Dagens indlæg

 

Juletrauma 2 – 2012

Julen 2002

Af: Jane, som ikke ønsker hendes fulde navn frem!

Rædsel og panik står malet i hans ansigt. Han udstøder høje, bange råb og lyde, mens han slår blindt om sig ud i luften. For få sekunder siden var det som om noget havde givet hans krop styrke til at rejse sig fra lædersofaen ved egen kraft. Nu står han midt på stuegulvet, panisk, ude af stand til, hverken at se eller bevæge sig. Min mor kommer ilende til og prøver at trække ham tilbage i sofaen. Det gør ham endnu mere bange og han begynder at slå vildere om sig. Min mor slipper og løber tilbage til køkkenet mens hun hulkende gemmer sit ansigt i hænderne.I køkkenet kan jeg høre, at hun ringer til hjemmesygeplejersken og hikstende beder hende om at komme for at give min far noget beroligende.

Min far og mor sad på terrassen, da jeg ankom fra København. Min far i kørestol, apatisk, hensunken og min mor på knæ foran ham med hans cigaret i hånden, som hun med passende mellemrum placerede mellem hans læber, hvor han automatisk sugede, inhalerede og blæste røgen ud igen. Jeg gav min mor et kram og satte mig derefter på hug foran min far, tog hans hånd og sagde højt og tydeligt, som jeg havde vænnet mig til, “DET ER MIG, DIN DATTER.”. Min fars blinde øjne rettede sig et øjeblik imod mig, så smilede han lidt genert, rakte ud efter min mor og spurgte, hvem jeg var.

Det var d. 23. december. Min mors fødselsdag. Da min mor var barn hadede hun at have fødselsdag så tæt på juleaften. På gården, hvor hun voksede op med 11 søskende, bedsteforældre, mor og far, var der oftest så travlt dagen inden juleaften, at de fleste glemte hendes fødselsdag. Jeg tror det er grunden til, at min far sørgede for at fejre hendes fødselsdag behørigt. Han gjorde altid et stort nummer ud af at købe, tale om og drille hende med fødselsdagsgaver, som blev givet i et privat øjeblik før eller efter vores hus blev invaderet af horder af gæster, der kom for at ønske min mor tillykke. Efter min far ikke kunne mere, havde jeg overtaget opgaven; at gøre min mors fødselsdag til noget særligt. Hans sygdom betød, at han gradvist, men eskalerende, gennem et forløb på 6 år, først mistede evnen til at se, så høre og tale, så bevæge sig og til sidst mistede han også sin bevidsthed.

Jeg står stadig på terrassen med min kuffert og vidner optrinnet på stuegulvet gennem vinduet. Lammet. Overvældet af en blanding af skyld, fortvivlelse, forvirring, bekymring, frygt, irritation, vrede. Følelser som er mine faste følgesvende i de 6 år min far er syg og mange år efter – og hvis styrke gør mig ude af stand til at hjælpe, hverken min mor eller min far. Jeg bliver stående til hjemmesygeplejersken kommer. I mellemtiden har min mor fået min far tilbage i sofaen, hvor han nu sidder, sunket tilbage i apatien, mens hjemmesygeplejersken taler beroligende til ham som var han et lille barn. På vej ud i køkkenet passerer jeg dem og noterer mig, at min fars ble trænger til at blive skiftet. Ude i køkkenet står min mor med hænderne i siderne på sit forklæde og stirrer stift ud af vinduet mod gaden. Stueuret slår, hun bukker sig, åbner ovnen og tager en plade rygende varme leverpostejer ud. Gæsterne kommer om lidt.

Han genkendte mig aldrig igen, inden han døde et halvt år efter.

1 kommentar

  1. Werner
    05/12/2012

    Kære Jane!
    Det var en besk, men god julehistorie, som også afslører dit ubetingede skrivetalent. Det skulle du arbejde videre med, hvis du ikke allerede er i gang.
    vh
    werner

Skriv et svar

Name*

e-Mail * (will not be published)

Webside

WordPress Login Protected by Clef