går ud i vinterkulden for at ryge en cigaret, tænker jeg ”fuck det”, jeg skrider.

Kl. er ca. 20, da jeg rammer en vej hvor det giver mening at tomle.
Det var også en dårlig ide, men jeg ville drive mig selv så langt ud på herrens mark, som overhovedet muligt. Det var projektet. Så at tage toget var no-go.

Heldigvis bliver jeg samlet op af et sødt ungt par. De har holdt en meget kort juleaften i Husum, og er på vej hjem mod Sverige. Angiveligt fordi deres datter var syg. Stemningen, og de henkastede bemærkninger fortalte nærmere en historie om at den største lidelse lå hos ”svigermor”.

De kørte mig til et hostel i Malmö. Lige til døren.

Da jeg slog den op, blev jeg ramt af den julestemning jeg tror vi alle sammen leder efter. Luften var tyk af grin, smil og venlighed. Her var ingen gaver, blot en masse rare mennesker fra fjerne ender af verden, og en masse røverhistorer.

Jeg sidder bl.a. en time og nikker og griner til en tandløs russisk kvinde, der fortæller mig en røverhistorie jeg ikke forstår en skid af. Men det var helt sikkert en røverhistorie.

Næste morgen, tager jeg igen afsted. Det er snevejr, og temperaturen ligger på minus 8 grader. Et kort øjeblik går det op for mig hvor syg min plan er. Det eneste føde jeg har med, er en pose gulerødder og en flaske cognac.
Jeg minder mig selv om, at det er det jeg vil. Det må gerne gøre ondt. Jeg må gerne fryse og sulte. Jeg VIL fryse og sulte, fordi jeg er her netop for at søge ud af de trygge rammer.

En lastbilchauffør samler mig op og kører mig til Vellinge. Herfra skal jeg gå til Falsterbo viser det sig. Da jeg kommer hjem finder jeg ud af det svarede til 16 km.
Igen tvivler jeg på projektet. Jeg fryser af helvede til, det bliver mørkt om et par timer, og jeg har slet ikke forberedt mig. Jeg ved ikke hvad jeg går ind til.

Men jeg går, alligevel. Jeg går, indtil jeg 3 timer senere ankommer til min destination.

Det er et lille hus/skur som ornitologerne normalt bruger. Her ville jeg søge læ, og sove indtil næste morgen.
Jeg er sulten, og glæder mig ligefrem til at sætte tænderne i mine gulerødder og drikke mig til varmen.

Da jeg ankommer til skuret, indser jeg at jeg ikke er alene. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på den mulighed? Hvad sker der hvis jeg bliver smidt væk?

Det gjorde jeg heldigvis ikke. Tværtimod. Mine medlogerende var et svensk/islandsk par i 30´erne. De gad heller ikke holde jul, og var taget på eventyr for at glo på sæler.
Den islandske fyr, hvis navn jeg har glemt var heldigvis en habil fisker. Og det blev den sjoveste aften, med selvfangede fisk over bål, cognac og frosne tæer.

Den aften faldt jeg i søvn med én helt ny indsigt; ”Du er aldrig alene”. Det var rart. Jeg var fuld og glad.
Resten af turen er der ikke plads til her. Men den indeholder bl.a. en hotelreceptionist der ikke kunne lide lugten af sved og fisk, og et langt karbad.

Den 28. December var jeg hjemme i Odense igen. Jeg havde søgt friheden, fundet den, og lært at friheden ikke er ensom. Ikke engang på herrens mark. Du er aldrig alene.

Billedet her er i øvrigt fra den 30 december samme år. En af mine venner blev nemlig misundelig på min historie. Så vi tog en overnatning i et shelter ved Stige ø, uden for Odense.

Juletrauma 23 – 2012

Juletrauma.

Af: Maria Klinke – twitter – web

Jeg havde ikke tænkt alle konsekvenserne igennem. Det gør man ikke (ikke mig ihvertfald) når man er meget ung, på sin første tur alene ud i verden, og pludselig ser en smuk mand med cherokeetræk og tatoveringer med symboler fra den Mayanske kalender lænet skødesløst op ad sin pickuptruck udenfor en hiphopbar i Austin, Texas. Han lignede ingen dér fra den nordsjællandske provins hvor jeg kom fra, og slet ikke ham den røvsyge håndboldfyr jeg var kæreste med derhjemme.

Så jeg tog en hurtig beslutning, droppede håndboldfyren fra provinsen og hoppede op i pick-up trucken og tog ikke længe efter turen til Las Vegas, hvor vi blev gift i Little Silver Bell Chapel. Lidt hurtigt, mente de fleste. Men ikke mig. Jeg vidste præcis, hvad jeg gik ind til, med en skråsikkerhed jeg heldigvis/desværre ikke har aflagt endnu, 16 år efter.

Så langt så godt.

Min nye surfer-ægtemand med de solblegede dreadlocks havde godt fortalt mig om den lille by i Bibelbæltet hvor han kom fra, og var flyttet fra så hurtigt han kunne komme til det. Men det han fortalte om sin hjemby, Mineola, stemmede simpelthen så dårligt overens med min oplevelse af alt hvad jeg kendte af Texas på det tidspunkt, Austin, at jeg ikke rigtigt hørte ordentligt efter. Og han tog det ene krumspring efter det andet for at undgå at tage turen hjem til East Texas for at præsentere mig for sin familie.

Men så blev det jul. Og så skulle vi jo hjem. D. 24. december hoppede vi i pick-up’en og kørte mod Mineola. Jeg havde min tækkeligste kirke-kjole med i rygsækken og glædede mig til at opleve det hele. Under førersædet lå en pistol (“for protection, we’re in Texas”) og jeg var for forelsket til at stille alt for mange spørgsmål. Vi stoppede på den ene tankstation efter den anden på den 5 timer lange køretur og købte store dåseøl i brune poser som han tømte én efter én på vejen, tydeligt mere og mere ukomfortabel ved tanken om at skulle hjem. 10 km udenfor byen var det sidste mulighed for at købe alkohol – hans hjemby var “dry county” og vi stoppede ved en liquor store og købte flere øl. Nu syntes jeg alligevel det var ret mange øl, men igen var jeg for forelsket til at stille alt for mange spørgsmål.

Hans mor var fantastisk. En lillebitte dame i et lillebitte hus, som krammede mig og kaldte mig “darling” fra det øjeblik vi trådte ind ad døren. Hun var tydeligvis meget forelsket i sin søn, selv om han kom der med tatoveringer og mærkeligt hår og i den grad skilte sig ud fra mængden i den lille by. Det gik ret hurtigt op for mig, at hun så mig som hans redning. Den rolle befandt jeg mig egentlig ret godt i.

Efter en times tid i det lille hus, hvor jeg følte mig meget velkommen, ringede hans mobiltelefon, og han lavede planer med nogle gamle venner. For mig var det jo juleaften, og jeg savnede min familie og havde allermest lyst til bare at blive lige der. Men vi pakkede alle vores øl og kørte ud i en skov.

Der var et bål, og en masse mennesker. Drengene drak øl og skød de tomme dåser, pigerne drak winecoolers skulede til hende den fremmede. Jeg kunne ikke forstå halvdelen af hvad nogen sagde – den der blanding af sydstadsaccent og slang var ikke hvad jeg havde lært i skolen. Jeg stak tydeligt ud med min ubehjælpsomme britiske accent og jeg var alt for pænt klædt på. Pigerne sagde ikke et ord til mig, og det gik efterhånden op for mig at jeg var løbet med en mand som flere af dem følte de havde krav på. Drengene syntes til gengæld at jeg var ret interessant, på den fulde og brovtende måde. Det gjorde ikke sagen bedre. Isnende kulde.

Så jeg drak en øl. Og en til. Og en til – mens jeg sad der og smilede forsigtigt og prøvede på at se ud som om jeg hørte til. Men i East Texas drikker piger ikke øl, de drikker hvinende søde winecoolers med margarita- eller ferskensmag. Så jeg stak bare endnu mere ud. Men så gik der en flaske tequila rundt. Det måtte piger gerne, kunne jeg se. Så jeg tog en tår. Og en til. Og en til. Og for hver tår følte jeg mig mindre udenfor…

Jeg kan ikke huske hvordan jeg kom hjem i det lillebitte hus igen den nat. Men jeg husker hvordan hans lille mor bankede på døren til toilettet mens jeg brækkede mig i tykke stråler. Og hvordan jeg stadig var fuld under morgenmaden, gaveåbningen og den to timer lange gudstjeneste i Baptistkirken. Jeg husker også hans religiøse søsters misbilligende blik og hvordan min nye svigermors blik gik fra begejstring til bekymring. Jeg husker følelsen da en der åbenbart havde været med til festen aftenen før råbte “Hey, there’s the Swedish communist” da jeg gik hjem fra kirken med hele min nye familie, og jeg pludselig i glimt kunne huske hvordan jeg under påvirkning af tequila havde blameret mig med mine Rød Ungdom-holdninger i en skov i bibelbæltet blandt en masse fulde republikanere med guns. Jeg husker smagen af hans søsters berømte jello-salad (gelatineklumper vendt i flødeskum) og hvordan jeg måtte løbe ud og brække mig igen umiddelbart efter bordbønnen. Og mest af alt husker jeg følelsen af de grimmeste tømmermænd jeg nogensinde har haft.

Jeg ved ikke om der er en morale i den her historie. Men her er den julesang der allerbedst beskriver min første jul i Texas:  http://www.youtube.com/watch?v=P37xPiRz1sg

Rigtig glædelig jul. Og hold igen med tequilaen!

Juletrauma 22 – 2012

Af: Nanna Hansen – Twitter - web

Jeg er vokset op med en lang række af forskellige juleaftener, som er holdt med alle dele af familie, i alle dele af landet og med et hav af gæster der havde lyst til at være med. Jeg er derfor særdeles fleksibel, når det kommer til forventninger og traditioner juleaften.

Juletrauma 21 – 2012

Idealernes fest

Af: Max Bitter – Twitter  web

Når det handler om jul og juleaften kan jeg ikke fremhæve én juleaften fra min barndom som værende traumatisk. Det skyldes ikke, at alle mine juleaftener har være ideelle, men at jeg ikke kan huske særlig mange af dem i detaljer. Jeg er trods alt vokset op i en familie med to forældre og søskende, der på trods af forskelligheder, ikke var ondskabsfulde overfor hinanden. Jeg fik som regel det jeg ønskede mig og der var ingen der sloges.

Til gengæld kan jeg fortælle om min tvivl om idealerne for julen.

En juleaften havde pigen på 3 år forventninger om at få alt, hvad hun havde ønsket sig plus noget mere. Vi tet af spænding og te hende, mens andre skældte dette utaknemmelige barn ud. Det endte med, at hun faldt i søvn på sofaen. Udmatåbnede gaverne før maden, så børnene kunne nå at lege med dem, før de skulle i seng. På den måde kunne vi voksne nyde maden i fred uden børn der plagede om julegaver. Stor var hendes fortvivlelse, da hun havde åbnet den sidste pakke og opdagede, at der ikke var mere til hende. Hun reagerede ikke med indadvendt gråd, men med tårer og frustration rettet mod alle de voksne der var overraskede over hendes reaktion. Nogle forsøgte trøste hende, mens andre skældte dette utaknemmelige barn ud. Det endte med, at hun faldt i søvn på sofaen. Udmattet af skuffelsen over, at aftenen ikke levede op til de forventninger som hun havde båret rundt på en måned.

Den aften tænkte jeg længe på, hvad der var gået galt, og hvad jeg kunne have gjort anderledes. Hun reagerede egentlig ikke anderledes end mange andre voksne, når de oplever livet. Konklusionen var, at mine idealer måtte laves om.

Det har gjort mig til en kyniker der med et glimt i øjet påstår, at man ikke længere giver gaver, men køber ting fra andres indkøbssedler.

Man er heller ikke længere sammen med dem som man ønsker at være sammen med, men udholder selskabet i forvisning om, at det kun varer en enkelt dag. Med mindre familien er fra Jylland og gerne vil overnatte. Så varer det to dage.

Men alligevel er mine forventninger til min egen juleaften enorme. Jeg starter allerede i november med at bekymre mig om børnene bliver glade for gaverne, og kan ikke acceptere, når et af mine børn kun har tre ting på ønskesedlen – for det er jo slet ikke nok. Hele familien skal jo give ham gaver, og så skal der minimum være 8 ønsker. Han siger, at han er ligeglad med, hvad han får, fordi han mangler jo intet.

Min egen ønskeseddel er et studie i kompromis. Det jeg virkelig ønsker mig, kan jeg ikke skrive, fordi det enten er for dyrt eller ikke kan købes. Så jeg skriver nogle ting på som jeg alligevel selv ville købe på et tidspunkt.

Til gengæld går jeg ikke på kompromis med gaver til andre. Det skyldes, at jeg gerne vil udtrykke betænksomhed og omtanke gennem gaver, er det opslidende at skulle købe gaver til andre. Jeg er sikker på, at marketingsbranchen jubler over mig, når jeg i dagevis spekulerer på ”Hvilken t-shirt ville være den perfekte til min bror?” eller ”Hvilken duft ville passe godt til min mors personlighed?”.

Jeg er også på forhånd bekymret for maden. Er der nok? Bliver stegen tør? Hvilken vin passer til maden?

Disse spekulationer bliver dog gjort til skamme, når jeg spørger mine forældre og børn, hvad de ønsker sig og svaret er ”En god aften sammen med dig”. Så bliver jeg i tvivl om, hvem der har misforstået konceptet juleaften – dem eller mig. Og må nok konstatere, at det er mig.

Juletrauma 20 – 2012

Juletrauma 19 – 2012

Af: Camilla Roesen – Twitter

 
For mig er der ikke én bestemt jul der var den værste, det er som om julen er et langt traume med en 11 måneders lang pause hvert år.

Der var julene hvor min mormor og jeg blev uvenner og skændtes højlydt. Ja, dem var der faktisk mange af. Jeg kunne ikke bare holde mund, når hun sagde noget jeg var fundamentalt uenig i.
Den sidste gang, få måneder inden hun døde. Gik det helt galt, mormor truede med at tage en taxa hjem til Herning, hele vejen fra Midtsjælland og jeg græd som en pisket. I midten stod min mor og var
vidne til det hele, og det gjorde mig usigelig ked af det. Samtidig kunne jeg ikke bare tie stille.

Så var der året, hvor jeg kun fik ting i julegave jeg ikke havde ønsket mig – og som ikke kunne byttes – det år, hvor jeg selv havde besluttet mig for at gøre lidt ekstra ud af gaverne.

Eller alle de år jeg har fortrængt, fordi jeg boede i en dybt splittet familie, hvor min far hverken snakkede med sin egen familie eller min mors – og desuden behandlede min mor og jeg som skidt.

Der var også de år, hvor jeg var delebarn og julen blev sådan lidt ligegyldig.

Eller de to år, hvor jeg flygtede væk fra julen. Det ene år endte i en kæmpe brandert og en fremmed fyr, mens jeg mest af alt ville ønske jeg var sammen med familien. Den anden var i et eksotisk land i selskab
med min far, den første jul i 10 år sammen, som endte med sygdom, et kæmpe mentalt hul i hjertet og mig der allerallerhelst bare ville være alle andre steder en der.

Igen i år tegner til at blive hård. Jeg er træt, stresset og urimelig. Gør konstant min mor ked af det. Min far har droppet det der med at give gaver, min mor vil helst bare give noget som hun let lige kan købe – og de fortæller mig begge to hvor få penge de har. Noget der altid har været et issue. Og noget der gang på gang har fået mig til at føle mig urimelig.

Når jeg tænker tilbage tror jeg faktisk ikke jeg kan huske én eneste jul, som har været sådan juletræ med lys, kernefamilien og kærlighed. Og at flygte fra det hjælper tydeligvis heller ikke. Så når mange af mine venner glæder sig over at det endelig er jul igen, går jeg og venter på at det hele er overstået og jeg kan bruge de næste 11 måneder på at lade op til en ny jul. Efter alle de mislykkede juler har jeg mistet troen og håbet om at julen kan være noget godt. Og det er i virkeligheden nok den aller tungeste erkendelse.

Juletrauma 18 – 2012

Børnenes fest.

Af: Mia Møller Roesen – Twitter - web

 
Det var ikke til at mærke, hvad kvalmen skyldtes.

Eller jo, det var det jo.

Kvalmen sad i mellemgulvet, selv om årsagen til kvalmen sad længere nede i kroppen, nede i underlivet, i en lille uformelig men målrettet klump, der snart var et syv uger gammelt foster.

Men lige ved siden af den trykkende fornemmelse af organer og lunger, der pressede luft og mad opad i rør, sad den anden kvalme, som pressede sig sin vej op i hovedet og tankerne.

Tankerne om den forestående abort.

Hun havde været igennem mistanken, igennem symptomerne så mange gange før, at det egentlig ikke burde komme som et chok. Den stensatte fornemmelse i kroppen, hjertet der bankede hurtigere, brysterne der blev ømme. Den enorme træthed, som ikke kun var vinterens, mørkets og juleræsets skyld. Og kvalmen.

Kroppen fattede alt for hurtigt, hvad der voksede i hende, instinktet fortalte lysende klart, hvad der plejede at ske, hendes morfølelse omfattede klumpen med samme refleks, som den omfattede de fire andre børn.

Men hjernen, den rationelle del af den, forstod simpelt hen ikke at det kunne ske. Så hurtigt. Lige nu. Lige inden jul. Lige MIDT i julen, for fanden.

Tankerne om julen gav kvalmen et ekstra skub. Tanken om julemåneden, den julefølelse og fejring af liv, hun følte ansvaret for at plante, pleje og dyrke i børnene.

Hvert år prøvede hun at tumle julens forventninger til hende og hendes familie, som en domptør tumler sin elefant.Hun gjorde hvad hun kunne for at balancere i andres traditioner og i at gøre alle tilfredse og ingen kede af det. Prøvede at skabe et rum, hvor der var plads til en jul der føltes rar for børnene, og også var lidt på egne præmisser. En julemåned i bevidstheden om, at der var en rød tråd i gennem alle begivenheder, alle sammenkomster, alle gaver.

Menneskelighed, næstekærlighed, nærvær, omsorg, omtanke.

Hun anså det som sin fornemste opgave at få de begreber til at fylde mindst lige så meget hos børnene, som gaverne, ønskerne, maden, og de traditioner som mest var andres regler. Og hvert år føltes som endnu en fiasko, når ikke familien blev jongleret ordentligt igennem måneden.  Når anspændthed, skuffelse, kaos, kanter, fronter og egoisme fyldte lige så meget som det vigtige, så hun de første dage i januar klappede sammen af fysisk og mental udmattelse.

Det føltes som et uoverkommeligt ansvar. Og nu stod hun med endnu et ansvar. For endnu et barn.

Det var ikke fordi, hun ikke ville. Hun ville gerne kunne, men kunne ikke. Der var allerede fire. Den mindste var så lille. Kroppen havde knapt nok restitueret sig, tankerne var kun lige begyndt at tilhøre hende selv lidt igen.

Det var helt uvirkeligt at graviditeten ikke skulle ende med endnu et barn. Hun havde aldrig prøvet andet, end at det endte med et barn. Nu skulle det ende med – ingenting. Det var ikke engang et foster. På den kolde briks, som gav hende nopret, blå hud og anspændte muskler i lårene, fik hun konstateret et syv uger gammelt “graviditetsprodukt”. Som skulle fjernes, fordi hun ikke kunne.

To dage før juleaften, mødte hun op en morgen på en kirurgisk afdeling, hvor man sad på masse-ventesale sammen med knæ, tommeltotter, rygge, og alle de andre usynlige underliv. Kravlenisser, stearinlys og gyldne kugler var ikke sparet væk, men hvor kunne hun dog godt undvære det lige nu.

Tre gange blev hun spurgt om at fremsige sit navn, personnummer og ærinde. “Jeg hedder Mia. Jeg er født 4/2/74. Jeg skal have foretaget en provokeret,  kirurgisk abort.” Hun skulle sige det højt, for at tilkendegive at hun samtykkede. For at sige højt, at hun vidste, hvad det var, hun gik ind til.

Kvalmen var skubbet til side, til fordel for en sten i maven. Hjertet hamrede stadig, i halsen dansede en klump, tårene susede i kæben og næsen.

Hun ville ønske han kunne komme med hele vejen, helt ind på operationsstuen. Ville ønske at han kunne få det til at føles mindre tungt, mindre sørgeligt, mindre splittet. Hun ville ønske at han bare et øjeblik kunne få hende til at forholde sig lidt mindre til det hele. Til julen, til børnene, til aborten.

Hun ønskede at varmen fra hans hænder kunne blive liggende som et tæppe på hendes krop, det tæppe hun lå med fik hende til at fryse endnu mere. Men hændernes varme aftryk forsvandt, og hun var alene. Helt alene. Nu fokuserede hun bare på at nå dertil, hvor masken kunne glide ned over munden og næsen og få hende til at forsvinde. Få det hele til at forsvinde.

Søvnen var dyb, drømmeløs, sort som søvnen ikke havde fået lov til at være i årevis. Den blev afbrudt af et lynende jag af smerte i underlivet. Nogen havde bakset med hendes krop, mens hun gudskelov havde været væk. Nogen havde suget, skrabet livet ud af hende, og tilbage sad kun en ømhed og smerte, der ikke målte sig med noget andet hun havde prøvet. Kæberne slap taget med tårerne, og de piblede ud. Hendes krop var ude af hendes kontrol, hun følte sig halvberuset af bedøvelsen og græd den ynkeliges gråd.

Nogen tilbød at hente hendes mand, han var det eneste hun havde brug for, hun havde desperat brug for ham. Da han endelig kom, og hun kunne forsvinde ind i hans jakkes omsluttende mørke, var det meningen at hans nærvær og omsorg skulle få det til at gå væk, det hele. Hans trøstende ord og lyde skulle lægge sig som plaster omkring hendes pulserende, dunkende smerte.

Menneskeligheden, næstekærligheden, nærværet, omsorgen, omtanken. Fra ham til hende.

Det var bare som om plasteret mistede hele tiden sin klæbeevne og gled af. Såret var følelsen af at det ikke var deres barn, der var blevet fjernet. At de ikke var to om det. Såret var hendes eget. Smerten var hendes egen. Sorgen var hendes egen.

Hun var tappet for livet, da de kørte hjem og gennemførte en juleaften for børnene. Julen skulle være børnenes fest, de skulle ikke vide noget, skulle ikke mærke noget.

Såret helede langsomt, arret blev mindre synligt. Smerterne blev færre og mildere. Sorgen mærkedes sjældnere. Julen, med fejringen af menneskebarnets fødsel kom og gik. Det samme gjorde ansvaret, skammen og skylden.

Men det var stadig hendes eget traume. Hendes helt private juletraume.

Juletrauma 17 – 2012

Der er noget i luften, jeg ved ikke hvad

Af: Søren Bramsted – Twitter

Det er en juleaften for længe siden. Alt er som det skal være. Familien er samlet, og det er hyggeligt, som altid. En flok voksne mennesker og to små lyshårede drenge på 5 og 7 år. De er mine nevøer. Jeg elsker juleaften. Den gode mad med den syndige sovs. Og selvfølgelig den bløde, fyldige rødvin. Resten af aftenen er for en stor del drengenes. De kantede, smukt indpakkede gaver, juletræet med sin pynt, og de boblende, opslidende forventninger der gør det nærmest umuligt for dem, at få så meget som én bid mad ned. De kravler hvileløse rundt på stolene. Ventetiden er et sandt helvede. Men ikke for Bassemand den madglade labrador der ligger på gulvet under bordet.

I vores familie er vi ikke så hykleriske at vi smider en lyskæde omkring juletræet, og bilder alt og alle ind at der er lys på træet. No! Vi finder de gamle lysholdere frem, sætter dem på træet og planter hvert eneste stearinlys på rette plads. Inden dansen skal trædes tænder farmand lysene, og så er der ikke et øje tørt.

Brødre, søstre, forældre, små og store hænder griber hinanden. En brøkdel af et sekund hviler alles øjne på de levende lys. Årene der svandt dukker frem, et lille stykke lykke, et lille savn glimter kortvarigt som et stjerneskud. Et øjeblik er det som om en engel slutter sine vinger om vores familie. Og så vender vi tilbage til virkeligheden. Reglerne for sangen ridses hurtigt op. De og de sange skal synges inden det er tid til gaverne. I den sidste sang er det muligt at cutte nogle af versene af, hvis utålmodigheden bliver for stor en belastning for børnene. Og det gør den. Tro mig.

I år skal jeg være julemand. Sidste år var det min storebror. Vi har en fast turnusordning, og den er ufravigelig. Børnene skal ikke snydes for julemandens besøg. Det er vigtigt at holde fast i barnetroen. Jo længere de tror, jo længere vedbliver de at være børn. Det ved ethvert barn. Men hvordan forvandler man sig til julemanden? Man skal for det første finde på en allerhelvedes god undskyldning, for at få lov at smutte fra dansen om træet. Og ungerne er på vagt. De ved der sker et eller andet. De voksnes underfundige smil, glimtet i deres øjne. Noget er på vej.

Der er spil for galleriet denne aften. Jeg finder på en god forklaring, sådan.

“For søren,” siger jeg højt, “jeg har glemt nogle gaver ude i bilen.” Et stort dumt og kunstigt smil klæber sig til mit ansigt. Men den holder, for alle enige om at jeg hellere må hente de pakker – og det´ nu. Drengene kikker mistænksomt på mig. Inden døren er lukket bag mig, er et barn født i Betlehem.

Nu skal det gå stærkt. Springer ind i gæsteværelset. Storesøster har lagt det festlige, røde julemandskostume klar på sengen. Lige til at hoppe i. Jeg binder tre puder tæt ind til min overkrop. Kravler i tøjet. Snører ind og binder fast og passer til. Selv med kraftige uldsokker er de stive, rummelige almuetræsko, købt på et loppemarked på Fyn, alt for store. Jeg kringler det vattede, hvide fuldskæg over hagen, trækker elastikkerne over ørerne. Julemandens nissehue passer perfekt. Sækken med resten af drengenes gaver står i et hjørne og hænger. Jeg smider sækken over skulderen. Og husker i sidste øjeblik at tage mine briller af. Så kan hverken de eller jeg genkende hinanden. Nu skal drengene fa´me ha en på opleveren.

“På loftet sidder nissen”, lyder fra stuen. Jeg ved at de snart ikke magter at vente længere. Ud ad hoveddøren. Finder i hast stigen ude i redskabsskuret. Smider den op ad tagrenden. Stadig med sækken over skulderen, som en rigtig julemand, klatrer jeg opad. Jeg håber at naboerne ser mig bestige tagryggen, for det her, det´ sgu julemanden der kommer på besøg. Taget har ikke en høj rejsning, og der er ingen sne. Og det jeg fan´me glad for. På alle fire forcerer jeg parcelhusets grålige tagsten, med sækken trækkende efter mig. Op, op og ned på den anden side. Jeg glæder mig til at se deres forundrede ansigter, når jeg springer ned fra taget. Ikke bare drengenes overraskede udtryk, nej sgu. Hele familiens overraskede udtryk. Sangen er sikkert allerede forstummet derinde i den varme stue, nogen skal nok ha opfanget larmen fra taget. Jeg er ikke i tvivl om at min svoger er i gang med at piske en stemning op, så unger og hund er helt op at køre når julemanden om lidt banker på.

Liggende på maven på terrassetaget firer jeg gavesækken forsigtigt ned. Tager et solidt tag i bjælken under taget og svinger mig ned i en halv salto. Jeg håber at de allerede nu står med næserne trykket mod vinduerne. Jeg ramler ned på terrassen iført uldsokker. Jeg aner ikke hvor træskoene er. De røg ad helvede til da jeg svingede mig ned fra taget. “Det er lige meget,” tænker jeg. “Når musikken spiller opdager drengene det ikke.” Jeg vender mig straks mod vinduerne. Mine slørede øjne forsøger at tune sig ind på silhuetterne. Kan høre min svoger himle op om at julemanden er kommet.

“Ho ho hooooo,” brøler jeg mens jeg bevæger mig hen mod døren. Jeg gentager min brølen mens jeg banker på. Døren bliver flået op. To små lyshårede drenge står måbende, med blanke forskrækkede og håbefulde øjne og stirrer på mig.

“Wauwww, dette øjeblik er grunden til at julemanden kommer,” tænker jeg.

Bag drengene står en logrende labrador med tungen ude af halsen.

“Er der nogen artige børn her,” siger jeg med den dybeste stemme jeg kan finde frem, og træder ind over dørtærsklen.

“Julemanden har ingen sko på,” råber den mindste af knægtene. En bemærkning der stadig tages frem og poleres som en glorie, når familien mindes drengenes barndom.

Jeg sætter mig på hug. Kikker fra den ene nevø til den anden.

“Har I været søde i år?” Drengene nikker overbevisende.

“Nu må jeg se om jeg har nogen gaver til jer. Hvad hedder I?”

“Andreas”, “Kristoffer,” bjæffer drengene. Al tvivl er manet bort, de ved at det er julemanden de står over for.

Hunden er helt oppe at køre, den vil rigtig gerne hilse på julemanden, men stærke arme har lagt sig omkring den. Jeg åbner sækken og fisker gaverne frem. Små ivrige hænder rækker ud. Bløde forventningsfulde øjne følger hver en bevægelse jeg gør.

Da pakkerne er delt ud, gør jeg mig klar til at smutte. Min svoger slipper hunden, rejser sig op og opfordrer, råbende, alle til at klappe ad julemanden. Alle klapper og køteren er helt sikker på at nu skal der den undersparkemig leges. Den farer rundt om sig selv og kaster sig begejstret mod julemanden. Uden briller ser jeg skidt, men ser en skygge. Min reptilhjerne slår til: “Fuck, jeg bliver angrebet!” Jeg hverver for mig med min højre arm og rammer hunden der ryger ind i juletræet, så juletræet vælter. Og jeg skal da lige love for at familien bliver overrasket. De tørre grangrene er sprødt og letantændeligt pindebrænde. Aldrig har jeg set et juletræ skinne så overdådigt før. For fanden da et ragnarok.

Nu gælder det om at slå koldt vand i blodet, og ikke afsløre min identitet. Børnene må under ingen omstændigheder få spoleret deres barnetro. Jeg løber ud ad døren. Bag mig er der kaos. Min søster råber, “Skumslukkeren, hent skumslukkeren for helvede.”  Min mor skriger grådkvalt op og min far forsøger at bevare autoriteten som familiens overhovede, ved at dysse på skærmydslerne. Det kan nok være at min ben får lov at røre på sig, afsted går det, rundt om huset. Jeg kan først komme familien til undsætning når julemandskostumet er tilbage i sækken.

På gulvet i den pyntede stue ligger det forkullede Juletræ og ryger. Gardinet hænger i sodede trævler og der stinker af ildebrand. “Det ku være gået meget værre,” siger far trøstende til mor. Drengene synes det er fedt, der er fri leg i skumslukkerskummets smukke snelandskab. Snart sidder vi bænket omkring sofabordet med kaffe og kage. Jeg glemte de pakker jeg sku hente i bilen, men hvad gør det, så længe julen blev hvid som sne.

…så får I ikke mere for den 25 øre.

Juletrauma 16 – 2012

Af: Jennie Kaae Ferrara – web - twitter

Juletraume og juletraume. Der er så mange forskellige faktorer i mit nuværende forhold til julen, som er nogenlunde taknemmelighed over for de store mængder lys, venner, og varme drinks med procenter, blandet med en lige del foragt over for vores selvudslettende forbrug. Jeg lægger selv vægt på førnævnte og lærer mine børn, at man behøver ikke at pynte et træ til døden, før julen er hjemme. Det går næsten lige op.

Men én episode husker jeg ret klart. Og følelserne fra dengang pibler stadig frem i mig, når jeg tænker over det, så en slags traume må det da næsten være. Det var dengang, jeg var teenager. Vi holdt jul hjemme i Texas med vores finske udvekslingstuderende og et vennepar, som boede tilpas langt væk til, at de overnattede hos os. Vi havde desuden nogle af mine mors venner boende, to damer der hver lejede et værelse. Det var dejligt med fuldt hus, og der blev rå-julehygget. Jeg kan ikke helt huske, hvordan vi ellers holdt jul det år. Det plejede at være noget af et dansk/amerikansk/italiensk blandingsprodukt med røget ål og and, strømper over pejsen, kalkun og pølser, gaver om aftenen, og lidt klaverspil. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Jeg kan bare huske, at det var dét år, jeg brændende ønskede mig en bestemt parfume, Lancômes Magie Noire. Jeg ønskede mig den faktisk så meget, at jeg var indstillet på at bruge mine egne optjent penge til at ”splurge” på den. Men så spurgte jeg min mor, helt oprigtigt, om ikke jeg skulle lade være med at købe den selv, underforstået at hun allerede havde gjort det ud fra min ønskeseddel. Hun smilede og sagde med glimt i øjet, at jeg lige så godt kunne bruge mine penge på noget andet. Hurra! Parfumen var hjemme, jeg skulle bare have lidt tålmodighed.

Så kom morgenen, da det var tid til at tjekke strømperne for buler. Jeg mener nok, at det kun var finnen og jeg, der havde strømper, vi var jo de eneste børn i huset. Det skulle jo bare være en enkelt ting, de andre gaver blev åbnet om aftenen. Finnen havde sikkert fået en pakke med rugbrødsblanding, hun savnede det stads mere end noget andet, hjemmefra. Jeg fik en lille firkantet pakke, noget der suspekt meget lignede en indpakket parfume. Jeg åbnede den i al hast, ivrig efter at oversprøjte mig selv med den fortryllende duft, jeg sådan længtes efter. Noget forvirret blev jeg, da pakken viste sig at indholde en flaske elendig discount-parfume. Hvad?! Jeg kiggede på min mor – hun grinede. Jeg burde have vidst det. Hun kom jo også fra en familie af spøgefugle.

Hvert år morede de sig over sirligt indpakkede gaver, der kunne være whiskey-emballage fyldt med sten eller gamle vinkasser fyldt med papir og atter papir. Det var faktisk kotyme, det var også sjovt, og folk fik jo rigtige gaver bagefter. Men vi var ikke hos den familie dét år. Vi var hos os selv. Og der var en masse udefrakommende, der overværede hele seancen. Det gjorde ondt. Den ene af vores gæster sagde så til mig, i ramme alvor – ”så kan du lære ikke at blive forvænt, kan du!”. Min mor gjorde mig ikke engang den tjeneste at forklare ham vores underforståede aftale om parfumen. Jeg stormede væk, fuldstændig ydmyget. Låste mig ind på mit værelse og hørte Björk for fuld skrue. Ikke alene blev jeg opfattet som en forkælet møgunge, jeg var offer for en vittighed kun min mor så det sjove i.

Jeg fik min parfume senere den aften. Den rigtige, dyre, fine parfume. Og jeg elskede den, indtil jeg havde sprøjtet flaskens sidste molekyler. Men jeg lærte også, at de voksne ikke længere var på mit hold. Og at jeg fremover selv skulle sørge for at skaffe de ting, jeg virkelig ville have. Den dag i dag hader jeg at få gaver. Hvis jeg vil have noget, så køber jeg det selv. Jeg kan godt lide at give gaver, bare det ikke er til jul eller andre højtider for den sags skyld. Finder jeg noget, jeg véd vil glæde nogen, så køber og giver jeg det til vedkommende med det samme. Helt uden for kontekst. Det giver nu engang en bedre warm fuzzy feeling.

Juletrauma 15 – 2012

Af:

Thea Juhl Thorup – Twitter

Sidste år da jeg deltog i juletrauma med et indlæg, havde jeg ikke helt forstået konceptet. Jeg lagde derfor ud med en historie, der mere omhandlede en jul, hvor alting bare gik helt galt, end et egentligt traume.

Men der var jo en årsag til, at jeg havde lyst til at deltage i projektet. Julen er for mig indbegrebet af et eksisterende traume, der har fulgt mig hele livet.

Mine forældre blev i min barndom skilt, som så mange forældre jo bliver. Mine forældres skilsmisse var dog en væmmelig en af slagsen, min mor var højgravid med min søster og havde et til flere nervøse sammenbrud, tog nervemedicin og var i stor smerte, hvor hun lå på gulvet og hylede og skreg som en sindssyg.

Alt dette var jeg selvfølgelig vidne til, nogen måtte jo ringe til min mormor og morfar, når det hele blev lidt for kaotisk, eller når min mor ville gøre skade på sig selv. Efterfølgende måtte vi en tur rundt om statsamtet, jeg måtte en tur til psykolog og vi flyttede tre gange på et år. Det var nogen turbulente år.

Til sidst endte det hele i den store gordiske knude, som er mit evige traume.

Mine forældre kan nu – 27 år efter skilsmissen – hverken ses, tale sammen eller på nogen måde kommunikere. Min mor var ikke til stede da jeg blev student, da jeg blev gift eller da jeg holdt mine børns barnedåb af frygt for, at kunne møde min far eller andre, der kunne tænkes at have en perifer forbindelse med manden. Min far er ordløst blevet udnævnt som fanden selv, og den skyldige for min mors sociale deroute og fejlede liv. Omvendt er min mor grunden til, mange af de ting, der fejlede i min fars liv, selvom han siden hen er blevet gift og fået nye børn.

Min mor er aldrig blevet gift igen, og lever en tilværelse som en eneboer – en bitter en af slagsen. Min barndom med min far kan vi ikke tale om overhovedet. Albummet er væk. Det er et liv, der aldrig har været.

I dette tilfælde kan man virkelig sige, at tiden ikke læger alle sår. Min mors sår bliver bare mere og mere betændt som tiden skrider frem.

Hver jul bliver jeg mindet om hvor stor påvirkning dette intense had mellem mine forældre har påvirket mig og min familie. En gammel rest fra barndommen er at vi holder vi to jul. Det var den eneste måde min far kunne få lov til at holde jul med mig og min søster. Vi holder jul med min mor – den 24. december og en med min far -den 26. december. Med julesvin, juletræsdansning, gaver og hele svineriet. Det er i sig selv mere anstrengende end hyggeligt. Især fordi der altid er et hul, noget der mangler, den person vi ikke kan tale om, hvorvidt det enten er min mor eller min far.

Julen minder mig om en barndom, hvor jeg konstant prøvede at mægle mellem to parter, der ikke kunne forliges. En barndom hvor altid var usikker på, hvor jeg skulle lægge min loyalitet. En barndom, hvor jeg frygtede mine forældres vrede mod hinanden endnu engang ville bryde ud i lys lue. Og mindet om hvor utroligt hurtigt jeg blev voksen og mistede glæden ved julen. Det gjorde jeg, da jeg var 9 år.

Glæden ved julen er først kommet tilbage, da jeg selv fik børn. Men det er mere glæden ved at se mine børn være glade. Selv sidder jeg både den 24. og den 26. december med en stor klump i halsen, myoser i skuldre af anspændthed, og med alle antennerne ude, hvis nu nogen skulle bevæge sig ind på ‘det forbudte emne’, der kan ødelægge den skrøbelige våbenhvile der nu kører på 27. år. Julen er nemlig den tid, hvor min mor er mest hudløs og hurtigt langer ud med sårende og krænkende bemærkninger, hvis man ikke er varsom.

Jeg græder ikke længere ude på toilettet juleaften. Jeg har lært, at det er dem, og ikke mig, der har fejlet. Men det har været en dyrkøbt lektie, som blev betalt med juleglæde og barndomssind.