Dagens indlæg

 

Juletrauma 21 – 2012

Idealernes fest

Af: Max Bitter – Twitter  web

Når det handler om jul og juleaften kan jeg ikke fremhæve én juleaften fra min barndom som værende traumatisk. Det skyldes ikke, at alle mine juleaftener har være ideelle, men at jeg ikke kan huske særlig mange af dem i detaljer. Jeg er trods alt vokset op i en familie med to forældre og søskende, der på trods af forskelligheder, ikke var ondskabsfulde overfor hinanden. Jeg fik som regel det jeg ønskede mig og der var ingen der sloges.

Til gengæld kan jeg fortælle om min tvivl om idealerne for julen.

En juleaften havde pigen på 3 år forventninger om at få alt, hvad hun havde ønsket sig plus noget mere. Vi tet af spænding og te hende, mens andre skældte dette utaknemmelige barn ud. Det endte med, at hun faldt i søvn på sofaen. Udmatåbnede gaverne før maden, så børnene kunne nå at lege med dem, før de skulle i seng. På den måde kunne vi voksne nyde maden i fred uden børn der plagede om julegaver. Stor var hendes fortvivlelse, da hun havde åbnet den sidste pakke og opdagede, at der ikke var mere til hende. Hun reagerede ikke med indadvendt gråd, men med tårer og frustration rettet mod alle de voksne der var overraskede over hendes reaktion. Nogle forsøgte trøste hende, mens andre skældte dette utaknemmelige barn ud. Det endte med, at hun faldt i søvn på sofaen. Udmattet af skuffelsen over, at aftenen ikke levede op til de forventninger som hun havde båret rundt på en måned.

Den aften tænkte jeg længe på, hvad der var gået galt, og hvad jeg kunne have gjort anderledes. Hun reagerede egentlig ikke anderledes end mange andre voksne, når de oplever livet. Konklusionen var, at mine idealer måtte laves om.

Det har gjort mig til en kyniker der med et glimt i øjet påstår, at man ikke længere giver gaver, men køber ting fra andres indkøbssedler.

Man er heller ikke længere sammen med dem som man ønsker at være sammen med, men udholder selskabet i forvisning om, at det kun varer en enkelt dag. Med mindre familien er fra Jylland og gerne vil overnatte. Så varer det to dage.

Men alligevel er mine forventninger til min egen juleaften enorme. Jeg starter allerede i november med at bekymre mig om børnene bliver glade for gaverne, og kan ikke acceptere, når et af mine børn kun har tre ting på ønskesedlen – for det er jo slet ikke nok. Hele familien skal jo give ham gaver, og så skal der minimum være 8 ønsker. Han siger, at han er ligeglad med, hvad han får, fordi han mangler jo intet.

Min egen ønskeseddel er et studie i kompromis. Det jeg virkelig ønsker mig, kan jeg ikke skrive, fordi det enten er for dyrt eller ikke kan købes. Så jeg skriver nogle ting på som jeg alligevel selv ville købe på et tidspunkt.

Til gengæld går jeg ikke på kompromis med gaver til andre. Det skyldes, at jeg gerne vil udtrykke betænksomhed og omtanke gennem gaver, er det opslidende at skulle købe gaver til andre. Jeg er sikker på, at marketingsbranchen jubler over mig, når jeg i dagevis spekulerer på ”Hvilken t-shirt ville være den perfekte til min bror?” eller ”Hvilken duft ville passe godt til min mors personlighed?”.

Jeg er også på forhånd bekymret for maden. Er der nok? Bliver stegen tør? Hvilken vin passer til maden?

Disse spekulationer bliver dog gjort til skamme, når jeg spørger mine forældre og børn, hvad de ønsker sig og svaret er ”En god aften sammen med dig”. Så bliver jeg i tvivl om, hvem der har misforstået konceptet juleaften – dem eller mig. Og må nok konstatere, at det er mig.

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside

WordPress Login Protected by Clef