www.juletrauma.dk

Af: Maya (som ikke ønsker hendes fulde navn frem)

Da jeg var barn, holdt jeg juleaften med min mor, far og mormor. En

enkelt år var min farfar også med, men jeg var altid det eneste barn.

Og, åh, hvor jeg dan kunne have ønsket mig en bror eller søster, især

denne dag og aften.

Min mor kunne – med god grund – ikke lide sin mor. Min mormor kom

typisk en halv time inden hun var inviteret til, hvilket min mor gerne

brugte en del energi på at brokke sig over, vel og mærke inden min

mormor kom. Når først hun var der, var facaden på plads og smilet

påklistret. Min mor lærte i øvrigt aldrig, på trods af mange forslag

herom, ar invitere min mormor til en halv time efter hun gerne så at

hun kom. Hun ville vel hellere brokke sig. Jeg havde heller ikke noget

særligt nært forhold til mormor, men jeg havde jo lært at lade som om.

Mine forældre havde i øvrigt også et mildest talt anstrengt forhold.

De skændtes ganske vist aldrig juleaften, men taget i betragtning hvor

meget de ellers skændtes kan det kun have været fordi de bed det i sig

i anledning af julen – i hvert fald var der sjældent super stemning

mellem dem.

Så der var jeg, med 3 voksne, der ikke rigtigt kunne hygge sig sammen,

og derfor alle havde fokus på lille mig, som havde stablet alt det

traditionelle juleri på benene, købt gaver osv., alt sammen for at

glæde mig. Så jeg syntes jo at jeg hellere måtte sørge for at være

glad, og vise det hele tiden, uanset om et rent faktisk var det jeg

følte. Jeg skulle jo helst også sørge for at de voksne blev glade og

havde en god aften, troede jeg. Så jeg brugte godt nok meget energi på

at være glad, charmerende og positiv omkring absolut alting, og nøj

hvor var det anstrengende. Og det værste var at det aldrig rigtigt

lykkedes for mig. Jeg fik aldrig rigtig indtryk af at de voksne

hyggede sig.

Nu hvor jeg selv er voksen, ved jeg jo at det ikke var mit ansvar at

løse deres problemer eller sørge for at de fik en god oplevelse, men

ikke desto mindre hænger de dårlige følelser i forbindelse med julen

ved. Det bliver sikkert være af at de problemstillinger jeg oplevede i

julen, gik igen i resten af min barndom, omend i mere udvandet form.

Da jeg blev 18 holdt jeg op med at holde jul, hvilket gjorde december

til at holde ud igen, og ikke blot en deprimerende nedtælling til

årets værste dag. Siden har jeg haft mange skønne, stille og

afslappende aftener d. 24, hvor jeg har været helt alene. I år

overvejer jeg, nu 34-år gammel, at forsøge at holde juleaften. Jeg vil

gerne være sammen med min far, stedmor, og stedbror, og jeg er ret

overbevist om at deres juleaften ikke er fuld af forstillelse og

undertrykt dårlig stemning. Men jeg er nervøs for hvordan jeg vil

reagere på julesange, gaveræs mm. Jeg bliver trods alt stadig ofte

lidt trist når blot jeg ser julepynt. Og jeg må nægte at lade som om

jeg hygger mig, hvis jeg ikke gør det, eller på anden måde forstille

mig. Så jeg bliver nødt til at aftale at jeg kan gå ind i et andet

rum, hvis jeg får behov for det. Men hvordan vil det påvirke deres

aften, hvis  jeg gør det? Er det værd at tage risikoen?

Af: Maria Erica

Denne jul oplever jeg noget, der er ved at udvikle sig til et regulæret juletrauma.

Normalt vil jeg ved denne tid være ved at koge over af julestemning, der har varet siden engang i oktober. Og jeg vil have bagt de første 500 julesmåkager, klippet og klistret mængder af julepynt, og jeg vil have sunget mig hæs i julesange. I det hele taget plejer jeg at jule i et væk.

(Jvf. eventuelt: http://www.ericas-verden.dk/nu-kan-jeg-godt-indr%C3%B8mme-det.html)

Men i år er der ingen form for julestemning i mit sind. I oktober gik jeg og regnede med, at det snarligt ville dukke op, i det mindste når julepynten og julegaveønskereklamerne ville komme sprøjtende ud af alle forretninger og postkasser i starten af november. Men der kom ingen julestemning, og dags dato mangler den stadig.

Og jeg må erkende, at jeg ikke tror på at den kommer i år..

Men hvad er så anderledes i mit liv, i forhold til alle de andre år?, har jeg spurgt mig selv.

I starten fik jeg ingen svar, men nu er realiteterne ligesom gået op for mig.

I år går jeg og venter på at blive forældre til at lille adoptivbarn sammen med min mand. Og i og med at hele min krop og mit sind er fyldt op med en ulidelig higen, et enormt savn og en skrækkelig længsel efter vores kommende lille barn, er der ikke den mindste plads til julestemningen inden i mig.

Julen er børnenes tid, og det bliver bare ikke længere rigtig jul for mig, før jeg har mit barn hos mig.

 

Så jeg er sådan set midt i det, der er blevet mit juletrauma, og jeg håber bare, at næste års jul vil blive den mest fantastiske jul i mit liv, hvor jeg igen kan gå helt juleamok og danse rundt om juletræet med mit barn på armen.

 

 

 

 

 

 

Af: Jesper Dahl

Twitter

 

 

 

 

 

Julesangene toner sprødt ud af højttalerne, imens min datter og kvinden i mit liv pynter vores juletræ. Det er netop kommet ind i stuen, lyskæden er kommet på, og de to er i fuld gang med den traditionsrige pyntning af træet.

- Det her pynt er ude fra farmor, siger min kone til Emma. Og straks er mit juletraume “tændt”. Jeg tænker tilbage på min barndoms mange juleaftener. Og på de forældre jeg ikke har længere.

Juleaften 1993 var speciel på den måde, at det var der vi første gang var vidende om den sygdom som 1 1/2 år senere kostede min far livet. Amyotrofisk Lateral Sklerose er ligeså ukendt for folk, som navnet i sig selv er. Men min far – som arbejdede i Forsvaret, tog det hele koldt og roligt, stillede ovenikøbet selv sin egen diagnose.

Jeg glemmer aldrig den sidste aften før han døde. Han lå inde i sengen og kæmpede med de sidste kræfter, imod den forandring i kroppen, der kostede ham livet. ALS omdanner muskelvæv til arvæv, og langsomt går kroppen i stå. Det værste, sagde han, var at han ikke kunne synke, og dermed hele tiden måtte suges. Kvælningsfornemmelsen må have været ulidelig. Jeg sad i tre timer og holdt ham i hånden og gav den på et tidspunkt et lille klem, den der sidste aften. Selv om han var udmattet ud over hvad der må have været menneskelig muligt, mærkede jeg et lille klem tilbage. Kl. 08.05 sov han ind, 49 år gammel, heldigvis bedøvet af alt for meget morfin, som vores familielæge sagde. Juleaften 1995 holdt vi uden ham. Mærkeligt.

For far var nemlig altid ham der gav min bror og jeg de fedeste gaver. Vi har fået rulleskøjter(!) juleaften – som vi efterfølgende kørte på (ja, der var HELLER ikke sne den juleaften). Faldskærmsraketter drevet af vandtryk (1978 efter hans udstationering på Sardinien), Action Man (ham med øjnene der kunne rulle, ikke den der billige model) med snesevis af kasser af tilbehør. Lego i lange baner (vi havde den største samling Lego i byen, tror jeg). Osv osv.

Men et eller andet sted, altid godt legetøj der udviklede og stimulerede fantastien hos os.

Dog, et enkelt år kvajede han sig, og bad mor om at købe gaverne. Jeg var 14 og min bror 16 – vi fik hver sin elektriske barbermaskine. Forestil dig lyden af en tændt barbermaskine der overhovedet ikke møder modstand, for sådan lød den også mod vores hud. Behøver jeg sige at vi ikke udviklede ordentlig skægvækst før vi fik grå hår?

Min mor kom sig forholdsvis hurtigt over fars død, men det lagde en naturlig dæmper på de juleaftener der fulgte. Mest mor mere var til bløde pakker, end hårde. Til gengæld var der ingen grænser for hendes gavmildhed imellem højtiderne. Hun døde i februar 1999, 53 år gammel – det var et kæmpechok.

- Er du Karen Jeppesens søn, sagde de i telefonen, kl. 2 om natten. Jeg glemmer det aldrig, sagde bare nejnej. For jeg vidste jo godt hvorfor de ringede. Hun skulle til kontrol og var derfor blevet indlagt. Ren rutine. Om natten havde de fundet hende død i hospitalssengen. En arterie ved hjertet var sprunget (rumperet) – det betyder døden øjeblikkeligt.

Når jeg tænker tilbage på min mor, tænker jeg på en kvinde der altid var noget for andre mennesker, enten som søster, hustru, datter eller mor. Eller svigerinde, kusine og niece. Hun favnede alle, huskede alle. Og havde, undtagen i hendes sidste år, et stort mentalt overskud, der også gjorde at hun var plejemor for flere “utilpassede” unge. Det er hende jeg har fået min sociale indignation fra, hun fungerede som tillidskvinde på hendes arbejdsplads – og forærede mig på et tidspunkt hendes arbejdersangbog. Med hilsner fra hendes tillidsmandskollegaer og alt. Den værdsætter jeg stadig. Juleaften år 1999 holdt jeg derfor sammen med min bror og hans familie. Vi er nu de eneste tilbage.

Mit juletraume er derfor de gode erindringer jeg – heldigvis – har fra min barndom og tidlige ungdom. En tid der var som den nu var i 70′erne og 80′erne. Kombineret med erindringen om de forældre som ikke er længere – men som trods alt var dem der skabte rammerne – er det mit juletraume.

 

Glædelig jul.

Juleprædiken.

Af: Henriette Knudsen

Twitter

Julen er hjerternes fest. Og de drypper rødt af blod. For hvilke hjerter er det, der holder fest? Er det de små nuttede røde julehjerter, der hænger på grangrenene og indgyder julefred og glæde? Eller er det de forrevne hjerter, som vi har læst om de seneste 24 dage? Vores juletraumer vidner i hvert fald om at julen ikke kun er fest og barnlig glæde. Den er frustrerende, skuffende, irriterende, stressende, sorgfuld og en masse andet. I det hele taget kalder julen på de store følelser. Det er en tradition. Vi SKAL glæde os voldsomt til jul. Og hvis den ikke lever op til forventningerne, er skuffelsen ofte proportionel med forventningernes højde.

For er julens budskab ikke netop glæden og forventningen?

Det står der i Juleevangeliet, som i dag oplæses i alle landets kirker. Barn Jesus fødes, lægges i en krybbe, får rige barselsgaver og englene synger Guds ære til glæde for hyrderne, der ligger med fårene ude på marken. Alt er idel fryd og gammen i denne julenat. Og sådan skal det fortsat være. Siger traditionerne. Og vore egne forventninger.

Men lad os lige kigge lidt på julens budskab. Kernen i dagens evangelium er at Gud sender sin egen søn til Jorden. Sønnen kommer ikke blot i menneskeskikkelse, han kommer i skikkelse af et lille barn, det mest afmægtige af alt. Og ikke nok med at han kommer som afmægtig, han lader sig føde ind i en fattig familie, som ikke engang kan få plads i et herberg.

Med årene er denne fortælling blevet romantiseret og vi har alle set de små kitschede krybbespil rundt om i forretningerne, der viser en idyllisk scene med en glad ung mor, en stolt far, smilende vise mænd og æsler og køer, der – som visse familiehunde – kigger beundrende på Lillen i krybben.

Personligt tror jeg ikke at det var så hyggeligt at være Josef og Maria i stalden. Det har ikke været hyggeligt at gå i fødsel på en æselryg. Og det har slet ikke været spor rart at blive nægtet en sengeplads og hjælp til fødslen i takt med at veerne tog til. Prøv at forestille jer overskriften, hvis det var sket på Skejby Sygehus i dag: ”Fødende kvinde nægtet adgang til fødestuen. Måtte føde udenfor i bilen og blev derefter sendt direkte hjem!” Ramaskrig!

Ikke desto mindre, var det netop dét scenarium, som Gud valgte at byde sig selv, da han kom til mennesket, som det var forudsagt. Men han kom ikke, som man forventede det af ham, i krigerskikkelse, med sværd i hånd og klar til at knuse Israels fjender, samt genindsætte Israel i sin fordums storhed. Tværtimod, han kom til os i skikkelse af et barn – noget af det mest hjælpeløse, man kan tænke sig. I sin fødsel, gjorde Gud sig afmægtig, for at komme os i møde, som de afmægtige mennesker vi er.

I sit voksne liv, vendte Jesus også ofte tingene på hovedet. Menneskeskaren forventede ét af ham, men han gjorde det stik modsatte og vakte sine followers forvirring og pådrog sig farisæernes – de ledende jøders – misbilligelse. Han færdedes blandt de subsistensløse, som om de var en af hans egne, hvilket på den tid, var ganske chokerende. De var jo undermennesker!

Han blev fordrevet fra sin egen fødeby, fordi han nægtede at udføre de mirakler, som han havde udført i andre byer.

Han fortalte at de ydmyge skulle ophøjes og de ophøjede, skulle ydmyges. Hvad var dette for noget?

Og værst af alt – han døde en afmægtig forbryders død. Han blev på korset og døde, i stedet for at stige ned fra det og vise sig som en sejrende Messias. Og han efterlod sine followers forvirrede og modløse, men bragte dem atter tro og trøst, da han genopstod, efter at have tilbragt tre dage i De Dødes Land.

Julens budskab er at Gud blev menneske, for at kunne være mennesket nær. I stedet for at komme som en sejrende, men fjern Gud, gjorde han sig menneskelig, for at kunne være sammen med mennesket på menneskets vilkår. Han gjorde sig afmægtig, for at være afmægtig sammen med os. Og da han døde, overvandt han døden, så han kunne være med os både i livet og senere – når vi må slippe livet – er han stadig sammen med os. Helt ind i døden følger han os og han slipper os ikke mere.

Det skal vi huske, når vi står i julestressen – afmægtige og frustrerede. Jesus blev ikke menneske, for at vi skulle sønderspise os en hel uge om året, eller løbe rundt i et præstationsangst gavehelvede. Eller gøre alle årets gode gerninger i julemåneden. Han blev heller ikke menneske, for at vi skulle blive som ham, men han blev menneske, for at blive som os! For at være sammen med os i alle livets aspekter. Både her i juletiden, men også resten af året, med dets glæder og sorger.

Julen er det glædelige budskab om at Kristus er blevet født og det fejrer vi med en stor fest nu, for at peppe mørket op og tænde lys i en mørk og stormfuld tid. Påsken er ligeledes et glædesbudskab om Kristi død og ikke mindst opstandelse fra de døde og Pinsen er glæden over Helligåndens komme.

Gud er ikke mere den fjerne ophøjede Gud, der troner i en fjern dimension, men han er her hos os, når vi fejrer jul,  fastelavn, påske, pinse, fødselsdage, barnedåb og andre af årets og livets højtider. Han er også med os, når vi græder, fordi vi må tage afsked. Når vi fejler, står han ved siden af os og forsøger at hjælpe os op igen. Når vi skammer os, sidder han ved siden af os og giver os modet til at se os selv i øjnene igen. Og til at gøre skaden, om ikke god igen, så i det mindste forsøge at undgå lignende fejltagelser. Han er hos hele året og ikke kun i kirken søndag formiddag. Eller juleaften for den sags skyld.

Men det er julen, der kalder på de største følelser hos os. Og det er i julen de største traumer skal findes. Alene den grund, at Jeppe finder på at oprette en kalender om juletraumer, beviser min pointe. At utroligt mange har bidraget, understreger den blot yderligere. Og hvilke historier. Vi når alle de store følelser igennem. Fra stor glæde til ufattelig sorg.  Angst, for at gaven ikke er den rigtige. Og skuffelser, ikke mindst hos de detroniserede Lucia-brude. Så er der de sjove historier, om maden, der var SÅ tæt på at mislykkes, men blev reddet på målstregen. Om familiefester, hvor skeletterne raslede grumme højt i deres skabe. Og somme tider væltede ud i en regulær dødedans om juletræet. Juletraumerne kalder på både smil, latter og tårer og det har været en fornøjelse at følge med i dem.

Kære tweeps. Tak for en dejlig kalender og for at I delte jeres traumer med os. Og glædelig jul til jer alle.

”Du kunne ikke gå, du blev nød til at kravle”

Af: Jesper Balslev

 

 

 

 

 

 

Twitter

Web

”Du kunne ikke gå, du blev ned til at kravle”

 

Jeg synes det er mærkeligt at jeg ikke er mere voksen.  Jeg har nemlig erhvervet mig en tendens til at blive skuffet over de gaver jeg får til jul. Ikke demonstrativt, men som en lille isning i det indre, som nærmest ikke kan registreres.

Jeg bliver ikke skuffet over hvad børnene giver mig: den mindste lille tegning giver mig en klump i halsen. Jeg bliver overstrømmende taknemmelig og må omfavne og kysse dem og svinge dem rundt og kaste dem op i luften og overgå hele det foregående års ”NEJ, HVOR ER DET EN FLOT TEGNING!!!”.

Men: når det kommer til de gaver jeg får fra de voksne medlemmer af min familie, bliver jeg skuffet. Det kan skyldes at jeg blev alt for forkælet som barn. Spillecomputere, cykler, cd-afspillere, penge. You name it.

Det er ikke noget jeg er stolt af, men det har været definerende for mit forhold til julen i en årrække nu. Og når jeg ind i mellem tænker over hvorfor jeg ser frem imod den med ængstelse, er det som regel det, jeg peger på som årsag. En eller anden udefinerbar, forventet og upassende skuffelse, der ikke hører voksenalderen til. Kombineret med en bekymring for nu at skulle skuffe mine egne børn.

Indtil jeg kom i tanke om en juleaften for en håndfuld år siden. Den tror jeg, ville give enhver varige juletraumer. Hvordan kan jeg have glemt den? Måske har den noget med det at gøre?

Julen i de dage foregår på det suverænt mest belastede tidspunkt i mit liv. Vi var en sammenbragt familie med fire børn. Jeg havde utrolig meget at se til rent arbejdsmæssigt . Jeg røg cigaretter. Vi havde lige købt en gammel brugt bil, der ikke ville starte om morgenen og som konstant skulle på værksted. Min kæreste var studerende, og jeg kunne godt have tjent flere penge. Vores fællesøkonomi var ikke på højde med de udgifter, der er forbundet med så stor en familie, og det påvirkede os i hverdagen.

Jeg nævnte den jul for min datter forleden, og blev interesseret i hendes version. Den får I her:

______________________________________________________________________________________________

Duuuut…Duuuut…Duuuut

Min datter: Hej!

Mig: Hej skat. Du kan godt huske at jeg fortalte dig i går at jeg skulle skrive en historie om en dårlig jul?

Min datter: Ja!

Min datter: Og så kom vi til at snakke om den dér juledag hvor jeg fik hold i ryggen?

Min datter: Ja!

Mig: Prøv at fortæl hvad det var der skete.

Ja: Ok. Du siger nu.

…

…

…

…

…

…

Skal jeg bare starte?

Mig: Hov, ja, bare begynd!

Min datter:
Ok…

Æhmmm…

Mig, lillesøster og dig var ude på badeværelset, og så hvad hedder det nu, så skulle vi skifte lillesøsters ble, og så fik du hold i ryggen og skreg og faldt ned på gulvet. Og så bagefter…du kunne ikke gå, du blev nød til at kravle og gå ud på sofaen og sådan noget. Og så bagefter, på et tidspunkt, skulle du ud og børste tænder eller så skulle du ud og tisse og så stillede du dig op for at vaske dine hænder og så faldt du ned og besvimede på gulvet. Men dig og K. I skændtes ikke. Og så blev du nød til at sidde hele dagen i sofaen.

Det var en rigtig dårlig jul!

Nårh ja, og hvad hedder det, så bagefter skulle vi have været til Egypten…men det kunne vi ikke.

…

…

…

Mig: Tusind tak skat, glæder mig til at se jer i morgen. Nu vil jeg skrive det hele ned, hej, hej!

S: Farvel far!
______________________________________________________________________________________________

 

Det er ret godt husket, i betragtning af hvor lille hun var dengang.

Et par timer før vi skal afsted til Jylland får jeg et hold i ryggen, der sætter mig helt ud af spillet. Vi må aflyse turen. Min kæreste må suse i  supermarkedet for at købe ind til julemiddag lige før butikkerne lukker. Hun bliver nød til at organisere det hele mens jeg bare ligger i sofaen. Lave mad, tage sig af børnene (og mig) og pakke gaver ind . Samtidig med at skulle håndtere skuffelsen over ikke at se sin familie.

Morgenen efter er jeg så forhippet på at hjælpe til, at jeg rejser mig – selvom det stadig gør ondt. Jeg kan godt gå! Jeg er tilbage! Jeg vralter ud på badeværelset og lukker døren.

Og besvimer. Vælter ned på gulvet, lige foran døren, så den ikke kan åbnes.
Da jeg kommer til bevidsthed, ved jeg ikke hvor lang tid der er gået.

En stædig mand

En historie om en julerøverbande og en gave, der tikker livet stædigt videre sekund for sekund.

Af Line Holm

 

 

 

 

 

Twitter

Før julefreden kan sænke sig over middagsbordet, gaverne kan blive pakket ud, og fridagsslapheden kan indtage kroppen, har vi en tradition i min udvidede familie. Den er så sikker og vis som TV-julekalendere og buttede hjerter i guirlander over Strøget, og den begynder sådan cirka engang i slutningen af august:

Skænderiet om, hvor vi skal holde juleaften i år. Siden jeg var barn, har mønstret i min familie været således: Mændene vil være hjemme hos sig selv. Og insisterer med hver deres ”jeg er manden i mit hus”-stædighed på at være hjemme i eget hjem, i eget køkken, i egen stue med muligheden for at drikke en flaske rødvin til andestegen. Omgivet af egne traditioner og eget julepynt. Kvinderne glatter ud, forsøger at finde kompromiser, bøjer sig. Og således kommer vi – næsten – hvert år frem til en juleaften, hvor der er glæde og fordragelighed, indtil fædrene kigger på armbåndsuret og begynder at stoppe årets pakkehøst i bilen. Klar til hjemturen. Lettede over at kunne se frem til, at NÆSTE år ”skal vi, åh-hvor-dejligt, være hjemme hos selv”.

Min morfar var ingen undtagelse. Bortset fra, at han ALTID fik sin vilje.

Jeg elskede min morfar. Virkelig. Han er det mest kreative, åbentsindede, nysgerrige og elskelige menneske, man kunne finde i en årgang født lige efter Første Verdenskrig.

Men hold kæft, hvor var han underfundigt stædig. En rigtig patriark, der befandt sig bedst, når han kunne sidde i egetræsstolen med armlæn for enden af et langt, veldækket bord, flankeret af hele sin familie – tre døtre med mænd og børnebørn og oldebørn – og med det ”Bedstefar”-inskriberede ølglas hævet i hånden. Alt var bedst, når VI kom til HAM.

Min morfar var urmager, som hans far var det før ham. Og når jeg siger urmager, mener jeg ikke af den fesne nymodens slags, der kan skifte en rem og et batteri på et digitalur. Min morfar arbejdede med store urværk. Den slags, der sidder i kukure og bornholmerure, og som bag de kunstfærdigt udførte skiver og krummelurede visere gemmer på fjedre, tandhjul og lodder i et Harry Pottersk virvar.

Det var som barn et eventyr uden lige at få lov – uden at mæle et koncentrationsforstyrrende ord, forstås – at sidde i hans værksted, se ham skille urværkerne ad, lægge de hundredvis af små messingdele forsigtigt ud på den meterlange arbejdsbænk, dyppet i syre, repareret, lakeret og til sidst; samlet igen, så tiden kunne gå sin sekundpræcise gang.

Han havde et projekt, som optog ham fra det øjeblik, han fik børnebørn. En arv, som skulle sikre, at han levede videre efter sin død. Hver af os skulle have et bornholmerur. Sådan en mandshøj kasse med urværk i, lavet fra bunden af. Med hans egen signatur på, romertal og stjernetegn på skiven, datomarkering, fuldmånestatus, blytunge lodder, der skulle trækkes op med jævne mellemrum nederst i urkassen, og – magisk, syntes jeg – en lille fuldmastet skonnert øverst på urværket, som vuggede på et stormoppisket hav for hvert sekund, der gik. Han havde selv, med en lup spændt på sit ene brilleglas, malet de fine, mikroskopiske blå, hvide og grønne detaljer på skonnerten og i havet, der slog op omkring dets skrog.

Vi er seks børnebørn. De fem bornholmerure var allerede skippet ud til min mor og hendes søstre; halvvejsstationer, indtil alle vi børnebørn fik store nok hjem til at rumme et to meter højt ur.

Det sidste og sjette bornholmerur – det, jeg skulle have – stod stadig i butikken og ventede på, at jeg blev gammel nok til at få det overrakt som gave. Den slags krævede en særlig lejlighed.

Min morfar var også en hjemmefødning uden lige. Han ville IKKE hjemmefra juleaften. Ville ikke væk fra forretningen, der skulle holde åbent, og de mange urværker, der skulle trækkes op.  Aldrig en eneste gang pakkede han mormor og sine pakker og sin stædighed og tog af sted. Heller ikke, da min mormor døde i 1980erne, blev han blødere om principperne. Så et sted i den øvrige familie var der hvert år en (mand), der måtte give sig. Med en vis julebitterhed til følge.

Et år satte min mor og jeg – måske især jeg – et bagholdsangreb ind. Vi insisterede. Insisterede simpelthen på, at han det år skulle besøge os lidt uden for Århus. Vi havde planen klar: Min søster ville køre de små 50 kilometer ned og hente ham, og vi skulle nok køre ham hjem igen. Jeg pludrede løs til ham om, hvor skæg en oplevelse, det ville blive at fejre jul første gang væk fra sit barndomshjem som nogle-og-80-årig, og hvor godt, vi ville gøre alting for ham.

Miraklet skete: Han indvilligede. Hans gamle legeme blev stoppet ind i søsters lille, røde bil, og vi satte os omkring middagsbordet. Spiste, sang og forkælede ham. Det skulle være hans aften, nu hvor han havde bøjet sine livslange principper for vores skyld.

Telefonen ringede, da vi skulle til at dele pakker ud. Det var et fjernt familiemedlem, som boede nabo til min morfar. Han stod oppe ved min morfars hus. Butikkens ruder var smadret, sagde han, politiet var tilkaldt. Mens hele landet sad bænket om flæskesteg og julehygge, havde en røverbande været på besøg i min morfars tomme, mørklagte hus med en stor bil. Forretningen var ryddet. Alt. Smykker, ure, sølvbestik. Alt var væk.

Selv ”mit” bornholmerur.

Juleaften stoppede dét sekund det år. Jeg husker at se min pludseligt meget gamle morfar sidde på en stol i vores entré, mens mine forældre hastigt gjorde sig klar til at køre ham hjem. Jeg husker tristheden i hans øjne, i hele hans krop, som han sad der og sank sammen, i takt med at realiteterne sank ind.

”Det var en dejlig julegave at få,” sagde han stille. Han lignede en knækket mand.

Jeg tror aldrig, jeg har følt en så enorm vrede – rette mod en flok navnløse, hjerteløse, egoistiske røvere. Men værre; samvittigheden… Den elendige, dårlige, nagende samvittighed over, at vi havde overtalt ham til at tage væk fra sit liv, sit livsværk, sit hjem juleaften, når han nu helst ville være derhjemme.

Arbejdet med at rydde op, gøre det stjålne op, barrikadere vinduer og trøste min morfar tog mine forældre resten af aftenen. Hans ting blev, trods let genkendelige stjålne effekter, aldrig fundet. Politiet mente, at de var skippet til Polen eller Tyskland samme aften. Min søster og jeg så fjernsyn resten af aften. Pakkerne blev først pakket op dagen efter. Det var så juleløst, som noget kunne være.

 

Jeg behøver nok ikke skrive, at min morfar aldrig forlod sit hjem igen i julen. Ingen forsøgte at overtale ham. Han brugte det til gengæld heller aldrig imod os. At det på nogen måde var vores skyld eller forkert at have ”lokket” ham hjemmefra.

I bakspejlet kan jeg – og det er her, juletraumet bliver en opbyggelig historie, for en glædelig jul skal det jo være – se, at jeg fik ikke bare én, men to vigtige lære-gaver af min morfar det år.

Jeg lærte, man skal være bøjelig. Ikke tvinge nogen til at ændre deres traditioner, hvis disse traditioner er vigtige for dem. Julen er kompromiser, og jeg er villig til at indgå dem. Hvert år.

Jeg lærte også, at min morfar ikke var en knækket mand. Han var næsten 85, havde gigtplagede fingre, der på dårlige morgener næsten ikke kunne rettes ud, og med en tom, afpillet butik holdt kunderne efterhånden op med at komme. Men han var en stædig, ukuelig rad. Og jeg skulle, som hans andre børnebørn, have et bornholmerur.

Så som 85-årig, med grå stær og svigtende hørelse satte han sig til at lave et mere. Over måneder og atter måneder udskar han tandhjul, krummede fjedre og malede og lakerede en urskive, en lillebitte fuldmastet skonnert på et frådende hav, satte det hele sammen og ind i et smukt urhus af røget egetræ. Går man tæt nok på, kan man se, at hans gamle fingre nogle steder er smuttet. En lille ridse står frem hist, et malerstrøg er smuttet pist. Men smukt er det.

Han døde som 92-årig for ikke så mange år siden. Med ham forsvandt en masse bøvl om julelogistikken i vores familie, men også vores naturlige samlingssted.

Og han efterlod mig en gave, som altid minder mig om den møgjuleaften, men mere om ham:

Et imposant og smukt ur, der slår sine præcise slag, selv om han ikke er her mere. Tikker livet stædigt videre sekund for sekund.

 

 

 

Jul – på godt og ondt.

Af: Lars Sønderskov

 

 

 

 

 

 

Twitter

Julen er en herlig tid. Familie, venner, hygge, mad. I kender det. Men to ting har påvirket min opfattelse af julen. Først min barndoms jul og dernæst julen 2010.

I mit barndomshjem blev julen fejret med mine forældre og min mormor og morfar. Mine minder fra tiden er faktisk gode, men enkelte ting stikker stadig ud som værende virkelig mærkelige. Selve arrangementet omkring julen var, som det vel er de fleste steder. Man mødes, spiser til man ikke kan trække vejret, spiser lidt mere og så kommer seancen med juletræ og gaver. Men min mormor stak ud fra mængden og påvirkede arrangementet. Hun var lidt skør. Og det mener jeg bogstaveligt. Det var ikke på sådan en skæv, charmerende måde men på en virkelig anstrengende måde. Hun var en stor kvinde, og opholdt sig mestendels i sengen. Men der var engang, hvor hun ikke var sådan. Hun var nærmest sorthåret og, kan jeg se på billeder, meget smuk som ung. Men på et tidspunkt skete der et eller andet der gjorde, at hun de sidste mange år af sit liv opførte sig som Maude fra Matador. Det fik også betydning for vores jul – den eneste aften, hun bevægede sig udenfor døren. Jeg husker, hvordan hun kom til vores hus, satte sig i en stol og blev siddende. Når julemaden kom på bordet, hjalp min far og morfar den omfattende kvinde hen til spisebordet, hvor hun nøjedes med at spise kød med sovs. Kødet brugte hun som en slags transportmiddel for sovsen, som var det eneste, hun egentlig ville have. Til tider spyttede hun endda kødet ud igen, når sovsen var indtaget. Det glemmer jeg aldrig. Maden smagte naturligvis aldrig godt nok og hun holdt sig ikke tilbage for at kritisere min mor, der naturligvis havde stået i køkkenet i dagevis.

Efter maden var det tid til gaver. Det der med at danse om træet skippede vi, fordi ”mormor ikke kunne”. Som barn var det egentlig en OK deal at droppe dansen og gå direkte til gaveseancen men det gjorde jo, at vi alle sad kl. 1930 med et afsluttet julearrangement, sorte sække med gavepapir og min far i færd med at eskortere mormor og morfar ind i bilen. Hvordan min mor fandt sig i det ved jeg ikke, men jeg husker, at hendes sorg var til at overskue, da de begge døde. Det var min for den sags skyld også. Derefter foldede julen sig ud i vores hjem og jeg har siden skønne minder om jul. Ikke mindst efter jeg selv blev gift og fik børn, hvor min kone og jeg har insisteret på selv at holde juleaften for at skabe vores egne traditioner. Det har været fantastisk. Julelys i børnenes øjne i bogstaveligste forstand. Men sidste år, julen 2010, blev det for meget. Vi havde gæster d. 23. og 24. december, julefrokost 2. juledag og igen d. 27. december. Det i sig selv ville formentlig kunne skyde skoene af de fleste. Men det, der for alvor fik læsset til at vælte var, at min mors kræftsygdom netop her gik ind i sin sidste fase. Den 22. december måtte jeg således køre til Frederiksberg, hvor hun boede, for at få hende indlagt. Der var 2 timers ventetid på en ambulance, og jeg var sikker på, hun havde fået en blodprop i benet. Det havde hun også, men lægerne var rimelig afslappede omkring det. Hun var selvfølgelig ikke med juleaften og jeg kan huske, at jeg allerede der vidste, at det ville være hendes sidste jul. Så de få ledige øjeblikke, vi havde, blev brugt på Frederiksberg Hospital/Rigshospitalet, hvor vi gav hende gaver, chokolade osv. Da ”julefreden” omsider var forsvundet og hverdagen havde meldt sig, kiggede min kone og jeg hinanden i øjnene og blev enige om, at vi trængte til en julepause. Derfor smutter vi alle til Thailand i år. Men inden vi gør det, skal jeg et smut forbi kirkegården på Frederiksberg og sige god jul til min mor. Hun døde d. 21. maj i år og modsat min mormor, er sorgen over hende til at tage at føle på. Jeg savner hende. Det gør min kone og børn også og jeg tror, det er godt for os alle, at vi i år ikke fejrer jul på traditionel vis. Det ville have trukket lidt tænder ud.

I stedet fejrer vi en ”mini jul” hos mine børns mormor. Og her er der ingen mangler. Der vil blive spist, sunget og danset og jeg ved, at mine dejlige børn allerede nu har både gode og dårlige minder om julen. Det har vi nok alle.

Glædelig jul.

 

 

Af: Helle Rasmussen

 

 

 

 

 

 

 Twitter

Jeg elsker jul! Det er måske en mærkelig måde at starte en juletraumehistorie på, men jeg kan lige så godt gå til bekendelse fra starten. Jeg har som alle andre mennesker historier om mad der er gået galt eller har manglet, gæster der ikke kunne komme frem, gaver der ikke helt var som man havde ønsket sig, julefejringer der ikke var som man syntes de burde være. Det har i situationen været oplevet som mere eller mindre hårdt, men sandheden er at intet af det har ødelagt min kærlighed til julen, og at jeg i det omfang jeg overhovedet stadig kan huske det, kun opfatter det som sjove historier.

Der er dog en historie som jeg aldrig har opfattet som specielt sjov, og når jeg i dag siger ”Kan I huske den jul hvor …”, er det ikke fordi jeg gerne vil more mig.

Jeg kommer ikke fra en rig familie. Vi er heller ikke fattige, overhovedet ikke, men så langt tilbage jeg kan huske, har jeg været klar over at man kunne ønske sig ting der var så dyre at der ikke var nogen mulighed for at få dem. Der er ingen biler eller lejligheder eller fladskærme eller iPads eller nye køkkener i gaverne i vores familie, så selv om man jo altid godt kan drømme, har jeg aldrig forventet noget i den retning.

Samtidig er jeg vokset op i et millimeterdemokrati hvor min søster og jeg stadig den dag i dag skal have gaver for præcis lige mange penge. Og et år til jul gik det pludselig op for mig hvorfor…

Min morfar var den længstlevende af mine bedsteforældre. I hans sidste tid var han meget gammel og meget sær og meget syg, og det var samtidig i en periode af mit liv hvor jeg lige var flyttet langt væk til København og gjorde mit yderste for at ryste provinsen og forstokkede familiemedlemmer af mig. Jeg havde derfor ingen egentlig kontakt til ham, og den jul var jeg allerhøjst lidt nysgerrig efter om jeg overhovedet ville få en julegave, ikke så meget efter hvad jeg eventuelt ville få. I vores familie har børnene altid fået større julegaver end de voksne, og jeg er et af de ældre i en meget stor flok af børnebørn, og vi skulle ikke engang fejre jul sammen med ham, så der var mange indikationer af at jeg måske ville blive sprunget over.

Juleaften viste at jeg ikke havde taget helt fejl. Jeg fik faktisk en gave og blev umiddelbart både lidt glad og lettet over det. Det var dog bare en hvid kuvert med en 50’er i, ikke engang et kort eller en gaveindpakning eller noget. Så lidt at det næsten var en fornærmelse, og han kunne vel næsten lige så godt have ladet være. Men jeg valgte at tage det som et udtryk for at han alligevel gerne ville give os et eller andet og besluttede mig for at det nu alligevel var godt nok.

Det var nu kun godt nok indtil jeg hørte hvad min kusine havde fået, og jeg husker stadig hvor svært min mor havde det med at skulle fortælle os det. Så mit juletraume er noget så simpelt som at min kusine fik en noget større julegave end mig. Faktisk så stor en julegave at man aldrig havde set noget lignende i vores familie. Og det er derfor denne sætning jeg stadig har svært ved at more mig over:

Kan I huske den jul hvor jeg fik en 50’er af morfar – og min kusine fik en hest?

Juletrauma

Af: Helle Manicus

 

 

 

 

 

 

Twitter

Jeg glæder mig i denne tid

Nu falder julesneen hvid

Og jeg har ingen grise

I år der vil jeg hygge mig

Og fylde mig, og slænge mig

Og fællesskabet prise.

Sådan, frit efter Peters Jul, starter mine julekort – nyt lille lokumsdigt hvert år. En af mange traditioner der hører vores jul til.

Det der med traditionerne det gik bare galt der i 1999.

Sommeren inden havde vi købt vores drømmegård. Havde rykket teltpælene op og taget vores 4 børn med på nye eventyr. Vi havde knoklet hele efteråret for at ombygge staldene til et moderne produktionsapparat, samtidig med at vi havde taget de udfordringer børnene fik i forbindelse med flytningen.  I uge 39 var stalden klar til indflytning og det første læs yndige, lyserøde julegrise ankom. Ja – netop – julegrise. FAKTABOKS: Det er nu engang sådan at en stald normalt skal fyldes igen efter 12 uger. Grisene vokser (det er det de er ansat til) og bliver slagtefærdige efter 8-11 uger. Stalden skal tømmes, vaskes ned, desinficeres og tørres (mindst et døgn) inden det næste hold yndige kan flytte ind der. Man behøver ikke engang lommeregner for at regne ud hvornår det så var at stalden stod tom og skulle vaskes. Men vores evner ud i simpel logisk tænkning lod meget tilbage at ønske det år.

D.22 stod jeg derfor med en tom stald. 2.den juledag ville de nye grise komme. Godt at julegaverne var købt. Iblødsætning og så på med vanterne, den grønne, til formålet, indkøbte regn heldragt, radiohøreværnene, skiundertøjet, røjserne, sikkerhedsbrillerne og så i gang. Allerede her begyndte det at gå galt. Umiddelbart skulle 8 timer kunne gøre det, men det der lort der, det var ikke sådan at løsne. Vi havde jo bygget staldene så dyrevenlige som muligt, fast gulv og strøelse, så det sad fast, helt fast. Vaskede i 16 timer og kom ingen vegne.

Lillejuleaften spiser vi normalt risengrød og serverer resten for nissen (der selvfølgelig var flyttet med og nu boede på halmloftet). Jeg væltede til bords, uden at have været i bad, slugte grøden og overlod til resten af familien at sørge for nissen. Jeg vaskede videre.

Samme nisse kommer normalt om aftenen, når han har spist sin grød, og pynter vores juletræ. Dengang var ungerne stadig så små, at det var en forunderlig og magisk ting at stå op julemorgen til et pyntet træ. Denne julemorgen stod der blot en kasse, et tomt juletræ og en lille seddel fra nissen om at det måtte de selv lige hjælpe med. Tak for grød siger jeg bare. Min mand hjalp med at pynte træ, jeg vaskede videre. Jeg havde vasket stald 2×16 timer på det tidspunkt, havde ømme muskler af at holde den store højtryksrenser, en smag af lort i munden og sovende fingre.

Vi laver altid konfekt den 24 om formiddagen. Det er en vidunderlig måde at få tiden til at gå på. De hyggede sig. Jeg vaskede stald nu på 3’die døgn.

Normalt ser vi Disneys Juleshow sammen, alle sammen. De så Disney, jeg vaskede videre og var nu på grænsen til hysteri.

Kl.18 holdt jeg pause, jeg tog et hurtigt, tiltrængt bad og vi fik en dejlig julemiddag. Normalt tænder min mand træet, imens vi læser juleevangeliet, men heller ikke det havde jeg haft tid til at finde frem. Hu-hej rundt om træet og så fik vi åbnet gaver i en vældig fart.

Normalt tager vi en pakke ad gangen. Denne aften blev der smidt en bunke ved hver, for så kunne det gå lidt stærkere. Mor skulle jo ud og vaske. Senest d. 25 om morgenen skulle stalden være ren så den kunne tørre. Vi var nu ved at være derhenne hvor jeg hadede mig selv så meget at jeg havde svært ved at holde tårerne tilbage.

Normalt så har ungerne hver et hjørne af stuen hvor de bor med deres gaver. Når gaverne er åbnet bliver dynerne hentet og så går vi på besøg hos hinanden. Vi leger og hygger, og har det været et godt Lego-år så bygger vi hele natten, hvorefter ungerne vælter i hver deres hjørne og vi vælter på hver vores sofa. Det år var et fantastisk Lego-år. Jeg forlod selskabet ved 22 tiden, trak i udstyret og vaskede videre.

Den følelse af ensomhed jeg havde da jeg åbnede døren til stalden, den kan slet ikke beskrives. Om det var lort eller salte tårer jeg kunne smage, det ved jeg ikke. Jeg følte mig som den dårligste mor i hele verden, jeg forbandede vores beslutning om at flytte, jeg forbandede grisene, jeg forbandede min mand der hyggede sig med ungerne lige på den anden side af gårdspladsen, jeg forbandede den møgelendige julemusik i de møgelendige hørebøffer.

Da jeg kom ind kl. 5 lå de alle sammen og sov i stuen. Alt Lego var samlet, slikfadet var tømt (det havde jeg slet ikke fået noget af) og lyset og fjernsynet var tændt. Fuldstændigt som det altid har været, bare helt uden mig.

Jeg er lykkelig for min store skøre, store familie og for vores juletraditioner, og der er aldrig noget der kommer til at ødelægge det for mig igen, aldrig. Den beslutning traf jeg da jeg, efter et varmt bad, indtog min sofa, der i lyset og flimmeret fra fjernsynet.

Glædelig jul alle sammen, og særligt mange varme tanker til de mennesker der af den ene eller den anden årsag ufrivilligt ikke er en del af et fællesskab.

 

 

Julen hvor min mors faster døde i min sofa

Af: Kristoffer Friis

Twitter

 

 

 

 

Julen 1986 var ellers et ganske almindeligt år på min jyske villavej.  Jeg var 10 år og havde overtaget mine forældres soveværelse – det store – som værelse. Nu havde jeg to kæmpestore vinduer ud mod vores baghave og masser af plads. Jeg havde også fået sofaen inde fra stuen. Det var nye tider.

Historien det år var selvfølgelig den om alle tiders bedste danske landshold, som kulminerede og kortsluttede i Mexico. Feberen sved helt ned i asfalten den sommer hjemme på vejen. Vi gik lidt mere til den i fodboldklubben og hjemme tog vi og holdene fra nabovejene minicyklerne på stisystemerne lidt oftere og udfordrede hinanden oppe på marke. På den måde var alt meget normal og smukt. Og et almindeligt liv på en tryg villavej.

Vi skulle den jul have besøg af min farmor, morfar og hans søster. Hende kaldte vi Faster Binne. Måske hed hun det ligefrem. Det var min mors faster og ikke en, vi snakkede så meget med, men min søster og jeg digtede tit historier om hende. Hun var gammel og meget kristen. Hun havde briller med tykt sort stel, som var moderne i 50’erne. Hun havde en hæklet, finmasket sjal over sine spinkle skuldre og var sunket sammen. Vi besøgte hende sjældent, men det skete. Jeg kan huske, at jeg har besøgt hende i Gram. Hun boede i en lille lejlighed. Hun havde et luft-orgel, sådan et, man skal pumpe med fødderne, før det virkede. Det havde to tangentrækker og vippeknapper, så man kunne skifte lyd. Det var det eneste i hendes lille lejlighed, der var spændende at pille ved. Jeg kan også huske fra et besøg – vist nok det eneste – at der var mange mennesker, at der blev sunget salmer og at min fætter og jeg drak virkelig mange Baldur-sodavand og spiste usunde mængder af småkager. Finskbrød og Rutebiler. Og så lød der sådan en sagte klirren af porcelæn, når de tynde kaffekopper klirrede mod hinanden. Der blev snakket lavmælt og der var en tung dunst af cigarrøg. Der var Bing og Grøndahl-platter på væggene over alt og så de her korsstingsbroderede inskriptioner med Indre Missionske sandheder. Det var et crazy sted sted på mange måder. Jeg husker, at jeg var en smule bange for at være der og vide alt for meget om den slags. Det var ikke uinteressant, for der skete noget, jeg ikke kunne opleve andre steder. Men det var forældet; et te-selskab fra en anden tid, og der var en atmosfære, som jeg også var en smule bange for. Jeg troede vist, at det kunne opsluge mig og jeg skulle blive en del af ‘det’.

Den jul rykkede den atmosfære ind på vores villavej. Det var næsten som om, tiden blev trukket baglæns og alt pludseligt gik meget langsomt i mit barndomshjem. Alt blev mere andægtigt. Min mor stod i køkkenet og ordnede julekalkunen. Vi andre skulle i kirke, mens hun og min faster blev. Det var første gang, vi skulle holde jul med Faster Binne. Hun var blevet 89 år gammel og var bestemt ikke rask. Det var nærmest uhørt, at hun ikke skulle i kirke, så jeg kunne godt regne ud, at hun ikke havde det helt godt.

Dramatikken skulle snart indfinde sig. Vi havde stadig tonerne fra Ingemanns fine ‘Dejlig er Jorden’ hængende i ørene, da min far kørte den rappe lille røde Nissan ind i indkørslen. I huset duftede det skønt. En duft, jeg altid mindes, når det er jul. Min mor var dog ikke så opmuntret, men arbejdede alligevel hurtigt og koncentreret i køkkenet. Vi fik at vide, at Faster havde lagt sig. Og at hun havde taget nogle hjertepiller. Mere end den dosis, hun egentligt burde. De voksne snakkede ret meget om de piller. Jeg hørte, at det var nitroglycerinpiller. Og jeg vidste tilstrækkeligt til at vide, at de piller var nogle stærke sataner. Og at nitroglycerin blev brugt til at fremstille dynamit. Som jeg kendte fra diverse cowboyfilm. Nu lå min mors faster inde på mit værelse, hvor hun skulle bo. Hun lå i min sofa.

Jeg kan herefter huske en helt masse snak og en smule virvar. Der var blevet ringet efter lægevagten. Jeg kunne ikke få de her nitroglycerinpiller ud af mit hoved. Jeg snakkede med min far om det. – Ja, det var nogle stærke piller. -. Ja, de skulle hjælpe hendes hjerte med at slå, bekræftede han. Ellers snakkede de voksne mest. Jeg kunne se hende for mig inde på mit værelse, nede for enden af gange. Jeg tænkte på hendes hjerte der blev udsat for hidsige små sprængninger, som når man skubber en bil i gang, der hopper og springer. Jeg anede ikke hun lå og kæmpede for sit liv.

Vagtlægen var ankommet. Jeg kunne se døren halvt på klem nede på mit værelse. Lægen var derinde lidt tid og kom så ned i stuen, gik så tilbage for bare at komme tilbage og sige: ‘hun er dødssyg, hun skal på hospitalet nu’. De ord kan jeg tydeligt huske. ‘Hun er dødssyg’. Kort tid derefter kom der en ambulance. Min far bakkede bilen ud og kørte efter den i aftenmørket.

‘Hun er død’, ringede min far fra hospitalet for at sige. Ja, faktisk døde min mors faster vist nok allerede inde på min sofa.

Jeg kan huske, at der blev en helt særlig ro i huset, hvor min morfar også var. Han er en særlig historie for sig selv, men var tidligere præst og egentligt en meget hård mand. Han havde skrevet mange bøger om kirken og jeg husker stadig røgen fra hans Manne Corona-cigarer og hans klaprende skrivemaskine. Men den dag var han meget rolig. Jeg var ked af det. Vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre. Jeg kendte jo ikke hende fasteren så godt og alt gled ligesom forbi mig, som en lidt kaotisk film. Min morfar var trøstende og rolig og sagde, at hun var syg og skulle herfra. Jeg tænkte, det var hans tro, der gjorde ham så stærk. Han gjorde mig rolig.

Jeg havde siden om eftermiddagen tænkt på min sofa inde på værelset. Jeg kan huske, jeg tænkte, at det var irriterende, at det var sket. Det var ikke så lang tid siden, jeg havde overtaget værelset og nu var det på en eller anden måde forhekset. Og så var det oven i købet jul. Jeg syntes, det var bizart. Jeg kan huske, at jeg tænkte meget på den sofa. At jeg aldrig mere ville lege i den. Eller sove i den. Jeg ville undgå den fremover. – Tænk, at et menneske havde udåndet i min sofa.

Aftenen var langt fra forbi. Alt blev mere eller mindre kaotisk. Julemaden blev selvfølgelig stående, men vi kunne ikke gøre så meget. Min farmor, som havde et dårligt øje var så berørt af situationen, at hun oplevede en voldsom trykstigning i øjet. Hun led af grå stær og situationen gjorde, at hun var bange for at miste synet. Min far og jeg kørte hende på et hospital 50 km væk, hvor hun blev indlagt og et par dage senere udskrevet. Jeg husker, vi snakkede meget på vejen hjem.

Da jeg kom hjem var det blevet nat. Vi pakkede gaver op i stuen. Jeg fik en grim dynejakke. Jeg faldt i søvn på min søsters værelse. Og fik flyttet sofaen ud af mit værelse få dage senere.